17.12.2019

.

I en verden, hvor USA nu officielt har trukket sig fra Paris-aftalen, og hvor Brasiliens præsident fortsat tillader at brænde skove af i Amazonas, bør det helt utvivlsomt være Europa, der viser vejen frem i klimapolitikken. Vi må ikke lade vores ambitioner dale, fordi de andre gør det samme.

Kommentar af Kira Marie Peter-Hansen, MEP, SF

DE FLESTE KAN SIKKERT HUSKE videoen med Villy Søvndal, hvor han på lidt kluntet engelsk fortæller, at “the ice is melting at the poles”. Videoen er fra COP15 i København og har faktisk tiårs jubilæum i lige præcis de her dage, hvor COP25 i Madrid lige er sluttet på samme utilfredsstillende måde som ti år før i København. Tilfældighedernes pudsighed ville, at jubilæet faldt kun få dage efter, at EU-Kommissionen har præsenteret sin European Green New Deal, som vil være den overordnede ramme for EU’s grønne politik i de kommende år.

FN’s klimapanel, IPCC, vurderede i deres seneste rapport fra september i år, at Grønland i løbet af de sidste ti år har mistet 278 milliarder tons is årligt via afsmeltning, mens den Vestantarktiske iskappe har mistet 155 milliarder tons is årligt. De snedækkede områder i Arktis er skrumpet med 13 procent per årti siden slutningen af 60’erne. Det er helt afsindige tal, der kan være svære at forholde sig til.

Det skriger på politisk handling. I sommer, da Ursula von der Leyen endnu kun var kandidat til posten som forkvinde for EU-Kommissionen, fortalte hun om sine planer for en ’green new deal’. Dengang som nu var jeg og resten af Den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet ikke imponerede. Hun spillede ud med et CO2-reduktionsmål på 50 pct. inden 2030, der måske kunne blive til 55 pct.

 

Der er ingen tvivl om, at Ursula von der Leyens nye EU-Kommission har hævet det grønne ambitionsniveau betragteligt. Det lever bare stadig ikke op til videnskabens anbefalinger, og det er mildt sagt træls
_______

 

VI VAR SÅ UTILFREDSE, at vi første stemte nej til hende som forkvinde og dernæst ikke støttede hendes samlede Kommission. Alligevel har Kommissionen med næstformand Frans Timmermanns i spidsen holdt fast i den målsætning og gjort den til omdrejningspunktet for den nyligt præsenterede European Green New Deal.

Det til trods for, at forskere adskillige gange har gjort det klart, at Europa skal sænke udledningerne af drivhusgasser med 65 pct. i 2030 og nå fuld klimaneutralitet i 2040, hvis vi skal have bare den mindste chance for at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader ved udgangen af århundredet.

Der er ingen tvivl om, at Ursula von der Leyens nye EU-Kommission har hævet det grønne ambitionsniveau betragteligt sammenlignet med tidligere kommissioner. Det lever bare stadig ikke op til videnskabens anbefalinger, og det er mildt sagt træls. Det er ikke engang en måned siden, at vi i Europa-Parlamentet erklærede undtagelsestilstand for klimaet, og vi har flere gange stemt for et reduktionsmål på 60 pct. Så på det bagtæppe virker den nye ’green new deal’ mest af alt lysegrøn, og jeg sidder tilbage med en ærgerlig fornemmelse af en spildt mulighed.

DER ER ELLERS MOMENTUM i klimadebatten. Det er vel ikke for meget at sige, at siden Villy Søvndals tale i 2009 er klimaet blevet det hotteste politiske emne: Greta Thunberg, Fridays for Future, Extinction Rebellion og hele bevægelsesmiljøet har virkelig formået at sætte en dagsorden og mobilisere i en grad, hvis mage sjældent er set. Det var også derfor, jeg blev engageret i politik. Og det er da nok også derfor, at jeg nu er medlem af Europa-Parlamentet.

I en verden, hvor USA nu officielt har trukket sig fra Paris-aftalen, og hvor Brasiliens præsident fortsat tillader at brænde skove af i Amazonas, bør det helt utvivlsomt være Europa, der viser vejen frem i klimapolitikken. Det kan man selvfølgelig også godt argumentere for, at vi allerede gør. Men vi må ikke lade vores ambitioner dale, fordi andre gør det samme.

 

Hvis EU skal tages alvorligt og ikke skal kunne klandres for klimahykleri, må vi nødvendigvis følge videnskabens anbefalinger
_______

 

Det har vi lige fået syn for sagen for i Madrid, hvor COP25 løb ud i det rene ingenting. USA, Brasilien, Kina og Indien strittede imod, og sluterklæringen endte som vag omgang, hvor man udskyder de svære beslutninger til næste års COP i Glasgow.

Men hvis EU skal tages alvorligt og ikke skal kunne klandres for klimahykleri, må vi nødvendigvis følge videnskabens anbefalinger. Kontrasten til den nye danske klimalov med et klart 70 procents reduktionsmål for 2030 er skærende i den her sammenhæng.

AL EU-LOVGIVNING SKAL LAVES på baggrund af videnskabelige anbefalinger og med bindende mål. Men det er ikke kun klimakrisen, der skal afværges: Også biodiversitetskrisen er mere akut, end mange har gjort sig klart.

Og hvis vi tror, at det i dag er svært at stabilisere det globale klimasystem, så bare vent, til vi står ved enden af den sjette masseuddøen og endegyldigt har mistet masser af plante- og dyrearter. Heldigvis har SF og Den Grønne Gruppe en række helt konkrete forslag til, hvordan Timmermans og EU kan sikre klodens fremtid.

Det indebærer blandt andet en reform af kvotehandelssystemet, skat på flybrændstof og moms på flybilletter, fremtidigt forbud mod diesel- og benzinbiler i hele EU, beskyttelse af naturens mangfoldighed og en opdatering af lovene for luft- og vandforurening. Vi skal kun give landbrugsstøtte på betingelse af klima- natur- og miljøindsatser. Og sidst men ikke mindst skal vi indføre en global CO2-skat eller -afgift. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men det er i mine øjne en absolut nødvendighed. Det må endelig ikke forveksles med den CO2-importskat, som Ursula von der Leyen allerede har pålagt sin økonomikommissær at skrive et forslag til. Det kan nemlig let ende med at blive endnu en protektionistisk barriere omkring EU.

Listen med forslag er lang, og vi skal hurtigt til forhandlingsbordet. IPCC siger, at vi stadig kan nå at holde temperaturstigningen på ‘godt under to grader’. Der er trods alt håb endnu, hvis Villys konstatering om isen skal skrives om til datid. ■

 

Vi skal hurtigt til forhandlingsbordet. IPCC siger, at vi stadig kan nå at holde temperaturstigningen på ‘godt under to grader’. Der er trods alt håb endnu
_______

 

Kira Marie Peter-Hansen (f. 1998) og opvokset i Lyngby, hvor hun er student fra Lyngby Handelsgymnasium. I maj 2019 blev hun valgt til Europa-Parlamentet for SF som det yngste medlem nogensinde. Hun er Den Grønne Gruppes koordinator i beskæftigelsesudvalget og suppleant i økonomiudvalget. ILLUSTRATION: Kommissionsformand Ursula von der Leyen i plenarsalen, Bruxelles, 27. november 2019 [foto: CC-BY-4.0: © European Union 2019 – Source: EP/flickr]