11.07.2019

Macrons lange vinter er slut. De Gule Veste har mistet opbakning, og præsidentens popularitet stiger gradvist. Nu lancerer han ”acte deux” – anden akt. Men præsidentens kurs har ikke ændret sig, og flere hårdhændede reformer ligger forude. Det kan gøre det svært for ham at forblive centrist i 2022.

Analyse af Jeppe Damberg

PARIS – Under den franske præsidentvalgkamp i 2017 gjorde Emmanuel Macron og hans udbryderparti, En Marche, alt for at positionere ham som en karismatisk strongman med kræfterne til at “forny og reformere Frankrig”. Det løfte blev indfriet eftersom Macron gjorde brug af Frankrigs vertikale struktur af regeringsmagten, hvor præsidenten udvælger premierministeren – ofte fra eget parti – til at lede parlamentet, hvilket giver ham de facto magt over alle politikområder. Med striks topstyring af partiet, og da En Marche opnåede en majoritet i parlamentet, var det derfor muligt for præsidenten at gå hurtigt til værks med at gennemføre hårdhændede økonomiske reformer.

Som led i en plan om at gøre Frankrigs økonomi mere grøn, annoncerede regeringen øgede dieselskatter, hvilket ramte dem med laveste indkomster mest. Det skete, samtidig med at regeringen eliminerede en formueskat og reformerede Frankrigs notorisk ineffektive arbejdsmarkedslove. Hurtigt blev Macron, der kaldte sin egen regeringsstil ‘jupiterisk’ som en reference til den romerske konge af guder, kendt som ‘de riges præsident’, og næsten 300.000 utilfredse borgere hoppede i gule veste og okkuperede landets motorveje og storbyer i en oprørsbevægelse, som 85 pct. af den franske befolkning støttede. Præsidentens lange vinter var begyndt.

I første omgang håbede Macron og hans parti, at De Gule Veste ville gå i opløsning i vinterens kulde, men demonstranternes støtte voksede kun, og slagsmål, bilbrande og andet hærværk blev dagligdag for franskmændene i mange af landets byer. Præsidenten så sig nødsaget til at gennemføre tilbagerulninger og gå på kompromis for at genvinde stabilitet og støtte: Elimineringen af formueskatterne blev smidt på porten, dieselskatten udskudt og minimumslønnen hævet. I klassisk Macron-stil drog han på sin egen Tour de France gennem landet, den såkaldte ‘Grand Débat’ – en serie offentlige høringer og debatarrangementer – der strakte sig over en måned, hvor præsidenten selv kunne lytte til franskmændenes problemstillinger, kritikpunkter og frustrationer. Jupiter var kommet ned på folkets niveau – ikke af fri vilje, men af tvang.

 

I klassisk Macron-stil drog han på sin egen Tour de France gennem landet, den såkaldte ‘Grand Débat’ (…). Jupiter var kommet ned på folkets niveau – ikke af fri vilje, men af tvang
_______

 

Macron viste flere gange under valgkampen, at der er få vælgere, som han ikke kan overbevise i en debat i et lokalt forsamlingshus eller gymnastiksal. Sammen med tilbagerulningerne af den upopulære politik blev le Grand Débat således en succes. De Gule Veste mistede momentum, og præsidentens popularitet steg gradvist gennem marts og april. Denne genrejsning fik et boost med Europaparlamentsvalget, hvor han igen formåede at vinde mange stemmer til sit parti ved at portrættere det politiske landskab som en kamp mellem mørket – i form af: Le Pen og hendes ekstreme højrefløj – og lyset: Macron selv og alle dem, som ikke identificerede sig med højrefløjen.

Det er sandt, at Macrons parti, En Marche, ikke vandt EP-valget, men de var tættere på Le Pen end først troet – mindre end 1 pct. færre stemmer – hvilket var bedre, end de politiske kommentatorer havde forventet. Macrons vinter er nu blevet til det, man kan kalde et koldt forår, og med genvundet selvsikkerhed har præsidenten i denne måned påbegyndt ”acte deux”.

Nye reformer, samme kurs
Det er tydeligt, at Macron har forstået, hvad mange af de franske borgere og De Gule Veste siger: I en tale ved FN’s Internationale Arbejderorganisation (ILO) udtalte Macron, at populisme giver sig til udtryk, når “demokratiet ikke længere beskytter mod kapitalismens uligheder”, og at Europa er nødt til at skabe en økonomi, hvor alle har en andel. Kort og godt: Det handler om økonomisk ulighed. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at han har tænkt sig at løse borgernes problemer på den måde, som de har i tankerne.

 

Kort og godt: Det handler om økonomisk ulighed. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at han har tænkt sig at løse borgernes problemer på den måde, som de har i tankerne.
_______

 

Macron og hans regering er stadigt stålfaste i deres tro på, at Frankrigs meget høje arbejdsløshed på 8,8 pct. skal modarbejdes med stramme reformer af reglerne for ansættelseskontrakter og arbejdsløshedsunderstøttelse. Den 12. juni præsenterede Macrons premierminister, Eduard Philippe, derfor en reform rettet mod arbejdsløshedsforsikring og kortsigtede ansættelseskontrakter. Dette er en fortsættelse af Macrons store plan om en gennemgribende arbejdsmarkedsreform, der skal gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Præsidentens vision for det franske arbejdsmarked er stærkt inspireret af den danske ‘flexicurity-model’, hvor lav jobbeskyttelse kombineres med et stærkt sikkerhedsnet. I 2017 gjorde han det lettere for virksomheder at hyre og fyre, og i 2018 gav han flere penge til professionelle uddannelsesprogrammer for at få arbejdsløse hurtigere i arbejde.

Den nye reform vil specifikt ændre reglerne for arbejdsløshedsforsikring og lover at få 150.000-250.000 personer i arbejde inden for bare tre år som resultat af større fleksibilitet. Dertil sparer staten 3,4 milliarder euro. Reformen inkluderer desuden bøder til firmaer, som misbruger kortsigtede ansættelseskontrakter – et stort problem på det franske arbejdsmarked, hvor hver femte er ansat på korttidskontrakter. Reformen ses dog som et stort tab for fagbevægelserne og et modigt træk af Macron, nu hvor De Gule Vestes storm netop er ved at stilne af. Genstarten af reformprocessen er åbningen på Macrons andet akt og viser, at Macron ikke har ændret kurs. Jupiter er tilbage.

Macrons næste mål er omfattende reformer af den offentlige sektor. På præsidentens tur gennem Frankrig lød det gang på gang fra borgere, at det er for besværligt, hvis ikke umuligt, at finde vej gennem Frankrigs enorme og komplekse bureaukrati. Det har i flere årtier skabt en distance mellem borgere i de yderste egne af samfundet og dem i storbyerne – især i Paris – hvilket har gjort de politiske skillelinjer mellem rig og fattig og land og by tydeligere, hvilket man kan observere Le Pen mobilisere vælgere på i sine valgkampe.

 

Genstarten af reformprocessen er åbningen på Macrons andet akt og viser, at Macron ikke har ændret kurs. Jupiter er tilbage
_______

 

Det har været mange præsidenters forhåbninger at reformere bureaukratiet, men som den kendte franske sociolog Michel Crozier skrev i 1963, er den franske bureaukratiske organisation en ond cirkel med rod i centralisering og upersonlighed, som besværliggør reformer. Macron har lovet at decentralisere ledelsen og give lokale aktører mere magt i troen på, at nærhedsprincippet kan effektivisere systemet. Men hans regering har endnu ikke foreslået nogle konkrete løsninger på, hvordan det skal gøres. I stedet er hans tilgang udpræget hårdhændet. På vej gennem parlamentet er nu en reform, der vil skære 120.000 jobs i det offentlige og gøre mange tilbageværende ansattes kontrakter mere fleksible.

Den gør ondt, men det kan være nødvendigt. En rapport lækket af den franske avis Le Figaro viser, at 310.000 statsansatte arbejder mindre end 35 timer om ugen. I rapporten fremgår det, at omkring 30.000 ansatte kunne fyres bare ved at få denne store deltidsgruppe til at arbejde normale timer. Luc Rouban, professor ved det franske universitet Sciences Po, beskriver Macrons projekt som “både politisk og økonomisk vigtige reformer,” der kan gøre staten mere fleksibel.

Macron har brug for hurtige resultater
For at effektivisere velfærdssystemet har regeringen også planlagt en større omlæggelse af velfærdsydelser i løbet af næste år, som skal flette flere ydelser til én universel ydelse, hvilket man kan forestille sig, befolkningen vil tage mere positivt imod. Dertil har Macron og hans premierminister lovet nedsættelser af ejendomsskatten til fordel for middelklassen. Den agenda har dog ikke lagt en dæmper på utilfredsheden i gadens parlament, og med sine fortsat stramme reformer risikerer Macron at puste luft til gløderne og genantænde gadekampene. Mange fagbevægelser frygter en større pensionsreform, som er på vej, og selvom detaljer omkring den er sparsomme, har den til formål at give incitamenter, der skal forlænge franskmændenes tid på arbejdsmarkedet – Frankrig spenderer mere på pension end noget andet OECD-land.

Macron har prøvet at nuancere de stramme reformer med symbolpolitik, men uden meget held. I et forsøg på at besvare beskyldningerne om, at han er elitær og monarkistisk i sine relationer til befolkningen, har Macron varslet lukningen af École Nationale d’Administration, en højere fransk læreanstalt for embedsmænd, hvor Macron selv er uddannet – en skole som har en særlig plads i fransk kultur for at have uddannet de seneste syv ud af otte franske præsidenter og store dele af den franske politiske elite. Det er dog svært at forstå dette som andet end desperat symbolpolitik – og det er usandsynligt, at befolkningen vil se igennem fingre med andre reformer på baggrund af denne slags tiltag.

Macrons succes i andet akt hviler på, om han formår at påtage sig en mere ydmyg og lyttende ledelsesstil og samtidig gennemføre de nødvendige reformer. Endda mere vigtigt er det, at reformerne giver positive resultater inden 2022, hvor det næste præsidentvalg afholdes. Arbejdsløsheden er begyndt at rykke sig og nåede i juni sit laveste niveau i 10 år, men udviklingen kan gå for langsomt for vælgerne.

 

Macrons succes i andet akt hviler på, om han formår at påtage sig en mere ydmyg og lyttende ledelsesstil og samtidig gennemføre de nødvendige reformer
_______

 

En skiftende vælgerbase
Det er ikke kun Macrons image og hans fortsatte stramme kurs med reformer af arbejdsmarkedet og den offentlige sektor, som koster ham befolkningens støtte. Der er mange, som nu tvivler på hans evne til at opfylde sine grønne løfter. Det nye parti De Grønne, som vandt 13 pct. af stemmerne ved Europaparlamentsvalget, gjorde det delvist ved at skyde skarpt efter det, de kaldte ‘Macrons tomme løfter’. På den måde sikrede de sig især mange af de yngre stemmer. Macron har lovet, at hans klimareform vil komme inden 2022, men intet konkret er blevet præsenteret, og han måtte se sine dieselskatter tilbagerullet i kampen mod De Gule Veste. I en tid, hvor grønne partier går frem over hele Europa, kan Macron frygte at miste en god portion stemmer til et nyt seriøst grønt parti.

Macrons vælgerbase er allerede ved at ændre sig. Nye tal fra analyseinstituttet Ipsos-Sopra Steria viser, at Macron tilsyneladende endelig er blevet ‘de riges præsident’ og ikke længere kan kalde sig leder af et centerparti. Volumen af Macrons vælgerbase er cirka den samme som i 2017 og ligger på omkring 22-24 pct., men demografien er svinget til højre. Hvor den typiske Macron-vælger i 2017 var ung og ikke nødvendigvis velhavende, er Macron-vælgeren anno 2019 rigere, ældre og mere konservativ. Til Europaparlamentsvalget fik Macrons parti hele 47 pct. i et af de velhavende kvarterer i Paris, Neuilly-Sur-Seine, hvorimod yngre vælgere fra mere bohemiske områder i øst-Paris flygtede til De Grønne eller centrum-venstre.

Derfor: Hvis Macron skal genvælges i 2022, skal han ikke tale til en vælgerbase, der som ham selv er ung, energisk og optimistisk om fremtiden, men en i større grad etableret, rigere og mere konservativ klasse. I 2017 udkonkurrerede han det konservative Republikanske Parti i sådan en grad, at det blev overflødiggjort i fransk politik, men hvis partiet formår at komme på benene igen, kan Macrons højresving have givet ham en farlig konkurrent i 2022. Det kan tvinge præsidenten til at dreje yderligere til højre, når først valgkampen begynder.

Men indtil videre har Macron valgt ikke at ændre kurs. Han er blevet mere ydmyg i sine udtalelser, men Jupiters egenrådighed står stadig tilbage. Højest på prioriteringslisten er økonomiske reformer med henblik på at adoptere ‘flexicurity’ i det franske arbejdsmarked, skære i statsansatte og gøre den franske økonomi mere dynamisk. På kort sigt gør det ondt på mange af hans tidligere vælgere og i sin stædighed for at få reformerne igennem, ændrer Macron sin vælgerbase til et punkt, hvor det kan blive svært at finde tilbage til det politiske centrum for En Marche. At være ambitiøs centrist er svært, for hvis man reformerer for meget, bevæger man sig automatisk ud på den ene af fløjene. Macron håber formentlig, at hans reformer kan levere stærke økonomiske resultater inden 2022, så præsidenten kan genvinde vælgerne, som han tabte i (højre)svinget. ■

 

Macron håber formentlig, at hans reformer kan levere stærke økonomiske resultater inden 2022, så præsidenten kan genvinde vælgerne, som han tabte i (højre)svinget
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt