04.01.2019

Saudi-Arabien er det klareste eksempel på, at sikkerhedspolitik og økonomi i dag overtrumfer liberale værdier, menneskerettigheder og folkeret.

Af Lars Erslev Andersen

I nogle dage i midten af november så det ud, som om Khashoggi-sagen var ved at falde til ro: Der var ikke afsløret afgørende beviser mod Saudi-Arabiens magtfulde kronprins, Mohammed bin Salman (MBS), der kunne dokumentere, at han havde beordret mordet i Istanbul – derimod var 18 personer blevet anholdt i Saudi-Arabien for at have udført det. Men den 16. november lækkede CIA deres opsigtsvækkende konklusion til The Washington Post: Efter at gennemgået alt materiale, herunder telefonaflytninger, er det deres konklusion, at mordet blev udført på ordre af MBS. CIA har ikke det nagelfaste bevis, men når altså alligevel denne konklusion – på baggrund af en række stærke indicier samt med tjenestens kendskab til beslutningsstrukturen i Saudi-Arabien.

Dermed gnider CIA salt i det åbne sår i amerikansk politik, der blev tilføjet med terrorangrebene 11. september 2001.

Lige siden har indflydelsesrige politikere og embedsfolk, efterladte af de næsten 3.000 døde og mange kommentatorer stædigt fastholdt, at den saudiarabiske regering og kongefamilie var direkte involveret i organiseringen af angrebet. I 2016 vedtog den amerikanske Kongres – mod den daværende præsident Obamas vilje – at der kunne anlægges sag mod den saudiarabiske stat. Alt tyder på, at et flertal i Kongressen ønsker en helt anden linje i det amerikanske forhold til Saudi-Arabien end den, samtlige regeringer har lagt siden Anden Verdenskrig. Således argumenterer en stærk opposition i USA for et meget mere kritisk forhold til Saudi-Arabien end det nære partnerskab, som skiftende regeringer har plejet med kongefamilien.

I toppen af det amerikanske politiske establishment står konflikten om USA’s politik over for Saudi-Arabien derfor ikke primært mellem Demokraterne og Republikanerne, men snarere mellem lovgiverne i Kongressen og magtudøverne i Det Hvide Hus – uanset hvem der sidder i det ovale kontor. Alligevel vil det Demokratiske partis flertal i Repræsentanternes Hus, der er en realitet efter midtvejsvalget i november, sandsynligvis bruge Khashoggi-sagen til at presse Trump til en mere kritisk linje over for hans venner i Riyadh.

Mordet på den saudiarabiske dissident og kritiker, der mødte op på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul den 2. oktober, handler således ikke blot om et uhørt brud på regler i internationalt diplomati og om en sikkerhedstjeneste, der myrder en af sine egne borgere på fremmed jord. Mordet handler også om global økonomi, rivalisering mellem stormagter, amerikansk mellemøstpolitik og om et stadig tydeligere hykleri i vestlig politik over for Saudi-Arabien.

Derfor er Saudi-Arabien så vigtig for Trump
Når CIA’s konklusion – og lækket af den til pressen – virkelig er salt i såret, skyldes det, at Trump i højere grad end sine forgængere baserer sin mellemøstpolitik på Saudi-Arabien – i særlig grad personificeret ved et tæt forhold mellem netop MBS og Det Hvide Hus. Helt åbent har Trump gentagne gange understreget, hvor vigtig Saudi-Arabien er for USA’s jobskabelse. Først og fremmest gennem deres enorme køb af amerikansk militærteknologi, men også gennem kolossale investeringer i det amerikanske aktiemarked. Sammen med Israel er Saudi-Arabien den i særklasse vigtigste allierede i USA’s mellemøstpolitik og samtidig altså en vigtig spiller i Trumps ’America First’-program, der handler om at sikre arbejdspladser.

 

Alt tyder på, at et flertal i Kongressen ønsker en helt anden linje i det amerikanske forhold til Saudi-Arabien end den, samtlige regeringer har lagt siden Anden Verdenskrig
_______

 

At CIA gør MBS ansvarlig for mordet på en saudiarabisk borger med permanent amerikansk opholdstilladelse, som desuden er klummeskribent for The Washington Post, er en begivenhed, der har fået medlemmer i Kongressen til at kræve en ny amerikansk kurs over for Saudi-Arabien.

Men Trump-regeringen vil gå langt for at lade selv den mindste tvivl om skyldspørgsmål i sagen om Khashoggi komme MBS og den saudiarabiske kongefamilie til gode.

Den 20. november afviste Trump således i en erklæring at ændre sin politik. Skønt erklæringen handler om USA, Khashoggi-mordet og Saudi-Arabien, starter den et helt andet sted, nemlig i Iran. Her hedder det bl.a.: ”Iran is considered ‘the world’s leading sponsor of terror’”. Det er ifølge erklæringen også Iran, der står bag den tragiske humanitære katastrofe i Yemen – “Saudi Arabia would gladly withdraw from Yemen if the Iranians would agree to leave” – selvom alle andre mener noget andet. Samtidig, siger Trump, er Saudi-Arabien USA’s mest aktive og loyale støtte i bekæmpelsen af den sunnimuslimsk-baserede terrorisme – uden at nævne, at USA og Iran stod skulder ved skulder om at bekæmpe den i Irak.

Ret beset handler det jo om penge: Det centrale for Trump-regeringen er at opretholde rimeligt høje oliepriser, så Saudi-Arabien ikke braser sammen og forhindres i at betale et betydeligt bidrag til ’America First’-politikken gennem kolossale våbenkøb og investeringer i amerikanske aktier. I erklæringen lægger Trump ikke skjul på det: Efter at have forklaret, hvor ond og farlig Iran er, hvor godt Saudi-Arabien hjælper USA med at bekæmpe terrorisme, og hvor nært et forhold der er mellem Det Hvide Hus og den saudiarabiske kongefamilie, kommer en smøre om amerikanske arbejdspladser og indkomster, der ikke skal ende i hænderne på Kina og Rusland (for så trofaste er Saudi-Arabien jo heller ikke, forstår man). Erklæringen slutter med det forventelige credo: ’America First’.

Men prinser i den store kongefamilie, der længe har mukket over at være skubbet til side af unge MBS i kampen om arvefølgen, rører på sig, samtidig med at kongen og hans søn i bedste Trump-stil laver kampagner for at dæmpe det ulmende oprør. I den amerikanske Kongres vil flere medlemmer bruge det aktuelle pres på MBS til at afvikle amerikansk støtte til Saudi-Arabiens krig i Yemen. De mest overmodige lægger ovenikøbet planer for en anden arvefølge i den saudiske familie – som om kongemagten i Riyadh skal afgøres i Washington.

 

MBS er villig til at sælge palæstinenserne i konfrontationen med Iran, hvilket i den grad har knyttet Trump-regeringen og Saudi-Arabien sammen med et stadig mere selvsikkert Israel
_______

 

Er Khashoggi-sagen slut? Rygtet siger, at Tyrkiets præsident, Erdogan, muligvis ligger inde med det afgørende bevis for MBS’ involvering i Khashoggis likvidering. Gør Erdogan det, vil han nok forstå at udnytte det til sin egen fordel. Har han ikke beviset, risikerer han, at alle hans snedige angreb mod MBS – i form af den serie af læk, vi har set i oktober og november – eksploderer i ansigtet på ham selv. For rider MBS stormen af, vil han ikke tøve med at straffe Tyrkiet – i Saudi-Arabien har der allerede været opfordringer til boykot af tyrkiske varer, og det bliver næppe ved det.

Trods den voldsomme søgang ender MBS derfor nok i smult vande. Trump har som sagt meldt klart ud: Selvom MBS har blod på hænderne i Istanbul, er han alligevel en ”fantastisk allieret”. Dermed kan kronprinsen fortsætte sit enmandsshow med temaet: at forandre Saudi-Arabien til den globale kapitalismes mekka.

Det saudiarabiske spin virker
For Saudi-Arabien er – med MBS i spidsen – midt i en charmekampagne om de reformer, der én gang for alle nok skal gøre landet mere stuerent i det internationale samfund – især i Vesten. Siden Salman blev indsat som konge i januar 2015 og ganske hurtigt fik placeret sin søn, MBS, i magtfulde stillinger som forsvarsminister og chef for regeringens økonomiske udvalg samt i april samme år som vicekronprins, er det gået slag i slag. I juni sidste år blev MBS forfremmet til kronprins – og er den eneste oplagte arvtager af kongetitlen, når den aldrende Salman går bort eller abdicerer.

Saudi-Arabien plejede i den vestlige presses optik at være verdens mest kyniske tilsidesætter af menneskerettigheder, men MBS har sikret, at de vestlige statsledere trygt kan besøge kongeriget uden konstant at skulle svare på ubekvemme spørgsmål fra de medfølgende journalister om kvindeundertrykkelse, statens brutale fremfærd over for opposition, manglen på et retfærdigt retssystem, brug af shariastraffe og offentlige halshugninger, krigsforbrydelser i Yemen osv. Alt dette fortsætter ufortrødent, men med nogle få dekreter er det lykkedes MBS og kong Salman at få den internationale presse til at kigge andre steder hen. Det drejer sig om en satsning på turisme og åbning af biografer (der i årtier var ulovlige). Desuden har man lempet kvinder ind på nogle ubetydelige politiske poster og udstedt en erklæring om, at der i Saudi-Arabien skal praktiseres ’moderat islam’. Sidst, men ikke mindst: Ophævelsen, sidste sommer, af forbuddet mod, at kvinder kører bil. Denne ændring blev naturligvis hilst velkommen af de saudiarabiske kvinder. Men øjeblikket efter fængslede man de kvindelige menneskerettighedsaktivister, der havde krævet flere rettigheder til kvinder og nu kritiserede MBS for ikke at levere.

Der er således to sider af den såkaldte reformproces: På den ene side gennemføres små ændringer – for kvinder er det naturligvis et stort skridt, at de kan få lov til at køre bil, men deres grundlæggende status som andenrangsborgere i det saudiarabiske samfund har ikke ændret sig. På den anden side samler MBS konstant magten hos sin egen person og tåler ingen kritik. Resultatet er, at undertrykkelsen af ytringsfrihed i Saudi-Arabien i dag er større end i mange år forud for hans reformer.

 

I det saudiarabiske samfund er der også stor modstand mod reformerne. Mange i det traditionelle samfund er trygge ved de konservative sædvaner og bange for forandring, der – som de ser det – risikerer at lokke de unge piger i fordærv. Mere alvorlig for MBS er dog modstanden fra eliten, der især skyldes, at de mister penge og privilegier
_______

 

Reformer eller statsbankerot
Mange taler om, at Saudi-Arabien i dag er ved at blive transformeret fra et familiedynasti til et diktatorisk enmandsstyre. Skal man have en forestilling om, hvad MBS gerne vil forandre det nye Saudi-Arabien til, kan man se på emiratet Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater (UAE). Det betyder en liberalisering af økonomien – men stadig større centralisering af magten i et kontrolleret, autoritært regime.

Mentoren bag denne udvikling er kronprins af Abu Dhabi Mohammed bin Zayed (MBZ). Indadtil kontrolleres emiratet benhårdt af MBZ, men udadtil fremstår det som et kapitalistisk forbrugerparadis, hvor udlændinge kan leve det søde liv, så lang tid de holder sig fra kritik af regimet og anden upassende opførsel. Samtidig holdes den lille lokalbefolkning i et stramt greb og lever helst deres liv bag paladsernes mure. Resultatet er, at vestlige statsledere og forretningsfolk kan rejse til emiratet og gøre gode forretninger uden at skulle konfronteres af deres landes medier med for mange spørgsmål om, hvad der egentlig foregår under den glimtende overflade af flotte biler, fancy hoteller og funklende kontorbygninger. Derfor går Abu Dhabi og UAE helt under radaren i de vestlige mediers fortællinger om regional politik på Den Arabiske Halvø, selvom det altså i høj grad er i Abu Dhabi, at kuglerne støbes til MBS’s vision om Saudi-Arabien som regional stormagt.

Disse ambitioner har indtil videre resulteret i, at Saudi-Arabien bomber løs i Yemen, undertrykker befolkningen i Bahrain og isolerer Qatar med en omfattende embargo. Sat på spidsen kan man sige, at MBZ har tegnet Saudi-Arabien og UAE’s fælles regionale politik, men at MBS tager skraldet i det internationale samfund.

Problemet for MBS er imidlertid, at udgangspunktet for denne transformation af Saudi-Arabien er langt mere udfordrende, end den har været i Abu Dhabi, der med sin meget lille lokalbefolkning, sit beskedne territorium og sin umådelige rigdom har haft let ved at omforme sig til et kapitalistisk forbrugermekka. Saudi-Arabien er med sine knap 33 millioner indbyggere godt 30 gange større. UAE har 9,4 millioner indbyggere, men af dem er kun cirka 1,4 millioner. statsborgere – resten er udenlandsk arbejdskraft – i Saudi-Arabien udgør gæstearbejderne ’blot’ cirka en tredjedel af befolkningen.

Ikke mindre end 40 pct. af befolkningen i Saudi-Arabien er under 25 år, og der er en meget stor arbejdsløshed for folk under 35. Dette indebærer i sig selv en kæmpe udfordring med at få skabt beskæftigelse til de unge generationer, der i mange år frem i stort antal presser på for at komme i arbejde.

I generationer har landet forsømt at bruge sine indtægter til at opbygge en privat erhvervssektor og sprede de økonomiske aktiviteter til andet end oliesektoren. Derfor forbliver landets økonomi, som Den Internationale Valutafond (IMF) understreger i sin seneste vurdering, voldsomt sårbar over for udsving i oliepriserne. Det erfarede Saudi-Arabien i kolde tal i 2015 og 2016, hvor underskuddet på statsbudgettet kom op over 20 pct. Årsagen var de stærkt faldende oliepriser, der i øvrigt var et resultat af en bevidst saudiarabisk politik: Dels ville Saudi-Arabien presse Iran, der med atomaftalen og den efterfølgende hævelse af internationale sanktioner kunne se frem til at vinde markeder. Dels ville Saudi-Arabien sabotere den amerikanske olieproduktion, der ligeledes begyndte at true saudiarabiske markedsandele. Det sidste lykkedes faktisk en overgang, idet flere af de amerikanske firmaer indstillede produktionen, men kun kortvarigt. I dag må kongefamilien konstatere, at USA eksporterer mere olie, end det importerer.

 

Sat på spidsen kan man sige, at Abu Dhabis Mohammed bin Zayed har tegnet Saudi-Arabien og UAE’s fælles regionale politik, men at MBS tager skraldet i det internationale samfund
_______

 

Saudi-Arabien bruger enorme summer på subsidier, der sikrer lave forbrugerpriser på bl.a. benzin og elektricitet, samt på gratialer til offentligt ansatte med det formål at holde dem fra at blande sig i politik. Det er samtidig et af de lande i verden, der bruger flest penge pr. indbygger til import af våben og militær teknologi. Men statsbudgettet er som sagt helt og aldeles baseret på en høj oliepris (100 US-dollars pr. tønde i 2015, i dag 80 US-dollars). Da priserne raslede ned til en bund omkring 30 US-dollars pr. tønde, måtte kongeriget for at dække underskuddet tære voldsomt på sine reserver.

I 2015 vurderede IMF, at landet – hvis ikke der skete dramatiske forbedringer som følge af økonomiske reformer – ville gå bankerot i 2020.

Magtkampen med Iran
Disse problemer – en voldsom høj ungdomsarbejdsløshed og en truende statsbankerot – var tydelige allerede i 2015, da den 29-årige MBS den 23. januar blev centralt placeret i regeringen for – med sin fars velsignelse – at genskabe Saudi-Arabien som en rig og stærk regional stormagt. To måneder efter indledte han krigen i Yemen og øgede dermed de i forvejen eksorbitante militærudgifter. Og i saudiernes lille naboland Bahrain, der reelt, men ikke formelt, er under saudiarabisk herredømme, forbliver Saudi-Arabien stadig militært involveret, efter at landet sammen med UAE i 2011 sendte tropper over grænsen for at knuse oppositionens demonstrationer for politiske og økonomiske reformer i den lille stat.

Samtidig måtte den unge kronprins konstatere, at Saudi-Arabien ikke havde fået indfriet sine udenrigspolitiske interesser i Libanon, Syrien og Irak – tre lande, hvor Iran til gengæld konstant har vundet frem. En yderligere udfordring kom til senere i 2015, da USA sammen med FN, inklusive Kina og Rusland, samt EU efter to et halvt års forhandlinger indgik den atomaftale med Iran, som ikke kunne andet end styrke landet økonomisk.

Udgifterne til at varetage disse udenrigspolitiske interesser kan der i saudiarabisk perspektiv ikke pilles ved. Det drejer sig først og fremmest om forholdet til Iran, som både politisk og økonomisk skal holdes nede. Irans tilstedeværelse i det arabiske Mellemøsten skal bekæmpes, fordi iranerne er de eneste, der kan udfordre Saudi-Arabiens rolle som regional stormagt. Derfor føler saudierne sig konstant truet af Iran – og jo mere Saudi-Arabien bekæmper iranske interesser, desto mere øges truslen.

Alt dette betyder, at militærudgifterne – siden 2015 også til krigen i Yemen – må opretholdes. Der er desuden et vigtigt politisk formål med at købe våben i USA, Frankrig og Storbritannien – simpelthen fordi de milliardstore indtægter synes at tvinge disse vestlige demokratier til – næsten for enhver pris – at holde hånden over Saudi-Arabien. Herunder: lukke øjnene for statens kompromisløse tilsidesættelse af menneskerettigheder og den brutale undertrykkelse af landets shiamuslimske mindretal (i særlig grad) og befolkningen (generelt).

 

Irans tilstedeværelse i det arabiske Mellemøsten skal bekæmpes, fordi iranerne er de eneste, der kan udfordre Saudi-Arabiens rolle som regional stormagt. Derfor føler saudierne sig konstant truet af Iran – og jo mere Saudi-Arabien bekæmper iranske interesser, desto mere øges truslen
_______

 

Rivaliseringen med Iran er også økonomisk. Jo mindre olie Iran kan sende på markedet, desto større kontrol til Riyadh. Det faktum alene forklarer Saudi-Arabiens vrede over atomaftalen i 2015 – og helt ifølge den logik blev Saudi-Arabien rasende, da USA i november 2018 reelt valgte at hjælpe Iran en smule ved at friholde en række lande i forbindelse med de nye sanktioner, som USA (på egen hånd) ellers lige har rettet mod Irans energisektor. Amerikanerne truede egentlig med at straffe de lande, der ikke respekterer USA’s nye sanktioner – og det fik europæiske firmaer til at afbryde projekter i landet. Men i første omgang valgte den amerikanske regering så at friholde en række lande – herunder Kina og Indien – der har fået 180 dage til at afvikle deres olieimport fra Iran. Saudi-Arabien havde egentlig lovet amerikanerne at sprøjte ekstra mængder olie på markedet, når Irans olieeksport nu igen faldt (for at undgå, at olieprisen steg for dramatisk). Men i vrede over amerikanernes pludselig lempelse truer saudierne nu tværtimod med at skære ned i leverancerne.

I sin bekymring over Irans indflydelse i det arabiske Mellemøsten er Riyadh på linje med Israel, der anser Iran som en eksistentiel trussel. I stigende grad nærmer de to lande sig hinanden – og under MBS tøver saudierne ikke med at nikke bifaldende til Trump-regeringens politik i Israel-Palæstina-konflikten, der helt følger Israels interesser og efterlader palæstinenserne som tabere uden udsigt til nogensinde at få deres egen stat. MBS er altså villig til at sælge palæstinenserne i konfrontationen med Iran, hvilket i den grad har knyttet Trump-regeringen og Saudi-Arabien sammen med et stadig mere selvsikkert Israel.

Men Saudi-Arabiens Iran-politik er bekostelig. Hvor langt MBS er villig til at gå i konfrontationen med Iran, fik verden et eksempel på i november 2017, hvor kronprinsen tvang den libanesiske premierminister Saad al-Hariri i husarrest i Riyadh og her fik ham til at læse en (saudiarabisk forfattet) erklæring op: Her erklærede al-Hariri, at han trak sig som premierminister – med henvisning til trusler på sit liv fra det iransk-støttede Hizbollah-parti. Planen var at skabe ustabilitet i Libanon – måske som optakt til en egentlig krig mod Hizbollah med det formål at presse Iran ud af Libanon. Planen slog fejl: Hariri vendte tilbage til Beirut og genoptog – med Hizbollahs støtte – sin politiske lederrolle. Men episoden viser, at MBS er villig til at løbe store risici for at opnå sine mål – et faktum, CIA helt sikkert har med i sine overvejelser i Khashoggi-sagen.

Reformerne: løfter og modstand
I sin seneste vurdering konstaterer IMF, at der p.t. er balance i den saudiarabiske økonomi – men at det kun er takket være de væsentligt højere oliepriser, som landet stadig – ifølge fonden – er alt for afhængigt af. IMF noterer også, at den begyndende reformlinje og især de højere oliepriser har givet en lille vækst, og opfordrer til, at reformerne fortsætter. Reelt er forandringerne dog knap begyndt: MBS lancerede en række reformer i den store plan Saudi Vision 2030, men de fleste af dem er enten ikke blevet til noget eller er stoppet. Herunder det mest spektakulære: nemlig udbuddet af 5 pct. af det statslige olieselskab Aramco til internationalt salg. MBS overvurderede fuldstændig selskabets værdi, og da det ikke kunne sælges til den forventede overpris, opgav hans far, kong Salman, i efteråret 2018 at gennemføre salget. MBS’s besparelser har været få: mindre gratialer til offentligt ansatte og neddrosling af offentlige entreprenørprojekter (hvilket førte til økonomisk krise i det saudiske entreprenørfirma Bin Laden Group, der måtte afskedige sine bygningsarbejdere). Han har også indført nye (men lave) forbrugsskatter.

MBS forsøger at sælge Saudi-Arabien som et interessant sted at investere – også her kopierer han emiraterne. En højt profileret investeringskonference i Riyadh i oktober blev – efter Khashoggi-affæren – mødt af mange afbud, men fremstilles alligevel af staten som en stor succes. Ønsket om at fremstille landet som et gigantisk Dubai begrunder MBS’s udmeldinger om ’moderat islam’, højteknologiske fremtidsbyer, turisme og forlystelsesparker, kvinder bag rattet og en omfattende antikorruptionskampagne, der synes inspireret af Xi Jinpings kampagne i Kina. Der er ingen tvivl om, at der er en stor og udbredt korruption i landet. At bekæmpe den er et populært tema blandt de unge, der i det hele taget ønsker modernisering også i form af øget frihed og bedre regeringsførelse. MBS’s reformer har da også høstet optimistisk opbakning – ikke mindst blandt store grupper af kvinder og de unge generationer. Deres opbakning afhænger dog af, om MBS kan levere på løfterne – det er ikke nok at åbne biografer. Der skal skabes arbejdspladser, herunder til kvinderne.

 

Det, der på overfladen ligner en transformation mod et mere åbent samfund, er reelt noget andet: Et konservativt islamisk-baseret familiedynasti er på vej til at blive et rendyrket diktatur
_______

 

Klar til forandring?
I det saudiarabiske samfund er der imidlertid også stor modstand mod reformerne. Denne skepsis kommer fra to sider, nemlig det traditionelle samfund og eliten. Mange i det traditionelle samfund er trygge ved de konservative sædvaner og bange for forandring, der – som de ser det – risikerer at lokke de unge piger i fordærv. Mere alvorlig for MBS er dog modstanden fra eliten, der især skyldes, at de mister penge og privilegier.

Familiedynastiet har ledet Saudi-Arabien i generationer. I toppen af familien blev der truffet konsensusbeslutninger, der altid sikrede, at alle fik en del af kagen: Topposter i ministerier, efterretningstjeneste, militær, offentlige myndigheder osv. blev fordelt til alle grene i den store familie, der her fik deres egne små dynastier. Arvefølgen blev nøje forhandlet mellem de forskellige grene – det gav klarhed. Fik man ikke en post tæt på kongen, blev man kompenseret med andre poster, der både var indflydelsesrige og lukrative og dermed gav mulighed for at fordele rigdommen på kryds og tværs. Det var et stabilt system – fordi det indeholder og vedligeholder en magtbalance, som ingen egentlig har interesse i at pille ved: Risikoen for at tabe er større end chancen for at vinde. Det er dette dynastiske system, MBS er godt i gang med at transformere til et enmandsdiktatur.

På den ene side vil det nye regime gøre det lettere og mere effektivt at træffe gennemgribende beslutninger, fx om økonomi, religion og sikkerhed, men på den anden side skaber forandringen mange fjender – simpelthen fordi de fratages indflydelse og privilegier. Derfor bliver diktatoren også mere sårbar over for kritik.

MBS’s strategi for at gennemføre denne transformation af styreformen har derfor været – meget omhyggeligt og nidkært – at fjerne enhver form for kritik ved øjeblikkeligt at slå ned på dem, der fremfører den. Enten sendes de i fængsel, eller også tvinges de til at indgå kontrakter, der helt lukker munden på dem:

I juni sidste år blev den forrige kronprins, Mohammad bin Nayef, degraderet, frataget sin titel og sat fra bestillingen som indenrigsminister. Han forsvandt et døgns tid – for derefter at dukke op og erklære sig indforstået med, at han var afskediget fra sine poster. Samtidig fjernede kongen mange vigtige områder fra indenrigsministeriet og flyttede dem ind under sig selv (inklusive den stadig vigtigere antiterrorafdeling). Et andet eksempel var, da MBS i november sidste år pludselig anholdt og internerede i hundredvis af højtstående personer – inklusive prinser, ministre og topfolk i erhvervslivet – og beslaglagde deres økonomiske aktiviteter og formuer. Nogle af dem sidder stadig fængslet, andre sidder i husarrest på et luksushotel i Riyadh, og nogle betalte sig fri. Landets rigeste mand, prins Waleed, kom således på fri fod efter at have givet MBS en milliard US-dollars og indgået en kontrakt om at holde sig fra kritik. Aktionen blev kørt under overskriften ”antikorruption” og finder således opbakning hos de unge.

Det står nu klart, at alle i det saudiarabiske samfund lige pludselig kan blive konfronteret med en sådan anklage, hvilket skaber et klima af frygt, som stærkt begrænser lysten til offentligt at udtrykke selv den mindste kritik af kongen og kronprinsen.

Et andet middel til at kontrollere oppositionen er antiterrorlovene. Som nævnt har MBS erklæret, at Saudi-Arabien nu skal promovere ’moderat islam’, samtidig med at han kan udnytte, at Det Muslimske Broderskab er kommet på Saudi-Arabiens liste over terrororganisationer. Med henvisning til, at de støtter Det Muslimske Broderskab og spreder ekstremistisk propaganda, er både islamiske lærde og reformister, sheiker og imamer blevet buret inde, mens shiamuslimske ledere, der støttede det arabiske oprør i 2011, er blevet henrettet. Det var ligeledes under overskriften ”antiterror”, at Saudi-Arabien sammen med Bahrain, UAE og Egypten indledte embargoen mod Qatar. Saudierne beskylder Qatar for at støtte terrorisme (herunder Det Muslimske Broderskab) rundtom i Mellemøsten, at give husly til flygtninge fra Saudi-Arabien, der anses for at være terrorister, sprede terroristisk propaganda (gennem tv-stationen al-Jazeera) og for at have alt for tætte relationer til Iran. Anklagen om terrorisme er i Saudi-Arabien praktisk, når man vil af med sine fjender og rivaler.

Hvorfor accepterer Vesten diktaturet i Saudi-Arabien?
Det, der på overfladen ligner en transformation mod et mere åbent samfund, er reelt noget andet: Et konservativt islamisk-baseret familiedynasti, der kontrollerede den sociale orden gennem islamisk fundamentalisme, er på vej til at blive et rendyrket diktatur, der i sit greb om magten benytter sig af terror mod befolkning og opposition. I det perspektiv er Khashoggi-sagen ikke en overraskende undtagelse i et regime på vej med reformer, men en logisk og forventelig følge af et regime, der intet middel skyr – uanset om MBS faktisk kendte til mordet på Khashoggi eller ej.

 

Undertrykkelsen af ytringsfrihed i Saudi-Arabien i dag er større end i mange år forud for MBS’ reformer
_______

 

Hvorfor holder USA og de allierede i Europa hånden over dette diktatur og lukker øjnene for, hvad det bedriver? Krigsforbrydelser i Yemen, brutale krænkelser af menneskerettigheder på hjemmefronten, de klare brud på folkeretten i Bahrain, indblanding i andre lande som Libanon og Qatar, formentlig støtte til terrorisme rettet mod Iran og pengestrømme til ekstremistiske miljøer i England?

Fordi et sammenbrud af det saudiske diktatur vil få voldsomme konsekvenser for den globale økonomi. Ikke alene er Saudi-Arabien en nøglestat i forsøget på at kontrollere det globale oliemarked, men landet køber våben i Vesten for milliarder af dollars. Desuden har saudierne investeret milliarder i aktiemarkederne i USA og Europa. Vestlige investorer, herunder sikkert vores egne pensionskasser, har bundet penge i investeringer i landet. Derfor slipper regeringen for fordømmelser. Og derfor sidder MBS – hvis bare han rider stormen af – endnu mere sikkert på magten i Riyadh.

Medmindre altså CIA’s konklusioner kan mobilisere opposition mod Trumps og Vestens politik tilstrækkeligt. Saudi-Arabiens økonomiske magt i oliemarkedet, våbenimport og aktieinvesteringer i Vesten er så store, at kun en samlet front mod regimet kan tvinge det til at ændre kurs: I 2015 forsøgte Sverige med ’feministisk udenrigspolitik’ at konfrontere Saudi-Arabien, hvorefter svenskerne blev isoleret – ikke engang den danske socialdemokratiske-radikale regering så nogen grund til at støtte sit svenske broderfolk, der hurtigt måtte opgive missionen. I sommer syntes canadierne, at uhyrlighederne i det saudiarabiske diktatur var for voldsomme, da de kvindelige menneskerettighedsforkæmpere blev buret inde. Men heller ikke Canada fik international støtte. Derfor er Saudi-Arabien det klareste eksempel på, at sikkerhedspolitik og økonomi – især økonomi – i dag overtrumfer liberale værdier, menneskerettigheder og folkeret. ■

 

Mordet på den saudiarabiske dissident og kritiker handler ikke blot om et uhørt brud på regler i internationalt diplomati og om en sikkerhedstjeneste, der myrder en af sine egne borgere på fremmed jord. Mordet handler også om global økonomi, rivalisering mellem stormagter, amerikansk mellemøstpolitik og om et stadig tydeligere hykleri i vestlig politik over for Saudi-Arabien
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden