27.05.2019

Rygterne fyger om en kommende amerikansk-iransk konfrontation. Den amerikanske kongres er delt, men udenrigsminister Pompeo søger at overbevise Demokraterne om, at Iran har skruet op for truslen mod amerikanske interesser i Mellemøsten. Det ligner unægtelig amerikanske krigsforberedelser.

Analyse af Lars Bangert Struwe

Over for Iran har den amerikanske præsident Trump været meget klar i spyttet. Den 19. maj tweetede han: “If Iran wants to fight, that will be the official end of Iran. Never threaten the United States again!” Lige så klar i mælet er Irans præsident Rouhani, der 21. maj sagde: “Today’s circumstances are not suitable for negotiations at all, as our conditions today are those of resistance and fortitude”.

Lige siden Donald Trump stillede op som præsidentkandidat, har han tordnet imod Iran. Det skyldes blandt andet, at Iran fortsat støtter en række terroristgrupper og oprørsgrupper, der truer USA og dets allierede i Mellemøsten. Således eskaleres konflikten imellem de to stater, der har været på direkte konfrontationskurs siden den iranske revolution i 1979. Årsagen til, at krisen eskalerer lige nu, er noget uigennemskuelig. Der er næppe tvivl om, at Israel og Saudi-Arabien ønsker, at USA gør noget drastisk ved Iran, men om det er USA, dets allierede eller Iran, der har sat eskalationen i gang, er ganske ærligt svært at bedømme. Vi ved dog, at Washington i disse dage forbereder sig politisk på en mulig amerikansk militær ageren over for Iran.

Der blev 13. maj gennemført angreb på fire tankskibe og på olieinstallationer ud for de Forenede Arabiske Emirater ved Hormuz-strædet og ved Saudi-Arabien. Disse angreb tillægges iransk støttede militser. Desuden har USA udsendt en advarsel til egne styrker i området og hjemtaget dele af deres stab på ambassaden i Bagdad. Man frygter, at de udsendte styrker bliver udsat for – eller er i nærheden af – angreb foranstaltet af iransk støttede militser i Irak.

Krisen indeholder flere elementer, der gør den meget svær at styre og deeskalere. For det første det helt grundlæggende element, at de to stater som ovenfor beskrevet har haft en konfrontation siden 1979, da Shahen af Iran blev styrtet, og præstestyret kom til magten. Da iranske studenter stormede den amerikanske ambassade og holdt tog dens ansatte som gidsler i 444 dage ændredes det amerikansk-iranske forhold fundamentalt. Siden dengang har man tilføjet nye lag af mistro og konflikter ovenpå.

 

Militær rådgivning bør principielt være objektiv, men nu har generationer af amerikanske officerer kæmpet en proxy-krig med Iran, og så er det svært at opretholde en fuldkomment objektiv linje
_______

 

Et anden element er det personlige. I Mellemøsten støtter Iran en række militser og terrorgrupper, der typisk kæmper imod amerikanske interesser eller styrker. Det har givet den politiske krise imellem USA og Iran et personligt præg. Talrige er de amerikanske officerer, der har mistet kolleger og venner til iransk-støttede militser i fx Irak. Militær rådgivning bør principielt være objektiv, men nu har generationer af amerikanske officerer kæmpet en proxy-krig med Iran, og så er det svært at opretholde en fuldkomment objektiv linje. Samtidig ender mange af officererne efter militærtjenesten i en række tænketanke, hvor de ikke på samme måde behøver komme med objektiv rådgivning. Det afspejler sig i de republikanske tænketanke, der i disse år er meget anti-iranske. Samlet set giver det en indvirkning på den førte amerikanske realpolitik.

Et tredje element er den grundlæggende mistillid imellem den amerikanske administration og den iranske ditto. Denne mistillid er også udbredt i befolkningerne. Den grundlæggende mistillid til Iran næres endvidere af iranere, der er flygtet fra præstestyret – som vi også kender det fra eksil-cubanere og deres anti-cubanske politik. Dette er et element med lille, men reel betydning i skabelsen af amerikansk udenrigspolitik – emigranter og flygtningen har en påvirkning, som vi ofte glemmer i Danmark.

Det nyeste element i den 40 år lange amerikansk-iranske krise er, at USA trak sig fra aftalen om det iranske atomprogram i maj 2018 efter direkte ordre fra præsident Trump. Obama-administrationen indgik traktaten, der skulle sikre et iransk stop for udvikling af nukleare våben. I EU og resten af verden har man ment, at iranerne levede op til aftalen, men stærke kræfter i USA og Israel har ikke troet på det. Trump sagde direkte den 8. maj 2018: ”At the heart of the Iran deal was a giant fiction: that a murderous regime desired only a peaceful nuclear energy program. Today, we have definitive proof that this Iranian promise was a lie.” Trump og hans administration har derfor ikke blot valgt at forlade traktaten, men også skærpet sanktionerne imod Iran og proklameret, at han vil opstille en større militær styrke i regionen. Styrken opbygges omkring en amerikansk såkaldt carrier strike group – hangarskibet Abraham Lincoln.

Iran udgør en løbende årsag til uro i hele Mellemøsten med massiv støtte til terrororganisationer og militser tværs over regionen. Derfor er et af USA’s mål med den nuværende konfrontation at presse Iran til at opgive støtten til disse organisationer. Man skal ikke glemme, at Irans cyberprogram er årsag til bekymring i hele verden, og Iran kan med konventionelle midler true hele regionen. Så man må ikke undervurdere Iran. Iran har et veltrænet og rimeligt velbevæbnet militær. Det iranske militær er godt forberedt på en mulig konfrontation og har indstillet sig på en asymmetrisk krigsførelse – med sig selv i lillebrorens rolle imod USA. En del af den iranske militære kapacitet er dets missilprogram, der igennem de seneste 30 år er blevet styrket, hvorved Iran nu kan ramme mål i dele af Europa. Iranske missiler har en effektiv rækkevidde på op mod 2.000 km.

Vi må holde os for øje, at det er meget lidt sandsynligt med en massiv amerikansk invasion af Iran. Det vil kræve en troppeopbygning på størrelse med den, vi så op til den første Irak-krig i 1990-199, hvor man samlede 500.000 mand. Det er der ingen tegn på, og det er meget lidt sandsynligt, at USA rent faktisk kan stille en sådan styrke. Siden 1990 har man i hele Vesten skåret i de militære styrker. USA har en numerisk overlegenhed, men i amerikanske militære kredse er man bekymret for, om man rent faktisk kan føre en stor konventionel krig, som det ville være tilfældet med en krig mod Iran – hvilket i øvrigt bør bekymre os i Vesten i det hele taget, for hvor meget kan USA egentligt klare?

 

I amerikanske militære kredse er man bekymret for, om man rent faktisk kan føre en stor konventionel krig
_______

 

Hvad sker der så? Det er meget muligt, at USA – hvis man vælger at bruge et militært svar på denne krise – først og fremmest retter angreb på centrale iranske installationer, herunder missil- og luftkontrolsystemer. Helt centralt vil indsatsen være imod iranske missiler på mindre øer, der truer USA’s allierede Saudi-Arabien. Den iranske flåde udgør en potentiel trussel, og derfor vil man nok også søge at nedkæmpe denne. Et tredje hovedmål er nok revolutionsgardens hovedkvarter og efterretningscentre. Midlerne for angrebene vil kunne svinge bredt og bestå af både luftangreb, missiler, cyberangreb og specialoperationsstyrker.

Man vil efter al sandsynlighed bruge en bred vifte af disse midler. Fx kan man indsætte specialoperationsstyrker til at udpege de rette mål på jorden, som så kan angribes af fx Tomahawk-krydsermissil. Derfor kan det hurtigt blive en kompleks affære. Mest sandsynligt er brugen af missiler, særligt i en tidlig fase, så man ikke sætter amerikanske liv på spil.

Meget peger på en amerikansk militær konfrontation med Iran. Den største indikator i denne retning er den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, der i mange år har kæmpet for kontant aktion imod Iran. Samtidig er der en fortsat opskruet retorik i administrationen og pres på Kongressen fra både udenrigsministeren og forsvarsministeren. Det betyder, at der lige nu opbygges en militær styrke, der kan rette hårde angreb mod Iran – men det er ikke sikkert, at den kommer. Det skyldes bl.a. den ret store risiko for en eskalation, som gør, at militære og politiske rådgivere prøver at tøjle krisen. Denne risiko kommer ikke blot fra Iran eller USA, men fx også fra Hizbollah i Libanon, der – støttet af Iran – har opereret i bl.a. Syrien. Hizbollah kunne godt foretage en terroroperation, der udløste et amerikansk angreb på Hizbollah – og dermed de facto på Iran, og så kører eskalationen.

Det kan hurtigt komme til at lyde som et spil, men dette er meget alvorligt, og rigtig mange ansvarlige kræfter prøver at trække situationen væk fra en militær konfrontation. Der er således reportager om uofficielle kontakter imellem amerikanske og iranske militære ledere. De søger at sikre, at en konfrontation ikke udløses ved et uheld. Et element her er, at iranerne fjerner nogle af deres missiler fra mindre øer, hvorfra de kan nå saudiarabiske olieinstallationer, så der sker en langsom deeskalation.

Trump kan muligvis indlede nogle mindre angreb. Men det er helt sikkert, at det kan udløse endnu en krise i USA imellem Demokrater og Republikanere over, hvilke beføjelser præsidenten har til at sende landet i krig. Hans justitsminister, Bill Barr, har en meget vidtgående fortolkning af præsidentens rettigheder, og det vil blive en hård kamp i forbindelse med Iran-krisen.

Krisen ender efter al sandsynlighed uforløst. Det kan være, at Iran rammes af nogle missilangreb, men i skrivende stund ser det ud til, at krisen ikke bliver til krig. Det store problem er, at dette er historien om et bebudet mord. På et eller andet tidspunkt ender USA og Iran i en mere direkte konfrontation, hvis der ikke skabes forhandlinger imellem de to stater – problemet bliver at finde ud af, hvad skal man egentlig forhandle om. Krisen lever med andre ord videre og vil kunne ende i krig, når det enten giver realpolitisk mening, eller når der sker en ukontrolleret eskalation. ■

 

På et eller andet tidspunkt ender USA og Iran i en mere direkte konfrontation, hvis der ikke skabes forhandlinger imellem de to stater – problemet bliver at finde ud af, hvad skal man egentlig forhandle om
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland