31.08.2019

.

Det er kun få procent af befolkningen, der har valgt at blive medlem af et politisk parti – og de forventer at blive hørt. De forventer, at et medlemskab er mere end et årligt girokort. Med denne magtkamp, der primært er ført gennem pressen, har toppen af Venstres organisation fejlet og vist, at de alene vide. Det er ikke et sår, der heles hurtigt.

Kommentar af Jeppe Søe

De, der ønskede Løkkes afgang, har gentagne gange udtrykt ønske om, at Venstre skal starte på en frisk. Det har været deres pointe, når de skabte ballade ved at gå i pressen og kritisere, at der er for meget ballade i pressen. Men det står klart for enhver, at de seneste måneders kampe umuliggør den friske start.

Venstre vil i årtier have dagens beslutning med sig – og partiet er delt i minimum to fløje. En fløj, der ønskede Løkkes retning og ham som chauffør på den; en fløj, der ønskede Kristian Jensen som naturlig arvtager; en fløj, der ønskede begge væk; og dem, der synes, det hele er en ligegyldig storm i et glas vand. Og så de gamle bastioner med handelsskole- og højskolevenstre, der fortsat slås med mellemrum. Helt som S og K i tidligere tider er partiet nu opdelt i fløje. Deres kampe var dog knapt så voldsomme, da de blev afgjort demokratisk på landsmøder eller endte brat på en motorvej.

Kun en enkelt ting vil kunne skabe en reel genstart af Venstre – og den rette platform for en ny formand – nemlig at baglandets ledelse også trækker sig omgående. De fleste af dem har handlet gennem pressen og ikke evnet (eller ønsket) at lytte til det brede bagland. Det bagland, der i vedtægterne er demokratisk sikret af landsmøderne, så de kan tage beslutningen.

Medlemmerne var måske kommet til samme resultat, men i det mindste havde de følt en snert af demokratisk indflydelse, hvis de rent faktisk havde fået mulighed for at træffe afgørelsen om formandskabets fremtid. I stedet har mange i dag skrevet, at de melder sig helt ud.

PARTIMEDLEMSSKAB ER MERE END ET GIROKORT
Alle, der er aktive i et politisk partis bestyrelser, bliver grebet af den bacille, der handler om positioner. Men for almindelige medlemmer og vælgere handler politik ikke om personers indbyrdes magtforhold. De er ikke optagede af, om en regionspolitiker er sur over, at hans job skulle nedlægges – eller om nogle foreninger vil hævne, at deres kandidat stod på spring og aldrig fik muligheden, selvom målinger viser, han aldrig var i nærheden af den påkrævede popularitet. Alle de magtforhold er rent organisationsfnidder i de fleste vælgeres øjne. Målinger de seneste dage har da også bekræftet, at Løkke var populær i baglandet og blandt vælgerne – hvilket folketingsvalget var et synligt bevis på.

Det er kun få procent af befolkningen, der har valgt at blive medlem af et politisk parti – og de forventer at blive hørt. De forventer, at et medlemskab er mere end et årligt girokort. Med denne magtkamp, der primært er ført gennem pressen, har toppen af Venstres organisation fejlet og vist, at de alene vide. Det er ikke et sår, der heles hurtigt.

 

De seneste dage viser med al tydelighed, at det netop er organisatoriske formænd i Venstre […], der styrer partiet med hård og egenrådig hånd. Hvorfor skal de ikke også trække sig for at få en frisk start?
_______

 

“Venstre må ikke være formandsstyret”, skrev den magtfulde formand for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, til mig forleden i et svar på sin Facebookside. Jeg konstaterede nemlig, at Venstres bagland har været mere mediestyret end medlemsstyret de seneste år.

Jens Nicolai tænkte nok på formanden af partiet – som han ville af med – men de seneste dage viser med al tydelighed, at det netop er organisatoriske formænd i Venstre som ham selv, der styrer partiet med hård og egenrådig hånd. Hvorfor skal de ikke også trække sig for at få en frisk start?

De magtfulde folk ønskede ikke at lytte til medlemmerne, som landsmødet er skabt til at tage hånd om. De ville tage beslutningen selv – og gøre landsmødet til en parentes. Hvem tør egentlig være formand for et parti, der ikke lytter til medlemmerne, men er formandsstyret?

BAGLANDETS LEDELSE ER DEN PRIMÆRE BALLADEMAGER
Hvem lytter baglandets ledelse så til? Den lytter hellere til pressen, der har dækket formandskampen tæt siden 2014 – og dermed påstået, at den var der, og konstant målt enhver politisk beslutning i forhold til denne – eller alle udnævnelser som fløjkampe.

Nogle går i pressen og siger, at al den omtale af magtkampen er skadelig. At den må stoppe. Andre går i pressen for at sige til dem, der gik i pressen, at de skal undlade at gå i pressen. Det synes dem, der gik ud først, ikke at de skal. Man kan altid finde et medlem blandt de 35.000, der synes, det ville være fedt at komme på forsiden.

Når baglandet har fodret medierne på daglig basis, var balladen blevet så stor, at formændene fra forskellige regioner også gik i pressen for at kræve Løkkes afgang – det ville nemlig stoppe balladen, de selv havde skabt.

Nu er Løkke gået. Han måtte ikke tale politik til medlemmerne på landsmødet før valget af formand. “Han er jo ekspert i at tale folk over på hans side”, frygtede man. Baglandets folk på landsmødet er åbenbart dumme og nemme, må vi forstå. Og man kunne vel påpege, at den egenskab, de frygtede, er den vigtigste for en statsministerkandidat. ■

 

Nu er Løkke gået. Han måtte ikke tale politik til medlemmerne på landsmødet før valget af formand. “Han er jo ekspert i at tale folk over på hans side”, frygtede man. Baglandets folk på landsmødet er åbenbart dumme og nemme, må vi forstå
_______

 

Jeppe Søe (f. 1971) er foredragsholder, debattør og journalist. Holder foredrag om – og underviser i – politisk kommunikation, samfund, medier og sociale medier.