28.02.2019

Omkring 1,5 pct. af El Salvadors befolkning forlader hvert år landet for at rejse til et USA, der netop på grund af den ulovlige immigration er stadig mindre interesseret i at engagere sig i regionen og tackle problemets rod. I stedet forsøger man at mure sig inde og glemme, at problemet eksisterer.

Af Jonas Stengaard Jensen

Mellemamerika er på mange måder en forsømt region. Det har resulteret i, at strømmen til USA af narkotika og flygtninge fra syd vokser år for år. I USA har svaret – særligt under Trump – været en stadig mere manisk fokus på grænsesikkerhed, og det seneste dramatiske politiske slagsmål om finansieringen af et grænsehegn viser med al tydelighed, hvor uinteresseret man er i reelt at bidrage til at opbygge en region, hvis kroniske ustabilitet i stadig større grad gør sig gældende udover sine egne grænser. Hvis America virkelig skal blive Great igen, så må America ophøre med blot at betyde USA.

I disse dage er alles øjne med rette vendt imod Venezuela, hvor Nicolas Maduros regime langsomt synker i grus sammen med det land, han har kørt i afgrunden. Derfor har de færreste opdaget det lille demokratiske lysglimt El Salvador, en miniputstat i Mellemamerika. Ved præsidentvalget 3. februar har San Salvadors [hovedstaden i El Salvador, red.] tidligere borgmester, den kun 37-årige Nayib Bukele, med 52 pct. af stemmerne fejet landets to store partier af banen: det konservative Nationalist Republic Alliance (ARENA) og det socialistiske Farabundo Marti National Liberation Front (FMLF). De har skiftevis styret landet siden afslutningen på en brutal borgerkrig i 1992. Bukeles sejr, hvis størrelse gjorde en anden valgrunde overflødig, afspejler en stor folkelig utilfredshed med de herskende politikere, der har udnyttet præsidentembedet til at berige sig på befolkningens bekostning.

Bukele har brandet sig selv som et opgør med denne korruptionskultur. Bukele, der tiltræder 1. juni, håber især på at løfte El Salvadors befolkning ud af fattigdom, gennem et opgør, med hvad han kalder ”det neoliberale system”. Han håber at finde finansiering gennem en FN-drevet anti-korruptionskommission i stil med den guatemalanske International Commission against Impunity in Guatemala (CICIG), der siden 2006 har gjort helvede hedt for Guatemalas elite, så præsident Jimmy Morales forgæves har forsøgt at få den nedlagt. Bukele håber, at denne kamp imod korruption vil tilvejebringe tilstrækkelige midler til at sikre skattelettelser for statens 100.000 fattigste familier.

 

Hele den såkaldt nordlige trekant bestående af El Salvador, Honduras og Guatemala er – selv i et mellemamerikansk perspektiv – plaget af et ekstremt niveau af bandevold
_______

 

Korruption og fattigdom er desværre ikke El Salvadors største problem. Hele den såkaldt nordlige trekant bestående af El Salvador, Honduras og Guatemala er – selv i et mellemamerikansk perspektiv – plaget af et ekstremt niveau af bandevold, som Læger Uden Grænser har beskrevet som krigslignende. El Salvador, der med omkring 6 millioner indbyggere er det amerikanske fastlands tættest befolkede nation, havde således i 2015 verdens højeste mordrate på omkring 103 pr. 100.000 indbygger. Til sammenligning var tallet kun 20 i Mexico, der også er kendt for at være et yderst voldsplaget samfund. Skønt El Salvadors mordrate er halveret siden 2015, er landet først for relativt nyligt blevet overhalet af Venezuela som regionens drabeligste land.

Roden til denne epidemiske voldskrise ligger i El Salvadors tragiske fortid. Kimen til landets borgerkrig kom fra den venstreorienterede sandinistiske revolution i Nicaragua, hvis leder Daniel Ortega i dag brutalt undertrykker den selv samme befolkning, han i 1979 var med til at befri. Frygten for en lignende socialistisk revolution fik det salvadoranske militær til at stramme grebet om regeringen, hvilket indvarslede et årtis blodige kampe imellem de venstreorienterede guerillaer i FMLF og det højreorienterede ARENA. Ligesom i Nicaragua bar den kolde krig brænde til bålet, idet Nicaragua og Cuba sponserede FMLF, imens USA holdt hånden under regeringen.

Først efter 75.000 dødsfald underskrev de to parter i 1992 en fredsaftale, men det bragte ingenlunde en ende på volden i El Salvador. Tværtimod gav fredsslutningen USA mulighed for at begynde hjemsendelsen af de hundredvis af salvadoranske bandemedlemmer, der sad fængslet i Californien. Disse kriminelle salvadoranere var kommet til USA blandt de hundredtusindvis af flygtninge fra borgerkrigen. De flygtede salvadoranere organiserede sig derpå i bander såsom Mara Salvatrucha (MS-13) for at opnå beskyttelse imod de mexicanske bander, der dominerede Los Angeles. Deporteringerne af MS-13-medlemmer til El Salvador accelererede efter fredsslutningen, og yderligere 120.000 blev sendt tilbage fra 2001-10. Således udbredtes bandens indflydelse fra USA og udover hele den nordlige trekant. MS-13 har i dag mere end 10.000 medlemmer og opererer i mere end 40 amerikanske delstater.

 

Således har MS-13 og deres rivaler Barrio-18 med tragisk succes fravristet regionens regeringer deres voldsmonopol. De lukrerer på alt fra kidnapning, afpresning af immigranter og narkosmugling
_______

 

Der findes ganske vist større bander end MS-13, men hvad de savner i antal, kompenserer de mere end rigeligt for med hæmningsløs brutalitet. De blev nemlig sendt hjem til et land, der stadig var fyldt med både tunge våben og kamphærdede guerillaer, som ikke alle var rede til at nedlægge deres våben, og som derfor slog sig på organiseret kriminalitet. Således har MS-13 og deres rivaler Barrio-18 med tragisk succes fravristet regionens regeringer deres voldsmonopol. De lukrerer på alt fra kidnapning, afpresning af immigranter og narkosmugling, eftersom den nordlige trekants geografiske beliggenhed som flaskehalsen imellem Nord- og Sydamerika gør det til et oplagt bindeled imellem sydamerikanske og mexicanske kokainkarteller. På grund af deres store netværk i både USA og Mellemamerika har MS-13 rig mulighed for at anskaffe sig information om udokumenterede immigranter og deres familier og afpresse disse med dødstrusler, som de på grund af frygt for deportation ikke kan melde til politiet.

Et forarmet og voldeligt Mellemamerika passer disse bander glimrende, da udvandring og bandemedlemskab er den eneste udvej for de mange fattige. Indtil videre har denne strategi været en bragende succes, da omkring 1,5 pct. af El Salvadors befolkning hvert år forlader landet for at rejse til et USA, der netop på grund af disse ulovlige immigranter og bander er stadig mindre interesseret i at engagere sig i regionen og tackle problemets rod.

El Salvadors egne politikere har forsøgt at imødegå bandekriminaliteten gennem jernnævens politik: ”mano dura”, der dog kun har bidraget til at presse mordraten højere i vejret. Bandernes magt over regeringen blev kun tydeligere, da regeringen i 2012 måtte bestikke de fængslede bandeledere med adgang til strippere og junkfood til gengæld for et fald i mordraten. Da banderne 2014 begyndte at optrappe mordene igen for at lægge pres på regeringen for endnu flere privilegier, svarede man igen med en tilbagevenden til mano dura. Konflikten imellem regeringen og banderne blev stadig mere uhæmmet, da sikkerhedsstyrkerne tyede til både dødspatruljer og selvtægt, hvilket altså var med til at give El Salvador verdens højeste mordrate i 2015.

 

Selvom der på det seneste er sket reelle fremskridt i alle tre lande, trænger hele den nordlige trekant stadig hårdt til fortsat opbygning af effektive institutioner
_______

 

Den kommende præsident Bukele, der har brilleret på sociale medier, får således brug for hele sit talent for at mobilisere offentlig opbakning, hvis han skal skabe fremskridt, hvor hans forgængere har svigtet. Han er stadig en outsider og har yderst begrænset opbakning i kongressen, hvortil der først er valg i 2021. Man kan med god grund frygte, at han vil blive begrænset til populistisk raseri imod et system, som han er ude af stand til at ændre. At han er en outsider, er ikke desto mindre et fortrøstningsfuldt faktum i sig selv, idet han ikke har et etableret partiapparat, som han skal beskytte mod en eventuel anti-korruptionsefterforskning. Selvom der på det seneste er sket reelle fremskridt i alle tre lande, trænger hele den nordlige trekant stadig hårdt til fortsat opbygning af effektive institutioner lige fra troværdige domstole og politistyrker til de myndighedskontrollerede fængselssystemer, førend de kan gøre sig håb om nogen reel stabilisering og velstandsstigning.

Selvom volden ofte falmer i tiden omkring et valg, da politikerne ønsker et mere stabilt politisk klima at gå til valg på, er de bagvedliggende bandestrukturer langt fra krakelerede. Hvis Bukele skal gøres sig forhåbning om at genvinde voldsmonopolet, er mano dura’s tid formentlig langt fra forbi. Mordraten kan derfor godt ende med at stige yderligere, inden man kommer problemet til livs, og således bliver situationen måske værre, førend den bliver bedre. Regeringen bliver nødt til at lave det oprydningsarbejde, der blev forsømt i 90’erne, og dermed genvinde voldsmonopolet. Det vil indebære et fortsat militært pres på banderne – hånd i hånd med velfinansierede reformprogrammer til kriminelle, der reelt ønsker en ærlig levevej. Uanset hvor mange geniale tweets Bukele sender ud, er det urimeligt at forvente, at El Salvador ved egen kraft vil kunne genfinde sit fodfæste indenfor den nærmeste fremtid. Derfor bliver det internationale samfund nødt til at anerkende landet – og hele regionen – som en de facto krigszone og som det epicenter for ustabilitet, det er. Så længe det mellemamerikanske sår står åbent, vil regionen fortsat eksportere organiseret kriminalitet og flygtninge til Mexico og USA, som vil have stadig mindre politisk overskud til at håndtere presset for slet ikke at tale om de bagvedliggende årsager. Men USA bliver nødt til at håndtere krigen i sin egen baghave. Problemet kan ikke mures til. ■

 

Så længe det mellemamerikanske sår står åbent, vil regionen fortsat eksportere organiseret kriminalitet og flygtninge til Mexico og USA
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne