29.12.2019

Verden står ved begyndelsen til et nyt våbenkapløb – og Rusland og Kina er langt fremme. Begge stater har igennem de sidste ti år fornyet deres forsvar og satset ret markant på en teknologisk udvikling, der kan komme til at udfordre USA og Vesten.

Af Lars Bangert Struwe

Hvordan ser krig ud i 2040? NATO forudser robotter, droner indsat i sværme, automatiske og autonome systemer. Cyborgs – altså mennesker forstærket med mekaniske dele og muligvis også forstærket intelligens – kan være at finde på slagmarken.

Dertil kommer naturligvis muligheden for, at der kan opstå helt nye og uforudsete teknologier. Men formålet med krig vil ikke ændre sig. Med Clausewitz’ ord er krig ”en voldshandling med det formål at tvinge modstanderen til at følge vor vilje” (1832). Men midlerne ændres – og dermed ændres både krigen og international politik.

En række ændringer er allerede i fuld gang – de er baseret på den teknologiske forskning, der er udført i løbet af de sidste ti til 20 år. Så teknologierne findes, og nogle af våbnene produceres allerede.

Kampene vil foregå i tre kendte domæner: til lands, til vands og i luften – men også i to nye: cyberspace og verdensrummet. Slagmarken vil bestå af alle fem militære domæner på samme tid. Den helt ukendte faktor er, hvordan de enkelte elementer fungerer sammen. Tingene går hurtigt, og hastighed vil være altafgørende. Der er en meget klar risiko for, at en krig kan være udbrudt i fx cyberspace, og fjendtlige handlinger kan være udført, længe før et angreb er opdaget.

 

De mindre europæiske stater er på en række områder sakket bagud. Det vil give problemer i fremtiden, hvis ikke de europæiske stater investerer i forskning og europæisk industri
_______

 

En ny militær revolution?
Militær forandring i Vesten har tidligere handlet om følgende fem områder:

1. Skift i taktik på grund af ny teknologi

2. Justering af størrelsen på hære og flåder (typisk mod flere og mere)

3. Et voksende operationsområde

4. Etablering af nye strategier, der afspejler de tre første forandringer

5. En påvirkning af samfundet i form af fx administrativ udvikling, så man kunne håndtere det nye militær.

Disse fem forandringer var hovedelementerne i den såkaldte ’militære revolution’, der fandt sted i det 16. og 17. århundrede. Denne militære revolution var i vid udstrækning grundlaget for den vestlige dominans af verden fra omkring år 1500 til 2000. Og de fem elementer kan genkendes i ændringerne af krigsførelsen, der fandt sted under og lige efter Første Verdenskrig.

Men de fem elementer kan også genkendes i omdannelsen i NATO siden 1990. I NATO er transformationen blevet drevet primært af erfaringer fra amerikanske styrker og den måde, som de er struktureret på. De mindre europæiske stater er på en række områder sakket bagud. Det vil give problemer i fremtiden, hvis ikke de europæiske stater investerer i forskning og europæisk industri.

 

I fremtiden kan de forskellige militære domæner ikke adskilles, og cyberangreb vil finde sted kontinuerligt, også i fredstid

_______

 

De nye udfordringer
Cyberkrig er et af de nye fænomener, der for længst er en realitet. Alle stater bør – i dag og i fremtiden – betragte sig selv som under et permanent cyberangreb. Listen over angreb siden 2006 er alarmerende – og ingen bør se sig selv som undtaget.

Indtil for nylig prøvede mange analytikere ellers at adskille handlinger, der blev udført i cyberspace, fra dem, der blev udført i den ’virkelige verden’. Men Israel ændrede denne opfattelse i 2019, da et hackerangreb blev imødegået af et missilangreb i realtid. Det vil sige, at imens hackerne udførte deres angreb foran computerne, blev de bombet af israelerne. I fremtiden kan de forskellige militære domæner ikke adskilles, og cyberangreb vil finde sted kontinuerligt, også i fredstid.

Verdensrummet har i lang tid været et ’fredeligt militært’ domæne, der primært er blevet brugt til at skaffe efterretninger, indsamle informationer og muliggøre satellitbaserede navigationssystemer. Men dette ændrer sig hastigt. USA, Kina, Rusland, Indien og Frankrig har alle lanceret nye rumforskningsprogrammer med det formål at kunne kæmpe i rummet. Det nye benchmark for supermagter er, om de i rummet kan levere kinetik (dræbe eller ødelægge) eller bruge styret energi-våben (på engelsk: directed-energy weapons (DEW)). DEW er bl.a. lasere, mikrobølger eller anden teknologi, der kan brænde eller koge det, man angriber. Supermagter vil ikke nøjes med at kæmpe på Jorden, men også angribe hinandens udstyr i rummet.

Kina udfører lige nu forskning på orbit-kapacitet. Det kan være rumfærger eller robotter i rummet, der kan vedligeholde satellitter, men disse erfaringer kan med tiden udvikles til egentlige kamp-kapaciteter: Når man kan udvikle en skruetrækker til at reparere en satellit, så kan man også skabe en hammer, der kan ødelægge satellitten.

Kombinationen af cyberspace med militariseringen af verdensrummet skaber en ny sårbarhed. Hvad sker der fx, hvis vestlige satellitter nedskydes? Svaret er, at NATO-styrker skal lære at operere uden de satellitbaserede militære systemer som fx GPS og andre systemer til kommunikation og efterretning. Det er ikke nok for NATO at beskytte disse systemer – man må lære at operere på slagmarken, hvis (når) de sættes ud af kraft.

Men også selve slagmarken er under forandring. Under den lille istid gjorde klimaændringerne det i 1658 muligt for svenske tropper at vandre over det isdækkede Øresund og angribe København. I kinesisk historie diskuteres det, om der er en direkte forbindelse mellem klimaændringer og krig samt store omvæltninger som mongolernes ekspansion i 1200-tallet og Manchu-dynastiets fremvækst i 1600-tallet.
Samtidig vil klimaændringer også være en udfordring uden for det almindelige konfliktspektrum: Under naturkatastrofer har militæret ofte en unik kapacitet til at handle hurtigt – dels for at hjælpe, dels for at undgå, at katastrofen resulterer i en negativ sikkerhedspolitisk udvikling.

De voksende byer – og det voksende antal byer – udgør et andet og enormt problem for de væbnede styrker. Megabyer på ti millioner indbyggere eller derover er sårbare over for trusler fra terrorister – eller bander – og operationsmiljøet er vanskeligt for militæret. Det er ekstremt vanskeligt at opretholde overblikket samt finde modstanderen i en så stor by, og der vil altid være en meget stor risiko for, at civile bliver ramt under en militær operation. Der er ingen hurtig løsning, men særligt i USA forskes der intenst i, hvordan nye teknologier kan hjælpe soldater, der kæmper i byer. Samtidig er et helt andet problem, at megabyer potentielt kan udvikle sig til uafhængige enheder, der kan udfordre staterne. Tænk blot på Kina, der i disse måneder skal finde ud af, hvordan de griber ind over for Hongkong. Byer er måske den mest udfordrende slagmark i de kommende år.

 

Det er vigtigt at forstå, at der er en meget tæt forbindelse mellem et stærkt og teknologisk avanceret militær og en stærk forsvarsindustriel base, herunder: forskning
_______

 

Det nye kapløb
Forskning tager tid. Men i krigstid accelereres forskningen, hvorved man undervejs også får nye teknologier til rådighed. Det tager tid at bygge store og dyre kapaciteter – såsom bombefly, slagskibe eller hangarskibe – og de risikerer at blive forældede, hvis krigen varer længe. Fx var flyene en faktor, allerede da Første Verdenskrig brød ud, men udviklingen af dem tog enorm fart undervejs. Man startede med ubevæbnede fly – hvorfra der blev kastet håndgranater og skudt med pistoler – og endte med jager- og bombefly. Til gengæld er det ikke altid, at den civile og militære ledelse forstår rækkevidden af forskningen og dermed: af kapaciteterne.

Det er vigtigt at forstå, at der er en meget tæt forbindelse mellem et stærkt og teknologisk avanceret militær og en stærk forsvarsindustriel base, herunder: forskning. Og at der er behov for et endnu stærkere samspil mellem militæret, industrien og forskningen i hele NATO, hvis alliancen skal vinde det kommende kapløb. Den amerikanske strateg Alfred T. Mahan skildrede i 1890 den tætte forbindelse mellem en stærk flåde, en stor handelsflåde, værfter osv. som en cirkulær dynamik, hvor samarbejdet gjorde de enkelte komponenter stærkere.

I 2014 lancerede USA det såkaldte ’Defense Innovation Initiative’, der udgør kernen i ’den tredje offsetstrategi’, der skal sørge for, at USA ikke kommer teknologisk bagud i forhold til Kina, Rusland og andre mulige fjender. De to tidligere offsetstrategier blev formuleret under Den Kolde Krig, hvor man i 1950’erne brugte store midler til at opnå en nuklear overlegenhed (fordi man ikke kunne mønstre en mandskabsmæssig) og i 1970’erne forfulgte et teknologisk forspring på bl.a. præcisionsvåben.

Men fascinationen af teknologi og ønsket i den vestlige verden om nyere, større og bedre våben og våbenplatforme er en risiko i sig selv. Militæreksperten Martin van Creveld advarede allerede i 1991 mod det i sin undersøgelse af teknologi og krig. Enkelhed og fleksibilitet kan gå tabt – og dermed muligheden for at vinde krigen.

Fleksibilitet er vigtig, og det har man i årtier implementeret inden for flådebyggeri. Mest ekstremt er det danske Standard Flex-system, hvor man kunne erstatte enkelte af et skibs containermoduler og dermed på få timer ændre en enheds opgave fra fx miljøovervågning til minerydning. Lidt mindre ekstrem er de danske fregatter, som også er baseret på en fleksibel tankegang, hvor containerprincippet bruges ved nogle af våbensystemerne. Dette gentages i den nye britiske type 31-fregat, der delvist bygges på baggrund af de indhentede danske erfaringer fra både Standard Flex-enheder, de danske fregatter og skibene af Absalon-klassen. En del af konsortiet bag det vindende udbud er det danske firma Odense Maritime Technology, der har rettighederne til det danske Flex-koncept. Modulprincippet findes også i Dronning Elizabeth-klassens hangarskibe. En modulær tilgang tillader både at skifte delvist i skibets funktion på kort tid og at erstatte forældede moduler og indsætte nye og opdaterede. Fornyelse via moduler kendes fx fra F-16-programmet, hvor der har været en ekstrem udvikling fra de fly, der gik på vingerne i 1970’erne, til dem, der flyver i dag. Af de oprindelige fly er nærmest kun stellet tilbage – groft sagt kan man sige, at resten er blevet udskiftet undervejs.

 

I dag finder udviklingen sted med en forbløffende hastighed. Rusland planlægger, at omkring 30 pct. af landets kampstyrke allerede i 2025 vil bestå af fjernstyrede enheder og/eller robotplatforme.
_______

 

Robotter og cyborgs
Ubemandede systemer – eller robotter – repræsenterer et radikalt nyt element i fremtidens væbnede styrker. De er ubemandet teknologi – men kun i den skarpe ende, for der vil – også i 2040 – være brug for en lang hale af mennesker, der betjener robotterne (hvis robotter skal servicere robotter, kræver det yderligere nye teknologiske landvindinger).

En robot er en maskine med tre interagerende komponenter: sensorer, processorer (det kan være kunstig intelligens, AI) og effektorer. Det er ikke en del af definitionen, at de kan flytte sig fra sted til sted. Denne definition betyder, at også droner, landbaserede køretøjer og visse typer artilleri alle er robotter. I disse år spiller en række nye teknologier en rolle i robotudviklingen – herunder nye og lettere materialer, mikroelektronik samt energi- og batteriteknologi. Tilsammen betyder det, at robotter kan indsættes i store mængder på fremtidige slagmarker.

De første militære robotter blev indsat i Finland af Sovjetunionen under Vinterkrigen og i Anden Verdenskrig af Tyskland. Tyskerne brugte den fjernstyrede Leichter Ladungsträger Goliath, der fjernstyret kunne køre frem og sprænge forhindringer eller angribe tanks. Derved var operatøren af Goliathen ikke så udsat, som hvis han selv skulle frem og enten sprænge en forhindring eller nedkæmpe en kampvogn. Tilsvarende indsatte Sovjetunionen ’teletanks’, der var fjernstyrede kampvogne. Disse første fjernstyrede enheder – simple robotter – fik stor indflydelse på slagmarken, og samlet set repræsenterer de en af de mest dybtgående ændringer på slagmarken i krigens historie.

I dag finder udviklingen sted med en forbløffende hastighed. Rusland planlægger, at omkring 30 pct. af landets kampstyrke allerede i 2025 vil bestå af fjernstyrede enheder og/eller robotplatforme.

Det rejser nye spørgsmål: Vil vi tillade robotter at operere selv? Og hvordan ser grænsefladen og samspillet mellem menneske og maskine ud?

At en hær kan indsætte robotter uden tab af (egne) liv, er på mange måder svaret på bodybag-syndromet, hvor tab under en konflikt kan påvirke de politiske beslutninger. Men betyder det også, at det kan fremme brugen af militære løsninger? Man kan frygte, at hvis politiske ledere ikke risikerer menneskeliv, så vil de lettere gribe til militære frem for diplomatiske midler – og dette gælder både i demokratier og diktaturer. Samtidig er det interessante, at robotter kan programmeres til at følge krigens love – og måske dermed reducere antallet af krigsforbrydelser. Så brug af robotter kan have såvel positive som negative sider i samspillet med mennesket.

Læren af tidligere teknologiske revolutioner er, at de militære enheder skal gentænkes, for at man får størst muligt udbytte af den tekniske forandring. Indsættelsen af maskingeværer, fly og tanks i Første Verdenskrig betød, at man måtte gentænke indsættelsen af enheder på slagmarken. Man måtte fx udvikle en helt ny infanteritaktik, hvor enhederne opererede i små, mindre sårbare grupper med høj autonomi. Det blev de tyske tropper, der først effektuerede de nye enheder, og efter krigen tog tyskerne de britiske overvejelser om brug af kampvogne til sig – hvilket bidrog betydeligt til succesen i de første år af Anden Verdenskrig.

I de kommende år skal man etablere væbnede styrker, hvor robotter og mennesker arbejder sammen. De taktiske og operationelle overvejelser vil minde om overvejelserne efter Første Verdenskrig, da man diskuterede sammensætningen af pansrede enheder og den operationelle udrulning af dem. Der vil med stor sandsynlighed være to hovedveje at gå: en, hvor man integrerer robotterne, og en, hvor man lader dem arbejde i deres egne grupper. Integration er sandsynligvis den mest optimale taktiske og operationelle tilgang i den nærmeste fremtid, fordi mennesket her bevarer mest mulig kontrol.

I Rusland har man som nævnt en lang tradition, der går tilbage til tiden op til Anden Verdenskrig, for brug af militære robotter. I 1920’erne og 1930’erne lavede man forsøg med fjernstyrede tanks. De kunne kun være op mod 500-1.000 meter væk fra operatøren, men det gav visse nye muligheder – og retrospektivt gav det mest af alt en række forskningsmæssige forspring og en tidlig erkendelse af, at man måtte forholde sig til robotter på slagmarken. Man er derfor ikke tilbageholdende med at forske i og bruge dem. Lige nu har Rusland – med diskutabel succes – indsat et ubemandet kampkøretøj i Syrien med navnet Uran-9. Det er designet til både rekognoscering og ildstøtte. Der vides meget lidt om, hvordan de bruges, men tilsyneladende sker det i en integreret form sammen med russiske soldater. Uran-9 er bevæbnet med en 30 mm automatisk kanon, en maskinkanon og ikke mindst med M120-Ataka-antitank-missiler. Dette er en forsmag på krigen, som den bliver i den allernærmeste fremtid.

Imellem udviklingen af den fjernstyrede robot (som vi har kendt længe) og autonome systemer ligger cyborgs og exoskeletter, der forstærker mennesket. En cyborg (begrebet blev opfundet i 1960 af Manfred Clynes og Nathan S. Kline i forbindelse med rumforskningen) er en kybernetisk organisme – dvs., at der i et menneske indopereres ’reservedele’. I modsætning hertil er exoskelettet en konstruktion, der sidder uden på mennesket og forstærker fx dets løfteevne. I disse år bevæger disse teknologier sig fra science fiction og ud i virkeligheden. Særligt inden for det medicinske felt sker der banebrydende forskning, hvor man søger at hjælpe mennesker med handicap til fx at få en ’ny’ arm, fod etc. Allerede i 2016 udviklede man en kunstig arm på John Hopkins Hospital: Fingrene kan kontrolleres ved en elektrode, der er implanteret i patientens hjerne. Men nye forskningsresultater viser, at man i en ikke fjern fremtid vil være i stand til at erstatte mistede lemmer – endda med superlemmer.

I 2040 vil man kunne have rigtige cyborgs – og måske endnu mere interessant: Der er en reel mulighed for, at man vil kunne udstyre den menneskelige hjerne med implantater, der skaber et supermenneske. Det lyder som den ’fagre nye verden’, og man bør nok genlæse Aldous Huxleys klassiker af samme navn. Og om et par årtier vil disse nye teknologier – cyborgs, bionik, biorobotter og androider – være svaret på, hvordan mennesket kan opretholde sin kontrol over en mere kompleks slagmark.

 

Kort sagt: Selvom mange i Vesten vil være tilbageholdende med at bruge autonome systemer, vil risikoen for at møde dem på slagmarken på længere sigt bøje etiske principper – tvunget af håb om overlevelse og sejr

_______

 

Kunstig intelligens og autonome systemer
Men den mest banebrydende nye teknologi er måske kunstig intelligens (AI) og kvantecomputere. Det er AI, der vil gøre autonome våbensystemer både problematiske og effektive i fremtiden.

Neurale netværk gør det allerede i dag muligt for computere i nogen grad: at lære. Supercomputere med en processorstyrke svarende til den menneskelige hjerne kommer i de næste årtier, og computere med neurale netværk vil omkring år 2040 nå et niveau, som svarer til menneskelig intelligens.

Der vil utvivlsomt ske en udvikling, hvor robotter udstyres med processorer med AI. Til at starte med vil det være i form af en begrænset kapacitet med klar menneskelig kontrol, men efterhånden vil vi overlade mere og mere beslutningstagning til AI, hvorved reaktionstiden reduceres. Der venter her en kamp imellem Vesten – der nok af etiske årsager vil lade sig begrænse – og Kina, hvor man i langt mindre grad synes begrænset. Kina satser enormt på AI-området, hvilket bør bekymre alt og alle.

Droner med AI er ikke fremtid, men nutid. Israel præsenterede allerede i 1990 dronen Harpy UAV, der selv opdager, angriber og tilintetgør fjendens radarinstallationer. Med stadig bedre AI vil man hurtigere og bedre kunne forstå de meget store datamængder, man har til rådighed, og derved vil forsøg på at skjule eller finde fly, ubåde etc. bevæge sig op på et helt nyt niveau. Lige nu forskes der fx i brugen af AI i forbindelse med oceanografi eksempelvis i forbindelse med lokalisering af fjendtlige ubåde.

Et af de nuværende våbenkapløb har dog fokus på noget andet: ’dødelige autonome våbensystemer’ (kendt på engelsk som LAWS). I USA søger man at udvikle etisk software, og man har et moratorium for udvikling af såkaldte autonome systemer, hvor beslutningskompetencen ikke længere er overladt til mennesker, men til maskiner. Det gør sig ikke gældende i Rusland og Kina, som saboterer diskussionen i FN om et forbud mod dødelige autonome våben. Med andre ord vil de to lande – vore mulige modstandere – bruge dem.

I år 1139 blev armbrøster og andre våben, der kunne affyre ’missiler’, forbudt af pave Innocens II til brug mod kristne. Imidlertid var våbnet så effektivt, at man ikke rettede sig efter forbuddet. Det samme vil ske med de autonome systemer. De repræsenterer nemlig et så stærkt potentiale på slagmarken, at ingen vil opgive dem og dermed risikere at tabe slaget. Kort sagt: Selvom mange i Vesten vil være tilbageholdende med at bruge autonome systemer, vil risikoen for at møde dem på slagmarken på længere sigt bøje etiske principper – tvunget af håb om overlevelse og sejr.

 

Det betyder, at beslutninger skal tages meget hurtigt, og jo mere disse våben anvendes, jo vanskeligere bliver det at kontrollere en krise, idet eskalationen kan ske så hurtigt, at man ikke kan nå at tage beslutninger – endsige tør bruge tid på forhandling
_______

 

Tid, hastighed og afstand
Hastighed er et nøgleord i de nye teknologier. Siden begyndelsen af 2000’erne har der været forskning i såkaldt hypersoniske våben – dvs. våben, der bevæger sig med en hastighed over Mach 5 (mere end 6.000 km/t.). Udviklingen betyder, at de vil blive implementeret inden for de næste ti år. I Rusland er man lige nu ved at bevæge sig fra eksperimentalstadie til implementering i militæret, men endelig operativ status får disse våben nok først om en del år.

Den amerikanske flådes eksperimenter med en ’railgun’ – en fuldt elektrisk kanon, som accelererer et elektrisk ledende projektil langs et par metalskinner – viser, at kanoner i den nærmeste fremtid vil kunne affyre et projektil med hastigheder fra 7.200 til 9.000 km/t. Flere af stormagterne gennemfører forsknings- og udviklingsprogrammer vedrørende manøvrerbare våben med lang rækkevidde, mest markant hypersoniske boostsystemer til ballistiske missiler, der gør, at missiler vil have en høj manøvredygtighed kombineret med en hastighed på over fem gange lydens hastighed (Mach 5). Disse systemer kan bruges både til konventionelle og nukleare missiler. I Rusland håber man, at de vil kunne trænge igennem USA’s og NATO’s missilforsvarssystemer.

Våbnene vil bevæge sig hurtigere end 6.000 km/t. – og lige nu er det meget vanskeligt at spore og ikke mindst nedskyde hypersoniske missiler. Det betyder, at beslutninger skal tages meget hurtigt, og jo mere disse våben anvendes, jo vanskeligere bliver det at kontrollere en krise, idet eskalationen kan ske så hurtigt, at man ikke kan nå at tage beslutninger – endsige tør bruge tid på forhandling. Dermed bringes den såkaldte ’eskalationsstige’ i fare (se nedenfor).

I årtier har militær forskning og udvikling været vant til, at produktudvikling tager lang tid – nogle gange årtier. Udviklingen af F-35-flyet startede i 1992, X-35 fløj første gang i oktober 2000, og F-35A den 15. december 2006. De første kampopgaver fandt ikke sted før 2019. Men forskere, industri og væbnede styrker skal finde en meget hurtigere måde at udvikle militære kapaciteter på. Ellers taber de våbenkapløbet.

Samtidig vil der være en konstant kamp om at opfinde nye modforanstaltninger – fx at slukke for en robot eller en cyborg. Helt basalt set vil alle elektroniske systemer – på en eller anden måde – altid kunne sættes ud af kraft. Man skal blot finde svagheden – ved at ødelægge, slukke eller tage kontrollen over dem. Robotter er således ikke løsningen på menneskelig svaghed – de har deres egne svagheder.

Men den nation, der har den teknologiske overlegenhed, vil blive udfordret af muligheden for at indsætte fx sværme af billige robotter. Under Napoleonskrigene skabte man de store massehære, og for at kunne nedkæmpe dem opfandt man maskingeværet. Det betød, at de massehære, der væltede op af skyttegravene i Første Verdenskrig, blev slagtet af maskingeværer og artilleri. Først da man tog ny teknologi og ny taktik til sig, kunne man bryde ud af den låste situation. Der vil være et tilsvarende kapløb i de næste årtier. Og i kapløbet imellem teknologisk overlegenhed, masseproduktion, nye taktikker og strategier bliver økonomisk formåen en afgørende faktor.

 

En af komplikationerne er, at der i 2040 vil være en klar risiko for, at der opstår konflikter som følge af utilsigtet eskalering. Man skal derfor arbejde for nye kontrolmekanismer, der sikrer, at stormagterne og deres nye våbensystemer ikke ved et uheld udløser en konflikt
_______

 

Eskalationsstigen
Der er allerede en stormagtskonkurrence i gang. Noget af det mest bekymrende ved denne konkurrence er erkendelsen af, at verden står ved begyndelsen til et nyt våbenkapløb – og Rusland og Kina er langt fremme. Begge stater har igennem de sidste ti år fornyet deres forsvar og satset ret markant på en teknologisk udvikling, der kan komme til at udfordre USA og Vesten. At være på den vestlige, demokratiske side giver en række udfordringer, hvor vi fx af etiske grunde vil holde os tilbage over for autonome systemer.

En af komplikationerne er, at der i 2040 vil være en klar risiko for, at der opstår konflikter som følge af utilsigtet eskalering. Man skal derfor arbejde for nye kontrolmekanismer, der sikrer, at stormagterne og deres nye våbensystemer ikke ved et uheld udløser en konflikt. For den nye eskalationsstige bliver ekstremt stejl. Hypersoniske våben eller cyberangreb kan mennesket næsten ikke nå at forholde sig til, før det er for sent. Det betyder, at man skal have militære kapaciteter på højt beredskab indsat i det eventuelle kommende krigsteater – endda i fredstid.
Politiske og militære ledere bør derfor betragte indførelsen af autonome våbensystemer som en beskyttelse mod overraskelsesangreb. Det er for mange en skræmmende tanke, men man må tage meget klart stilling til det og vide, at man ved afskrivning af autonome systemer risikerer at tabe krigen, inden den er begyndt. ■

 

Der er allerede en stormagtskonkurrence i gang. Noget af det mest bekymrende ved denne konkurrence er erkendelsen af, at verden står ved begyndelsen til et nyt våbenkapløb – og Rusland og Kina er langt fremme
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden