19.12.2019

Klimaregningen er lettest at betale, hvis vi fører en benhård vækstorienteret reformpolitik, som skaber arbejdspladser og dermed ekstra skatteindtægter.

Af Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi

70 pct. Intet tal bør fylde mere i den offentlige debat. Fra torvet i Thisted over Brugsen i Bogense til vinbaren på Vesterbro. For regeringens klimamål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. – fra 1990 til 2030 – er vildt. Og derefter skal vi videre. Mod klimaneutralitet i 2050. Allersenest. Regeringen og Folketingets partier skal sætte alt ind på at nå det, og hele samfundet skal spille med. Ellers lykkes det ikke.

Straks efter at målet blev formuleret, begyndte diskussionen om, hvorvidt det er bindende eller ej. Typisk dansk. Vi har ikke engang indledt rejsen, før vi begynder at diskutere, om vi når frem. Nutidens klimahelte udskriver garantier, som skal indløses af fremtidens politikere, samtidig med de behændigt undgår at tale om, hvad de 70 pct. egentlig kræver – finansielt og rent praktisk.

Internationalt tales og loves der også en masse. Aldrig før har så mange lovet så meget. Det er smukt. Hvis altså ikke lige det var, fordi udslippet i 2018 var alt for højt, og fordi det kommer til at stige igen i 2019. Kurven går opad, hvor den skulle gå nedad. De hårde facts er hårde: Vi er slet ikke på vej til at holde os under 1,5 grader. Næppe under 2 grader heller. På toppen af den fysiske klimakrise, der vil påvirke fremtidige generationer, lever vi i en tid, hvor afstanden mellem de politiske erklæringer og virkeligheden aldrig har været større. Måske også i Danmark.

Regeringen har lagt fra land med en position om, at målsætningen om 70 pct. er bindende – altså politisk – og vi i dag ikke ved, hvordan vi skal komme i mål. Det er en sandhed med modifikationer. Vi ved godt, hvordan vi kan komme i mål. Vi vil bare ikke betale prisen og leve med konsekvensen. Vi har ikke lyst til at prioritere klima højere end noget af den velfærd, vi er vant til. Vi gider ikke skulle se på højspændingsmaster, vindmøller og solcelleanlæg. Og vi vil ikke beskatte fossil energi, fordi det rammer socialt skævt. Så let bliver det næppe.

 

På toppen af den fysiske klimakrise, der vil påvirke fremtidige generationer, lever vi i en tid, hvor afstanden mellem de politiske erklæringer og virkeligheden aldrig har været større. Måske også i Danmark
_______

 

Farvel til fossilerne og fuld kraft på elektrificering
Men noget godt er der da heldigvis at berette. Hvis der findes én silverbullet i klimakampen, er det at sparke fossile brændsler helt ud af forbruget og foretage en gennemgribende elektrificering af samfundet. Det kommer til at kræve investeringer i hele værdikæden. Fra vindmøller på land og hav over solceller på marker og tage – til forbrugerne og det private erhvervsliv, der forhåbentlig tager både elbiler og varmepumper til sig i et hidtil uset omfang. Og så er der udbygningen af det, som ligger mellem vindmøllen og elbilen: eldistributionsnettet.

Vi skal samtidig gøre en indsats for at skrotte gammel fossil teknologi. Altså din bil. For 70 pct. betyder, at antallet af fossile biler skal falde markant fra de nuværende 2,6 millioner til under 1,6 millioner. Kommer der ikke langt flere elbiler på gaden, bliver der ikke plads i klimabudgettet til, at alle kan få en bil. Desværre. 400.000 hjem skal i gang med at erstatte naturgasfyret og oliefyret med noget andet. Måske en varmepumpe hjemme i villaen. Måske fjernvarme produceret på el.

Det nemmeste bliver at gøre vores el- og fjernvarmeforsyning fri af fossile brændsler. Ingen kul. Det kræver, at fire ting falder på plads. 1) Kul skal ud af de sidste to kulkraftværker i henholdsvis Odense (Fynsværket) og Aalborg (Nordjyllandsværket). 2) Mængden af fossil gas skal reduceres markant i den øvrige fjernvarmesektor. 3) Affaldsforbrændingsanlæggene skal lukke, eller vi skal begynde at fange den CO₂, som kommer op, når vi brænder vores affald, hvoraf en del kommer fra plastik, der er olie i fast form.

4) Endelig skal vi udbygge mængden af vind- og solenergi, så der kan leveres nok til at dække elkundernes behov for energi – inklusive den mængde af varmepumper, der skal ind i vores fjernvarmesektor. Trods de mange vindmøller er der ingen realisme i, at vi i 2030 har nået en varmesektor, der alene kører på el. Der skal mere til. Derfor skal vi konsolidere vores brug af biomasse, så den i hele energisektoren lever op til de kommende bæredygtighedskriterier. Biomasse er et skridt på vejen væk fra kul og naturgas, for intet er værre for klimaet, så det skal ud af vores energisystem hurtigt. Nu begynder nye teknologier at dukke op, så den bæredygtige biomasse er en trædesten på vejen, og på et tidspunkt forsvinder også dén.

 

Klimaproblematikken er om noget et globalt fænomen, og et alt for ensidigt blik på national reduktion kan betyde, at vi misser nogle muligheder for at levere en klimaindsats, der i det store globale billede er mere effektiv og leverer større CO₂-reduktion – blot ikke i Danmark
_______

 

Det efterfølgende skridt: indirekte elektrificering
Men selvom samtlige sektorer i samfundet finkæmmes for tiltag, der erstatter fossile brændsler med el, vil det ikke række til, at vi lander i nærheden af de 70 pct. i 2030. Det er ikke alt, som kan klares med en ledning og et batteri. Vi kommer derfor ikke uden om at bygge videre på vores stærke kompetencer inden for vindenergi og satse på at få hul på det eventyr, der kan opstå, hvis vi formår at omdanne el til brint og derfra videre til flydende brændstoffer og ægte grøn gas, som lastbiler, fly og skibe kan bruge.

Et teknologisk gennembrud på den front vil have et enormt globalt potentiale. Vi kan på den måde hjælpe resten af verden til en langt større klimareduktionseffekt, end vi selv kan opnå herhjemme – uanset hvor meget vi anstrenger os.

Derfor er det vigtigt, at den danske klimaindsats har et bredt perspektiv, så vi ikke overser, hvordan vores styrkepositioner og teknologier bidrager til en mere effektiv klimaindsats uden for vores grænser.

Regeringen har naturligt blikket stift rettet mod en national CO₂-reduktion. For målsætningen på de 70 pct. er en national målsætning, og hvis vi bidrager til CO₂-reduktion andre steder i verden, tæller det ikke med. Målsætningen disciplinerer og driver processen fremad.

Men et for benhårdt fokus på CO₂-reduktion kan også være en spændetrøje, der ligefrem forhindrer os i at træffe de bedste beslutninger – for klimaet. Klimaproblematikken er om noget et globalt fænomen, og et alt for ensidigt blik på national reduktion kan betyde, at vi misser nogle muligheder for at levere en klimaindsats, der i det store globale billede er mere effektiv og leverer større CO₂-reduktion – blot ikke i Danmark.

 

Personligt er jeg bange for dem, der peger på stigende skatter som svaret. Ikke fordi der ikke kan være en afgift, som kan sættes op. Men fordi stigende skatter rammer vores fremtidige velstand og har en tendens til at ramme dem, som har mindst, hårdest
_______

 

Klimadrøm kan briste med stigende skatter
Rejsen mod de 70 pct. bliver ofte sammenlignet med månelandingen. På mange måder et godt billede. Det var bestemt ikke gratis for det amerikanske samfund at komme til månen – og det bliver heller ikke en gratis omgang at komme fra klimadrøm til virkelighed.

At nå de 70 pct. vil påvirke statens indtægter fra energiafgifter og biler, fordi der kommer færre penge i kassen. Og de 70 pct. kan ikke nås med nye afgifter og pisk. Det vil bl.a. ramme landbruget, Aalborg Portland og de laveste indkomster for hårdt. Så tilskud skal der til på den ene eller anden måde.

Regningen for klimarejsen 2030 vil være på milliarder. Den vil være mærkbar – men slet ikke umulig at håndtere for et rigt samfund som Danmark. Det kræver bare prioritering.

Klimaregningen er lettest at betale, hvis vi fører en benhård vækstorienteret reformpolitik, som skaber arbejdspladser og dermed ekstra skatteindtægter. Det kan kompensere for de milliarder, der forsvinder fra statskassen, når vi udfaser fossile brændsler.

Hvis ikke der bliver ført reformpolitik, der øger arbejdsudbuddet, sænker marginalskatten, gør det mere attraktivt for udlændinge at arbejde i Danmark, investerer mere i forskning og uddannelse og bremser det samlede offentlige forbrug, så bliver opgaven sværere. For så skal der prioriteres hårdere. Eller der skal gribes til skattestigninger. Nogle drømmer om en myriade af nye afgifter på sort energi og klimabelastende forbrug. Men det rækker næppe, hvis det altså er sandt, at klimakampen ikke må koste arbejdspladser og øge uligheden.

Personligt er jeg bange for dem, der peger på stigende skatter som svaret. Ikke fordi der ikke kan være en afgift, som kan sættes op. Men fordi stigende skatter rammer vores fremtidige velstand og har en tendens til at ramme dem, som har mindst, hårdest. Dermed udfordres den langsigtede opbakning til klimamålet. Selskabsskatterne kan ikke øges, da vi er i international konkurrence, momsen er skruet helt i bund, og boligskatterne – ja, der har Folketinget lige været. Tilbage står øget direkte skat på arbejde. Det vil, af de nævnte grunde, være den gale vej at gå.

Klimarejsen 2030 bliver ikke nogen spadseretur, men vi skal i mål. Og rejsen bliver nu engang nemmere, hvis industri, landbrug, fagbevægelse og befolkning bredt set er med hele vejen. Det fællesskab kan slå revner og klimadrømmen kan briste, hvis svaret på den grønne regning kun er stigende skatter. Der er jo en tredje vej. at lade klimaregningen blive betalt af det store økonomiske råderum, der er i dansk økonomi. At lade klima komme før noget velfærd. Ikke al velfærden. Bare noget af den. Er du klar til det? ■

 

Klimaregningen er lettest at betale, hvis vi fører en benhård vækstorienteret reformpolitik, som skaber arbejdspladser og dermed ekstra skatteindtægter. Det kan kompensere for de milliarder, der forsvinder fra statskassen, når vi udfaser fossile brændsler
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland