21.08.2019

.

Trumps aflysning af sit besøg i Danmark betyder først og fremmest et dårligt dansk-amerikansk forhold i nogen tid fremover – og det viser samtlige NATO-stater, at man ikke skal svigte Trumps politik på den internationale scene.

Kommentar af Lars Bangert Struwe

Morgenens overraskelse var, at Trump aflyste sit statsbesøg i Danmark. Det er en beslutning, der gør ondt i statsministeriet, i udenrigsministeriet, i forsvarsministeriet og på den amerikanske ambassade i København. Lad ingen tvivl herske derom. Nogle er måske glade for at undgå at skulle mødes med præsidenten. Men politisk er det et stort problem.

Der er flere spor i denne sag: 1) Den amerikanske administration, der tydeligvis ikke kan styre deres præsident, 2) Danmark, der ikke vil sælge Grønland, og så ikke mindst 3) de manglende danske militære bevillinger og vigende tilslutning til USA’s internationale operationer.

Når vi ser på denne sag, er det åbenlyst, at der ikke er nogen ”deep state”, der styrer USA fra et bureaukratisk kontrolrum. Det er både godt og positivt, at præsidenten tager selvstændige beslutninger – men det er samtidig dybt bekymrende, at administrationen i Det Hvide Hus ikke kan styre deres præsident. For hvis de kunne det, havde vi aldrig stået i denne situation. Endnu mere bekymrende er det, hvis nogen af præsidentens rådgivere endda har ment, at man bare kunne købe Grønland. I skrivende stund ved vi ikke, hvad der er op og ned i dette spørgsmål.

Vi har vænnet os til en præsident, der i sine tweets siger og gør meget. Men langt hen ad vejen har den førte politik ikke været anderledes og relativt rationel i forhold til USA normale positioner. Ruslandspolitikken har desuden ikke været hårdere siden Reagans dage – på trods af Trumps udtalelser og tweets.

 

Man burde i både det amerikanske udenrigsministerium og i Det Hvide Hus have stoppet hele historien om køb af Grønland, men det kunne – eller gjorde – man ikke
_______

 

Man burde i både det amerikanske udenrigsministerium og i Det Hvide Hus have stoppet hele historien om køb af Grønland, men det kunne – eller gjorde – man ikke. Det burde være klart for de fleste, at Danmark ikke kan sælge Grønland til USA. Vi kan ikke handle med vore indbyggere. Det hører til en type af politik, der forsvandt i 1945.

Problemet er imidlertid, at sikkerhedspolitik i dag i højere og højere grad minder om tiden før 1945. Magtpolitikken minder om rå magtbalancepolitik fra 1700 til 1918, og de politiske strømninger minder om dem, verden oplevede i 1918-1939. Denne udvikling er blandt andet drevet af Trumps meget personlige politik og ønske om at bibeholde USA som verdens førende stat. Jeg har med et blink i øjet kaldt det ”kampen om verdensherredømmet” – og når USA, Kina og Rusland kæmper om magten, så trædes små stater som Danmark under fode.

De amerikanske præsidenter i tiden efter Anden Verdenskrig skabte og støttede op om den liberale verdensorden. Denne byggede på internationale institutioner som fx FN, som USA til en vis grad overbetalte til. Til gengæld fik USA en politisk masse støtte og frihandel. Dette er Trumps politik et grundlæggende opgør med. Han ordner sagerne bilateralt, og han samler ikke sine allierede om amerikansk lederskab. Hans politik er et opgør med den liberale orden – og der er en høj risiko for, at det kommer til at gøre mindst lige så ondt på USA som på alle andre.

Vore allierede i NATO vil se på denne episode med næsten samme holdning, som vi gør i Danmark. Men alle vil tænke: Hvordan kan vi undgå, at det næste gang er os, der bliver kastet rundt med? Svaret er klart og tydeligt: Invester 2 pct. af BNP for forsvaret.

 

Danmarks geopolitiske hovedpine er, at vi ligger strategisk vigtigt i to sammenhænge – og at vores forsvarsbevilling ikke afspejler dette
_______

 

Trump har set sig gal på alle, der ikke betaler, hvad han mener, er deres del af regningen. Vennerne er dem, der i NATO betaler 2 pct. af BNP, og det betyder, at han fx fastholder besøget til Polen, der netop betaler deres 2 pct. Uden i øvrigt at bidrage nævneværdigt til internationale operationer eller have et forsvar, der bruger de 2 pct. effektivt.

Danmarks geopolitiske hovedpine er, at vi ligger strategisk vigtigt i to sammenhænge – og at vores forsvarsbevilling ikke afspejler dette. Vi har kontrollen med eller ligger ved to vigtige sejlruter: Nordøstpassagen og de danske stræder. Begge steder har USA brug for, at vi har den fulde kontrol over området, så amerikanske styrker kan operere der frit. Det kan Danmark kun i et samarbejde med USA og vore NATO-allierede, men vi gør – efter amerikansk mening – ikke nok. Vi har kun en vis militær kontrol over, hvad der foregår i Arktis omkring Grønland og ingen kontrol med det såkaldte GIUK Gap – linjen imellem Grønland, Island og Storbritannien, som har en meget væsentlig geostrategisk betydning. Det bekymrer USA, der derved kan se frem til – i tilfælde af krise eller direkte krig – at skulle kæmpe sig frem til Østersøen. Derfor ønsker USA langt bedre kontrol med Grønland – og her ligger nok den reelle årsdag til Trumps interesse for at købe landet.

Endelig skal vi ikke forklejne, at USA frygter, at Danmark ikke vil sende specialstyrker til Syrien og ikke vil deltage i flådeoperationen ved Hormuzstrædet. Den slags betyder faktisk noget i Washington. Samlet førte det til, at Trump aflyste sit besøg, og at Danmark vil ligge under pres for at øge sine militære bevillinger de næste mange år. Der blæser en kold vind hen over Atlanten, og Danmark er ramt. ■

 

Danmark vil ligge under pres for at øge sine militære bevillinger de næste mange år. Der blæser en kold vind hen over Atlanten, og Danmark er ramt
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i tænketanken Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og seneste fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Præsident Donald Trump er netop trådt ned fra flyet Marine One for at holde et politisk kampagne-rally for sine støtter i Manchester, New Hampshire, 15. august 2019 [foto: Nicholas Kamm/AFP/Ritzau Scanpix]