01.05.2019

Koranens mange vers om krig samt fordømmelse af vantro gør det nemt for ekstremister, der forsøger at overbevise mere moderate muslimer om deres sag. Derfor er det næppe tilfældige omstændigheder, der gør, at islam har et meget større problem med voldelig fundamentalisme end kristendommen.

Af Lasse Birk Olesen

Der findes naturligvis mange forskellige måder at udleve Koranens anvisninger på. Det vidner de mange teologiske skoler og varierende grader af tekstnær praksis på tværs af tid og sted om. Men ved gennemlæsning af en oversættelse er det tydeligt, at hvis man skulle sætte sig for at skrive en religiøs tekst, som skulle gøre livet let for ekstremister og give dem et værktøj til at overbevise andre om, at den fundamentalistiske variant af religionen er den korrekte, og de moderate varianter er falske, så er det svært at gøre det bedre end Koranen. Det er der mange grunde til.

Koranens budskab
Der er fx de evindelige påmindelser om, at de vantro skal brænde i helvedes flammer, som gentages igen og igen og igen, hvor helvedets tortur ofte beskrives i makabre malende billeder.

Derudover er der de mange opfordringer til at finde og slå de vantro ihjel. Opfordringerne blev ofte åbenbaret til Muhammed i konteksten af en af de mange krige, han førte som hærleder, men kan nemt (mis)bruges af salafister og andre ekstremister som opfordringer til generel vold mod de vantro. I filosoffen René Girards religionsteori, hvor religioner – med undtagelse af kristendommen – bygger på ofringen af en skyldig syndebuk, synes de vantro i Koranen at skulle spille rollen som syndebukke.

Koranen påminder os også ofte om, at det er Guds egne ord og derfor ikke til fortolkning. Det giver fundamentalistiske muslimer en stærk løftestang, når de kan citere vers overfor mere moderate muslimer, der påpeger, at Koranen eksplicit ikke tillader deres fortolkning.

Der står oven i købet, at Gud har givet Koranen i et påstået letforståeligt sprog, hvilket betyder, at der ikke er tale om billedsprog og lignelser, men konkrete anvisninger. Således inspirerer Koranen ikke videre til refleksion over en dybere mening med det skrevne. Selvfølgelig kan man her 1400 år efter åbenbaringerne bruge tid på at forstå den historiske kontekst, men selve budskaberne har form af konkrete regler til efterlevelse. Der gøres ikke mange forsøg på dybere åndelig eller social indsigt. Det er ikke særligt intellektuelt stimulerende læsning.

Koranen fremhæver også, at lydighed overfor Gud og Muhammed er vigtigere end troen på Gud. Kontrasten til protestantismens personlige gudsforhold er tydelig.

Dertil kommer kritikken af enhver form for tvivl. En muslim, der tvivler på elementer af troen, bliver sat i bås med de vantro. På den måde vanskeliggør teksten reformer, og det gør det farligt for moderate muslimer at sige fundamentalisterne imod, fordi de risikerer at blive degraderet til vantro eller, værre endnu, frafaldne (fx mente 31 pct. af britiske muslimer i 2007, at apostasi kan straffes med døden, og hundreder af frafaldne trues årligt).

 

Gud har givet Koranen i et påstået letforståeligt sprog, hvilket betyder, at der ikke er tale om billedsprog og lignelser, men konkrete anvisninger. Således inspirerer Koranen ikke videre til refleksion over en dybere mening med det skrevne
_______

 

Koranen gentager også igen og igen forbuddet mod at nære den samme kærlighed til vantro som til muslimer, hvilket i hvert fald i gængse oversættelser også bliver til, at man ikke bør være venner med de vantro. Igen er opfordringerne ofte åbenbaret i konteksten af krig, hvor det måske kan give mening som en beskyttelse mod, at vantro fra krigens modpart udfører spionage ved at foregive at blive venner med muslimer. Men det er nemt at (mis)bruge i dag.

Den klassificerer kvinder som andenrangsmennesker med dårligere juridiske rettigheder end mænd, og den retfærdiggør øje-for-øje-hævn.

Slutteligt accepterer Koranen implicit slaveri. Det angives fx, at utroskab er forbudt, men at en mand dog gerne må have sex med sine slavinder.

De sympatiske dele består i opfordringerne til at hjælpe fattige og sultende. Der er også andre sympatiske passager, men ofte gør en fodnote så opmærksom på, at det pågældende vers ifølge en af de udbredte skoler er blevet ophævet af et senere vers, som siger noget helt andet. Hvis man fx går til Det Islamiske Trossamfunds boghandel i København NV og beder dem anbefale en engelsk oversættelse af Koranen, så får man Al-Hilali og Khans “The Noble Qur’an”, hvor man kan læse, at vers 2:109, der siger, at jøder og kristne bør tilgives og bæres over med, erstattes i en fodnote med vers 9:29, der siger, at man skal bekæmpe kristne og jøder, indtil de betaler jizyah (ekstra skat) og føler sig kuede.

Levereglerne og kvindens rolle som åbenbaret til Muhammed var i mange tilfælde progressivt, når det sammenlignes med forholdene i andre og tidligere trossamfund i det syvende århundredes arabiske ørken. At kalde Muhammed for den arabiske verdens første feminist ville være at gå for vidt, men kvindernes forhold blev dog forbedret fra det ekstremt dårlige til det meget dårlige. Fx forbyder Koranen drab af uønskede pigebørn, hvilket man mener, var udbredt i de arabiske stammer før islam. Problemet er bare, at reglerne ikke er blevet forbedret i de 1400 år siden, fordi de jo blev givet af Gud og derfor er uforanderlige.

 

Der er mange måder at udleve Koranens anvisninger på, men den er et eminent værktøj for ekstremister
_______

 

I islam er der ingen kattelem for moderate muslimer
Min konklusion: Det er ikke et tilfælde, at det er islam, der blandt de store religioner har det største problem med vold og terror. Der er mange måder at udleve Koranens anvisninger på, men den er et eminent værktøj for ekstremister. De får med Koranen en endeløs række af vers, de kan citere, som ved første øjekast bakker deres mission op, særligt når de tages ud af deres historiske kontekst, og som kan radikalisere mere moderate muslimer til at føre krig mod de vantro, ligesom Muhammed gjorde det.

Til flere af de ovenstående eksempler kan der ganske vist findes koranvers, der tilsyneladende siger noget helt andet. Men dem kan fundamentalisterne nemt styre udenom, når de rekrutterer andre muslimer, og i stedet citere de mange vers, der bedst støtter deres udlægning. Og ligesom islamkritikere kan undlade at læse vers ind i deres historiske kontekst, så kan også religiøse fundamentalister undlade konteksten, når det tjener deres formål.

Da jeg spurgte den lærde imam Shaykh Salahuddin Barakat, om ikke Koranens mange hårde passager nemt kan misbruges af ekstremister, der evt. læser dem ude af kontekst – og om det ikke er årsagen til, at de fleste terrordrab forårsages af islamiske terrorister – svarede han, at Det Nye Testamente jo også har vers, der kan læses som opfordringer til vold, fx Lukas 19:27. Og ja, der findes enkelte passager, hvor kristne fundamentalister kan tolke lignelser af Jesus som opfordringer til vold, men de er få, og der er netop tale om lignelser til fortolkning. Så med sine henvisninger til konkrete krige ført af Muhammed er det mit indtryk, at her adskiller Koranen sig meget markant fra Det Nye Testamente. Det er også, hvad sprogforskere kommer frem til, og det understøttes af et stort studie af 45.000 unge. Undersøgelsen viser, at jo mere religiøst forankret en muslim er, jo mere voldsparat er han eller hun. Omvendt har kristne unge en mindre tilbøjelighed til at begå vold, jo mere religiøse de bliver. Når vi samtidig hører både fra en tysk professor i religionspædagogik og i en rapport fra TrygFonden, at muslimsk radikalisering ikke kan forklares med lav socioøkonomisk status, så tyder noget på, at det gængse islamiske budskab i højere grad ansporer voldelig adfærd end det kristne budskab.

 

Alt tyder på, at både de islamiske tekster og de store grupper inden for praktiserende islam har mange flere konfliktflader med et moderne, frit og åbent samfund, end kristen teologi har det
_______

 

Der er problemer forbundet med alle religioner. Og med ateisme. Men alt tyder på, at både de islamiske tekster og de store grupper inden for praktiserende islam har mange flere konfliktflader med et moderne, frit og åbent samfund, end kristen teologi har det. Det er heller ikke overraskende, når de moderne vestlige samfund blev bygget på et kristent fundament.

En af årsagerne er nok den simple praktiske omstændighed, at Muhammed var hærfører og statsleder, og derfor skulle bekymre sig om mange dagligdagsspørgsmål og tvister mellem tilhængerne, hvilket gav ham anledning til at foreskrive regler og love til efterlevelse, som i sig selv udgør en hel totalitær politisk ideologi med regler for alle livets forhold. Jesus var derimod “kun” en spirituel leder uden politisk magt, hvorfor han ikke havde brug for at anvise nær så mange konkrete leveregler. Til Muhammeds forsvar er det også meget at forlange, at han har skullet give regler, der både fungerede godt i 600-tallets arabiske ørken og i det 21. århundredes Europa. Men hvor ville det have gjort os alle en tjeneste, hvis der i åbenbaringerne var blevet efterladt en kattelem til at opdatere reglerne efter forholdene.

Kan der sondres mellem islam som religion og islamisme som politisk ideologi? Det mener mange. Men fælles for Muhammed selv og de mest udbredte skoler, der udlægger budskaberne, er, at der ikke skelnes mellem religiøse budskaber og politiske regler. Med andre ord: Politik er religion. Derfor har jeg forgæves forsøgt at finde den gode forklaring på, hvorfor der sondres, når man taler om idésættet islam. Til gengæld kan det give mening at skelne på det personlige plan: Et individ kan være enten moderat muslim eller islamist afhængigt af, hvordan idésættet praktiseres.

 

Vi må ikke undlade at kritisere en religion eller ideologi, fordi dens tilhængere ofte har en anden hudfarve eller gennemsnitligt har en dårligere socioøkonomisk baggrund
_______

 

Islamkritikkens relevans
Vi må ikke undlade at kritisere en religion eller ideologi, fordi dens tilhængere ofte har en anden hudfarve eller gennemsnitligt har en dårligere socioøkonomisk baggrund. Det første ville være en form for racisme. Og i det omfang tilhængerne har dårligere socioøkonomisk baggrund, desto mere gavn vil de have af at tilslutte sig et mere vestligt orienteret værdisæt, der tillader dem at assimilere sig ind i den vestlige kultur og arbejdsmarkedet. Det gælder fx en højere arbejdsmarkedsdeltagelse for kvinder, ligesom den tyrkisk-amerikanske professor Timur Kuran i sin omfattende litteraturanalyse finder, at islam på flere måder hæmmer økonomisk produktivitet.

Der har i mands minde været mere end rigelig kristendomskritik i Danmark. Eller hvis Scientology, Moon-bevægelsen eller andre alternative religioner vokser i medlemstal, så mødes det af skarp kritik fra en bred gruppe. Det samme bør gøres med islam, særligt når det er den hurtigst voksende religion. I Pew Research Centers mellemscenarie fordobles antallet af muslimer i Danmark cirka hvert 30. år. Dertil tyder en undersøgelse på, at graden af religiøsitet også er stigende. Og den enkelte muslim kan selvfølgelig være den skønneste person og tilhører måske også den halvdel af europæiske muslimer, der ifølge den hollandske professor Ruud Koopmans ikke er fundamentalister. Men ligesom alle andre anti-liberale, totalitære ideologier og religioner med problemer med voldelig fundamentalisme møder kritik, således bør også idéen islam kritiseres i Danmark. ■

 

Ligesom alle andre anti-liberale, totalitære ideologier og religioner med problemer med voldelig fundamentalisme møder kritik, således bør også idéen islam kritiseres i Danmark
_______

Apropos denne artikel:

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?

Hans Henrik Fafner i RÆSONs nye trykte nummer: Trods arrestordren er Netanyahu tættere på sine mål

Mattias Tesfaye i RÆSONs nye trykte nummer: Jeg tror, at det snobbede uddannelsessyn har bedre fat i forældrene, end det har i de unge

Niels Byrjalsen i RÆSONs nye trykte nummer: Trumps sejr indvarsler en kynisk tid for Europa

Sune Haugbølle i RÆSONs nye trykte nummer: Landet, der burde være kollapset