30.12.2019

.

Vi ved, at sandheder blev fordrejet om krigen i Afghanistan, men vi ved ikke i hvor stort et omfang, fordi de danske medier ikke har levet op til deres pligt og undersøgt sagen tilstrækkeligt. Som borgere står vi magtesløse tilbage i den offentlige debat om dansk udenrigspolitik.

Kommentar Jesper Munk Jakobsen

THE WASHINGTON POST BRAGTE den 9. december en rystende afsløring om, at amerikanske regeringer bevidst har fortalt usandheder om krigen i Afghanistan. USA og Danmark har i 18 år side om side ført krig i Afghanistan. Nu viser det sig, at den krig som har kostet 43 danske soldater livet, er blevet ført på baggrund af bevidste løgne fra skiftende amerikanske regeringer med det formål at vildlede befolkningen.

Det ved vi nu på baggrund af 2.000 siders hidtil tilbageholdte dokumenter, som Washington Post efter et tre år langt juridisk tovtrækkeri har fået adgang til.

Dokumenterne indeholder blandt andet interview med 428 involverede generaler, rådgivere og diplomater, som har spillet en direkte rolle i krigen.
En af de interviewede siger fx, at det var almindeligt i Det Hvide Hus at fordreje statistikker for at få det til at se ud som om, at USA var ved at vinde krigen, selvom man vidste, at det ikke var tilfældet.

I statistikker om antallet af dræbte civile i Afghanistan, pyntede man på tallene, og i 2006 gemte den amerikanske regering en 40-siders rapport om Taliban af vejen, der viste, at den afghanske befolkning havde ”enorm mistillid” til amerikanerne.

Det helt åbenlyse spørgsmål i en dansk kontekst synes at være: Hvis de amerikanske politikere har løjet overfor deres befolkning om krigen i Afghanistan, har de danske politikere så også løjet overfor deres befolkning? Og i hvilket omfang?

 

Friis Bach afslørede altså på åbent tv, at man bevidst fra dansk politisk side løj overfor den danske befolkning omkring indsatsen i Afghanistan
_______

 

DE SPØRGSMÅL HAR KUN GANSKE FÅ MEDIER i Danmark valgt at beskæftige sig med. Afsløringen har fået nærmest ingen medieopmærksomhed i Danmark, hvilket kan undre, når Danmark også har ført krig i Afghanistan.

For at sætte mediedækningen i perspektiv har jeg foretaget en søgning på ”Afghanistan” på fire store landsdækkende medier: Dr.dk, Berlingske, Politiken og Dagbladet Information. Ser man bort fra det identiske Ritzau-telegram, de alle har bragt, har de fire skrivende medier tilsammen produceret tre styks selvstændig journalistik om emnet.

Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent og en journalist på Politiken har skrevet to fine artikler om sagen, som udelukkende har et amerikansk perspektiv. Dagbladet Information har ingen journalistik lavet, men i stedet skrevet en leder og en klumme, der forholder sig til sagen. På dr.dk er der en enkelt artikel om sagen.

Kun Orientering på P1 og Deadline virker til at have beskæftiget sig med affæren i et dansk perspektiv, og i Deadline den 14. december blev den tidligere minister for udviklingsbistand, De Radikales Christian Friis Bach, interviewet. Da han blev spurgt om, han som minister tegnede et overvejende positivt billede af udviklingen og krigen i Afghanistan i forhold til virkeligheden, svarede han: ”Ja, det tror jeg, at man kan sige, bliver en tilståelsessag. Det vidste vi jo ofte godt, at der var ting som var langt sværere, end det vi fortalte.”

Friis Bach afslørede altså på åbent tv, at man bevidst fra dansk politisk side løj overfor den danske befolkning omkring indsatsen i Afghanistan. Det er selvsagt en kæmpe politisk skandale, at danske politikere har løjet overfor den danske befolkning.

 

Både Friis Bach og Fogh er eksempler, som viser danske mediers tilgang til udenrigspolitiske løgne, og til de politikere som har løjet overfor den danske befolkning: Dem, som lyver om udenrigspolitik, får lov til at gå fri

_______

 

SÅ HVORFOR HAR DENNE SAG IKKE vakt større interesse i danske medier? Efter snart to årtiers dansk udenrigspolitik i Mellemøsten med USA i spidsen, er det, fordi man efterhånden forudsætter, at Danmark følger amerikansk udenrigspolitik.

Det er amerikanerne, som presser på, for at Danmark og de andre NATO-lande skal øge forsvarsbudgettet til 2 pct. af deres BNP. Det er USA, der ønsker at lægge pres på Iran, at vælte Assad i Syrien og føre en ny kold krig mod Rusland.

Derfor ved vi i Danmark godt, at vores informationer og holdninger omkring fx krigen i Afghanistan bliver dikteret i en eller anden grad af USA. Vi følger blindt med og har vænnet os til, at løgne er en del af dansk-amerikansk udenrigspolitik.

Vi ved allerede fra tidligere i år, at Anders Fogh Rasmussen og hans regering i 2003 bevidst sammen med NATO gik ind i Irak på et falsk grundlag, men det har ikke fået nogen konsekvenser for hans hyppige optræden i danske medier som ekspert på NATO-området.

Vi ved ikke, hvor mange tidligere og nuværende ministre, medierne har forsøgt at forholde de her afsløringer, men vi kan konstatere, at Christian Friis Bach er en af de få, som har forholdt sig til dem. Alligevel var det tankevækkende, at han i Deadline ikke blev behandlet som en løgner, der er ansvarlig for milliarder af kroner og tusindvis af menneskeliv.

Både Friis Bach og Fogh er eksempler, som viser danske mediers tilgang til udenrigspolitiske løgne, og til de politikere som har løjet overfor den danske befolkning: Dem, som lyver om udenrigspolitik, får lov til at gå fri.

 

Vi ved til gengæld, at krigen i Afghanistan nu løber på sit snart 19. år og menes at have kostet 157.000 menneskeliv, herunder 43.074 civile, 2300 amerikanske soldater og 43 danske

_______

 

DET ER DERFOR VANSKELIGT LIGE NU at finde ud af, hvordan det er gået med indsatsen i Afghanistan. Det vi ved, er, at vi ikke kan stole på de tidligere fortællinger fra amerikanske og danske politikere om, hvordan det er gået.

Danmark har deltaget i USA’s projekter, som havde til formål at opbygge en kompetent afghansk hær og politistyrke. Ligeledes har man villet bygge skoler til pigerne i landet og hjælpe landet med at udvikle demokrati, men vi ved ikke, hvad vi har vi har fået for pengene, fordi ingen kritiske interviews bliver lavet med magthaverne. Afghanistan har muligvis fået demokrati, som på et tidspunkt blev ét vigtigt succeskriterie for krigen. Men den 22. december kunne man læse, at kun hver femte afghaner har stemt til præsidentvalget i september og modkandidaten til den afghanske præsident, Ashraf Ghani, Abdullah Abdullah, beskylder afstemningen for at være falsk. Er det en succes?

Vi ved til gengæld, at krigen i Afghanistan nu løber på sit snart 19. år og menes at have kostet 157.000 menneskeliv, herunder 43.074 civile, 2300 amerikanske soldater og 43 danske. Ifølge en rapport fra FN er 3812 civile blevet dræbt eller såret i det første halvår af 2019 i krigen mod militante islamister i Afghanistan, hvilket er en stor stigning sammenlignet med første halvår af 2018.

Kunne det være interessant for et dansk medie at stille nogle danske politikere til ansvar for de mange menneskers liv?

Washington Post har vurderet, at krigen i Afghanistan har kostet mellem 934 $ milliarder og 978 $ milliarder. I 2017 kunne man læse i nogle medier, at krigen ifølge Forsvarsministeriet har kostet 14,5 milliarder kroner, men det virker oplagt at et dansk medie starter en offentlig debat, om hvorvidt de penge er brugt godt.

 

Mediernes dækning af krigen i Afghanistan viser desværre, at politikerne fremover trygt kan lyve og fordreje sandheder i dansk udenrigspolitik gennem 18 års krig, uanset om det koster milliarder af kroner og tusinder af liv og danske soldater bliver dræbt

_______

 

AFSLØRINGEN I WASHINGTON POST HAR ikke kun et relevant bagudrettet dansk perspektiv. For den danske udenrigspolitik har bare den seneste måned vist, at Danmark fortsat uden at blinke tropper op med hjælp, hvor end amerikanerne peger hen. Danmark sender nu en fregat til Hormuzstrædet og deltager dermed militært i konflikten med Iran, og vi overtager en træningsmission i Irak. En mission som kunne minde om træningen af afghanske styrker, som man fortalte befolkningen, gik godt, selvom man vidste det var håbløst ifølge Washington Post.

Efter man i Deadline kunne høre Christian Friis Bach fortælle om sin lemfældige omgang med sandheden overfor den danske befolkning, fordi han mente, at det var hans pligt som politiker, står det klart, hvilken kritisk tilgang man som medie bør have til enhver politiker, som udtaler sig om danske internationale indsatser fremover. Ellers kan politikerne lyve så tosset de vil og argumentere for, at det er af hensyn til Danmarks interesser og den nationale sikkerhed.

Medierne burde fokusere på, at løgne overfor borgerne bliver afsløret, og at det får konsekvenser i form af kritisk journalistik. Mediernes dækning af krigen i Afghanistan viser desværre, at politikerne fremover trygt kan lyve og fordreje sandheder i dansk udenrigspolitik gennem 18 års krig, uanset om det koster milliarder af kroner og tusinder af liv og danske soldater bliver dræbt.

Vi ved, at sandheder blev fordrejet om krigen i Afghanistan, men vi ved ikke i hvor stort et omfang, fordi de danske medier ikke har levet op til deres pligt og undersøgt sagen tilstrækkeligt. Som borgere står vi magtesløse tilbage i den offentlige debat om dansk udenrigspolitik.

Når løgne bliver afsløret i politik, afslører det også, at medierne er blevet snydt – og det er måske derfor, de er så stille. De vil ikke afsløre, at de ikke gjorde deres arbejde godt nok. ■

 

Vi ved, at sandheder blev fordrejet om krigen i Afghanistan, men vi ved ikke i hvor stort et omfang, fordi de danske medier ikke har levet op til deres pligt og undersøgt sagen tilstrækkeligt
_______

 

Jesper Munk Jakobsen (f. 1988) er cand.mag. i retorik fra Aarhus Universitet fra 2018 og uddannet kommunikatør fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2015. Han er tilknyttet TFF – Den transnationale stiftelse for freds- og fremtidsforskning. Derudover blogger han på www.jespermunkjakobsen.dk ILLUSTRATION: Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen holder den 18. maj 2007 tale til de danske soldater Camp Bastion i Afghanistan [foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix]