21.01.2019

En diplomatisk kontrovers mellem Sydkorea og Japan afspejler et historisk uvenskab, der kan true de to nationers samarbejde i en tid, hvor de mere end nogensinde har brug for hinandens støtte overfor de autokratiske regimer i Kina, Rusland og Nordkorea.

Af Jonas Stengaard Jensen

I 1965 reetablerede Sydkoreas daværende diktator, Park Chung-Hee, diplomatisk kontakt til Japan. Forbindelsen mellem de to lande havde været brudt på grund af Japans brutale kolonisering af den koreanske halvø fra 1910 til nederlaget i 2. Verdenskrig i 1945. Som led i grundlæggelsen af dette nye diplomatisk forhold til Sydkorea gik Japan i 1965 med til at betale en krigsskadeserstatning på 500 millioner dollars og tilbyde lavrentelån til Sydkoreas regering. Ifølge Japans nye regering skulle symboliserede det en undskyldning for de forbrydelser, der blev begået i Korea; herunder særligt brugen af slavearbejde og tvangsprostitution. Det diktatoriske styre i Sydkorea var på det tidspunkt mere optaget af den økonomiske gevinst, der var forbundet med at genoprette handelsforbindelserne og tiltrække investeringer fra Japan end at lytte civilbefolkningens klager. Ofrene fik ingen taletid.

Det har de derimod fået henover efteråret sidste år, hvor Sydkoreas højesteret vedtog, at de individuelle ofre endnu ikke er blevet tilstrækkeligt kompenseret af de japanske virksomheder, specifikt Mitsubishi Heavy Industries og Nippon Steel & Sumitomo Metal Corporation, der udnyttede koreanske tvangsarbejde under krigen. Der har klart været et politisk motiv til at lægge låg på den latente konflikt, som daværende præsident Park Geun-hye udmærket vidste havde potentiale til at skade det bilaterale forhold. Derfor har kontroversen længe ligget og ulmet i det sydkoreanske retssystem, der allerede i 2012 dømte, at individers ret til at søge kompensation ikke var udløbet. I 2013 dømte Seouls landsret virksomhederne til at betale, hvilket den japanske side appellerede til højesteret, der nu har opretholdt den oprindelige dom.

Selvom beløbet – varierende fra omkring 71.000 til 133.000 dollars til hver sagsøger – burde være overkommeligt for de japanske kæmpefirmaer, har den japanske regering kaldt dommen for uacceptabel og opfordret virksomhederne til ikke at betale. Den japanske regering mener, at den økonomiske godtgørelse til Sydkoreas regering i 1965 er tilstrækkelig kompensation, og at det er den Sydkoreanske regerings ansvar, hvis denne støtte ikke er kommet de individuelle ofre til gode.

For Sydkoreas befolkning er det dog i mindre og mindre grad et spørgsmål om penge. Utilfredsheden med Japans tilgang til sin mørke fortid blev gjort tydelig, da Sydkorea i november måned nedlagde den japansk-oprettede fond på 8.800.000 dollars til kompensation for de titusindvis af tvangsprostituerede. Fonden var blevet oprettet i 2015 som led i en aftale mellem Japan og Sydkorea, hvor Japan officielt undskyldte overfor ofrene og vedkendte sig sin skyld i deres lidelser. Til gengæld lovede Sydkorea ikke at kritisere Japan yderligere for forbrydelsen. Mange Sydkoreanere og flere af ofrene mente dog, at denne aftale ikke gik vidt nok, da Japan ikke direkte kompenserede ofrene eller vedkendte sig noget juridisk ansvar.

 

Utilfredsheden med Japans tilgang til sin mørke fortid blev gjort tydelig, da Sydkorea i november måned nedlagde den japansk-oprettede fond på 8.800.000 dollars til kompensation
_______

 

Skønt præsident Moon Jae-in nødigt ville skade forholdet til Tokyo, set i lyset af den tilspidsede situation mellem Syd- og Nordkorea foruden det stigende konfliktpotentiale i Det Syd- og Østkinesiske Hav, gav han efter for det offentlige pres og afviklede den aftale, som hans forgænger havde istandsat. Selvom den japanske fond allerede havde udbetalt 3.800.000 dollars, kompenserede Sydkoreas regering disse udgifter og nedlagde fonden.

Aldrig igen
Alt tyder på, at sydkoreanerne ville foretrække et mere omfattende retsopgør i stil med Vesttysklands. Det tyske folk har gennem en lang proces anerkendt den enkelte borgers medansvar i naziregimets forbrydelser. I år 2000 oprettede den tyske regering, i modsætning til Japan, en fond i samarbejde med de ansvarshavende virksomheder såsom Thyssenkrupp til kompensation for ofrene af tvangsarbejde under naziregimet. Hele 1.700.000 mennesker nød godt af de 5.800.000 dollars, fonden udbetalte frem til sin nedlæggelse i 2007.

I Japan har skyldfølelsen ikke sat nær så stærkt et præg. I 2015 sagde Abe entydigt, at Japan fortsat beklagede landets mange krigsforbrydelser, men at han ikke havde til hensigt at lade nationens børn eller børnebørn fortsætte med at undskylde for en krig, de intet havde med at gøre. Abes besiddelse premierministerembedet er i sig selv et omvandrende bevis på Japans ufuldendte retsopgør. Hans bedstefar Nobusuke Kishi, der tjente i administrationen af det besatte Manchuriet i Kina, advokerede for brugen af slavearbejde under krigen. Ikke desto mindre fik amerikanerne ham frigivet, da de så ham som den rette mand til at konsolidere den konservative lejr og det bedste værn mod Japans socialistparti. Han er derfor siden blevet kendt som ”Amerikas yndlingskrigsforbryder”.

I en politisk kontekst fornemmes effekten af retsopgøret stadig i Tysklands kroniske antimilitarisme. Omvendt ser man stadigt tydeligere Japans ønske om at begrave fortiden i premierminister Shinzo Abes ambition om en afvikling af forfatningens pacifistiske 9. artikel, der forbyder Japan at have et reelt militær. Grundet den store folkelige modstand mod denne revision har han udskudt projektet, men ikke desto mindre sat en deadline for en revision i 2020. En revision vil markere et endegyldigt brud med det pacifistiske samfund, USA etablerede efter Anden Verdenskrig. Revisionen vil muliggøre en mere aggressiv forsvarspolitik og den juridiske oprettelse af et reelt militær til forskel fra den nuværende selvforsvarsstyrke, hvilket i mange kritikeres øjne ville være et kontroversielt skridt set i lyset af Japans militaristiske historie. Abes hensigt er dog næppe at sammenligne med det imperiale Japans. Han ønsker imidlertid utvivlsomt, at Japan, der trods alt har verdens tredje største økonomi, skal spille en mere aktiv militær rolle i sit nærområde. Man forestiller sig nemt frustrationen over at være begrænset til en rent diplomatisk kapacitet overfor den nukleare trussel fra Nordkorea samt Kinas ufortrødne oprustning i Det Sydkinesiske Hav og militære tilnærmelse til Rusland.

 

Skønt både Japan og Sydkoreas regeringer fortsat insisterer på, at de ønsker at samarbejde i fremtiden, så har konflikten fortsat potentiale til at eskalere
_______

 

Tilbage til fremtiden
Skønt både Japan og Sydkoreas regeringer fortsat insisterer på, at de ønsker at samarbejde i fremtiden, så har konflikten fortsat potentiale til at eskalere. De sydkoreanske ofres advokater har gjort alvor af deres trusler og fastfrøs 9. januar de to virksomheders koreanske aktiver, hvilket fik Japans regering til at hidkalde Sydkoreas ambassadør og protestere voldsomt. Den diplomatiske krise og den splittelse, der ligger bag den, er særligt beklagelig, da netop Japan og Sydkorea ses som regionens succesfulde skoleeksempler på liberale markedsøkonomiske demokratier. De har al mulig grund til at samarbejde, især overfor den fælles trussel fra de kommunistiske autokratier i Kina og Nordkorea.

Det skrantende diplomatiske forhold rammer uheldigvis samtidig med en større uoverensstemmelse mellem Moon Jae-in og Shinzo Abe om deres tilgang til Nordkorea og Kim Jong-un. Moon Jae-In har skabt overskrifter og overfladiske fremskridt i sin diplomatiske tilgang til Nordkorea, der under hans konservative forgængers administration truede med at forvandle Seoul til et hav af flammer. Selvom charmeoffensiven har afværget den seneste krise, frygter både USA og Japans forsvarshøge, at de vil stå tilbage som de eneste advokater for sanktioner og fortsat pres mod Kim-regimet. Uanset hvor mange storsmilende omfavnelser Kim Jong-un får fra sin sydlige modpart er det usandsynligt, at han vil opgive sine atomvåben uden en total rømning af amerikanske tropper i Sydkorea.

Ideen om et neutralt Nordkorea og en tilbagerulning af USA’s militære engagement i regionen går stik imod Abes realpolitiske vision og indstilling om at sætte hårdt mod hårdt. På trods af dette modsætningsforhold har Japan og Sydkorea en uomtvistelig fælles interesse i at stå tættere sammen, efterhånden som Kina i stigende grad genindfinder sig i sin historiske rolle som den mest tungtvejende stormagt i regionen. Behovet for en stigende grad af politisk, diplomatisk og militær integration imellem Japan og Sydkorea er kun blevet mere tydeligt under Trump-administrationen, der har ageret en smule skizofrent i sin tilgang til området. På den ene side er Trump gået fra at true Nordkoreas ”Little Rocket Man” med sin enorme nukleare udløsningsmekanisme til at levere åbne kærlighedserklæringer. I forhold til Kina har USA derimod endegyldigt aflivet håbet om et imødekommende Vesten og et selvjusterende Kina, der af egen fri vilje skulle begynde at indrette sig efter den vestlige verdens normer.

 

På trods af dette modsætningsforhold har Japan og Sydkorea en uomtvistelig fælles interesse i at stå tættere sammen, efterhånden som Kina i stigende grad genindfinder sig i sin historiske rolle som den mest tungtvejende stormagt i regionen
_______

 

Den stadigt ulmende handelskrig viser sammen med Xi Jinpings autokratiske selviscenesættelse med al tydelighed, at Kina ikke har tænkt sig at opgive sin hidtidige succesformular, hvis hemmelige ingrediens har været social orden for enhver pris. Med udsigt til stadigt tættere bånd mellem Kina og Putins Rusland foruden Dutertes Filippinerne må Sydkorea og Japan før eller siden indstille sig på at stå sammen for deres fælles værdier, hvis ikke de ønsker at gå på kompromis med hverken deres frihed eller deres suverænitet.

Den fælles rolle som amerikanske kerneallierede har i høj grad været drivkraften bag den positive opblomstring af Sydkorea og Japans forhold siden 1965, men den seneste kontrovers viser, at der stadig ligger uadresserede spørgsmål ved roden af forholdet. Japan og Koreas venskab bygger ikke på noget entydigt positivt fundament. Konflikten mellem de to strækker sig helt tilbage til Japans første invasion af Korea fra 1592-98, hvor koreanske civile også led aldeles tungt under invasionsmagten. Set gennem en historisk linse er fjendskab langt mere normalt for Korea og Japan end den seneste tids venskabelig tilnærmelse. Således anvendte Sydkorea i tiden umiddelbart efter 1945 i lige så høj grad Japan som Nordkorea som skræmmebillede til at vinde indenrigspolitisk opbakning.

At dette historiske modsætningsforhold har en hel anden realpolitisk betydning end lignende forhold har for eksempelvis Danmark og Sverige ses tydeligt, hvis man sammenligner et koreansk og et japansk landkort. Her vil man se Liancourt-klipperne – en lille øgruppe mellem Japan og Korea, som koreanerne kalder Dokdo og japanerne Takeshima – i hver sin farve. Den lille øgruppe er rig på fisk og potentielt også naturgas, og selvom den sydkoreanske regering kontrollerer øerne, kræver Japan fortsat herredømme over dem. Begge sider har indviet museer for at fremme deres historiske krav, og særligt Sydkorea dyrker ihærdigt deres krav over øerne både i offentligheden og i uddannelsessystemet.

Med dette store latente konfliktpotentiale ulmende under overfladen og spirende uenighed om den bedste tilgang til regionens problemer har der har aldrig været mere brug for stærk amerikansk ledelse. Ikke desto mindre er de første spæde tegn til fremtidens regionaliserede verdensorden er så småt begyndt at vise sig, også i Asien. Selvom det amerikanske engagement i Stillehavet stadig forbliver højt, er det blot et spørgsmål om tid, inden den næste økonomiske krise får den næste populist til at sætte spørgsmålstegn ved, hvilket ærinde USA reelt har i Det Sydkinesiske Hav. Når den dag kommer, får Sydkorea brug for Japan såvel som Japan får brug for Sydkorea. Til den tid må man håbe, at fortiden er blevet begravet med en gensidig velsignelse. ■

 

Med dette store latente konfliktpotentiale ulmende under overfladen og spirende uenighed om den bedste tilgang til regionens problemer har der har aldrig været mere brug for stærk amerikansk ledelse
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland