18.12.2019

Europæerne kritiserer Trump for muren til Mexico, men befæster selv Middelhavet for at holde flygtningene ude.

Af Lars Erslev Andersen

Ganske ofte hører man fortællingen om, at det egentlig går fint i verden – ikke mindst med den begrundelse, at antallet af fattige bliver stadig mindre. I det regnestykke undlader man som regel at gøre opmærksom på, at størstedelen af denne fattigdomsbekæmpelse skyldes Kina, der i løbet af de sidste 40 år har løftet omkring 800 millioner mennesker ud af fattigdom. Det trækker godt op i det globale regnskab, men dette store antal kan hverken dansk bistandspolitik eller den liberale verdensorden tage æren for. Tager vi kineserne ud af ligningen, ser det anderledes ud: Frem for at gå mod det bedre går det mange steder mod det værre!

Man skal ikke kigge særlig længe på verden for at få øje på, at mennesker i hobetal migrerer fra konflikter og krige og fra fattigdom og elendige livsvilkår: i Afrika, Syd- og Mellemamerika, Syd- og Sydøstasien og Mellemøsten. Klimaforandringerne accelererer denne udvikling: Stater oversvømmes og drukner i havet, og store områder udvikler sig til golde ørkener, mens andre hærges af voldsomme storme og flodbølger. Det skaber fattigdom, flygtninge og pres på de rige landes grænser – og det skaber konflikt og stadig flere sikkerhedsforanstaltninger i form af grænsebevogtning, mure, hegn og militarisering både til lands og til vands. Dertil kommer store såkaldte opsamlingslejre, der i dag findes i både Amerika, Afrika, Asien og sandelig også i Europa, især i Middelhavslandene.

I de europæiske medier ser vi ofte kritik af Trumps desperate bestræbelser på at bygge en mur mod grænsen til Mexico og forsøg på at holde migranter fra Mellemamerika borte fra USA. Og vi kritiserer præsidenten for at være ansvarlig for umenneskelige forhold i opsamlingslejre. Men det samme sker lige nu i Europa. EU betaler for en gigantisk sikkerhedsmur på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien, bidrager til driften af enorme opsamlingslejre i Tyrkiet og Jordan og har utallige projekter i Libanon, hvor de libanesiske ledere lukrerer på at modtage donormidler, alt imens syriske og palæstinensiske flygtninge lever i slum og elendighed.

EU’s og Danmarks støtte til ’nærområderne’ er livsnødvendig. Var den der ikke, ville forholdene for de millioner af mennesker, der flyttes rundt i det arabiske Mellemøsten, være endnu mere elendige. Mange ville dø af sult, sygdomsepidemier ville have endnu større konsekvenser, langt færre flygtningebørn ville gå i skole, og flere piger ned til tiårsalderen ville ende i prostitution.

Humanitært er hjælpen til ’nærområderne’ altså nødvendig og – som forholdene er – også moralsk rigtig, men den er i lige så høj grad begrundet i sikkerhedspolitik som i bistandshjælp. På samme måde som Trumps grænsepolitik er begrundet i at holde latinamerikanere væk fra USA, er EU’s store bistandsprogrammer til ’nærområderne’ begrundet med at holde migranter væk fra EU: ’Aldrig mere 2015’ kunne parolen være.

Forskere med indsigt i afrikanske forhold fortæller os, at presset på Europas grænser fra migranter kun bliver større. Ser vi på det arabiske Mellemøsten, er konklusionen den samme. Vi kunne pege på de millioner af syriske flygtninge, der befinder sig i Tyrkiet og Jordan, i de store opsamlingslejre og ved den syriske grænse til Jordan, eller på de millioner af internt fordrevne i Syrien. Vi kunne tale om den million eller flere, der befinder sig i Libanon, og vi kunne tilføje den uafklarede situation for kurderne og for palæstinenserne. Selvom vi ofte glemmer – eller måske ligefrem fortrænger – alle disse millioner af mennesker, der presses rundt eller holdes interneret i lejre, og selvom vi i EU og Danmark faktisk sender mange mio. kr. til hjælp i ’nærområderne’, er der én sikker konklusion, vi ikke kan komme uden om: Flygtningesituationen i Mellemøsten vil blive værre endnu.

 

De unge ved, at de aldrig kommer til at leve i deres egen stat. De gemmer Palæstina i deres hjerte, men vil væk
_______

 

I Libanon ser man, at uløste flygtningeproblemer blot vokser og vokser
Situationen for de palæstinensiske flygtninge i Libanon er et klart og tragisk billede på problematikken – og hvordan en krise kan udvikle sig, når den står uløst årti efter årti. Officielt er der af FN registreret 455.000. Reelt er der omkring 220.000, mens resten, der stadig er registreret, er flyttet til andre lande, hvor en del af dem er forblevet statsløse. Af dem, der stadig lever i Libanon, bor langt de fleste i de 12 flygtningelejre, der mest af alt ligner stopfyldte slumbyer. Her kan børnene få skolegang organiseret af FN og betalt af frivillige donorlande. FN sørger også for primær sundhedstjeneste og støtter køb af mad. Men budgetterne er pressede, og det FN-program, UNWRA, der står for bistanden, er konstant underfinansieret. Den største donor har i årevis været USA, men nu har Trump skåret betragteligt i bidragene, angiveligt fordi palæstinenserne protesterede over, at han havde anerkendt Israels krav på suveræniteten over hele Jerusalem og har flyttet den amerikanske ambassade til byen.

I årevis har palæstinenserne levet med elendigheden, fordi de havde et håb om en dag at kunne flytte til en palæstinensisk stat. Selvom de naturligvis har protesteret, lever de med, at Libanon ikke vil give dem nogen politiske rettigheder – samt at de ikke må drive nogen form for privat erhvervsvirksomhed (som lægeklinikker, advokatkontorer og meget andet), at de ikke kan bestride offentlige embeder, at de ikke er omfattet af Libanons offentlige service, og at de ikke har ret til at have fast ejendom. Disse forhold er de stadig tvunget til at acceptere. De har gjort krav på politiske, sociale og menneskerettigheder, men er blevet ignoreret og har nu i 70 år levet i undtagelseszoner i den libanesiske stat.

Dengang håbet om en palæstinensisk stat stadig var levende, holdt det dem i gang. Det håb er slukket i dag. De unge ved, at de aldrig kommer til at leve i deres egen stat. De gemmer Palæstina i deres hjerte, men vil væk. De vil have en fremtid, som ikke er i Libanon – eller i Mellemøsten for den sags skyld.

 

Selvom det syriske regime nu kontrollerer to tredjedele af Syrien, hvor der derfor ikke er krigshandlinger, er det forbundet med store vanskeligheder for syrere at vende hjem
_______

 

I Libanon kombineres to store flygtningekriser – en gammel og en ny
Palæstinensernes situation er blevet væsentlig forværret af de mange flygtninge fra Syrien. Mange af dem er flyttet ind i de palæstinensiske lejre, fordi det er den billigste form for indkvartering. Antallet af beboere i en lejr som Burj al-Baratnah i det sydlige Beirut er blevet fordoblet, efter at krigen i Syrien startede. På den ene kvadratkilometer, som lejren udgør, bor der nu mere end 40.000 mennesker.

Mange af de syriske flygtninge i Libanon, som i dag angives til knap en million, lever illegalt, fordi de ikke vil, tør eller har råd til at lade sig registrere af den libanesiske sikkerhedstjeneste. Antallet af syriske flygtninge er et officielt politisk gæt – og det reelle tal er formentlig større: I 2015 beordrede Libanon, der ikke har ratificeret den internationale flygtningekonvention, FN til at stoppe registreringen af flygtninge i landet. Og eftersom det indenrigspolitisk er opportunt, fordi libaneserne er trætte af de syriske flygtninge, siger de nu til FN, at tallet fra 2015 skal nedskrives. Begrundelsen fra den libanesiske regering er, at 150.000 syrere er rejst tilbage. Andre kilder siger, at det højst drejer sig om 30.000.

Selvom det syriske regime nu kontrollerer to tredjedele af Syrien, hvor der derfor ikke er krigshandlinger, er det forbundet med store vanskeligheder for syrere at vende hjem. Regimet står over for voldsomme problemer med et sønderbombet land og en økonomi i ruiner. Det har ikke brug for flere problemer. Dertil kommer, at mange syriske flygtninge frygter at blive betragtet som en del af oppositionen og dermed ende i fængslerne, hvis de vender hjem. Hertil kommer, at der kun er ruiner at vende hjem til. Endelig vil hjemsendelse forudsætte forhandlinger med den syriske regering, som mange anser for illegitim og har pålagt sanktioner. Med andre ord: Syrerne komme ikke til at vende hjem – i hvert fald ikke foreløbig. Men de får børn, der hvor de er. Derfor bliver antallet af syrere i Libanon ikke mindre, men større. Uanset hvad regeringen siger.

De forsøger at overleve, og mange er uden for de internationale hjælpeprogrammers rækkevidde. De tager de underbetalte jobs, som palæstinenserne havde før. Elendighed, arbejdsløshed og spændinger vokser. Det gør narkotikaproblemet også. Priserne på euforiserende stoffer er i dag en tredjedel af, hvad de var for nogle år siden, hvilket betyder, at markederne, bl.a. i de palæstinensiske flygtningelejre, oversvømmes af narkotika.

Ingen kan forklare, hvorfor priserne er faldet så drastisk. Måske fordi varerne flyder ind i en lind strøm fra krigsøkonomien i Syrien. Måske fordi kræfter i Libanon ønsker at bedøve oppositionen, hvilket nogle tror: ”Opium for folket” pacificerer den politiske opposition og masserne.

Vilkårene for de syriske og de palæstinensiske flygtninge bliver derfor stadig værre. Spændingerne mellem det libanesiske samfund og flygtningene vokser i samme omfang. Både regeringen i Beirut og mange libanesere i samfundet gør flygtningene til syndebukke for de voksende problemer – senest får de i aviserne skylden for den store forurening i landet.

 

Hverken Trump eller hans udenrigsminister, Mike Pompeo, arbejder længere mod en løsning, hvor palæstinenserne skal have en stat på Vestbredden og i Gaza med Østjerusalem som hovedstad. Den model er fjernet fra tegnebrættet
_______

 

Trumps ’fredsløsning’
Palæstinenserne i Libanon presses som nævnt voldsomt af denne situation. Som sagt har de også – i hvert fald de unge – mistet håbet om en palæstinensisk stat, som de engang håbede at kunne flytte til. Længe har unge palæstinensere i Libanon, men også i Jordan, på Vestbredden og i Gaza, tvivlet på den såkaldte fredsproces mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre, som skulle resultere i en tostatsløsning. Men i manglen på alternativer klamrede man sig dog alligevel til håbet. Det kunne jo være.

Med Trumps politik er enhver tvivl ryddet af bordet. Hans linje er Made in Israel. Formuleringen stammer fra de to analytikere af USA’s mellemøstpolitik og tidligere ansatte i det amerikanske udenrigsministerium Aaron David Miller og Richard Sokolsky, der i en artikel i Politico signalerer, at Trumps politik fuldstændig tilgodeser Israels ønsker. Hverken Trump eller hans udenrigsminister, Mike Pompeo, arbejder længere mod en løsning, hvor palæstinenserne skal have en stat på Vestbredden og i Gaza med Østjerusalem som hovedstad. Den model er fjernet fra tegnebrættet. Først anerkendte Trump israelsk suverænitet over Jerusalem. Dernæst anerkendte han israelsk annektering af det syriske Golan, og senest har Trump set igennem fingre med den israelske premierminister, Netanyahus, erklæring om, at Israel vil annektere de territorier på Vestbredden, som de jødiske bosættelser er bygget på – inklusive alle de sikre veje og anden sikkerhedsinfrastruktur. I USA defineres palæstinensiske flygtninge væk – idet kun de, der levede under fordrivelsen i 1948, skal regnes som flygtninge. Det fremgår af en lov, der blev introduceret af det Republikanske medlem af Repræsentanternes Hus Doug Lamborn i 2018, og som fremdeles er under behandling. Hvad de resterende fem millioner efterkommere så er, får vi ingen svar på.

Trods protester fra EU står det i dag klart, at Israel og USA arbejder på en israelsk annektering af Vestbredden – inklusive Jerusalem. Det lyder slemt i europæiske ører, men hører man efter, hvad den amerikanske udenrigsminister, Pompeo, siger – og ikke siger – ved høringer i den amerikanske kongres, er det klart, at Vestbredden skal være israelsk. Og de israelske bosættelser skal der ikke pilles ved.

Det er præsident Trumps svigersøn Jared Kushner, der skal komme med en fredsplan. Den var ventet offentliggjort i juni 2019 – hvor Kushner kun fremlagde nogle økonomiske elementer – men blev udskudt til efter det israelske valg i september og så igen til efter omvalget. Nu forventes planen at blive offentliggjort i 2020. I Mellemøsten og blandt amerikanske forskere går den allerede under navnet ’Gaza plus’ – eller mere ironisk får den tilnavnet Made in Israel. Ideen skulle være, at Gaza sammen med en stribe land på den egyptiske Sinai-halvø kan blive det fremtidige palæstinensiske territorium. Altså ifølge et diktat, der, uden at palæstinenserne tages med på råd, er forhandlet mellem Israel og USA.

De fleste tvivler på denne plan. Men Trump har en stærk alliance, der tæller Egypten, som har voldsomt brug for økonomisk støtte, og både Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) har nikket ja til planen. Projektet går kort beskrevet ud på, at Egypten stiller land til rådighed i Sinai, og Saudi-Arabien betaler for gildet: Eftersom Sinai er ørken, kræver det store investeringer at transformere sandkassen til en stat, hvor folk kan bo og leve.

Baggrunden for forbrødringen mellem de arabiske stater og Israel er, at de ser Iran som den store fjende, og i modsætning til Trumps forgænger, Barack Obama, der adresserede iranerne ad diplomatisk vej, går Trump og hans tætte rådgivere efter den direkte konfrontation. Golf-araberne i Riyadh og Abu Dhabi hilser denne konfrontative Iran-politik velkommen og kvitterer med at nikke ja til Kushners plan.

Den rummer mange problemer. Vil palæstinenserne flytte til Gaza og Sinai? Næppe. Hvad med de israelske palæstinensere – altså dem, der har statsborgerskab i Israel: Vil de acceptere planen, eller vil de højlydt protestere og dermed af Israel blive anset for at være et sikkerhedsproblem? Det sidste er sandsynligt og vil skære endnu en del af deres demokratiske rettigheder væk: Israel er primært en stat for jøder – ikke for utilfredse arabere, selvom de har israelsk statsborgerskab. Tilbage er de mange palæstinensere i det arabiske Mellemøsten, i Gaza og på Vestbredden. Vil de flytte til Gaza eller et resort i Sinai? Næppe. Hvordan løses alle disse problemer?

Hvis linjen i dag fremskrives, vil disse palæstinensere ende i indhegnede interneringsbyer, som der vil blive stadig flere af i fremtidens Mellemøsten. De bliver én blandt mange grupper: Millioner af mennesker – palæstinensere, kurdere, syrere – kommer til at henslæbe deres tilværelse i undtagelseszoner. Med støtte fra EU, der ønsker, at de mange flygtninge skal blive i ’nærområderne’.

Det var også det, som den tyrkiske præsident, Erdogan, vidste, da han i oktober 2019 invaderede Nordøstsyrien for at jage de kurdiske militser ud af en såkaldt sikkerhedszone. EU protesterede – men ikke særlig meget, for EU skulle bestemt ikke nyde noget af, at Erdogan opsagde flygtningeaftalen med EU og sendte op mod tre millioner syrere mod Europa. I stedet ser EU hellere, at Erdogans plan om at flytte syriske flygtninge i Tyrkiet til sikkerhedszonen i Syrien realiseres, for så bliver flygtningene jo i ’nærområdet’. At denne plan samtidig skaber et nyt flygtningeproblem i form af de kurdere, der må flygte ud af Erdogans sikkerhedszone, understreger blot de umenneskelige konsekvenser af en sikkerhedspolitik, der ingen visioner har for løsninger i Syrien, men kun kerer sig om egne interesser bag murene.

Samtidig med at de rige lande i stigende grad hegner sig inde bag militariserede grænser, og magteliter i Mellemøsten gør det samme, vil stadig flere mennesker, der ikke er plads til i den globaliserede verden, leve interneret i stærkt kontrollerede – og aflukkede – undtagelseszoner spredt som øer i ’nærområderne’.

Vi ser således allerede konturerne af denne undtagelsespolitik: i de palæstinensiske flygtningelejre, Gaza, opsamlingslejrene i Sydeuropa, Tyrkiet og det arabiske Mellemøsten (og mange andre steder på kloden). Det vil selvfølgelig skabe mere konflikt og flere trusler, som vil generere flere indhegninger og mere grænsebevogtning – alt sammen i sikkerhedens navn. ■

 

Samtidig med at de rige lande i stigende grad hegner sig inde bag militariserede grænser, og magteliter i Mellemøsten gør det samme, vil stadig flere mennesker, der ikke er plads til i den globaliserede verden, leve interneret i stærkt kontrollerede – og aflukkede – undtagelseszoner
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden