13.11.2019

.

Der hersker åbenbart en mærkelig arbejderistisk konkurrencetankegang i dele af DSU, hvor det ses som legitimt at spille ungdommen ud mod hinanden. Hvor det er acceptabelt at træde på nogen grupper af unge, for at vinde opbakning blandt andre grupper. Uddannelse og SU bør ikke gøres til et nulsumsspil.

Kommentar af Johan Hedegaard Jørgensen, formand, Danske Studerendes Fællesråd

FLERE OG FLERE ungdomspolitikere har på det seneste argumenteret for afskaffelse eller forringelse af SU’en på kandidatniveau. Det er dybt bekymrende, for SU’en er et af de stærkeste redskaber, vi har til at sikre, at alle har fri og lige adgang til at tage en uddannelse. Argumenterne imod kandidat-SU’en lader til at skifte, alt efter om skribenten er medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) eller Liberal Alliances Ungdom (LAU) – men skadelige misforståelser er der nok af på begge sider.

SU-kritikernes første argument er, at SU’en alligevel ikke er så god for den sociale mobilitet, som vi studerende går og påstår. Men lad os en gang for alle slå fast, at det er lodret forkert: Der er meget der peger på, at en fjernelse af kandidat-SU’en – eller en generel forringelse af SU-satsen – vil have en heftig social slagside. Undersøgelser fra FTF (nu Fagbevægelsens Hovedorganisation) viste i 2016, at en sænkning af SU-satsen vil medføre en massiv stigning i frafald på uddannelserne. Ligeledes viser tal fra Akademikerne, at hvis SU’en på kandidatniveau omlægges til et lån, vil unge fra familier, hvor forældrene ikke har en lang videregående uddannelse, være betydeligt mindre villige til at tage en kandidatuddannelse, end de af deres studiekammerater hvis forældre fx er læger eller jurister. Det er altså ikke taget ud af den blå luft, når vi igen og igen påpeger, at forringelser af SU’en vil hæve de barrierer unge fra lavindkomst-familier møder for at tage en uddannelse.

 

Argumenterne imod kandidat-SU’en lader til at skifte, alt efter om skribenten er medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) eller Liberal Alliances Ungdom (LAU) – men skadelige misforståelser er der nok af på begge sider
_______

 

SU-REFORMEN fra 1988, der skabte det SU-system, vi kender i dag, er historisk unik og skabte et af verdens stærkeste støttesystemer. Reformen, der hævede SU-stipendiet og gjorde det universelt tilgængeligt, reducerede frafaldet og gennemførselstiden markant – og tillod langt flere unge at tage en uddannelse. I relative tal var SU’en af cirka samme størrelse indtil indførelsen af den afdæmpede SU-regulering vedtaget i SU- og fremdriftsreformerne i 2013. Når ungdomspolitikere fra LAU påstår, at vi bruger uforholdsmæssigt mange penge på SU, er det værd at huske, at studerendes købekraft mere eller mindre er uændret og i mange tilfælde ringere end for end 30 år siden, hvis man medregner boligudgifter.

Omvendt påstår medlemmer af DSU blandt andet i Berlingske, at SU’en blot går til en privilegeret elite af akademikerbørn, og at en lånebaseret kandidat-SU derfor er helt rimelig. Denne påstand holder dog heller ikke vand: 73 pct. af de studerende på landets kandidatuddannelser er nemlig de første i deres nære familie, der tager en akademisk kandidatuddannelse. Det er heldigvis sådan i Danmark, at vores lange videregående uddannelser stadig er relativt tilgængelige for arbejderklassens børn, og den relativt høje sociale mobilitet gør, at SU-modtagere er en blandet flok.

Der hersker åbenbart en mærkelig arbejderistisk konkurrencetankegang i dele af DSU, hvor det ses som legitimt at spille ungdommen ud mod hinanden. Hvor det er acceptabelt at træde på nogen grupper af unge, for at vinde opbakning blandt andre grupper. I vores optik er der ikke noget modsætningsforhold mellem gode forhold på erhvervsskolerne og rimelige levevilkår for kandidatstuderende. Uddannelse og SU bør ikke være et nulsumsspil, og det svækker ungdommens fremtidsmuligheder når det forsøges opstillet således. Når hele vores uddannelsessystem er blevet sablet ned af nedskæringer af den forrige regering, og ungdommen bliver fattigere sammenlignet med det omkringliggende samfund, virker det derfor som en mærkelig prioritering at forsøge at grave retoriske skyttegrave mellem forskellige grupper af unge.

 

Der hersker åbenbart en mærkelig arbejderistisk konkurrencetankegang i dele af DSU, hvor det ses som legitimt at spille ungdommen ud mod hinanden
_______

 

SELVOM DET at sætte den enkelte fri til at vælge sin vej gennem livet burde være god, liberal politik, er det desværre ikke overraskende, og det er ikke første gang, at Liberal Alliances Ungdom ønsker at slagte SU’en. Meget overraskende er det dog, at medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom nu stemmer i. Og hvorfor melder DSU-medlemmer det ud nu, velvidende at Mette Frederiksen gentagne gange lovede at frede SU’en under folketingsvalget i foråret? Ønsker DSU’erne virkelig at presse regeringen til at blive endnu en løftebrudsregering?

Uanset om det er en enlig svale eller en prøveballon for et storstilet socialdemokratisk løftebrud, er det trættende, at vi igen skal forsvare unges muligheder for at tage en uddannelse. Det ville være en glædelig overraskelse, hvis vi i stedet kunne kæmpe for at forbedre den sociale mobilitet endnu mere, og sikre, at endnu flere unge kan tage den uddannelse, de drømmer om – uden at de skal frygte, at deres levevilkår bliver revet væk under fødderne på dem. ■

 

Det ville være en glædelig overraskelse, hvis vi i stedet kunne kæmpe for at forbedre den sociale mobilitet endnu mere, og sikre, at endnu flere unge kan tage den uddannelse, de drømmer om – uden at de skal frygte, at deres levevilkår bliver revet væk under fødderne på dem
_______

 

Johan Hedegaard Jørgensen (f. 1994) er studerende og har siden 1 februar 2019 været formand for Danske Studerendes Fællesråd, der er talerør for mere end 150.000 studerende på de lange videregående uddannelser. ILLUSTRATION: Demonstration for bevarelse af SU’en, 13. oktober, 2016 [foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix]