07.12.2019

I Vestafrika er problemerne med pirateri stigende – på trods af at det ud for Afrikas Horn er faldet voldsomt. Man kan imidlertid ikke bare overføre løsninger fra det ene sted til det andet, og det internationale samfund, herunder Danmark, bliver nødt til at finde nye måder at komme pirateriet til livs på.

Analyse af Katja Lindskov Jacobsen, seniorforsker, Center for Militære Studier, KU

I tirsdags blev skibet Nave Constellation angrebet af pirater ud for Bonny Island i det sydlige Nigeria. 19 besætningsmedlemmer blev taget til fange og savnes fortsat. Det er desværre blot et af flere angreb ud for Vestafrikas kyst i den seneste tid: Tidligt om morgenen den 2. november blev det norske skib Bonita angrebet af pirater. Og blot to dage senere bordede bevæbnede pirater det græsk-flagede skib Elka Aristotle. Begge disse angreb fandt også sted i Guineabugten ud for Afrikas vestkyst, og i begge tilfælde lykkedes det piraterne at kapre gidsler. Ifølge myndighederne i Benin ledte man efter piraterne og de tilfangetagne i nabolandet Nigeria, hvor hovedårsagen til pirateriproblemet ligger. Som disse tragiske hændelser bevidner, er Guineabugten et af verdens farligste farvande pga. risikoen for piratangreb.

Efter mange år med et mere eller mindre konstant niveau af pirateri i Guineabugten, særligt ud for Nigeria, er der navnlig ét spørgsmål, som melder sig efter de seneste hændelser: Hvorfor er det ikke lykkedes at bryde tendensen? Hvorfor er det stadig ikke lykkedes det internationale samfund, i samarbejde med regionale aktører, at få bugt med problemet, som tværtimod er stigende?

Dette spørgsmål er særligt relevant i lyset af situationen i Somalia, hvor det inden for de seneste år netop er lykkedes det internationale samfund at få lagt låg på pirateriproblemet. Dermed ikke sagt at problemet er fuldstændigt løst, men i modsætning til situationen i Vestafrika har vi i Østafrika set et markant fald i antallet af piratangreb – og slet ingen i 2019. Det afspejles også i Danmarks nye politik på området, hvor fokus netop er blevet flyttet fra Somalia og Afrikas Horn mod situationen i Vestafrika.

 

I Guineabugten betyder en blanding af kriminalitet, arbejdsløshed og fattigdom, at pirater har et usædvanligt stærkt rekrutteringsgrundlag i området. Særligt kombineret med det faktum, at vi ikke har set et eneste tilfælde af, at pirater er blevet retsforfulgt og fængslet
_______

 

Guineabugten: Hvorfor fortsætter pirateriet?
I Guineabugten betyder en blanding af kriminalitet, arbejdsløshed og fattigdom, at pirater har et usædvanligt stærkt rekrutteringsgrundlag i området. Særligt kombineret med det faktum, at vi ikke har set et eneste tilfælde af, at pirater er blevet retsforfulgt og fængslet, hvilket har givet dem carte blanche til at operere i Vestafrikas farvande.

Derudover har mange lande i regionen en række forskellige sikkerhedsudfordringer til lands, som de prioriterer højere end at kaste en masse ressourcer efter pirateriproblemet, som for langt de fleste er mere på afstand af borgernes dagligdag. Der har været snak om ’sea blindness’, som nok i virkeligheden mere er udtryk for en bevidst nedprioritering af pirateriindsatsen snarere end en ’blindhed’ over for problemet. I Nigerias tilfælde ses terrorgruppen Boko Haram for eksempel – og af gode grunde – som en langt mere presserende trussel end pirateriet. Hvor terrorgruppen Boko Haram har drevet flere millioner mennesker på flugt, er der ikke mange i Nigeria, som på samme måde har været negativt påvirket af piratangrebene i regionen.

Selv når det kommer til udfordringer til søs, står pirateribekæmpelse ikke nødvendigvis øverst på listen. I nogle lande ses ulovligt fiskeri eksempelvis som en langt større trussel, der på sigt risikerer at underminere kystbefolkningers levevis, særligt i områder, hvor fisk udgør den eneste reelle kilde til protein.

Vi bliver nødt til at gentænke pirateriindsatsen
Danmark bidrager til bekæmpelsen af pirateriet i området militært og diplomatisk:

Militært har Forsvaret blandt andet været en del af antipirateri-indsatsen i Guineabugten igennem militær kapacitetsopbygning og træning af lokale styrker. Hensigten er, at lokale sikkerhedsstyrker på sigt selv kan tage hånd om pirateriet, herunder borde skibe uden at blive opdaget, anholde mistænkte pirater, osv.

Den slags træning har man fra dansk side efterhånden en del erfaring med, men det er samtidig en indsatstype med en række udfordringer, herunder netop den problematik at maritime sikkerhedsudfordringer ikke nødvendigvis har førsteprioritet i de lande, hvis sikkerhedsstyrker Forsvaret uddanner. Helt konkret betyder det blandt andet, at de både, der stilles til rådighed i træningen, er misligholdte, og at de sikkerhedsstyrker, der trænes, i grove træk nærmest kun får tildelt brændstof til at sejle bådene, når danske eller andre internationale partnere er der for at udføre træning. Resten af tiden er der overvejende sandsynlighed for, at deres tilstedeværelse prioriteres andre steder end overfor pirater.

 

Kapacitetsopbygning kan hjælpe til, at det på sigt bliver en opgave, som de er bedre i stand til at løse. Men som situationen ser ud nu, bliver det mere og mere tydeligt, at det er de vestafrikanske lande ikke i dag
_______

 

Men det er vigtigt at holde fast i, at det i sidste ende er staterne i Vestafrika, som har det primære ansvar for at holde deres farvande sikre. Kapacitetsopbygning kan hjælpe til, at det på sigt bliver en opgave, som de er bedre i stand til at løse. Men som situationen ser ud nu, bliver det mere og mere tydeligt, at det er de vestafrikanske lande ikke i dag. Det giver anledning til at gentænke både Danmarks og hele det internationale samfunds rolle i pirateribekæmpelsen i regionen.

Det er med stor sandsynlighed også noget af det, der blev drøftet ved det G7++ Friends of Gulf of Guinea-møde, som fandt sted i Accra, Ghana, i november. Et møde, hvor også danske embedsmænd deltog. Det er altså blandt andet her, diplomatiet kommer ind i billedet. Frankrig har – sammen med Ghana – formandskabet for øjeblikket og har presset på for en deltagelse på højt politisk niveau. Dette skal lægge pres på landene i regionen for at gøre mere for at adressere problemet. Desuden diskuteres spørgsmålet om arbejdsfordeling – eller, med mere diplomatiske vendinger, hvordan samarbejdet mellem forskellige lande og institutioner kan styrkes.

Endelig støtter Danmark pirateribekæmpelse i Guineabugten gennem multilaterale institutioner. Således har Danmark tidligere støttet et EU-projekt, der dog ikke gav de resultater, man havde håbet på, hvilket har medvirket til, at UNODC (United Nations Office on Drugs and Crime) nu modtager støtte fra Danmark i stedet. UNODC er i disse dage ved at igangsætte et antipirateri-projekt med fokus på den juridiske dimension i Ghana og Nigeria. Forhåbningen er blandt andet, at man kan styrke retsforfølgelsen af mistænkte pirater i regionen.

 

I Somalia var det næsten udelukkende gidseltagninger, mens det i Guineabugten involverer alt fra tyveri af mindre værdi til bevæbnet røveri af hele laster, typisk raffineret olie, eller kidnapning af besætningsmedlemmer. Og ofte har angrebene en mere voldelig karakter
_______

 

Hvad har vi lært fra Afrikas Horn – og kan metoderne genbruges i Guineabugten?
Den internationale indsats til bekæmpelse af pirateri ud for Afrikas Horn kan desværre ikke direkte ’kopieres’ over til Guineabugten. Det skyldes delvist, at der ikke er tale om en ’fejlslagen’ stat, som det var tilfældet i Somalia. Tværtimod er Nigeria en stærk, men meget korrupt stat med et ineffektivt retsvæsen.

En anden væsentlig forskel handler om selve pirateriets karakter: I Somalia var det næsten udelukkende gidseltagninger, mens det i Guineabugten involverer alt fra tyveri af mindre værdi til bevæbnet røveri af hele laster, typisk raffineret olie, eller kidnapning af besætningsmedlemmer. Og ofte har angrebene en mere voldelig karakter, end det vi så ud for Somalia; piraterne, der opererer i Guineabugten, og som primært kommer fra Nigeria, er særdeles velorganiserede, tungt bevæbnede og skyr ingen midler i deres forsøg på at angribe handelsskibe.

Når det er sagt, ser man imidlertid, at mange af de samme institutioner – eksempelvis UNODC – går igen i Vestafrika. Så på den ene side er de to situationer væsensforskellige, men på den anden side forsøger man at bruge de erfaringer, man har gjort sig med pirateribekæmpelse i farvandene ud for Somalia. Der er ingen lette løsninger, men et skridt i den rigtige retning kunne være at lægge øget politisk pres på de korrupte regeringer, som beskytter kriminelle netværk og bagmænd, der stadig er på fri fod, selvom deres identitet efter sigende er kendt.

Bekymring over situationen i Guineabugten er ikke ny blandt danske rederier. Rederierne gør, hvad de kan for at beskytte deres besætninger og skibe, men er også ved at have nået grænsen for, hvad de selv kan gøre, eksempelvis fordi de vestafrikanske lande ikke tillader handelsskibene selv at have bevæbnede vagter om bord. Blandt andet derfor kan situationen og den opmærksomhed, som de seneste to angreb har skabt, betragtes som en anledning til fornyet debat om, hvorvidt det, vi gør fra dansk og international side, giver de ønskede resultater. Og hvis ikke: Hvordan når vi dem så? ■

 

Bekymring over situationen i Guineabugten er ikke ny blandt danske rederier. Rederierne gør, hvad de kan for at beskytte deres besætninger og skibe, men er også ved at have nået grænsen for, hvad de selv kan gøre
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland