07.12.2019

USA er i fuld gang med at ændre sit syn på Arktis, der nu bliver et led i den sikkerhedspolitiske konkurrence med Rusland og Kina. Det udfordrer grundlæggende 30 års tro på Arktis som et ’lavspændingsområde’.

Af Jon Rahbek-Clemmensen

I årtier har de fleste politikere, diplomater og eksperter ment, at Arktis var en særlig region, hvor stormagterne kunne samarbejde fredeligt i forskellige fora, selv når de i andre regioner var uenige. Arktis var et ’lavspændingsområde’ præget af diplomatisk samarbejde snarere end militære spændinger. Denne ide har været central i rigsfællesskabets Arktis-politik, som har søgt at mindske den militære tilstedeværelse og de militære spændinger i regionen og øge det diplomatiske samarbejde i institutioner som Arktisk Råd.

Over de seneste par år har vi dog set en ny udvikling, som sætter spørgsmålstegn ved, om dette stadig er tilfældet. Særligt er USA begyndt at forøge sin militære tilstedeværelse i Arktis og i højere grad se regionen gennem en sikkerhedspolitisk prisme. Det var formentlig bl.a. denne nyorientering i amerikansk Arktis-politik, der lå bag præsident Trumps opsigtsvækkende tilbud i august om at købe Grønland. Ændringen har fået nogle analytikere til at tale om, at Arktis’ tid som ’lavspændingsområde’ er forbi, og at rigsfællesskabet fundamentalt bør omkalfatre sin arktiske strategi, så man ikke længere arbejder for at undgå militære spændinger i Arktis.

Men hvad er omfanget af det amerikanske kursskifte, og hvilke konsekvenser kan det få for rigsfællesskabets Arktis-politik? Min hovedpointe er, USA’s militarisering af Arktis-politikken vil forøge de militære spændinger i området, og at der derfor er en reel risiko for, at Arktis ikke vil forblive et ’lavspændingsområde’. Der er dog flere forhold, man skal holde sig for øje, inden man dropper samarbejdet mellem de arktiske stater (Canada, Danmark (via Grønland), Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA).

For det første ved vi ikke, hvor store militære spændinger der kommer til at være, og de arktiske stater – særligt USA, men også mindre stater som i rigsfællesskabet – kan gøre en reel forskel for at minimere disse.

For det andet betyder den forøgede militære tilstedeværelse ikke nødvendigvis, at det arktiske diplomatiske samarbejde er forbi. Rigsfællesskabet bør tage bestik af den nye amerikanske kurs, men samtidig være villig til at mindske de militære spændinger og bibeholde det arktiske samarbejde. Der er derfor behov for at justere rigsfællesskabets Arktis-politik, men der er ingen grund til at smide den eksisterende tilgang helt ud med badevandet.

 

Det diplomatiske samarbejde i Arktis kom for alvor i gang i forbindelse med afslutningen af Den Kolde Krig og har særligt fokuseret på at løse lavpraktiske spørgsmål på ’bløde’ sagsområder som miljøpolitik og økonomisk udvikling
_______

 

Det diplomatiske samarbejde i Arktis opstår
For at kunne se betydningen af det amerikanske kursskifte må vi først se på, hvordan de militære og diplomatiske forhold historisk har udviklet sig i regionen. Det diplomatiske samarbejde i Arktis kom for alvor i gang i forbindelse med afslutningen af Den Kolde Krig og har særligt fokuseret på at løse lavpraktiske spørgsmål på ’bløde’ sagsområder som miljøpolitik og økonomisk udvikling. Siden 1990’erne har staterne opbygget forskellige regionale institutioner, som har overlevet, selv når staterne var uenige om andre spørgsmål.

I 1987 holdt Mikhail Gorbatjov sin berømte Murmansk-tale, hvor han opfordrerede til øget samarbejde mellem de arktiske stater og foreslog, at Arktis, der hidtil havde været verdens måske mest militariserede region, hvor USA og Sovjetunionen havde udstationeret en stor del af deres atomvåben, blev en ’zone for fred’. Så langt var de vestlige stater ikke villige til at gå, bl.a. fordi man frygtede, at talen var et sovjetisk forsøg på at afmilitarisere en region, hvor Moskva stod stadigt svagere. Nogle af Gorbatjovs ideer blev dog taget op af særligt canadiske og finske diplomater, der så en mulighed for at etablere et fælles regionalt forum, hvor staterne kunne adressere de mange nye udfordringer, man stod over for i Arktis, særligt inden for miljøpolitikken.

Efter afslutningen på Den Kolde Krig skruede Rusland og USA ned for deres militære tilstedeværelse i regionen, og noget af mistilliden til Moskva forduftede. Arktis blev nu en ’glemt region’. De forskellige landes Arktis-politikker blev primært drevet af specialister, der særligt interesserede sig for at finde løsninger på de lavpraktiske udfordringer, som regionens befolkninger stod over for. I dette miljø fik ideerne om mere formaliserede diplomatiske relationer ny luft. Amerikanerne var i starten skeptiske, men de blev overbevist i løbet 1996, da man lovede, at det nye organ – som fik navnet Arktisk Råd – ikke kunne træffe juridisk bindende beslutninger eller beskæftige sig med militære spørgsmål, samt at NGO’er og indfødte folks organisationer ikke ville få lige så meget indflydelse som staterne. Siden er andre regionale fora og aftaler kommet til, såsom den Internationale Maritime Organisations Polarkode, samarbejdet mellem de fem kyststater (Canada, Danmark (via Grønland), Norge, Rusland og USA) om fiskeri og grænsedragninger og Det Arktiske Kystvagtsforum.

Samtidig betød afslutningen af Den Kolde Krig og åbningen af den russiske økonomi, at der kom langt mere samhandel på tværs af grænserne. Særligt i grænseregionen mellem Norge, Finland og Rusland (Barents-regionen) opstod der nye økonomiske relationer på tværs af grænserne. I takt med at Rusland begyndte at udvinde sine olie- og gasressourcer både on- og offshore [til lands og til vands, red.] i den russiske del af Arktis, kom særligt europæiske og amerikanske firmaer ind på det russiske energimarked. De russiske energigiganter manglede adgang til den kapital, teknologi og knowhow, der er nødvendig for at operere under arktiske forhold, særligt offshore, og de var derfor afhængige af partnerskaber med Vestens multinationale firmaer.

Denne situation varede indtil 2007, hvor en større bevidsthed om klimaforandringernes omfang og de muligheder og udfordringer, de affødte, pludselig satte Arktis på dagsordenen. Det samme gjorde et russisk mediestunt, hvor en miniubåd plantede et russisk flag på havbunden ved Nordpolen. Aviser og kommentatorer advarede mod, at Arktis kunne være på vej mod en ny konflikt om territorium og ressourcer. Daværende udenrigsminister Per Stig Møller har fortalt journalisten Martin Breum, at han vågnede ’badet i sved’, fordi han frygtede, at disse dystre spådomme skulle blive til virkelighed.

Den nye frygt hos Danmark og de andre arktiske stater var todelt. Dels var man bange for, at der skulle opstå en konflikt i Arktis, dels at det internationale samfund ville miste tiltroen til, at de arktiske stater kunne håndtere regionens mange udfordringer, hvilket kunne betyde, at kontrollen med Arktis kunne glide de arktiske stater af hænde. Løsningen var en styrkelse af eksisterende arktiske institutioner, eksempelvis Arktisk Råd, der i årene efter 2007 fik sit eget sekretariat og sin egen kommunikationsstrategi, og som fra 2011 blev brugt til at lave juridisk bindende aftaler om søredning, videnskabeligt samarbejde og olieforurening. Der var også flere nye initiativer. Det vigtigste var Ilulissat-erklæringen fra 2008, hvor de fem kyststater blev enige om at samarbejde fredeligt og følge folkeretten, hvilket skabte grundlaget for samarbejde om grænsedragninger og fiskeri mellem kyststaterne.

På samme tid begyndte Rusland at udbygge sin militære tilstedeværelse i regionen. I 2007 fløj russiske strategiske bombefly igen i området, og i de efterfølgende år byggede russerne en række baser, flyvepladser og andre militære anlæg i regionen.

 

Selvom denne nye tilstedeværelse stadig var langt mindre end under Den Kolde Krig og formentlig primært var defensivt orienteret, satte den Rusland i stand til at udføre offensive operationer i både Arktis og Nordatlanten
_______

 

Selvom denne nye tilstedeværelse stadig var langt mindre end under Den Kolde Krig og formentlig primært var defensivt orienteret, satte den Rusland i stand til at udføre offensive operationer i både Arktis og Nordatlanten. Fra amerikansk side var reaktionen dog begrænset. I de sene Bush-år og under Obama havde man en lang liste af sikkerhedspolitiske udfordringer – og Arktis stod simpelthen ikke på den liste. USA’s arktiske prioriteter var i stedet blødere emner, såsom miljøpolitik og forholdene for lokale og indfødte folk, særligt i Alaska. Praktiske løsninger på disse udfordringer fungerede bedst, hvis man havde et godt samarbejde med de andre stater i Arktisk Råd og andre institutioner. Der var ingen grund til at skabe splid, og man accepterede derfor, at Rusland en gang imellem raslede med den militære sabel. Samtidig havde man brug for, at Kina – som den vigtigste nye spiller i international økonomi – også accepterede den internationale orden i Arktis, så man lod i 2013 Kina få observatørstatus i Arktisk Råd.

Det samme mønster fortsatte efter Ruslands intervention på Krim og i Østukraine. Som Edith Endsjø tidligere har beskrevet i RÆSON [i vinternummeret 2016, red.], var der dengang en udtalt bekymring for, at det dårlige forhold mellem Vesten og Rusland skulle sprede sig nordpå. Begivenhederne i Ukraine viste sig dog kun at have begrænset betydning for Arktis. Der opstod nogle få nye militære spændinger, især da Rusland gennemførte en uannonceret militærøvelse nord for Norge. Der kom også nogle få diplomatiske kurrer på tråden, fx da Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, i april 2015 blev væk fra et udenrigsministermøde i Arktisk Råd, fordi Canada truede med at kritisere Rusland på mødet. Her var det særligt USA, der lagde pres på canadierne for at stikke piben ind: Det arktiske diplomatiske samarbejde var for vigtigt til, at det skulle inddrages i afstraffelsen af Rusland. I stedet blev samarbejdet udbygget med nye aftaler om fiskeri i det centrale Arktiske Ocean – aftaler, der også involverede Kina (mere om Kinas strategi nedenfor).

Den største konsekvens af Ukraine-krisen var økonomisk. Det vestlige sanktionsregime begrænsede vestlige firmaers involvering i den russiske offshore olie- og gasindustri i Arktis, og sammen med faldende verdensmarkedspriser på råstoffer bremsede det flere af de russiske projekter. Rusland blev nu tvunget til at udvikle de nødvendige teknologier og teknikker selv og finde nye internationale partnere, særligt kinesiske firmaer. På trods af dette tilbageslag på det økonomiske område fortsatte Rusland med at deltage aktivt i det diplomatiske samarbejde i arktiske institutioner.

I denne periode lagde rigsfællesskabet vægt på, at Arktis kunne isoleres fra konflikter i andre regioner, og København støttede op om en udbygning af det fredelige diplomatiske samarbejde i de arktiske institutioner. Dette var særligt tilfældet efter 2007, hvor det gik op for de danske politikere og embedsmænd, at Arktis var ved at blive en vigtig region i verdenspolitikken.

Det diplomatiske samarbejde var i rigsfællesskabets interesse, fordi det resulterede i konkrete løsninger på praktiske udfordringer, der betyder noget for de arktiske befolkninger og lokale og internationale virksomheder (foruden de nævnte områder som økonomisk udvikling og miljøproblemer, fx også søredning). Man mente også, at samarbejdet mindskede risikoen for militære konflikter, fordi det gav stater bedre muligheder for at kommunikere og dermed finde fredelige løsninger på uenigheder og misforståelser.

Implicit i den danske strategi var en ide om, at øget militær tilstedeværelse så vidt muligt skulle begrænses i Arktis. Der var dog samtidig en erkendelse af, at de arktiske stater ville blive tvunget til at være mere militært til stede i regionen, i takt med at klimaforandringerne åbnede området for yderligere menneskelig aktivitet. Danmark investerede således selv i nye militære kapabiliteter i Arktis i denne periode. Fx erstattede man forsvarets mindre kuttere med mere kapable patruljefartøjer af Knud Rasmussen-klassen. Men ønsket i København var, at Danmark gennem signalafgivning skulle sikre, at øgede militære kapabiliteter i regionen ikke ledte til nye politiske spændinger. Man så det diplomatiske samarbejde i de arktiske institutioner som et vigtigt redskab, der kunne holde spændingsniveauet nede.

Rigsfællesskabets diplomatiske engagement var tydeligst i forbindelse med den føromtalte Ilulissat-erklæring fra 2008, som kom til at stå som et centralt dokument i det regionale samarbejde, men som nævnt var rigsfællesskabet også med til at styrke Arktisk Råd i de efterfølgende år.

 

Siden omkring 2017 er der sket et radikalt skifte i amerikansk Arktis-politik, der nu lægger op til en mere konfrontatorisk linje over for Kina og Rusland
_______

 

Det amerikansk kursskifte
Siden omkring 2017 er der sket et radikalt skifte i amerikansk Arktis-politik, der nu lægger op til en mere konfrontatorisk linje over for Kina og Rusland. Dette skifte er sket i to faser.

I den første fase, 2017-2018, søgte USA primært at styrke sin militære tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten. Dette reflekterede en opfattelse af, at særligt den russiske militære opbygning siden 2007 udgør en potentiel militær trussel mod centrale amerikanske sikkerhedsinteresser. Russiske strategiske ubåde kan fx true Europa og Nordamerika med nukleare angreb, mens hunter-killer-ubåde kan snige sig ud i Nordatlanten gennem havene mellem Grønland, Island og Storbritannien – det såkaldte GIUK-gap (Grønland, Island og Storbritannien: G, I, UK) – og forstyrre forsynings- og kommunikationslinjerne mellem Nordamerika og Europa. En ny luftbase, som Rusland er ved at anlægge på Franz Josef Land i den russiske del af Arktis, giver Rusland mulighed for at angribe Thule-radaren og dermed slå et hul i det amerikanske missilforsvarssystem. Skulle der opstå en stor militær konfrontation mellem Rusland og Vesten, vil disse svagheder være meget alvorlige, og USA søgte derfor at lukke disse huller i fredstid for at undgå at blive fanget med bukserne nede i krigstid.

Dette blev gjort gennem en lang række nye militære initiativer, der særligt skal styrke USA’s evne til at jage russiske ubåde i Nordatlanten syd for Arktis, men som også har implikationer for amerikanernes rolle i selve Arktis. Fx er USA begyndt igen at patruljere GIUK-området med P-8 maritime patruljefly, der er velegnede til at spore og bekæmpe ubåde, og man har indgået et samarbejde med Norge og Storbritannien om at styrke deres antiubåds-aktiviteter i området. USA har også genoprettet sin 2. flåde, der bl.a. har til formål at sikre amerikanske interesser i Nordatlanten og samarbejde med NATO’s nye Atlant-kommando. Da NATO i 2018 afholdt den store øvelse Trident Juncture i Norge, sendte USA for første gang i næsten 30 år en hangarskibsgruppe nord for polarcirklen. Det var et signal lavet af 90.000 tons stål, som ikke var til at misforstå: USA var igen til stede militært.

USA’s nye interesse for Grønland skal ses som en del af disse initiativer. Ved at styrke sin militære tilstedeværelse i Grønland, særligt i luftforsvaret af Thulebasen, vil USA uskadeliggøre den russiske trussel mod Thulebasen. Det indebærer bl.a., at man sikrer, at mindst to af de grønlandske lufthavne er kompatible med amerikanske kampfly, så USA kan beskytte basen mod et luftangreb i tilfælde af en storpolitisk krise. USA vil formentlig ikke ønske en permanent flytilstedeværelse, men ønsker nok snarere at have muligheden for at kunne sende fly hurtigt til Grønland i en krisesituation. Med de rette renoveringer og opgraderinger vil lufthavnene i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og Thule kunne bruges af de amerikanske fly, men der foregår en løbende dialog om, i hvilket omfang det er Danmark, Grønland eller USA, der skal dække regningen for disse ændringer og for driften af Kangerlussuaq.

 

Mens Kina fortsat ikke kan være militært til stede i Arktis, frygter USA, at Kina i stedet vil bruge økonomiske investeringer og andre civile aktiviteter til at underminere USA’s position
_______

 

Samtidig er USA blevet mere opmærksom på, at Kinas økonomiske diplomati kan udgøre en sikkerhedspolitisk trussel. Mens Kina fortsat ikke kan være militært til stede i Arktis, frygter USA, at Kina i stedet vil bruge økonomiske investeringer og andre civile aktiviteter til at underminere USA’s position.

Selvom mange af de civile projekter, som kinesiske virksomheder eller den kinesiske stat har på tegnebrættet i området, på overfladen virker uskyldige, kan de også have militær betydning – i forsvarskredse vil man sige, at de er ’dual use’. En satellitstation kan fx bruges til at indsamle efterretninger eller til kommando og kontrol med militære enheder. En mineralmine med sin egen havn kan bruges som støttepunkt for flådefartøjer. Derudover kan kinesiske investeringer også give Kina uforholdsmæssig stor indflydelse over små nationer som Island og Grønland, og de kan dermed underminere vigtige amerikanske militære installationer, såsom Keflavik Lufthavn ved Reykjavik eller Thulebasen i Nordvestgrønland.

Mens USA’s nye kurs i starten havde et snævert militært sigte, har den i 2019 bredt sig til også at omhandle diplomatiske relationer.

Det blev tydeligst i maj 2019, hvor den amerikanske udenrigsminister, Pompeo, i en tale i forbindelse med Arktisk Råds ministermøde i Finland advarede om, at regionen ikke længere er præget af fredeligt samarbejde, men snarere af ’magt og konkurrence’, hvor Kina og Rusland misbruger det fredelige samarbejde til at styrke deres egen position. Pompeo kritiserede Kina for at bruge civile aktiviteter, såsom videnskabeligt samarbejde og økonomiske investeringer, til sikkerhedspolitiske formål, og han truede indirekte med, at Kina kunne miste sin observatørstatus i Arktisk Råd. Han fremhævede samtidig Ruslands militære opbygning og dets krav på kontrol med sejlads i Nordøstpassagen som eksempler på russisk aggression.

I forlængelse af Pompeos tale blev det efterfølgende møde i Arktisk Råd en fiasko, da det for første gang ikke var muligt for landene at blive enige om en fælles erklæring. Selvom Arktisk Råds lavpraktiske samarbejde fortsætter – på trods af Pompeos analyse – var det tydeligt, at den fundamentale ide om Rådet som et praktisk forum for diskussion og samarbejde, der er isoleret fra sikkerhedspolitiske uenigheder – en ide, som USA ironisk nok selv havde været eksponent for – havde fået et skud for boven. De militære spændinger var begyndt at påvirke de diplomatiske relationer.

Men det er vigtigt at forstå, at den nye amerikanske sammenkobling af sikkerhedspolitikken og diplomatiet ikke var uundgåeligt.

Det diplomatiske arbejde, der foregår i Arktisk Råd og lignende fora, har kun meget begrænset militær betydning, og man kunne derfor sagtens have fortsat med dette samarbejde, selv hvis der opstod militære spændinger. Når Pompeo valgte at tage konfrontationen i Arktisk Råd, var det formentlig, fordi man så det arktiske samarbejde som en mulighed for at demonstrere USA’s diplomatiske styrke over for Kina og Rusland. Desuden hjalp det sikkert, at Trump-administrationen generelt ikke prioriterer de forholdsvis bløde emneområder, som landene samarbejder om i Arktisk Råd. Fx var man i Washington nok ikke ked af, at Rådets samarbejde om bekæmpelse af klimaforandringerne blev sat tilbage.

 

Den øgede amerikanske militære tilstedeværelse har været på vej et stykke tid og skal ses som en tilbagevenden til en ligevægtstilstand snarere end et brud med tidligere stabilitet. Den er altså kommet for at blive
_______

 

Nye udfordringer for rigsfællesskabet
Den øgede amerikanske militære tilstedeværelse har været på vej et stykke tid og skal ses som en tilbagevenden til en ligevægtstilstand snarere end et brud med tidligere stabilitet. Den er altså kommet for at blive.

For USA har alt for længe underprioriteret Arktis og Nordatlanten, hvilket har skabt militære og geopolitiske svagheder i forholdet til Rusland og Kina. Det er uholdbart for USA, hvis russiske ubåde kan bryde ud af Arktis og true skibstrafikken i Nordatlanten, eller hvis russiske fly uhindret kan angribe Thulebasen. Det er også uholdbart for USA, hvis Kina gennem sit økonomiske diplomati kan opnå stor indflydelse i strategisk vigtige områder, særligt i Grønland og Island. En justering af den amerikanske kurs vil kunne skabe ny stabilitet i de arktiske forhold.

Derfor må rigsfællesskabet indstille sig på, at USA fra nu af vil øge sin militære tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten. Militære svagheder kan være invitationer til aggression, og det vil derfor også være i rigsfællesskabets interesse, at USA får lukket disse svagheder i Nordatlanten og Arktis. Vi ved endnu ikke, hvordan de andre stormagter, særligt Rusland, vil reagere på denne øgede tilstedeværelse, men det synes sandsynligt, at der vil opstå nogle militære spændinger.

Det er dog ikke givet, at disse spændinger bliver så store, at man kan sige, at Arktis ikke længere er et ’lavspændingsområde’.

Derfor er det vigtigt, at USA ikke ’overjusterer’ ved at forøge sin militære tilstedeværelse mere end nødvendigt. En af politologiens ældste lektier er, at risikoen for et sikkerhedsdilemma altid er til stede, idet øget militær styrke, selv hvis den kun har et defensivt formål, kan ses som et aggressivt træk af modparten, der dermed kan starte et våbenkapløb. Derfor er det vigtigt, at amerikanerne kun styrker de områder, som er mest nødvendige, og at man signalerer til Rusland og Kina, at man ikke har aggressive intentioner.

Netop her kan rigsfællesskabet spille en central rolle. Arktis er fortsat ukendt land i store dele af det amerikanske politiske system, og der kan derfor være en tendens til, at amerikanske politikere og embedsmænd forøger den amerikanske tilstedeværelse i regionen uden at skele til USA’s reelle behov og de signaler, man sender til de andre stormagter. Danske diplomater vil her have en stor opgave i at påvirke de amerikanske beslutningsprocesser. Som Peter Viggo Jakobsen beskrev i sidste nummer af RÆSON (RÆSON39, september 2019), vil det for rigsfællesskabet være særligt vigtigt, at man undgår, at Rusland begynder at se udviklingen på Grønland som en del af en amerikansk aggression. Diplomaterne bør derfor forklare amerikanerne, at de ikke bør stationere permanente styrker i Grønland, men alene øge deres evne til hurtigt at flytte styrker til Grønland i en krisesituation ved fx at sikre, at de grønlandske lufthavne er kompatible med amerikanske kampfly.

Samtidig bør rigsfællesskabet fortsat forsøge at holde det diplomatiske samarbejde i de arktiske institutioner adskilt fra eventuelle militære spændinger. Det diplomatiske samarbejde er med vilje designet, så det ikke skal behandle sikkerhedspolitiske spørgsmål, og så institutionerne kan overleve, selv når der opstår militære spændinger. Man kan altså sagtens have fredeligt samarbejde om lavpraktiske spørgsmål og militære spændinger på samme tid. Det er kun USA, der for tiden trækker de sikkerhedspolitiske spørgsmål ind i de arktiske institutioner og dermed forstyrrer det fredelige samarbejde om andre emner.

Denne situation kan dog hurtigt vise sig at være midlertidig. Trump-administrationen har ofte problemer med at implementere sine udenrigspolitiske initiativer over lang tid. Og den nuværende indstilling kan under alle omstændigheder meget vel være fortid om 15 måneder: Hvis den næste præsident er Joe Biden, Elizabeth Warren eller en anden af de Demokratiske kandidater, vil USA i højere grad igen se fordelene ved et arktisk samarbejde, der handler om klimaforandringer, miljøpolitik og vilkårene for lokale folk.

Men den nye amerikanske kurs vil forandre Arktis, uafhængigt af hvem der vinder præsidentvalget, og i de kommende år vil der komme en større militær tilstedeværelse i regionen. Dermed er der en reel risiko for, at Arktis ikke længere vil være et ’lavspændingsområde’. Det er omvendt ikke givet, at der vil opstå store militære spændinger. Det er heller ikke givet, at det diplomatiske samarbejde i de regionale institutioner på længere sigt vil gå under. Vi er stadig i en fase, hvor de arktiske beslutningstagere – heriblandt rigsfællesskabet – kan være med til at påvirke udviklingen. Der hviler derfor et tungt ansvar på deres skuldre. ■

 

Den nye amerikanske kurs vil forandre Arktis, uafhængigt af hvem der vinder præsidentvalget, og i de kommende år vil der komme en større militær tilstedeværelse i regionen. Dermed er der en reel risiko for, at Arktis ikke længere vil være et ’lavspændingsområde’
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt