31.10.2019

”Alle er bekymrede for en destabilisering af Libanon, men jeg tror ikke længere, at befolkningen er villig til få sit levebrød sat på spil eller at blive frataget basale rettigheder og behov på bekostning af sikkerhedsspørgsmål og en potentiel stedfortræderkrig.”

Interview med Lara Bitar, libanesisk journalist og redaktør

Interview af Emma Louise Stenholm Jensen

I de sidste to uger har mere end en million mennesker taget del i, hvad der siges at være den største og hidtil længste række af protester i Libanons historie. De kulminerede onsdag i, at landets premierminister, Saad Hariri, meddelte sin afgang.

17. oktober annoncerede regeringen en skat på kommunikationstjenesten WhatsApp, hvilket blev den udløsende faktor i protesterne, hvis årsager stikker langt dybere end en skat på mobiltelefoni. Befolkningen protesterer mod en korrupt regering og dens manglende velvilje til at håndtere landets økonomiske krise. Derudover ønskes et opgør med det sekteriske system, der har gennemsyret landet i årtier [læs mere her], ligesom befolkningen blandt meget andet kræver basale nødvendigheder som rent vand, elektricitet døgnet rundt, bekæmpelse af landets tiltagende forurening og forbedringer af landets hærgede infrastruktur.

Oprøret har betydet, at banker, skoler og en række forretninger i to uger har været lukket helt ned, medens demonstranter har blokeret veje over hele landet. Regeringen forsøgte sig hurtigt med at dulme protesterne med et sæt af reformer, herunder en halvering af politikernes løn, men dette viste sig ikke at være nok for befolkningen, der ønskede regeringen helt afsat. Men er regeringens afgang nok til at sikre den grundlæggende forandring af det politiske system, som befolkningen kræver? RÆSON har spurgt den libanesiske journalist og redaktør Lara Bitar.

RÆSON: Det tog de libanesiske partier ni måneder at vælge den nuværende premierminister, Saad Hariri. Hvad tror du, der vil ske nu? Vil det atter blive et politisk kaos, eller vil det blive anderledes denne gang?
BITAR: Jeg tror, at det hele afhænger af, hvorvidt der vil ske en radikal transformation af det politiske system eller ej. Hvis det nuværende politiske system opretholdes, og de blot nøjes med at lave en ministerrokade, er der intet, der vil ændre sig væsentligt.

Hvis derimod en overgangsregering tager over, og det leder til radikale ændringer af det politiske og økonomiske system, kan tingene blive anderledes. Det er svært at forudsige fremtiden, men uanset udfaldet, vil det – trods Hariris tilbagetræden – højst sandsynligt blive en lang proces at bevæge sig væk fra det sekteriske system, som har domineret dette land de sidste mange år.

 

Det, der gør de her demonstrationer så interessante, er, at de har formået at samle folk på tværs af sekteriske og politiske skel – og i en mindre grad også klassemæssige skel
_______

 

RÆSON: Er du optimistisk omkring det? Tror du, at det vil være muligt at sætte sig ud over de sekteriske splittelser i og blive enige om en fordeling af den politiske magt?
BITAR: Det, der gør de her demonstrationer så interessante, er, at de har formået at samle folk på tværs af sekteriske og politiske skel – og i en mindre grad også klassemæssige skel. De sekteriske skillelinjer, som længe været en drivkraft for opdelinger i samfundet, smuldrer langsomt. Folk er samlet om de samme krav – de deler langt hen ad vejen den samme indignation. Hvorvidt dette i sidste ende kommer til at blive afspejlet i dannelsen af den næste regering, er meget svært at sige. Men hvis den næste regering rent faktisk formår at afspejle stemningen og ånden i gaden, så er der grund til at være optimistisk.

Hvis demonstrationerne forsætter, er det sandsynligt at regeringen vil prøve at kooptere [optage den som en del af sig selv, red.] bevægelsen. Fx så vi, at lederen af Lebanese Forces [politisk parti og tidligere milits, der var aktiv under borgerkrigen, red.], Samir Geagea, trak sine repræsentanter fra regeringen, hans fire parlamentsmedlemmer, tilbage. Hans støtter sluttede sig meget hurtigt til demonstrationerne og sagde, at Lebanese Forces ikke længere kun er en del af det etablerede system, men også er repræsentanter for befolkningens vilje. De blev afvist og sparket ud af pladserne, og der opstod konfrontationer.

Der er flere og flere politiske partier, der lader som om, at de er en del af gadens parlament. Det er faktisk en ganske håbefuld situation, for befolkningen køber det ikke. De afviser det fuldstændigt, og det gør de meget eksplicit.

RÆSON: Hvad skal der til for at regeringen ikke blot erstattes af en ny, der følger samme gamle spor?
BITAR: En af de ting, demonstranterne kræver, er implementeringen af en ny valglov. Den nyligt vedtagne valglov sikrede opretholdelse af status quo. Men en ny valglov, i kombination med dannelsen af stærke forbund, der er uafhængige af retsvæsenet, giver håb for den nuværende bevægelse.

RÆSON: I 2005 og 2015 var libaneserne på gaden i henholdsvis Cederrevolutionen og i forbindelse med affaldskrisen. Protesterne siges at være anderledes denne gang, fordi befolkningen på tværs af klasser og sekter [religiøse grupper, red.] samles over hele landet for at kritisere såvel regeringen som egne politiske ledere. Danner protesterne grobund for et mere socialt samlet Libanon i fremtiden?
BITAR: Jeg mener ikke, at forskellen mellem de igangværende protester og dem i 2005 og 2015 er, at folk er mere samlede nu. Den største forskel er, at de her demonstrationer er decentraliserede.

Men ser vi tilbage på 2015 i kølvandet på affaldskrisen, fandt de fleste demonstrationer sted i hovedstaden Beirut og mere specifikt i centrum af byen. Denne gang har demonstrationerne nu spredt sig over hele landet. Over 400 byer og landsbyer fra nord til syd har engageret sig i denne mobilisering.

Der er imidlertid også noget andet, der er meget vigtigt at nævne: Hvor demonstrationerne i 2015 primært var anført af middelklasseaktivister, er de nuværende protester sat i gang af arbejderklassen.

RÆSON: Men kan det virkelig passe, at alle er repræsenterede i protesterne? Det er alment kendt, at libanesere og flygtninge med syrisk og/eller palæstinensisk baggrund møder diskrimination i det libanesiske samfund. Flere i gaden nævner, at frygten for diskrimination gør, at de ikke tør tage del i protesterne. Er det også noget, du oplever?
BITAR: Det er absolut korrekt, at de er bange. Den nuværende regering, som er temmelig højreorienteret, har længe været imod flygtninge, og den har implementeret politikker, der begrænser deres bevægelses-, arbejds- og opholdsrettigheder.

Libanon er meget nationalistisk, og desværre er mange faldet for regeringens løgn om, at landets problemer skyldes syriske flygtninge. Heldigvis er der også mennesker, der har budt flygtninge velkomne i demonstrationerne og forsøgt at sikre deres sikkerhed så meget som muligt, mens de samtidig har forsøgt at modarbejde statens narrativ. Personligt har jeg mange syriske og palæstinensiske venner, som deltager i protesterne, mens andre forsøger at blive så langt væk som muligt.

 

Risikoen for destabilisering er noget, alle er meget opmærksomme og opsatte på at forebygge. Den folkelige bevægelse kræver dannelsen af en uafhængig regering, og den håber på at opnå det gennem en massekampagne for civil ulydighed
_______

 

RÆSON: Hvordan vurderer du risikoen for destabilisering i lyset af den nuværende situation?
BITAR: Demonstranterne i gaderne synger ’alle betyder alle’, og de insisterer på, at hvert enkelt politisk parti, der lige nu er ved magten, skal fjernes. Så hvis hele systemet kollapser, og demonstranterne opnår deres mål, skal alle partier væk.

Alle er bekymrede for destabilisering, især i lyset af hvad vi har oplevet i regionen de senere år, fra Syrien til Egypten. Nogle frygter en ny borgerkrig. Det tror jeg absolut ikke vil ske. Men jeg tror ikke længere, at befolkningen er villig til at blive holdt som gidsel, at få sit levebrød sat på spil eller at blive frataget basale rettigheder og behov på bekostning af sikkerhedsspørgsmål og en potentiel stedfortræderkrig.

Risikoen for destabilisering er noget, alle er meget opmærksomme og opsatte på at forebygge. Den folkelige bevægelse kræver dannelsen af en uafhængig regering, og den håber på at opnå det gennem en massekampagne for civil ulydighed.

RÆSON: Hvilken rolle spiller andre magter i regionen for situationen i Libanon lige nu?
BITAR: Internationale og regionale magter har altid brugt Libanon til at udkæmpe stedfortræderkrige mod hinanden. Så Libanon er berygtet for at være arena for sådanne kampe – lige nu mellem Saudi-Arabien og Iran.

En række internationale og regionale magter har interesse i at opretholde regeringen. For eksempel går der rygter om, at den amerikanske ambassade og et par af de europæiske skulle have ringet til Hariri, før han trådte tilbage, for at presse ham til at lade være og i stedet gennemføre øjeblikkelige reformer.

RÆSON: I denne måned har vi også set protester i Irak. Hvilke ligheder og forskelle ser du med den libanesiske opstand?
BITAR: Lighederne er, at begge befolkninger lever under meget lignende socioøkonomiske forhold, og at de begge udholder konsekvenserne af at blive regeret af et sekterisk system. De protesterer begge mod meget høje niveauer af korruption i regeringerne.

Så demonstranter i Libanon såvel som i Irak har til en vis grad formået at transcendere sekteriske skel. Desuden er begge oprør decentraliserede, og begge mangler grundlæggende ydelser fra staten. Men volden i Irak har været langt mere overvældende.

RÆSON: Hvor ser du – både politisk og socialt – Libanon om et halvt år? Ser du en mulighed for, at systemet vil gå tilbage som før?
BITAR: Den generelle strejke har til en vis grad formået at paralysere økonomien og disrupte business as usual. Landet har i praksis været nærmest helt lukket ned. Hvis demonstranterne formår at opretholde denne strejke og fortsætte mobiliseringen med den samme kraft, så tror jeg, vi har potentiale for reel forandring.

Men fordi de nuværende politiske partier er infiltrerede i den politiske magt og nærmest er berusede af den, er jeg ikke så optimistisk. Jeg er overhovedet ikke sikker på, at vi rent faktisk kommer til at få vores krav opfyldt. Men jeg føler, at der er potentiale for at nå vores mål.

Den nuværende regering kan ikke holde sig selv ansvarlig. Regeringen kan kun holdes ansvarlig af befolkningen. Og befolkningen insisterer på, at den er den eneste kilde til magt og autoritet. ■

 

Jeg er overhovedet ikke sikker på, at vi rent faktisk kommer til at få vores krav opfyldt. Men jeg føler, at der er potentiale for at nå vores mål
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne