26.02.2019

.

Flere hundredtusind danskere har en drøm om at blive iværksættere, men de tør ikke tage springet af økonomiske årsager. Derfor skal vi gennemføre konkrete tiltag for at mindske det psykologiske spring fra lønmodtager til selvstændig.

Kommentar af Jonathan Løw

Jeg elsker iværksætteri. Jeg har været med i opstarten af fem virksomheder (eksempelvis den digitale fototjeneste JumpStory, der netop er blevet er blevet fremhævet af Forbes Magazine), været næstformand i Dansk Iværksætter Forening og i det hele taget færdedes i iværksættermiljøet de sidste 18 år.

Min kærlighed til iværksætteri har flere årsager. Dels mulighederne for at skabe noget, der ikke fandtes tidligere, men også den afgørende rolle, som nye virksomheder spiller i at bidrage økonomisk til det fællesskab og det velfærdssamfund, jeg holder meget af.

Derfor bekymrer det mig meget, når man gang på gang læser om, at rigtige mange danske lønmodtagere egentlig er dybt optaget og fascineret af idéen om at blive iværksættere, men ikke tør tage springet. Dertil kan man lægge de mange danskere, der er på dagpenge, kontanthjælp og SU, som også bør regnes med i ligningen for det uudnyttede potentiale i dansk iværksætteri. For de studerende gælder det eksempelvis, at vi lige nu har et uddannelsesssystem, hvor der ikke findes nogle naturlige muligheder for at afprøve drømmen om at blive selvstændig, men i stedet typisk lægger op til at følge lønmodtagervejen.

Jeg er personligt enig i mange af de udmærkede forslag, som den nuværende regerings iværksætterpanel er kommet med, eksempelvis lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft, investorfradrag og indførslen af en aktiesparekonto. Men derudover mangler der ét fundamentalt fokus: at lette overgangen fra at være lønmodtager til at blive iværksætter.

 

Men derudover mangler der ét fundamentalt fokus: at lette overgangen fra at være lønmodtager til at blive iværksætter
_______

 

Jeg er ligesom mange andre danskere vokset op i en familie bestående udelukkende af offentligt ansatte. Næsten alle i min vennekreds arbejder i det offentlige, og derudover har jeg venner, der er lønmodtagere i en række større danske virksomheder. For mig har det altså – ligesom for mange andre danskere – ikke ligget i kortene, at jeg skulle blive selvstændig.

Derfor er jeg ikke en del af den målgruppe, man bør kigge på, når man lovgiver på området, for jeg blev iværksætter ‘på trods’. Investorfradrag eller ej: Jeg kan ikke lade være.

Imidlertid er der flere end 2,7 millioner danske lønmodtagere, og sammenholdt med den førnævnte analyse fra Dansk Erhverv, hvor 23 pct. angav den økonomiske risiko som hovedårsagen til, at de ikke tager springet, så er der altså op mod 650.000 danskere, som ikke udlever drømmen, fordi de er bange for at skulle gå fra hus og hjem.
I min vennekreds er det at være iværksætter noget fremmed, og selvom jeg fortæller om min spændende hverdag, forbliver det abstrakt for mine venner. Iværksætteri ved man nemlig ikke, hvad er, før man har prøvet det på egen krop.

Lige præcis det med at kaste sig ud i det kan virke skræmmende, når man dels har familie og børn og dels har hørt fra kendte iværksætterrollemodeller i eksempelvis TV-programmet Løvens Hule, at man skal arbejde i døgndrift for at få succes.

Det med rollemodellerne kan vi gøre noget ved gennem en nuancering af fortællingen om iværksætteri, men det vil også kræve, at vi tænker nyt i lovgivningen. Jeg mener helt konkret, at der skal to ting til for, at vi for alvor får mindsket springet fra at være lønmodtager til at blive iværksætter:

1. Der skal indføres en iværksætter-orlov
Lønmodtagere skal have mulighed for at tage orlov i op til seks måneder for at udleve deres iværksætterdrøm. I den givne periode er medarbejderen fredet på sin arbejdsplads og kan ikke fyres.

Arbejdsgiveren skal ikke betale løn i perioden, mens medarbejderen har de samme opsigelsesforhold som vanligt – det vil sige, at vedkommende ikke blot kan forlade arbejdsgiverens organisation med en dags varsel. Medarbejderen er desuden fortsat bundet af eventuelle konkurrenceklausuler, og aftalen er bindende i de seks måneder. Arbejdsgiveren kan naturligvis besætte denne stilling med en vikar i perioden, ligesom vedkommende ville kunne, hvis der var tale om en barselsperiode grundet familieforøgelse.

Dette tiltag vil give et incitament til, at lønmodtagere vil kunne afprøve iværksætterdrømmen under mere trygge vilkår, end hvis de må gøre det ultimative og sige deres job op med det samme. Samtidig giver det dem det nødvendige fokus i seks måneder, så det ikke foregår ved siden af et andet job. Dette muliggør også iværksætteri for eksempelvis børnefamilier.

 

Alle, der modtager dagpenge eller kontanthjælp, skal kunne starte virksomhed på fuld tid sideløbende med, at de modtager ydelsen
_______

 

2. Fuld ret til iværksætteri på både dagpenge og kontanthjælp
Alle, der modtager dagpenge eller kontanthjælp, skal kunne starte virksomhed på fuld tid sideløbende med, at de modtager ydelsen. Dette gælder i en periode på seks måneder, og det eneste modkrav er, at vedkommende skal etablere et CVR-nummer.

Det er allerede i dag sådan, at man i mindre omfang må forsøge sig som selvstændig på kontanthjælp, men samtidig stilles kravet om, at man skal ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet”. Dette vidner udmærket om den lønmodtagertilgang, vi har i det danske samfund, og det skal der ændres på. Der findes også allerede gode eksempler på dette i praksis såsom i denne case fra Aarhus Kommune. Dette skal vi have meget mere af.

Jeg er overbevist om, at indvendingerne mod mit forslag for borgere på dagpenge og kontanthjælp vil være, at der vil blive spekuleret i det, så nogle vil forsøge at ”snyde systemet”. Naturligvis er etableringen af et CVR-nummer ikke nogen garanti for, at muligheden ikke misbruges, men man bør i mine øjne undgå yderligere kontrolforanstaltninger, da dette vil blive unyttigt bureaukratisk. I stedet kan disse seks måneder nærmere ses som en frigørelse af sagsbehandlernes tid, eftersom også de får et frirum til ikke at skulle følge løbende op. Dette vil frigøre tid til andre opgaver og/eller gøre plads til nedskæringer på antallet af sagsbehandlere.

De seks måneder tæller med i ancienniteten af dagpengeperioden, og vedkommende må ikke søge eller sige ja til andre job i den pågældende periode. Alternativt kunne man overveje ikke at køre ydelsen ind over dagpengesystemet, men i stedet indføre den som en ny ydelse på samme niveau.

Uanset den endelige model vil dette tiltag kunne gøre det langt nemmere for mennesker på midlertidige offentlige ydelser at forfølge iværksættermuligheden, og det vil sende et signal om, at der ikke er så langt fra at være udenfor arbejdsmarkedet til selv at kunne skabe sin egen jobfremtid.

Jeg er ganske overbevist om, at ovenstående forslag vil blive mødt af en vis skepsis. Jeg vil faktisk blive skuffet, hvis det ikke er tilfældet, for al radikal nytænkning, der ikke passer med vores nuværende verdensbillede, udsættes for en sådan behandling.

Jeg påstår heller ikke, at de to forslag er ultimative i deres nuværende form, men de er begge udtryk for et grundlæggende opgør med tankegangen om, at man enten er lønmodtager (eller ydelsesmodtager) eller iværksætter og dermed et ”bidrag til samfundet”.

Jeg har i mit eget liv prøvet i en periode på blot seks måneder først at blive udnævnt som ung iværksætterguru af Dagbladet Børsen; dernæst at måtte sygemelde mig med stress og modtage sygedagpenge og slutteligt at blive indlagt på hospitalet for at modtage behandling. Det har givet mig en indsigt i, at der for os mennesker slet ikke er så langt imellem de forskellige virkeligheder, der eksisterer i vores samfund, hvis vi blot evner at skabe ordninger, som gør, at det mentale spring ikke bliver så langt.

Derudover havde jeg heller ikke i en alder af 20 år nogen som helst idé om, hvad det i praksis vil sige at være iværksætter. Men jeg elsker denne livsstil, og jeg ønsker derfor også for mange andre danskere, at de skal opleve den. Det vil være frigørende for individet og en kæmpe gevinst for samfundet. ■

 

For os mennesker [er der] slet ikke så langt imellem de forskellige virkeligheder, der eksisterer i vores samfund, hvis vi blot evner at skabe ordninger, som gør, at det mentale spring ikke bliver så langt
_______

 

Jonathan Løw (f. 1978) er iværksætter og har startet flere vækstvirksomheder. Han har desuden en baggrund som marketingchef hos Bog & idé samt investor og rådgiver i investeringsfonden Accelerace. Han er tidligere blevet kåret som én af Danmarks 100 mest lovende ledere af Berlingske og er forfatter til to bestsellers om innovation, iværksætteri og disruption. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto.
Artiklen er redigeret af Simon Bækgaard, Simon Hyldtoft-Sørensen og Jakob Kromann.