29.01.2019

Selvom folkets vilje ikke er kommet fuldt til udtryk ved valget af Felix Tshisekedi, kan man nu i det mindste håbe på, at Congos potentiale ikke fortsat vil gå til spilde i endeløse interne konflikter. Man tør igen drømme om den dag, Afrikas slumrende kæmpe vågner op til dåd.

Af Jonas Stengaard Jensen

Selv på et kontinent så sprængfyldt med økonomisk potentiale som Afrika er Den Demokratiske Republik Congo (ikke at forveksle med hverken Den Centralafrikanske Republik eller Republikken Congo) et eldorado uden mage. Congo kunne med sin enorme mineralrigdom, sit frodige klima, sin placering midt på kontinentet og den mægtige Congo-flod agere som Afrikas bankende hjerte og sprede liv og velstand til sine naboer. Derfor et det kun så meget desto mere tragisk at se, hvordan Congo de seneste mange år har været plaget af voldelige militser, omfattende ebola-epidemier og et politisk lederskab uden interesse for meget andet end deres egen berigelse. Det har betydet et land i kaos og uden udvikling.

Det var således en kærkommen overraskelse, da Congos valgkommissionen i de tidlige morgentimer den 10. januar erklærede oppositionslederen Felix Tshisekedi som vinder af et yderst omstridt valg. Mange forventende, at landets hidtidige leder, Joseph Kabila, ville manipulere valget til fordel for sin foretrukne kandidat Emmanuel Ramazani Shadarys. Det var at forvente, da den demokratiske tradition aldrig har haft mulighed for at slå dybe rødder i Congo.

Joseph Kabila overtog selv magten fra sin far, Laurent Kabila, der blev snigmyrdet i 2001 af sin egen livvagt. Den ældre Kabila greb i 1997 selv magten ved et statskup mod Mobuto Sese Sekos kleptokratiske styre, der misrøgtede og plyndrede landet næsten siden dets uafhængighed fra Belgien i 1960. Efter faderens død overtog den yngre Kabila magten i en alder af blot 29, som verdens første statsleder født i 70’erne. Han har formået at vinde to præsidentvalg: et relativt frit og ærligt valgt i 2006 og et mere omstridt valg i 2011, der angiveligt var præget af svindel. Ifølge den forfatning, Kabila selv var med til at udfærdige i 2005, skulle han være trådt tilbage i 2016, men han har gentagne gange udskudt valget for at forblive ved magten. På trods af de enorme logistiske udfordringer forbundet med at afholde valg i et land fire gange større end Frankrig med 80 millioner indbyggere og næsten ingen asfalterede veje har Congo afvist alle former for international assistance i forbindelse med valget, eftersom disse begrænsninger kun hjalp Kabilas ønske om usikre og diskutable valgresultater.

 

Ifølge den forfatning, Kabila selv var med til at udfærdige i 2005, skulle han være trådt tilbage i 2016, men han har gentagne gange udskudt valget for at forblive ved magten
_______

 

Tshisekedis triumf
Selvom Kabila havde omhyggeligt placeret sine støtter i både domstolene og valgkommissionen, men hans favorit, Shadary, fik færrest stemmer blandt de ledende kandidater. Sejren gik derimod til Felix Tshisekedi – lederen af Congos ældste og største oppositionsparti Union for Democracy and Social Progress og søn af den karismatiske oppositionsleder og veteran Étienne Tshisekedi, der døde i februar 2017. Som sagt er valget dog yderst omstridt, især eftersom den populære favorit Martin Fayulu, en tidligere ansat ved det amerikanske olieselskab Exxon Mobile og stærk kritiker af den korrupte Kabila-administration, er blevet udpeget som vinder af den katolske kirkes 40.000 valgobservatører med 60 pct. af stemmerne. The Guardian skriver, at lækkede interne data fra valgkommissionen ligeledes indikerer, at Fayulu er valgets reelle vinder.

Fayulus popularitet skyldes delvist, at han har fået opbakning fra Congos to mest fremtrædende politikere, Jean-Pierre Bemba og Moïse Katumbi, der begge blev forhindret i at stille op: Bemba, der fik næstflest stemmer ved valget i 2006, blev i 2016 idømt 18 måneders fængsel for både krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden begået af soldater under hans kommando. I 2002 inviterede Den Central Afrikanske republiks præsident Ange-Felix Patassé Bemas congolesiske tropper ind i landet for at bekæmpe et kupforsøg, hvilket førte til overgreb på civilbefolkningen. Skønt Bemba blev frigivet i 2018, forhindrer hans dom ham i at stille op til valget. Den velstående forretningsmand og tidligere guvernør Katumbi, der har levet i selvvalgt eksil siden 2016, blev på grund af anklager om ejendomssvindel nægtet adgang til at rejse ind i Congo i tide til at melde sit kandidatur og fremgik derfor ikke på valgsedlen.

Ved udelukkelsen af disse to konkurrenter havde Kabila således nydeligt banet vejen for Shadarys tiltræden og forventede formodentlig at styre ham fra sidelinjen, indtil han selv kunne træde tilbage på posten i 2023; en manøvre, Ruslands Vladimir Putin som bekendt benyttede under Dmitrij Medvedevs præsidentperiode fra 2008-12. At Tshisekedi alligevel er blevet erklæret som vinder, tyder ifølge Fayulu på en fordækt magtdelingsaftale mellem Shadary og Tshisekedi udarbejdet i dagene mellem 6. januar, hvor valgresultatet burde være blevet offentliggjort, og 10, hvor det rent faktisk skete.

Denne forsinkelse i offentliggørelsen af valgresultatet har gjort mange mistænksomme, særligt da regeringen efter valgdagen lukkede ned for både internetforbindelsen og mobilnetværket, angiveligt for at forhindre udbredelsen af falske resultater. Sidenhen har Congos forfatningsdomstol underkendt Fayulus klage over valgsvindel og anerkendt Tshisekedi som vinder. I mellemtiden har Fayulu erklæret sig selv for den retmæssige vinder, opfordret befolkningen til ikke at adlyde ordrer fra Tshisekedis regering og anmodet det internationale samfund om at støtte ham. Fayulu har, ulig Tshisekedi, ikke nogen stærk national organisation bag sig og får derfor sværere ved at mobilisere sine støtter, men siden 10. januar har der været sporadisk uro med mindst 34 døde, 59 sårede og 241 arbitrære arrestationer til følge melder FN’s menneskerettighedskontor.

 

Set i lyset af denne antagelige krænkelse af folkets demokratiske vilje giver magtoverdragelsen kun et spinkelt håb om substantielle reformer eller radikale nye løsningsforslag til de talrige problemer, der plager Congo
_______

 

Et blodigt ekko
Set i lyset af denne antagelige krænkelse af folkets demokratiske vilje giver magtoverdragelsen kun et spinkelt håb om substantielle reformer eller radikale nye løsningsforslag til de talrige problemer, der plager Congo. Det mest prominente problem er den fortsat udbredte hærgen forårsaget af uafhængige krigsherrer og deres militser. Over 100 oprørsgrupper, herunder også jihadistiske militser med mulige forbindelser til Islamisk Stat, hærger særligt i det østlige Congo. Sammen med Congos regeringshær forhindrer 18.000 blåhjelmede FN-soldater disse oprørsgrupper i at få tilstrækkeligt momentum til reelt at udfordre Kabilas styre, men de kan ikke skabe tilstrækkelig ro til at afholde ordentligt observerede valg, hvilket passede Kabila glimrende.

Konflikterne er et blodigt ekko af Den Anden Congokrig (1998-2003), også kendt som Den Afrikanske Verdenskrig, der involverede tropper fra otte forskellige lande. Konflikten blev udløst af folkemordet i Rwanda i 1994, hvor omkring 800.000 rwandalesere, heraf hovedsageligt tutsier [en etnisk gruppering, red.], mistede livet. Efter dette folkemord jagede tutsi-lederen og Rwandas nuværende præsident, Paul Kagame, to millioner flygtende rwandalesiske hutuer [den anden primære etniske gruppering i Rwanda, red.] ind i Congo. Hutuerne brugte Congos jungle som base til at fortsætte deres angreb på tutsierne, og Kagame invaderede derfor to gange sin store nabo. Første gang installerede han den ældre Kabila, og anden gang forsøgte han at afsætte ham, da denne var begyndt at støtte hutuerne. Kun takket været Angola, Zimbabwe og Namibias intervention i konflikten blev Kabilas styre bevaret.

Konflikten, der kostede mellem en og fem millioner liv og medførte epidemisk massevoldtægt, endte officielt ved fredsslutningen i 2003. Ikke desto mindre er uroen fortsat af flere årsager. Congos regering har været for svag og uinteresseret i at samle nationen, landet er gennemsyret af etniske modsætningsforhold, og mineralrigdommene er så rigelige og lettilgængelige, at de let finansierer de regionale krigsherrers fortsatte kamp om deres små fyrstedømmer. Og så er hæren ikke tilstrækkeligt forsynet eller finansieret til at mobilisere en egentlig offensiv mod disse rebeller. Congos regering forventer med rette, at det internationale samfund såvel som de omkringliggende lande vil se sig nødsaget til at intervenere, i tilfælde af at regeringen trues af et totalt kollaps, da ingen ønsker et stort magtvakuum og de deraf følgende konflikter og flygtningestrømme.

 

Det manglende voldsmonopol såvel som den ikke-eksisterende infrastruktur gør det næsten umuligt at udrydde den ulmende ebolaepidemi, der også hærget i særligt det østlige Congo
_______

 

Mørkets hjerte
Det manglende voldsmonopol såvel som den ikke-eksisterende infrastruktur gør det næsten umuligt at udrydde den ulmende ebolaepidemi, der også hærget i særligt det østlige Congo. Det nuværende ebolaudbrud er det næstværste efter udbruddet i Vestafrika, der i 2015-16 tog 11.000 menneskeliv. Uden en herkulisk indsats fra regeringens side er det usandsynligt, at området bliver stabilt nok til at give sundhedsarbejderne mulighed for at lægge låg på sygdommen, for slet ikke tale om at udrydde den. Kabilas regering foretrak desværre at udnytte epidemien som en politisk mulighed. De to østlige byer Beni og Butembo er begge højborge for Fayulu, men på grund af ebolaepidemien og militskonflikterne aflyste valgkommissionen afholdelsen af valget i begge byer såvel som i de omkringliggende landområder, hjemsted for omkring 1,3 millioner mennesker. Indbyggerne gik på gaden, brændte dæk af og demonstrerede imod kommissionens beslutning, men folkemængderne blev opløst af sikkerhedsstyrkerne.

Selvom man kan håbe, at Congos nye leder, der forventes at tiltræde snarligt, vil vise sig mindre apatisk og kynisk end sin forgænger, så tyder meget dog på, at han savner det politiske talent og viljen til at tackle de problemer, hans forgænger har forsømt. Tshisekedis’ politiske status skyldes i høj grad hans far enorme popularitet, optjent gennem lang tid som karismatisk oppositionsleder mod først Mobutu og sidenhen begge Kabila’er. Den yngre Tshisekedi har ikke samme grad af fyrighed som hverken sin far eller Fayulu, og hans begrænsede politiske bedrifter gør det svært at vurdere, hvad præcis man bør forvente af det nye lederskab. Tshisekedi har udtrykt interesse i at bekæmpe fattigdom, men rygterne om en fordækt aftale med Kabila gør det svært at håbe på et seriøst opgør med korruptionsplagen. Forhåbentlig vil valget med alle sine fejl og mangler vise sig som en demokratisk gnist og et brud med Congos dynastiske magttradition.

I sidste ende står Congo stadig overfor kolossale udfordringer og vil sandsynligvis fortsat stavre videre på kanten af kollaps. Det mest rammende billede på landets slumrende styrke er Congofloden selv. Flodens hydroelektriske potentiale høstes kun af to dæmninger, der giver strøm til hovedstaden Kinshasa, men der har været planer for en tredje, med en kapacitet på 39.000 MW (det dobbelte af Kinas De tre Slugters Dæmning). Hvis dette hydroelektriske potentiale blev udnyttet, ville det generere energi nok til at drive hele Congo frem foruden store dele af det sydlige Afrika. Selvom folkets vilje ikke er kommet fuldt ud til udtryk ved valget af Felix Tshisekedi, kan man nu i det mindste håbe på, at Congos potentiale ikke fortsat vil gå til spilde i endeløse interne konflikter. Man tør igen drømme om den dag Afrikas slumrende kæmpe vågner op til dåd. ■

 

I sidste ende står Congo stadig overfor kolossale udfordringer og vil sandsynligvis fortsat stavre videre på kanten af kollaps
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden