17.12.2019

Den politiske sekterisme har svækket den irakiske nationalstat gennem det korrupte system, det har medført, hvor magt og ressourcer gives ud fra sekterisk baggrund frem for kvalifikationer – en åben dør for udenlandsk indflydelse. Den sekteriske splittelse, det har skabt i landet, har ført til både borgerkrig og al-Qaedas og IS’ fremtog i regionen.

Analyse af Johannes Sartou

”Nej til Muhāsasa, nej til politisk sekterisme” lyder det på Befrielsespladsen i Bagdad, hvor flere hundredetusinder irakere har demonstreret imod regimet siden starten af oktober. Muhāsasa Ta’ifia, arabisk for sekteriske kvoter, er betegnelsen for det politiske system i Irak, der har eksisteret siden den amerikansk-ledede koalitions invasion i 2003.

Oprørene brød ud i kølvandet på fyringen af generalløjtnant Abdel-Wahab al-Saadi, som var styrmanden i krigen mod IS i storbyen Mosul. Han var bredt respekteret på tværs af landets etno-sekteriske grupperinger. Demonstranterne mener, at han blev et offer for nabolandet Irans politiske plan med Irak, og det antændte den ulmende utilfredshed, der havde ligget og luret under overfladen hos den irakiske befolkning i mange år.

Demonstrationerne på Befrielsespladsen har nu udviklet sig til en stat i staten. Et mikrokosmos af det, som demonstranterne mener, at landet bør være. Deres førsteprioritet fremgår af det ovenstående slogan: et totalopgør med Muhāsasa og den sekterisme, der driver systemet.

Den 29. november fejrede demonstranterne det første skridt mod opløsningen af den politiske elite, da premierministeren, Adil Abdul-Mahdi, trådte af. Men fejringen var kortvarig, og oprørerne vendte tilbage med fornyet kraft. Det skyldes den lektie, som demonstranterne har lært af det arabiske forår, hvor der, for hver gang en korrupt leder trådte af, sprang to nye frem som en hydraslange. Det er netop, hvad de irakiske demonstranter kæmper imod: En sekterisk politisk elite, som har vokset sig stærk på grund af det sekteriske kvotesystem Muhāsasa Ta’ifia.

 

Det er netop, hvad de irakiske demonstranter kæmper imod: En sekterisk politisk elite, som har vokset sig stærk på grund af det sekteriske kvotesystem Muhāsasa Ta’ifia
_______

 

Det sekteriske system
Under Saddam Hussein blev den sunnimuslimske minoritet favoriseret på bekostning af kurderne og shiamuslimerne. Så da han blev væltet i marts 2003, indførte man sekteriske kvoter, der skulle sikre en proportionel politisk repræsentation af Iraks adskillige etno-sekteriske grupperinger.

Selvom systemet først blev indført i 2003, blev fundamentet til Muhāsasa Ta’ifia lagt i begyndelsen af 90’erne af en gruppe irakiske politikere i eksil. De var formentlig stærkt inspireret af Libanon, der et par år forinden havde indgået Ta’if-aftalen, som skulle gøre en ende på den libanesiske borgerkrig. Aftalen her indeholdt også sekteriske kvoter for bestridelsen af politiske poster i Libanon, hvor præsidenten skal være maronitisk kristen, premierministeren sunnimuslim og formanden for parlamentet shiamuslim. Under en konference i oktober 1992 blev den irakiske opposition enige om et system, der skulle sikre proportional repræsentation og deltagelse for Iraks sunnier, shiaer og kurdere. Siden indførslen af Muhāsasa Ta’ifia i 2003 har præsidenten i Irak været kurder, premierministeren shiamuslim og formanden for parlamentet sunnimuslim.

Det var dette system, som den amerikanske civiladministration i Irak brugte, da de ville skabe en etno-sekterisk balance i landet efter Saddam Hussein. Muhāsasa Ta’ifia blev brugt til at vælge det første styringsorgan efter invasionen – Det Irakiske Regerende Råd (IGC). IGC var den provisoriske regering i Irak fra 13. juli 2003 til 1. juni 2004. De offentlige embeder, politiske positioner og dertilhørende ressourcer blev fordelt til de partier, der promoverede etno-sekterisme. Ministrene fik eneret over deres ministeriums ressourcer, og det førte til en altomfattende udskiftning af embedsfolk til fordel for dem, der tilhørte deres politiske parti eller sekt. Som et resultat af det kan den almene iraker ikke få et job i statsadministrationen, medmindre han sværger troskab til et af de partier, der støtter Muhāsasa Ta’ifia. Omfanget af denne sekteriske praksis, hvor ministrene ansætter deres sektfæller, ses tydeligst ved, at statens lønningsliste er steget fra 850.000 ansatte året efter regimeskiftet til et sted mellem syv og ni millioner i 2016.

Ved samtlige nationale valg siden da har Muhāsasa Ta’ifia-systemet dikteret, at ministerierne og deres ressourcer bliver tildelt etno-sekteriske partier, der vil indgå i en national regering. På den måde er sekterismen blevet et strukturelt middel til at få adgang til ressourcer og politisk indflydelse. Det er blevet en cyklus, der forstærker den politiske elites greb om magten.

 

En anden følgevirkning af Mūhasasa Ta’ifia er, at dets indførelse markerede en afslutning på den lange sunnimuslimske dominans i landet under Saddam Hussein. Systemet levede med andre ord op til dets formål
_______

 

Sekterismens guldalder
Den øgede sekterisme skabte allerede fra begyndelsen dybe kløfter i det irakiske samfund. I 2006, blot et år efter det første nationale valg blev afholdt, blev en shiamuslimsk helligdom i byen Samara bombet. Bevæbnede shiamuslimer svarede igen på sunnimuslimske helligdomme samme dag, og det markerede begyndelsen på en periode med voldsomme sekteriske sammenstød, som nogle kaldte en sekterisk borgerkrig. Hele bydele oplevede etniske udrensninger ledt an af henholdsvis shia- og sunnimilitser, og sekterisk vold ramte samtlige irakiske byer med en blandet befolkning. Sunnier måtte flygte fra Basra, mens shiaer blev drevet ud af byer nord for Bagdad, eksempelvis Samara og Baquba.

En anden følgevirkning af Mūhasasa Ta’ifia er, at dets indførelse markerede en afslutning på den lange sunnimuslimske dominans i landet under Saddam Hussein. Systemet levede med andre ord op til dets formål. Men i stedet for at skabe en balance mellem sunni- og shiamuslimer endte det med total shiamuslimsk dominans – eftersom de udgør majoriteten i landet – hvilket fik den sunnimuslimske minoritet til at føle sig ekskluderet og magtesløs. Det var bl.a. disse følelser, militante islamistiske grupperinger som al-Qaida og IS kapitaliserede på siden den amerikansk-ledede invasion og helt frem til IS’ nederlag i Mosul i 2017.

Irak kæmper fortsat med dybe kløfter mellem de forskellige etno-sekteriske grupperinger. Især efter IS tabte deres irakiske territorier, har sunnimuslimer befundet sig i et politisk ingenmandsland mellem regeringen, der domineres af shiamuslimer, og kurderne, der har deres autonome områder i den nordlige del af landet. Et eksempel på sunniernes afmagt kom i kølvandet på, at IS blev drevet ud af Irak, da mange sunnimuslimske bydele, som IS havde efterladt i ruiner, havde svært ved at få økonomisk støtte fra centralregeringen til genopbyggelsen af deres hjem.

Udenlandsk indflydelse
Det er imidlertid ikke kun IS, der har udnyttet den stigende sekterisme i Irak, som Muhāsasa Ta’ifia har medført. Foruden den sekteriske opdeling af landet har kvotesystemet nemlig også gjort det sekteriske tilhørsforhold stærkere end det nationale. Det har åbnet døren for indflydelse for Saudi-Arabien og i særdeleshed Iran, der begge støtter det sekteriske system – på hver sin side.

Ved hjælp af rapporter fra Irans efterretnings- og sikkerhedsministerium kunne New York Times og The Intercept i november offentliggøre et detaljeret portræt af, hvor aggressivt Teheran har arbejdet for at påvirke interne irakiske anliggender og infiltrere landets økonomiske, politiske og religiøse liv. Rapporterne viser bl.a., at store dele af Iraks politiske elite, herunder den nu afgåede premierminister, har haft tætte forbindelser til det shiamuslimske Iran.

 

Da koalitionen trak sig ud, sendte Iran deres efterretningstjeneste, Quds-styrken, til Irak for at styrke båndene til den shiamuslimske majoritet og sikre sig indflydelse på regeringen
_______

 

Derudover kan New York Times bekræfte teorien om, at den amerikansk-ledede koalition praktisk talt overgav kontrollen til iranerne, da de indførte sekteriske kvoter: Da koalitionen trak sig ud, sendte Iran deres efterretningstjeneste, Quds-styrken, til Irak for at styrke båndene til den shiamuslimske majoritet og sikre sig indflydelse på regeringen. Irans første punkt på dagsordenen var at fjerne alle embedsmænd med forbindelser til Saddam Husseins styre, hvilket efterlod den sunnimuslimske minoritet i armod. Da landet et par år senere endte i sekterisk konflikt, vendte det shiitiske samfund i Irak sig mod Iran for beskyttelse.

Quds-styrken ledes af general Qasem Soleimani, der er blevet beskrevet som den mest magtfulde mand i Irak, idet han styrer Irans tilstedeværelse i landet. Han har været aktivt involveret i regeringsdannelserne i Irak i både 2006, 2010, 2014 og 2018, hvor han hver gang har sikret iransk indflydelse. Af endnu større betydning har han været en central forsvarer for Muhāsasa-systemet, da det var under pres i 2008, 2010 og i kølvandet på IS’ tab af Mosul og senest under de nuværende protester. Iran ser Muhāsasa Ta’ifia som den bedste måde at fastholde shiitiske klientpartier på magten i Irak.

Saudi-Arabiens indflydelse i Irak startede under valgkampen i 2005, da de økonomisk understøttede oprettelsen af en fælles sunnimuslimsk valgkoalition, Jabha al-Tawafuq al-Iraq. Valgkoalitionen mobiliserede de sunnimuslimske vælgere ved at spille dem ud mod landets shiamuslimer og kurdere. Derved integrerede de den sunnimuslimske befolkning i Muhāsasa-systemet. Kongedømmet kom desuden Iraks sunnimuslimer til undsætning under de sekteriske optøjer mellem 2006 og 2008, hvor saudiske skriftlærde opfordrede hellige krigere til at drage til Irak og bekæmpe shiamuslimerne, og saudiske rigmænd leverede ressourcer til sunnimuslimske militser.

Mūhasasa og oktoberrevolutionen
Mūhasasa Ta’ifia har svækket den irakiske nationalstat gennem det korrupte system, det har medført, hvor magt og ressourcer gives ud fra sekterisk baggrund frem for kvalifikationer – en åben dør for udenlandsk indflydelse. Den sekteriske splittelse, det har skabt i landet, har ført til både borgerkrig og al-Qaedas og IS’ fremtog i regionen.

Protestbevægelsen, der kæmper mod det sekteriske system, har som sagt nu fået premierministeren til at gå af. Men kampen er langtfra slut for de mange demonstranter på Befrielsespladsen. Siden 2003 har den politiske elite vokset dybe rødder i det sekteriske kvotesystem, og stærke kræfter i Iran og Saudi-Arabien vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at bibeholde systemet så længe som muligt.

Demonstranterne befinder sig nu ved en kritisk skillevej, der kommer til at definere oprøret. De holder fast i deres krav om, at ingen af de politikere, der kom til efter invasionen, må stille op igen. Det er en omfattende kamp, de har taget op, da det ikke kun indbefatter politikere, men i lige så høj grad et skyggenetværk af civile, religiøse ledere og udenlandske aktører, som udgør kulissen for Muhāsasa Ta’ifia. Ingen af parterne har endnu givet sig, så det ser ud til, at protesterne trækker i langdrag. De næste par måneder vil vise, hvorvidt demonstranterne kommer til at indfri sloganet: ”Ikke shia, ikke sunni, ikke kristen. Vi er alle ét Irak”. ■

 

Ingen af parterne har endnu givet sig, så det ser ud til, at protesterne trækker i langdrag. De næste par måneder vil vise, hvorvidt demonstranterne kommer til at indfri sloganet: ”Ikke shia, ikke sunni, ikke kristen. Vi er alle ét Irak”
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland