22.06.2019

Narendra Modis overvældende sejr ved det nylige indiske parlamentsvalg har skabt en ny situation for Indiens demokrati. Landet kan risikere at udvikle sig til et hindu-nationalt autokrati. Modsætningsforholdet til Pakistan gør udviklingen farligere.

Analyse af Jørgen Dige Pedersen

Valget til det indiske parlament, Lok Sabha, er verdens mest omfattende demokratiske valgproces. Omkring 900 millioner mennesker var stemmeberettigede ved valget dette forår, og ud af dem afgav godt to tredjedele deres stemme ved valghandlingerne, som strakte sig over syv runder i april og maj.

Det indiske valg var interessant, fordi det måtte forventes at være en folkelig vurdering af de sidste fem års regeringskoalition, som i forvejen opnåede en overraskende stor sejr ved valget i 2014. Regeringskoalitionen – anført af det hindunationalistiske parti BJP med Narendra Modi i spidsen – endte dengang med absolut flertal i parlamentet, hvilket kun sjældent er sket i Indiens nyere historie. Men i lyset af flere lokale valgnederlag i 2018, en kritisk økonomisk situation med landbrugskrise og en kritisk lav beskæftigelse forventede mange iagttagere og opinionsanalytikere, at Modi nok ville vinde valget, men med et væsentligt reduceret mandattal. Det håbefulde valgslogan ’Good times are here’ fra valget i 2014 lagde i lyset af de økonomiske problemer ikke just op til en fremgang ved dette års valg. Alligevel sejrede NDA-alliancen mellem det førende parti BJP og en række mindre regionale partier på overlegen vis.

Partiet lykkedes stort set med at fastholde sit greb om kerneområdet i det hinditalende og folkerige Nordindien, og det udvidede sin indflydelse markant i det østlige Indien samt en del af det sydlige Indien. I nogle af de vigtige delstater blev partiet på afgørende vis hjulpet af alliancer med lokalt funderede partier, og derfor er partiet – trods sin dominerende position – stadig afhængig af lokale alliancepartnere. Sammenlignet med BJP er alle de andre nationale og regionale partier dog af begrænset vælgermæssig volumen, og selv om oppositionspartiet Kongrespartiet fik en mindre fremgang, halter det stadig langt bagefter. Venstrefløjspartierne, særligt de to kommunistpartier, fik katastrofale valg og opnåede kun sølle fem mandater i alt.

 

Tilstedeværelsen af stærke lokale politikere fra andre partier synes at have været det eneste, som for alvor har kunnet begrænse BJP’s valgsejr
_______

 

Grænser for valgsejren
Betragter man et kort over valgresultatet i Indien, er det tydeligt, at oppositionspartiernes sejre var koncentreret i det sydlige, ikke-hinditalende Indien – særligt i staterne Kerala, Tamil Nadu, Andhra Pradesh samt i Punjab, hvor Kongrespartiet ledet af en stærk lokal sikh-politiker [sikhisme er en indisk religion, red.] vandt en overvældende sejr. Selvom BJP udvidede sin indflydelse i det østlige Indien, blev partiet dog modgået af stærke lokalt baserede politikere. Tilstedeværelsen af stærke lokale politikere fra andre partier synes at have været det eneste, som for alvor har kunnet begrænse BJP’s valgsejr.

I den sydlige stat Tamil Nadu vandt det stærke lokale parti DMK under den nye leder med det sigende navn Stalin. Fremtidens udfordring for oppositionen i Indien består i at samle de mange lokale men forskelligartede politiske kræfter til én sammentømret koalition, som kan udfordre BJP. Dette er ikke nemt, da mange af partierne typisk kun har en lokalpolitisk dagsorden og vil være fristet til at sikre disse interesser gennem en alliance med det største parti ved magten i New Delhi: BJP.

Kongrespartiets leder, Rahul Gandhi, forsøgte under valgkampen at styrke sine alliancer og klarede det meget bedre end ved forrige valg, men i konkurrencen med den siddende premierminister, Modi, kom han alligevel til kort.

Mere Modi end BJP
Valgkampen blev præget af de nye tider: De sociale medier blev flittigt benyttet af især BJP og Kongrespartiet, og de talrige private tv-stationers hektiske konkurrence om seernes gunst gjorde også, at ’fake news’-fænomenet blev særdeles udbredt. De nye platforme for politisk kamp har formentlig været med til at gøre valgkampen særdeles kostbar, og det har hjulpet BJP, som råder over langt de største pengemidler.

Valgkampen fik karakter af et præsidentvalg med partiernes fokus rettet stærkt mod spidskandidaterne og deres personlighed. Modi blev portrætteret som en stærk og handlekraftig leder, fri for de gamle politikeres korruption og personlige magtbegær. Kongrespartiets leder, Rahul Gandhi, forsøgte energisk, men uden stort held at punktere myterne om Modi. BJP portrætterede imidlertid Gandhi som en uerfaren politiker med stærk familiær forankring i Indiens gamle politiske klasse. I vælgernes øjne repræsenterede han eliten, mens Modi repræsenterede opgøret med denne på trods af sine nu fem år i toppen af det politiske system.

Det stærke fokus på Modi har på samme måde som ved valget i 2014 betydet, at sejren i meget høj grad må tilskrives netop personen (og myten) Narendra Modi. Ingen anden BJP-politiker kommer i nærheden af Modi, når det gælder popularitet og indflydelse. Det viste sig også ved valgene til en række delstatsparlamenter i 2018, hvor fraværet af ’en lokal Modi’ betød nederlag til BJP. Partiets stærke afhængighed af lederen gør således dets fremtid mere usikker.

 

Den store valgsejr til Modi demonstrerede hans egen og partiets styrke, men sejren skyldtes også en forholdsvis svag opposition, som især havde vanskeligt ved at finde sammen i en bred alliance
_______

 

Manglen på troværdige alternativer
Den store valgsejr til Modi demonstrerede hans egen og partiets styrke, men sejren skyldtes også en forholdsvis svag opposition, som især havde vanskeligt ved at finde sammen i en bred alliance. Med flertalsvalg i enkeltmandskredse som det bærende princip – som vi kender det fra USA og Storbritannien – er koalitionsdannelser helt afgørende for at vinde mandater. Valgene i mange valgkredse endte derfor som en kamp mellem tre alternative partikoalitioner. I den største delstat, Uttar Pradesh, var det således en kamp mellem BJP’s alliance, Kongrespartiets og to lokale store partier. Splittelsen af oppositionen gjorde naturligvis situationen lettere for BJP.

Man kunne have forventet, at valget ville have været en slags karaktergivning til den siddende regering for de sidste fem års politik. Som nævnt gik BJP i 2014 til valg på sloganet om, at gode tider ville komme samt på at skabe arbejdspladser til især de mange unge arbejdsløse. Indien har ganske vist haft en pæn høj økonomisk vækst, og Modi-regeringen har gennemført en række forskellige velfærdsreformer, eksempelvis kampagnen for udbredelse af toiletfaciliteter, billig husholdningsgas til familierne og individuelle bankkonti til at modtage bistand.

Men uddelingen af disse velfærdsgoder har også været problemfyldt. Større økonomiske indgreb, som fx den omfattende og kaotiske gennemførte pengeombytning i 2016 – der indebar annulleringen af eksisterende pengesedler og introduktionen af nye – og de mange vanskeligheder for etableringen af et fælles nationalt momssystem, har været til stor gene for utrolig mange almindelige mennesker. Som nævnt kommer hertil en landbrugskrise og en fortsat høj arbejdsløshed, hvis omfang regeringen ovenikøbet søgte at skjule for offentligheden. Op til valgkampen søgte regeringen at øge sin popularitet ved at love jobreservation til økonomisk dårligt stillede fra alle befolkningsgrupper, både religiøse grupper og grupper tilhørende alle kaster. Det er i klar modstrid med tidligere jobkvoter inden for det offentlige, som eksklusivt har været rettet imod de laveste kastegrupper. Denne ændrede politik har muligvis også været med til at skabe nyt håb om jobs til mange arbejdsløse.

Det bemærkelsesværdige ved valgkampen var, at det alligevel lykkedes Modi at fremstå som en leder, der gjorde alt for folkets skyld, til trods for regeringens mange dårlige sager, som oppositionen vedholdende slog på. Det formentlig afgørende element i valgkampen var dog, at Modi formåede at vinde kampen om, hvorledes et omfattende selvmordsangreb i Kashmir-provinsen og indiske styrkers efterfølgende militære angreb på en terroristlejr inde i Pakistan i februar 2019 skulle forstås. Terrorangrebet kostede omkring 40 indiske soldater livet, og det efterfølgende angreb på terroristlejren var vanskeligt at bedømme resultatet af. Pakistans modsvar nogle dage senere resulterede i en mindre luftkrig, hvor et indisk jagerfly blev skudt ned, og hvor piloten blev taget til fange og senere udleveret som en gestus fra pakistanernes side.

Nøgternt bedømt var det ikke en klar indisk militær triumf, men alligevel lykkedes det den indiske regerings spindoktorer at sælge historien til den indiske offentlighed om, hvordan Modi havde givet Pakistan en militær lektion. Den aggressive nationalisme nåede nye højder, og Modi fremstod som den stærke og beslutsomme leder, som ikke ville finde sig i pakistanske provokationer. Det overskygger for rigtig mange indiske vælgere regeringens mange dårlige indenrigspolitiske sager.

 

Det sekulære og pluralistiske indiske samfund med stærke demokratiske institutioner […] vil på den måde gradvist blive mere og mere indskrænket i den nye regeringsperiode
_______

 

Ændrer Indien karakter?
Den store valgsejr til Modi og BJP betyder endnu en periode med medvind for den såkaldte Hindutva-dagsorden – en dagsorden, som handler om at omdefinere Indien i retning af et rent hindu-domineret samfund. Hinduerne udgør ifølge denne opfattelse det grundlæggende element i samfundsordenen, som betyder, at alle andre grupper – muslimer, kristne, ateister og stammefolk – må underordne sig på forskellig vis. Det sekulære og pluralistiske indiske samfund med stærke demokratiske institutioner, som særligt Jawarharlal Nehru – Indiens første premierminister – var arkitekten bag, vil på den måde gradvist blive mere og mere indskrænket i den nye regeringsperiode.

Hindutva-tankegangen findes i mere og mindre ekstreme udgaver, men med Modis sejr i 2014 følte mange af de mere ekstreme bevægelser, at de havde fået grønt lys til at forfølge især muslimerne. Der er ingen tvivl om, at disse ekstreme kræfter nu vil få yderligere vind i sejlene og dermed bidrage til en yderligere polarisering af det indiske samfund og svække dets sekulære institutioner. Det vil blive mærket blandt de indiske universiteter, hvor ytringsfriheden vil blive sat under yderligere pres. Det gælder også i mediebilledet, hvor mange allerede har vist betydelig eftergivenhed over for de hindu-nationalistiske holdninger, og inden for videnskab, kunst og kultur vil friheden blive indskrænket. Faren er selvfølgelig, at Indien i vil udvikle sig i en semi-autoritær retning i lighed med fx Tyrkiet under Erdogan. Ironisk nok vil Indien dermed begynde at ligne et hindu-orienteret spejlbillede af det muslimske Pakistan, dog uden militærets centrale rolle. Ikke et rart fremtidsbillede!

Det behøver imidlertid ikke at gå så galt. Der er stadig store dele af Indien og dets institutioner, som ikke er underlagt den hindu-nationalistiske bølge, herunder det indiske overhus, og de mange årlige valg til delstatsparlamenterne kan også ændre meget. Demokratiet har ofte været spået undergang i Indien, men har hidtil altid vist sig levedygtigt. Modi holder ikke evigt, og uden ham får BJP vanskeligt ved at vinde magten i fremtiden.

Den mest foruroligende udvikling har været, at Modis aggressive nationalistiske retorik har virket så stærkt i Indien. Hvis konklusionen på det er, at anvendelsen af militære midler i konflikter med Pakistan kan bruges til indenrigspolitisk fordel af en siddende regering, lover det ikke godt for hele regionens fremtid i en situation, hvor de to stridende naboer begge er bevæbnet med atomvåben. Pakistan forbeholder sig retten til at være den første part i en konflikt til at bruge atomvåben for at sikre sin eksistens. En aggressiv indisk retorik vil nemt kunne ses som en eksistentiel trussel, og bruges atomvåben, vil Indien helt sikkert gøre gengæld. Sydasien er blevet mere usikkert. ■

 

Modi holder ikke evigt, og uden ham får BJP vanskeligt ved at vinde magten i fremtiden. Den mest foruroligende udvikling har været, at Modis aggressive nationalistiske retorik har virket så stærkt i Indien
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland