04.05.2019

Siden Anden Verdenskrig har USA og Japans vigtige strategiske samarbejde bragt USA tættere på Asien og Japan tættere på Vesten. Med Trumps valgsejr for to år siden har den japanske premierminister, Shinzō Abe, skullet tilpasse sig et nyt politisk landskab, der er langt fra Obamas “Pivot to Asia”.

Analyse af Jessica Dam

Over to år er gået siden Donald Trumps valgsejr, og verden har efterhånden fået et indtryk af den nye amerikanske udenrigspolitik. Den kredser om unilateralisme – en kovending i forhold til hans forgængers politik, og multilateralt samarbejde og pragmatisme er skiftet ud med Twitter-diplomati og en kraftig nedskalering af USA’s engagement i det internationale samarbejde. Skiftet fra Obama til Trump-administrationen har både haft fordele og ulemper for Japan og Shinzō Abes politiske agenda.

Det har derfor været vigtigt for Abe at engagere sig med Trump for at mindske uforudsigeligheden, da Japans forhold til USA er stærkt forbundet med den fælles sikkerhedsaftale, der har givet USA militærbaser i Japan i bytte for amerikansk beskyttelse siden 1960. Nu hvor Obamas fokus på Asien er skiftet ud med Trumps “America First”-politik, giver dette rum til, at Abe kan udvikle en mere selvstændig udenrigspolitik, som ikke er påvirket af USA.

Trumps fokus på amerikanske interesser og tilbageholdende tilgang til internationalt samarbejde giver Japan mulighed for at tage lederrollen i det asiatiske samarbejde på sig. Dette har været en vigtig del af Japans udenrigspolitik, da landets begrænsede militære styrke har sat dem i en skrøbelig position i forbindelse med Kinas økonomiske udvikling, Nordkoreas atomprogram og den generelle forøgelse af militærudgifter i Asien. Japan må derfor spille en aktiv diplomatisk rolle for at kompensere for begrænsningen af deres sikkerhedspolitiske handlerum. Et japansk lederskab i multilateralt samarbejde om at tackle Østasiens problemer, såsom den aldrende befolkning, global opvarmning og handelsprotektionisme, kan skabe fælles interesser på tværs af hele regionen. Disse fælles interesser kan hjælpe med at stabilisere kontinentet, som hidtil har været præget af problemer som missiltrusler fra Nordkorea, Kinas økonomiske ekspansion, og de territorielle konflikter om øerne i Det Øst- og Sydkinesiske Hav.

 

Trumps fokus på amerikanske interesser og tilbageholdende tilgang til internationalt samarbejde giver Japan mulighed for at tage lederrollen i det asiatiske samarbejde på sig. Dette har været en vigtig del af Japans udenrigspolitik
_______

 

Japan i førersædet
I modsætning til Obamas entusiasme om den fælles frihandelsaftale Trans-Pacific Partnership (TPP) forlod Trump forhandlingerne, da han hævdede, at medlemslandene ville udnytte sænkelsen af toldsatser over for USA. I dette magttomrum tog Japan initiativ til at fuldføre TPP, som blev en af de største handelsaftaler i verden. Denne aftales siges at skulle imødegå Kinas nye Silkevej, det såkaldte Belt and Road-initiativ, da et økonomisk stærkt Kina med tætte handelspartnere i regionen potentielt kan isolere Japan.

Med USA’s exit fra Paris-aftalen i 2017 sendte Trump et signal om, at han ikke var dedikeret til det internationale klima-samarbejde. I dette vakuum har Japan startet projektet Japan Climate Initiative. Hensigten er at tage føringen over Asiens – og resten af verdens – klimapolitik. Klimaproblemstillingen er et populært politisk punkt på den asiatiske dagsorden, og derigennem kan Japan spille en indflydelsesrig rolle globalt. Japan spiller ligeledes en international lederrolle i udviklingen af kunstig intelligens samt i støtten til frihandel.

Japans mere aktive rolle skaber associationer til lederrollen i 1990’erne, hvor den Japanske økonomiske model eksporteredes til landets asiatiske nabo-økonomier, og tog en aktiv rolle i oprettelsen af ASEAN (Association of South East Asian Nations, red.), the Regional Forum (ARF) og the Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC). Først blev Japans lederskab taget imod med åbne arme af deres naboer, da Japans økonomiske model skabte udvikling i Sydkorea, Taiwan og Thailand. Det var begyndelsen på en ny æra, hvor frygten for japanske militarisme var byttet ud med store humanitære bidrag og fokus på multilateralisme.

Efter den asiatiske finanskrise i 1997 kom Japans lederskab imidlertid under beskydning. Flere lande skød skylden for krisen på Japans økonomiske model og påpegede japanernes diplomatiske fiasko i at løse ø-konflikterne i Asien. Som resultat heraf måtte den japanske regering spille en mere tilbagetrukket rolle i international politik, og USA tog lederskab i regionen. Derfor er det vigtigt, at Japans projekter lykkes – i modsætning til tidligere initiativer.

Førhen var det USA som ledte de økonomiske og diplomatiske initiativer. Obama strategiske skifte – USA’s ”Pivot to Asia” – etablerede det første USA-ASEAN-topmøde, ledte TPP-forhandlingerne, og tilsluttede sig East Asian Forum. Dette efterlod kun begrænset plads til, at Japan kunne tage politisk og økonomisk lederskab. Ifølge Obama ville Asien spille en kæmpe økonomisk rolle i verden, og han så et amerikansk engagement i regionen som en afgørende faktor i at sikre amerikanske interesser. Dette har ændret sig med Trump, som i højere grad fokuserer på indenrigspolitik og lægger pres på sine allierede til at bidrage finansielt og politisk til verdenssamfundet. Dette ses fx i Trumps pres på medlemslandene i NATO og på Japan til at bidrage mere til alliancen med USA. Dermed er de japanske initiativer velkomne i Trumps øjne, så længe Japans projekter ikke truer amerikanske interesser.

 

Trump og Abe har opbygget et tæt forhold til hinanden, hvilket står i kontrast til Obamas relation til Abe, som ofte var præget af spændinger
_______

 

Shinzo Abes amerikanske dilemma
Trump og Abe har opbygget et tæt forhold til hinanden, hvilket står i kontrast til Obamas relation til Abe, som ofte var præget af spændinger grundet Abes anti-kinesiske retorik og Obamas fokus på at forbedre forholdet mellem USA og Kina. Spændinger mellem Abe og Obama kunne ses da Obama åbent kritiserede den japanske premierministers besøg til den kontroversielle Yasukuni Helligdom, hvor sjæle af krigsforbrydere fra Stillehavskrigen er viet, og Obamas tilbageholdende engagement i flere statsbesøg til Japan. Disse spændinger var også dels forårsaget af, at Obama tog førersædet i Japans ø-konflikt med Kina, hvilket ikke gav Abe meget spillerum i konflikten. Til trods for spændingerne, samarbejdede Abe og Obama tæt sammen i projekter som TPP og Operation Tomodachi, som skulle genopbygge ødelagte områder efter atomulykken i Fukushima.

Den amerikansk-kinesiske tilnærmelse er skiftet ud med en opfattelse af Kina som konkurrent, og Trump har i den forbindelse rejst toldmure mellem de to lande. Det har bragt verden tættere på en handelskrig, som Japan også kan blive offer for. Hvor Obamas multilaterale og pragmatiske politik var med til at stabilisere Asien, har Trumps unilaterale fremgangsmetoder øget spændingerne i området, hvilket har bragt den japanske premierminister tættere på det Hvide Hus. Ved at skabe gode relationer til Trump kan Abe føre en selvstændig udenrigspolitik som fokuserer på frihandel, klima og politisk samarbejde. Hans tætte forhold til Trump kan forsikre den amerikanske præsident om, at Abes udenrigspolitik er i alliancens fælles interesse, og at Japan kan træde frem og bidrage mere til alliancen, som Trump har efterspurgt.

Det er dette dilemma, Shinzō Abe befinder sig i. Han har nu mere politisk indflydelse i det internationale samfund, men han er også mere tilbøjelig til at blive indblandet i amerikansk udenrigspolitik. Det var tilfældet da Japan blev kritiseret af USA for ikke at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, hvilket svækkede forholdet mellem Japan og USA. Forholdet blev dog igen forbedret efter USA’s bekendtgørelse af, at Nordkorea stod bag det globale WannaCry-cyberangreb i maj 2017, som satte fokus på en fælles fjende.

 

Så længe [Japan og USA] har et tæt militært samarbejde – som beskrevet i alliancetraktaten – har Trump i store træk givet Abe frirum til at øge sin indflydelse i regionen
_______

 

Ny japansk dominans i Østasien?
Ved at sikre et solidt forhold til Trump har Abe øget sin indflydelse i Østasien. Så længe begge parter har et tæt militært samarbejde – som beskrevet i alliancetraktaten – har Trump i store træk givet Abe frirum til at øge sin indflydelse i regionen. Førhen var der pres på, at Abes politik skulle afstemmes med Obamas, og selv små afvigelser, såsom besøget ved Yasukuni-helligdommen, ledte ofte til åben kritik fra den amerikanske præsident. Nu kan Abe frit lave sine egne udenrigspolitiske markeringer, så længe det ikke strider mod Trumps interesser: en solid amerikansk økonomi samt et stærkt militær. Heldigvis er disse interesser er også Abes: En stærk amerikansk økonomi kan svække den stærke yen, som begrænser Japans konkurrencedygtighed. Et stærkt amerikansk militær er nødvendigt for sikkerhedsalliancen mellem de to lande; og presset på Abe til at bidrage mere til alliancen kan øge Japans indflydelse i regionen. Som konsekvens af Trump-administrationen skal Abe være på Trumps kammerat, men det har Abe ikke noget imod, da han har fået større politisk indflydelse i Østasien, hvilket ikke var tilfældet under Obama-administrationen.

Selvom Trumps uforudsigelighed har haft negative konsekvenser for Japan, kan Trumps diplomati i Østasien ses som vellykket for USA i sammenligning med Obamas. Konfronteret med et konkurrencedygtigt og udvidende Kina og med Nordkoreas atomprogram har Trump reageret anderledes end sine forgængere. Hans reaktion stemmer overens med Abes ønsker efter at have været vidne til Obamas fejlslagne håndtering af Nordkorea og hans tilnærmelser mod Kina, som ikke har formået at begrænse Kinas økonomiske ekspansion. Historisk set har amerikansk diplomati ikke kunnet beskytte japanske interesser imod deres upålidelige naboer, så Abe er villig til at se, om Trumps uforudsigelige udenrigspolitik kan gøre det for Japan, som Obamas ikke kunne. ■

 

Selvom Trumps uforudsigelighed har haft negative konsekvenser for Japan, kan Trumps diplomati i Østasien ses som vellykket for USA i sammenligning med Obamas
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister