22.11.2019

PSOE og Podemos’ bud på en koalitionsregering kan skrive spansk historie, hvis pagten opnår nok støtte fra parlamentets øvrige politiske kræfter. Men sjældent har et parlamentsvalgs vinder(e) haft så desperat brug for opbakning fra fløjene – og særligt det højrenationale Vox’ markante fremgang repræsenterer en helt ny trussel for de spanske socialister.

Analyse af Johanne Jacobsen Halken

Det er optimistisk at forestille sig, muligvis naivt – men den første koalitionsregering i det spanske demokratis historie er måske ved at tage form.

Pablo Iglesias (Podemos) og Pedro Sánchez (PSOE) præsenterede i kølvandet på det spanske parlamentsvalg forrige uge planerne for en PSOE-Podemos-koalitionsregering – og dét blot 48 timer efter parlamentsvalget den 10. november. De to partier, det klassiske spanske socialistiske arbejderparti, PSOE og det unge, radikale venstrefløjsparti, Podemos, ønsker at stille spanierne en regering i udsigt inden udgangen af 2019, skriver El País.

”Det, som i april var en historisk mulighed, er blevet til en historisk nødvendighed”, fastslog Iglesias. Måneders forgæves forhandlinger mellem de to partier efter valget den 28. april var nemlig den primære årsag til nyvalget. Men til trods for de ufrugtbare forhandlinger har de to venstrefløjspartier understreget, at den nye koalitionsaftale skal gælde hele regeringsperioden i de næste fire år. Hvis de når til enighed, vil Sánchez og Iglesias dermed indtage embederne som henholdsvis premierminister og vicepremierminister.

Stadig lang vej igen
I lyset af det tvetydige valgresultat den 10. november er der dog stadig lang vej igen for PSOE-Podemos-duoen til tilstrækkelig opbakning til en investitur eller en formel indsættelse i parlamentet, og de vil skulle igennem flere afstemningsrunder i løbet af december.

 

Senest er Sánchez kommet i stormvejr som følge af en længe ventet domsafsigelse i en korruptionssag i Andalusien, hvor højprofilerede PSOE-medlemmer er fundet skyldige i misbrug af offentlige midler for 680 millioner euro
_______

 

Senest er Sánchez kommet i stormvejr som følge af en længe ventet domsafsigelse i en korruptionssag i Andalusien, hvor højprofilerede PSOE-medlemmer er fundet skyldige i misbrug af offentlige midler for 680 millioner euro, som TheLocal skriver. Korruptionssagen er én af de mest omfattende i nyere tid i Spanien, og skandalen giver især PP [Partido Popular, liberalkonservativt oppositionsparti, red.] en trumf på hånden mod den nye mulige regering.

Dommen falder på et yderst ubelejligt tidspunkt for PSOE og Podemos, der netop nu bejler til de øvrige partiers gunst ovenpå valget. For selvom PSOE kunne konstatere valgsejr ved valget 10. november, viser mulighederne for en regering sig nu endnu mere komplicerede end efter valget den 28. april. Med PSOE’s flertal på 120 mandater (mod 123 i april) kunne Podemos ikke oversætte valgets stemmer til mere end 35 mandater (mod 43 i april). Sammen besidder partierne nu 155 sæder, langt fra et absolut flertal på 176 mandater.

De to mulige regeringspartier har derfor hårdt brug for støtte fra andre partiformationer som Más País (et nyt venstrefløjsparti dannet så sent som i september af én Podemos’ oprindelige stiftere) og regionale partier, herunder PNV (Det Baskiske Nationalistparti) og øvrige baskiske og catalanske separatistpartier.

Ifølge Europapress har Más País, Coalición Canaria-Nueva Canarias (venstrenationalistisk partikoalition fra De Kanariske Øer) og PRC (autonomt parti fra Cantabrien) for nuværende bekræftet deres stemmer til den mulige regeringskoalition.

Hvis man ser bort fra Ciudadanos [centrum-højrefløjsparti, red.], der led et knusende nederlag og gik tilbage fra 57 til 10 mandater, er triumfen på højrefløjen omvendt ikke til at tage fejl af: Centrumhøjrepartiet Partido Popular gik fra 66 til 89 mandater, mens Vox – det nationalkonservative parti – gik fra 24 til hele 52 mandater og er dermed nu landets tredjestørste parti.

 

En af grundene til det iøjnefaldende spanske valgresultat er, at det politiske spektrum er blevet forskubbet med valget af det højreorienterede, nationalistiske parti Vox’s stigende popularitet.
_______

 

Hvorvidt den nye PSOE-Podemos-koalition kan vinde tilstrækkelig opbakning i parlamentet og forhindre endnu et desperat nyvalg i Spanien, må den kommende tid vise.

Vox og kampen om vælgerne
En af grundene til det iøjnefaldende spanske valgresultat er, at det politiske spektrum er blevet forskubbet med valget af det højreorienterede, nationalistiske parti Vox’s stigende popularitet.

Som lektor ved CBS, Carsten Humlebæk, forklarer, har Vox indtaget den yderste højrefløj i parlamentet og især vundet popularitet hos Ciudadanos’ og PP’s tidligere vælgere: ”Faktisk viser en vælgervandringsundersøgelse, der blev offentliggjort på valgaftenen, at Vox stjæler stemmer fra alle de andre nationale partier, inklusive Podemos. Så de er et fuldkommen populistisk protestparti.”

Krisen i Catalonien og en genopblusset spansk nationalisme har været kærkomne drivkræfter for partiet, der først fik parlamentarisk repræsentation ved valget den 28. april. Det er desuden det første yderligtgående højreparti i kongressen siden Spaniens overgang til demokrati i 1977. Det skal dog understreges, at Vox allerede opnåede flotte resultater ved regionalvalget i Andalusien i december 2018, og dér sidder som støtteparti for en regering bestående af PP og Ciudadanos.

 

Krisen i Catalonien og en genopblusset spansk nationalisme har været kærkomne drivkræfter for partiet, der først fik parlamentarisk repræsentation ved valget den 28. april. Det er desuden det første yderligtgående højreparti i kongressen siden Spaniens overgang til demokrati i 1977
_______

 

Carsten Humlebæk, der har indgående kendskab til spansk nationalisme, medgiver, at Vox især udtrykker et forsvar af den spanske enhedsstat imod ”angrebet” fra de catalanske separatister. Han mener dog, at Vox’ fremgang er tvetydig: ”Deres stabilitet er ikke givet på forhånd. Ligesom Podemos er Vox et protestparti med kun få år på bagen, og partiet er stadig ved at finde et nogenlunde trofast vælgerkorps.”

Den spanske valglov
Samtidig skyldes Podemos’ drastiske vælgertab – og Vox’ eksplosive fremgang – at et nyt parti meldte sig ind i kampen, nemlig Íñigo Errejóns Más País, der som nævnt er udsprunget af Podemos. Det spæde parti dannedes bl.a. som reaktion på de mislykkedes forhandlinger mellem PSOE og Podemos efter valget d. 28. april, som Eldiario skriver.

Mandaterne ved valget den 10. november blev som konsekvens fordelt radikalt anderledes takket været Spaniens komplicerede mandatfordelingsmetode.
Hvor Vox, der fik 3.640.063 personlige stemmer sikrede sig hele 52 mandater, blev Más País’ og Podemos’ sæder langt dyrere ved dette valg. Podemos, der ikke lå langt fra Vox’ stemmetal med 3.097.063 stemmer vandt kun 35 sæder. Og Más País, der unægteligt betalte den dyreste pris, oversatte 501.758 stemmer til blot 3 mandater, som El País påpeger i en analyse.

Valgloven, der i sin tid blev udtænkt til to store partier i parlamentet, presser således det flerpartisystem, der kendetegner Spanien i dag; faktisk er hele sytten partier nu repræsenteret. Humlebæk forklarer, at valgloven egentlig blev lavet specifikt for at sikre stabile regeringer: ”Man kiggede i det historiske bakspejl og ville have noget andet og mere stabilt end den anden spanske republik (der eksisterede i Spanien fra 1931-1939 før nederlaget til Francisco Francos fascisme, red.). Man skruede det sådan sammen, at de to store partier kunne skiftes til at have magten.”

Den egentlige grund til den disproportionale repræsentation i parlamentet skyldes derfor valgloven: ”Valgloven og d’Hondts metode fordeler de stemmer, der ikke selv opnår mandat, og lader de store partier høste gevinsten. Og samtidigt lader denne regel især nationalistpartierne i de enkelte regioner – især de catalanske og baskiske – opnå en stor repræsentation for relativt få stemmer. Valgloven går derfor hårdt ud over mindre partier, som er repræsenteret med nogle få procent ud over hele landet og sikrer dem som konsekvens næsten ingen repræsentation.”

 

PSOE-Podemos’ bud på en koalition i det spanske parlament kan kort sagt blive historisk. Men kun hvis pagten opnår nok støtte fra både venstrefløjen, højrefløjen og ikke mindst de autonome regioners nationalistiske partier, der kan være afgørende brikker i Sánchez-Iglesias’ regeringsplan
_______

 

(U)mulige koalitioner
Selvom Spanien har haft utallige koalitionsregeringer på regionalt plan, har landet aldrig haft en national koalitionsregering ved magten – også selvom der gennem de seneste år har været flere forsøg på koalitionsaftaler.

I skrivende stund sidder en regeringskoalition ved magten i 13 ud af 17 autonome regioner i Spanien. Som rtve.es (Spaniens public service radio- og tv-selskab, red.) skriver, har lige præcis partierne PSOE og Podemos indgået regering sammen i flere autonome regioner som Castilla-La Mancha (selvom det varede kort tid), Valencia, Baleares og De Kanariske Øer.

PSOE-Podemos’ bud på en koalition i det spanske parlament kan kort sagt blive historisk. Men kun hvis pagten opnår nok støtte fra både venstrefløjen, højrefløjen og ikke mindst de autonome regioners nationalistiske partier, der kan være afgørende brikker i Sánchez-Iglesias’ regeringsplan.

Ifølge Humlebæk skal Iglesias og Sánchez nemlig ikke bare have støtte fra det baskiske PNV og venstrefløjspartiet Más País, men også have enten højrefløjens Ciudadanos eller et separatistisk parti (ERC, JxCat, CUP eller HB) til at afstå fra at stemme imod: ”De mulige stemmer for denne regering er altså ikke nok, hvis alle de andre stemmer imod. Der er behov for, at nogen af modstanderne undlader at stemme imod”.

Sjældent har et spansk parlamentsvalgs vinder(e) haft så desperat brug for støtte fra tredjepartier, og det står derfor endnu hen i det uvisse, om en PSOE-Podemos-koalition kan fuldbyrdes – eller om endnu et parlamentsvalg kalder på sig. ■

 

Sjældent har et spansk parlamentsvalgs vinder(e) haft så desperat brug for støtte fra tredjepartier, og det står derfor endnu hen i det uvisse, om en PSOE-Podemos-koalition kan fuldbyrdes – eller om endnu et parlamentsvalg kalder på sig
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland