12.01.2019

Bahrains shiaer må se hjælpeløst til, mens millioner af bistandsmidler fra de andre golfstater går til at udbygge boligområder til sunnier og udlændinge. Samfundet bliver langsomt mere og mere sekterisk opdelt, og det risikerer at ende i en blodig borgerkrig.

Af Jonas Stengaard Jensen

Med James Mattis’ afgang som forsvarsminister har Trump endelig rystet den sidste hæmmende kæde af traditionalister i udenrigspolitikken af sig, og han føler sig øjensynligt endelig klar til nu også forsvarspolitisk at træde i karakter på samme måde, som han har gjort det på handels- og klimapolitikken. Man ser ganske tydeligt det trumpske præg i nedprioriteringen af det militære engagement i Mellemøsten, hvor Trump pludselig vil nedskalere den amerikanske tilstedeværelse i Syrien og Afghanistan kraftigt. I det hele taget er der langt imellem de overfladiske og prestigefyldte succeser, præsidenten har udvist så stor entusiasme for i eksempelvis håndteringen af Nordkorea. USA’s afgang fra Mellemøsten er alt andet end glamourøs, da regionen stadig splittet af rivaliserende stater og fyldt med sprængfarlige konflikter; nogle mere åbenlyse end andre.

Blandt de mindre prominente, men ingenlunde mindre risikofyldte, potentielle konfliktzoner står den lille golfstat Bahrain, der afholdt parlamentsvalg den 24. november. Her lykkedes det endnu engang verdens længst siddende premierminister, prins Khalifa bin Salman Al Khalifa, at bevare den post, han har bestridt siden Bahrains officielle uafhængighed i 1971. Naturligvis har han været gevaldigt hjulpet af at være henholdsvis bror og sidenhen onkel til regeringsoverhovedet, men denne gang fik han et ekstra skub i ryggen, da alle oppositionspartierne blev bandlyst forud for valget.

Denne udvikling er særdeles sørgelig fra et demokratisk synspunkt, da kong Hamad bin Isa Al Khalifa ved sin tiltræden i 1999 blev set som en liberaliserende reformator. Han overtog styret fra sin far, emir Isa bin Salman Al Khalifa, og iværksatte med stor folkelig opbakning omfattende reformer, heriblandt omdannelsen af Bahrain fra emirat til kongedømme med ham selv som konstitutionel monark.

Politiske fanger blev løsladt, kvinder fik stemmeret, og der blev for første gang i 30 år afholdt parlamentsvalg. Kongen var dog mere konstitutionel af navn end af gavn, da han gennem parlamentets overhus, hvis medlemmer han selv udpeger, kan blokere al lovgivning. Den sunni-muslimske monark havde et klart behov for at indrette det politiske system således grundet Bahrains shia-muslimske flertal.

 

De sunni-muslimske monarkier i både Bahrain og dets magtfulde nabo Saudi-Arabien anskuer [Bahrains] shia-majoritet som en markant risikofaktor for deres magt, da et frit og demokratisk Bahrain hurtigt kan blive Den Arabiske Halvøs bløde bug
_______

 

Shia-muslimerne udgør formentlig omkring 60 pct. af befolkningen i Bahrain. De sunni-muslimske monarkier i både Bahrain og dets magtfulde nabo Saudi-Arabien anskuer denne shia-majoritet som en markant risikofaktor for deres magt, da et frit og demokratisk Bahrain hurtigt kan blive Den Arabiske Halvøs bløde bug, hvorigennem det shia-muslimske Iran kan vinde indflydelse. Netop heri består det latente konfliktpotentiale i Bahrain. Iran har indtil videre høstet fine renter af sin intervention i både Syrien, der har åbnet en korridor fra Teheran til Beirut i Libanon, og i Yemen, som stadig frustrerer Mohammed bin Salmans ambitioner om en stor udenrigspolitisk succes. Med USA ude af det geostrategiske billede vil et ulmende Bahrain kun virke så meget desto mere indbydende for endnu et iransk eventyr.

Af frygt for sådan et scenarie har Bahrains regering forsøgt at påvirke den demografiske udvikling ved at åbne landet for immigration fra både indiske hinduer og sunnier, og mange syriske flygtninge er bragt over fra flygtningelejre i Jordan. Endvidere har regeringen ifølge den amerikanske NGO Freedom House bevidst tilrettelagt valgkredsene med henblik på at forhindre shia-flertallet i at afspejle sig i valgresultatet.

Ikke desto mindre har Bahrains største parti inden dets bandlysning i 2016 været det shia-sympatiske Al Wefaq, der i 2010 vandt 18 ud af 40 pladser i parlamentet. Partiets størrelse har dog været holdt udenfor indflydelse, og Bahrains shiaer må derfor se hjælpeløst til, mens millioner af bistandsmidler fra Bahrains nabostater går til at udbygge boligområder til sunnier og udlændinge, mens shiaerne fortsat dominerer de fattigste områder. Samfundet bliver således langsomt mere og mere sekterisk opdelt.

DER EKSISTEREDE DERFOR allerede en ulmende utilfredshed i regionen, da Tunesien i 2011 antændte den løbeild, hvis gløder stadig knitrer i både Syrien og Libyen. I Bahrain blev man også berørt af Det Arabiske Forår, da den shia-ledede opposition gik talstærkt på gaden med krav om større politisk frihed og ligestilling.

Efter fire dages protester gik Bahrains sikkerhedsstyrker til handling imod demonstranterne forsamlet ved Perlerundkørslen med fire dræbte og 300 sårede til følge. Denne såkaldte ”blodige torsdag” fik demonstranterne til at kræve kongens abdikation og monarkiets fald. Al Khalifa-dynastiet så sig nødsaget til at erklære undtagelsestilstand og bede om hjælp fra de andre golfstater. Derpå gik 1000 saudiske tropper og yderligere 500 fra Emiraterne ind i Bahrain og knuste oprøret. Næsten 50 demonstranter omkom. Perlerundkørslen, der havde været centrum for de største demonstrationer, blev revet ned, og Al Wefaq trak sig ud af parlamentet og boycuttede sidenhen valget i 2014.

Siden da har kongen strammet grebet om styret. I 2017 blev Al-Wasat – landets eneste kritiske og uafhængige nyhedsmedie – lukket, og landets næststørste parti, det sekulære venstrefløjsparti Wa’ad, fik forbud mod at stille op til valg. Siden 2011 har landets sikkerhedstyrer, der er domineret af sunni-muslimer, isoleret shia-befolkningen og lagt låg på den politiske uro. Denne opgave vil dog kun blive sværere i fremtiden, da Bahrain har kurs mod et økonomisk kollaps.

 

Siden 2011 har landets sikkerhedstyrer, der er domineret af sunni-muslimer, isoleret shia-befolkningen og lagt låg på den politiske uro. Denne opgave vil dog kun blive sværere i fremtiden, da Bahrain har kurs mod et økonomisk kollaps
_______

 

BAHRAINS oliereserverne er praktisk talt udtømte, og ifølge The Economist udgør olieindtægterne i dag kun 20 pct. af BNP, men dækker stadig 70 pct. af regeringsudgifterne. Da oliepriserne faldt drastisk i 2014, gik det hårdt ud over Bahrain, der både er golfstaternes mindste og fattigste producent. Lykkeligvis for Bahrain annoncerede man tidligere på året et stort fund af olie og naturgas, men der vil gå op til fem år, inden man kan påbegynde udvindingen af de 80 milliarder tønder, og det vides endnu ikke, hvor meget af forekomsten der kan udvindes – og til hvilken pris.

Selvom økonomien derfor har positive udsigter inden for oliesektoren, er Bahrains andre nøgleindustrier under pres – ikke mindst den ellers lukrative banksektor. Bahrain udnyttede dygtigt den libanesiske borgerkrig i 1975 til at fravriste Beirut sin position som den arabiske verdens finansielle centrum. Bahrains banker nød godt af at være velplacerede midt i golfen. De kunne trække på en veluddannet befolkning af anseelig størrelse og fostrede opvæksten af en stærk middelklasse. I dag arbejder omkring 14.000 bahrainske statsborgere fortsat indenfor bankvæsnet, men Saudi-Arabien og Emiraternes ønske om at opbygge deres egne finanscentre truer Bahrains økonomiske velbefindende.

Den tredje store indtægtskilde er turistindustrien. Den er fostret af østatens pluralistiske sammensætning af både folkeslag og trosretninger, som har bibragt en stor tolerance og et dertilhørende liberalt natteliv, hvor der serveres alkohol, og hvor mænd og kvinder kan mænges frit. Derfor skærer man i Bahrain tænder over Mohammed bin Salmans – muligvis? – progressive dagsorden i Saudi-Arabien, der i stigende grad vil kunne holde de saudiske turister og deres penge hjemme i Riyadh.

 

Regeringens handlekraft er desuden hæmmet af en offentlig gæld på 88 pct. af BNP og en valutareserve på kun 2,3 milliarder dollars, hvilket knap nok dækker en måneds import
_______

 

I BAHRAIN MÆRKER man allerede smerten, da statsunderskuddet vil udgøre ca. 8,9 pct. af BNP i 2018. Regeringen har som konsekvens deraf valgt at indføre en ekstra momsafgift på 5 pct., der ingenlunde vil behage de i forvejen hårdt pressede shiaer, som har langt dårligere adgang til de lukrative jobs i den offentlige sektor, hovedsageligt optaget af sunnier.

Regeringens handlekraft er desuden hæmmet af en offentlig gæld på 88 pct. af BNP og en valutareserve på kun 2,3 milliarder dollars, hvilket knap nok dækker en måneds import. Selvom Saudi-Arabien, Kuwait og Emiraterne i oktober gav Bahrain 10 milliarder dollars i bistand, løser denne altruisme ikke det grundlæggende strukturelle problem, at landet er afhængigt af deres almindelige turisme.

Des mere konkurrencedygtige de andre golfstater bliver, des stærkere pres vil Bahrain komme under. Fortsætter nedturen vil det blive endnu sværere at holde befolkningen tilfreds med de herskende forhold, hvor regelmæssige valg tilsyneladende ingenting ændrer. Hvis Bahrain vil undgå en sektarisk konflikt og at blive reduceret til en decideret saudisk lydstat, må kongen søge ihærdigt efter den reformånd, han besad, da hen tiltrådte embedet. Jo længere han udsætter reformarbejdet, des farligere bliver det at have en desperat shia-majoritet siddende på Irans dørtrin. Efterhånden som håbet for en atomaftale og normaliserede internationale forbindelser forvitrer, vil Irans hardlinere få ny luft under vingere, og potentialet for sekterisk vold i Bahrain vil være et næsten uimodståeligt mål. Nu hvor USA under Trump klart signalerer, at det hverken har viljen til eller interessen i at forsøge at holde låget nede på konflikter i Mellemøsten, men i stedte har vist sig villige til at give carte blanche til sin allierede Saudi-Arabien, er der al mulig grund til at frygte for en mere urolig fremtid i Golfen. Den saudisk-iranske magtkamp kan eskalere og er på vej ind i anden halvleg, og banen kan meget vel blive Bahrain. ■

 

Den saudisk-iranske magtkamp kan eskalere og er på vej ind i anden halvleg, og banen kan meget vel blive Bahrain
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister