09.11.2019

Hvad end resultatet af valget bliver, vil den nye regering arve en ekstremt betændt catalansk konflikt. Med Quim Torra ved magten i Catalonien, der beskytter voldelige demonstranter og åbenlyst modarbejder den forfatningsmæssige orden, bliver det en ømtålelig dialog. Banen er i den grad kridtet op.

Af Johanne Jacobsen Halken

”Buidem les aules i omplim els carrers” opfordrer den aktivistiske organisation Tsunami Democràtic på catalansk. ”Tøm klasselokalerne, fyld gaderne.” Alt sammen med versaler, opalblå grafik og så hovedingrediensen: en bølge-emoji.

Tsunami Democràtic er en sejlivet uafhængighedsbevægelse i Catalonien – en hemmelighedsfuld organisation uden nogen klar ledelse. Ved hjælp af instant messaging-apps som Telegram, sociale medier og proteststrategier inspireret af optøjerne i Hongkong er den blevet en yderst effektiv tovholder for de aktuelle massedemonstrationer i regionen. Og så nyder bevægelsen offentlig støtte fra både den catalanske præsident Quim Torra, vicepræsident Pere Aragonès og øvrige regionale politikere på sociale medier. Flere kilder som Le Temps og Le Figaro peger endda på Carles Puigdemont (Cataloniens regionale præsident 2016-17) som hemmelig medstifter på baggrund af et separatistisk topmøde i Geneve i september. Puigdemont har ikke overraskende benægtet dette.

Protestbevægelsen mangler således ikke offentlig støtte, men demonstrationerne bliver stadigt sværere at forsvare for catalanske politikere i takt med den voldelige drejning, nogle af demonstrationerne har taget. De sidste få uger har vidnet utallige unge radikale demonstranter sætte ild til biler og containere, plyndre, begå indbrud i bankfilialer samt kaste sten, hjemmelavede brandbomber og lignende mod politiet. Indtil videre er der registreret over 300 sårede politifolk og 600 sårede demonstranter, og optøjerne har ført til skader for mere end 10 millioner euro.

Hardlineren Quim Torra har dog kun i vage vendinger fordømt volden forårsaget af demonstranterne, men har til gengæld igangsat undersøgelser af den vold, de catalanske politistyrker, Mossos d’Esquadra, angiveligt er skyld i.

Alligevel fortsætter den hemmelighedsfulde organisation ufortrødent med bølgemetaforen. Det er til trods for den spanske højesteretsdommer Manuel García-Castellóns ordre om at lukke ned for Tsunami Democràtics onlineaktiviteter og konti på de sociale medier som led i en terrorundersøgelse. Og det er ligeledes til trods for Spaniens fungerende premierminister Pedro Sánchez’ (PSOE, Det Spanske Socialistiske Arbejderparti, red.) fordømmelse af volden, afslag på potentielle samtaler med Quim Torra og helhjertede støtte til det spanske politi og Mossos-styrkerne i deres koordinerede indsats.

Tværtimod: Organisationen har flittigt annonceret nye datoer for protestaktioner i november og december og opildnet til landsdækkende demonstrationer på tværs af Spanien i dag, 9. november, dvs. dagen før det spanske nationalvalg. Den senest annoncerede dato, 18. december, er netop samme dag for El Clásico-kampen mellem Real Madrid og FC Barcelona, der allerede én gang er blevet flyttet pga. demonstrationernes omfang.

 

Det virker måske forvirrende, men ønsket om en catalansk løsrivelse er både et udtryk for venstreradikal dogmatik og klassisk nationalisme
_______

 

Den hårde kerne i løsrivelselsesbevægelsen er ung og venstreradikal
Det virker måske forvirrende, men ønsket om en catalansk løsrivelse er både et udtryk for venstreradikal dogmatik og klassisk nationalisme. Men hvor det venstreradikale løsrivelsesprojekt reagerer mod en undertrykkende spansk centralregering, tilstræber den catalanske nationalisme en selvstændig stat for et samfund med egen historisk, sproglig og kulturel identitet.

Spørgsmålet om potentiel catalansk selvstændighed skaber derfor dybe kløfter internt i bevægelsen på tværs af aldersgrupper, sproglige tilhørsforhold og socialklasser: unge mod ældre, catalansktalende mod spansktalende og middelklassen mod underklassen og overklassen.

Tsunami Democrátic er bare ét af separatistbevægelsens mange ansigter, men med et venstredrejet islæt. Ser man nærmere på demonstranterne i den brede bevægelse, er de i overvejende grad unge, og ønsket om catalansk selvstændighed kommer stærkest til udtryk for dem under 25. Flere spanske medier, bl.a. El Diario og La Vanguardia, ser især en forbindelse mellem den fejlslagne folkeafstemning i 2017 og den generation af unge, for hvem afstemningen var deres første politiske oplevelse.

Det er symptomatisk, at disse unge nærer en dybereliggende vrede og et behov for at gå i en mere ukonventionel og anarkistisk retning i protest mod den ufuldbyrdede folkeafstemning i oktober 2017 og mod den kontroversielle højesteretssag mod de separatistiske ledere 14. oktober i år.

Dén oplevelse lader også til at have forstærket en strømning på de catalanske universiteter, der længe har bebrejdet intellektuelle miljøer og venstreradikale i det øvrige Spanien for at forholde sig for passivt til de demokratiske spørgsmål om Catalonien.

Og i forlængelse af den yderligere polariserende højesteretsdom 14. oktober (der idømte domme på mellem ni og til tretten års fængsel til separatistlederne i Catalonien) er kløften mellem universitetsmiljøerne i Catalonien og Spanien kun blevet dybere.

Senest har lærerstabe på flere offentlige catalanske universiteter agiteret for øjeblikkelig frigivelse af de fængslede separatistiske politikere og aktivister som følge af dommen. Tilmed har en række universiteter i regionen (bl.a. Universitat de Girona, Universitat de Barcelona og La Universitat Pompeu Fabra) indført fleksible evalueringer, eksamener og dispensationer for studerende, mens gadekampene står på; noget, der kun kan tolkes som et carte blanche for de studerende til at deltage i protesterne.

Til gengæld har 800 lærere og professorer fra universiteter på tværs af Spanien – deriblandt Catalonien – taget til genmæle med et åbent brev som reaktion mod de pågældende universiteters velvilje over for protesterne. Ifølge disse 800 lærere og professorer er dette decideret ”uforeneligt med universiteternes mission”.

 

Selvom det er et populært narrativ i spanske og udenlandske medier, er Catalonien ikke i særlig grad optaget af uafhængighed
_______

 

Det tavse flertal
Røsterne for catalansk separatisme blandt unge, i universitetsmiljøerne og på den brede venstrefløj er unægteligt høje. Rigtigt høje. Men selvom det er et populært narrativ i spanske og udenlandske medier, er Catalonien ikke i særlig grad optaget af uafhængighed.

Som formanden for Societat Civil Catalana (SCC), Fernando Sanchez Costa, understregede forud for en antiseparatistisk demonstration i søndags, er flertallet i Catalonien ikke enigt med de demonstrerende separatister men ønsker derimod at forblive en del af enhedsnationen Spanien. En meningsmåling fra september i år kan bekræfte, at kun 44 pct. af catalonierne ønsker uafhængighed fra Spanien, mens 48,3 pct. erklærer sig som modstandere af uafhængighed.

Den skelsættende weekend i oktober, der fulgte offentliggørelsen af højesteretsdommen, mobiliserede hundredtusindvis af demonstranter i Barcelona. Men ifølge politiets tal gik der samtidigt omkring 80.000 tilhængere af den spanske union på gaden i en modmarch organiseret af Societat Civil Catalana. Under kampråbet ”Por la concordia, por Catalunya: ¡Basta!” (”For enighed, for Catalonien: Nu er det nok!”, red.) reagerede de klædt i hvidt og med europæiske flag, i opråb mod de separatistiske uroligheder og for sameksistensen i regionen.

Såvel spanske konservative unionspartier som repræsentanter fra Sánchez’ socialistiske parti tog del i marchen. Sánchez og PSOE har desuden gentagne gange udelukket at modtage støtte fra Cataloniens uafhængighedsaktivistiske partier.

Flertallet opfatter den forfatningsmæssige pagt mellem Catalonien og den spanske stat, der nu er over 40 år gammel, som nødvendig for at sikre og opretholde borgernes frihed, lighed og landets lovgyldighed, som bl.a. Metropoli Abierta [et uafhængigt lokalmedie i Barcelona, red.] rapporterer.

Men det tavse flertal har manglet politisk gennemslagskraft. Selvom Ciudadanos, der har profileret sig som et anti-separatistisk parti, vandt det sidste regionalvalg, opnåede de catalanske uafhængighedspartier stadig flertal i parlamentet.

Derfor har de politiske institutioner på mange måder svigtet ”det andet Catalonien” (både før, under og efter folkeafstemningen i 2017). Og den radikale separatistbevægelse har haft gode forudsætninger for at blomstre.

Blindgyden, det catalanske samfund lige nu befinder sig i, understreger for alvor nødvendigheden af, at flertallet af regionens borgere markerer sig politisk; nemlig som tilhængere af den spanske forfatning.

 

Blindgyden, det catalanske samfund lige nu befinder sig i, understreger for alvor nødvendigheden af, at flertallet af regionens borgere markerer sig politisk; nemlig som tilhængere af den spanske forfatning
_______

 

Hvad afgør valget?
Catalonien er derfor nøglen til parlamentsvalget i morgen.

Da premierminister Pedro Sánchez udskrev nyvalg (det fjerde valg på blot fire år og andet valg på ét år), efter endnu en regeringsforhandling brød sammen, vidste han, at højesteretsdommen over de ni varetægtsfængslede separatistiske politikere og aktivister kunne blive altoverskyggende. Ikke nok med at dommen ville være kendt før valgdagen, den ville også med sikkerhed antænde de mange selvstændighedssindede cataloniere på ny.

Catalonien er derfor valgets altoverskyggende tema, hvilket fremgår mere eller mindre direkte i alle partiprogrammer. Og banen er i den grad kridtet op.

For at starte med PSOE: Partiet erklærer sin støtte til Cataloniens autonome stat, men afviser udsigten til en ny folkeafstemning om selvbestemmelse. Man lover i stedet at kæmpe for et ”stærkt og sammenhængende Spanien” og vil ”tackle konflikten om sameksistens i Catalonien gennem forfatningen og gennem dialog”. I samme ånd kræver Unidas Podemos en ”demokratisk løsning på den catalanske konflikt” og er tilmed villig til at diskutere en ny catalansk folkeafstemning efter den, der blev erklæret ugyldig i 2017.

Piben får dog en anden lyd, når man vender sig mod centrum-højrefløjen. Det forfatningsnationalistiske parti Ciudadanos (der tilmed er grundlagt i Catalonien) søger i sit partiprogram at beskytte den spanske enhedsnation. Desuden, og mere bemærkelsesværdigt, vil partiet forsøge at ajourføre straffeloven i henhold til løsrivelse og oprør og styrke den nationale sikkerhed for at forhindre, at et statskup som i 2017 kan gentage sig. Og sidst men ikke mindst agter partiet at ulovliggøre økonomisk støtte til ”foreninger, som følger interesser imod Spaniens forfatningsmæssige orden og generelle interesser”.

Yderst til højre udtrykker Vox i sit partiprogram et ønske om at ”suspendere det autonome styre, indtil kræfterne bag statskuppet er udmanøvrerede”, og ligesom Ciudadanos satser partiet på at ulovliggøre partier, foreninger og NGO’er, som søger at spolere den territoriale enhedsnations integritet.

Selvom flere meningsmålinger fra oktober peger på, at spanierne i sidste ende opfatter Sánchez og PSOE som de bedste egnede til at løse den catalanske krise, er det næppe tilstrækkeligt. Partiet har hårdt brug for allierede til en kommende regering, da de spås langt fra nok sæder i den spanske kongres til at udgøre et flertal efter valget. Og hvis PSOE både udelukker forhandlinger med de catalanske separatistpartier og de spanske konservative unionistpartier, bliver det først rigtig svært.

Hvad end resultatet af valget bliver, vil den nye regering arve en ekstremt betændt catalansk konflikt. Med Quim Torra ved magten i Catalonien, der beskytter voldelige demonstranter og åbenlyst modarbejder den forfatningsmæssige orden, bliver det en ømtålelig dialog. Det hele afhænger derfor af nye og bedre udsigter til sameksistens mellem de internt splittede fløje på hver side af spørgsmålet om catalansk uafhængighed. ■

 

Det hele afhænger derfor af nye og bedre udsigter til sameksistens mellem de internt splittede fløje på hver side af spørgsmålet om catalansk uafhængighed
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt