23.07.2019

På tre måneder har den politisk uprøvede Zelenskij vundet to demokratiske valg – først præsidentvalget og i søndags parlamentsvalget. For første gang i Ukraines nyere historie har ét parti absolut flertal. Zelenskij har lovet ukrainerne et bedre liv, en styrket økonomi og fred i Østukraine – men kan han levere på løfterne? Og hvad vil Zelenskij egentlig som statsleder?

Analyse af Jens Worning

Over to valgrunder vandt Volodimir Zelenskij en knusende valgsejr ved præsidentvalget i marts-april i år. Hans nydannede parti, Folkets Tjener, der har titel efter den tv-serie om en skolelærer, der uforvarende bliver præsident – og hvor Zelenskij spiller hovedrollen – har nu gentaget det kunststykke ved parlamentsvalget i søndags. 424 pladser skal besættes; de 225 efter proportionalvalg og 199 efter flertalsvalg i enkeltmandskredse. I virkeligheden har parlamentet, Rada, 450 pladser, men pga. krigen i Østukraine er enkeltmandskredsmandaterne i disse områder vakante i øjeblikket.

På grund af en spærregrænse på 5 pct. har Folkets Tjener med sine 43 pct. af stemmerne fået et absolut flertal, mens både tidligere præsident Poroshenko og tidligere premierminister Timoshenkos partier har fået omkring 8 pct. hver. Næststørste parti er den pro-russiske blok, ”Oppositionsplatform – For Liv” med knap 13 pct., og det sidste parti, der kom ind, var det andet nye parti, ”Golos” (Stemme), der lige klarer spærregrænsen.

I enkeltmandskredsene, hvor 199 pladser var i spil, blev 58 uafhængige kandidater valgt, men ellers støvsugede Folkets Tjener mandaterne og fik i alt 129 – de øvrige fire partier, der kom ind i parlamentet, fik tilsammen 12 kredsmandater (sic!).

Pga. sit partis flertal skal Zelenskij ikke forholde sig til en stærk ekstern opposition – til den ene side står Poroshenko og Timoshenko med tilsammen 48 mandater, på den anden de pro-russiske kræfter med 45 mandater. Folkets Tjener og Zelenskij har som nævnt 253 mandater.

Dermed ryger potentiel oppositionspolitik ind i Zelenskijs eget nydannede parti, og her er det kritiske og helt åbne spørgsmål, om han evner at holde armslængde til oligarkerne, hvoraf én allerede spøger i hans bagland. Både efter Orange-revolutionen i 2004 og Euro-Maidan-revolutionen i 2014 evnede oligarkerne, som begge oprør direkte eller indirekte var en protest imod, at reetablere deres politiske indflydelse – det vil de også søge nu efter Ukraines tredje revolution siden årtusindskiftet: Ukrainernes valg af Zelenskij er netop ikke bare et demokratisk valg, men et oprør.

Oligarken i skyggerne af Zelenskij er Ihor Kolomojskij; en mere end almindeligt berygtet oligark. Han ejer den TV-station, der sendte tv-serien ”Folkets Tjener” med Zelenskij i hovedrollen, og han er en del af flere stærkt kontroversielle retssager, som Zelenskij som præsident – eller via en kommende premierminister – ikke kommer udenom at tage stilling til. Kolomoiskij ejede tidligere Ukraines største bank for privatkunder, men den nationaliserede forhenværende præsident Poroshenko – men det løb er endnu ikke kørt. Ender sagen med, at Kolomoiskij genvinder kontrol over banken – selv hvis det så foregår fuldkommen efter bogen – er der stor risiko for, at den offentlige opfattelse vil være, at Zelenskij betaler tilbage – og så vil han med ét være i klub med Poroshenko og Timoshenko og et fuldbyrdet medlem af dén politiske klasse, han er en protest imod. Samtidig er en postsovjetisk oligark som Kolomoiskij en del af flere internationale retssager, der også har international politisk opmærksomhed. Vælger Zelenskijs kommende regering Kolomoiskijs side her, vil det udfordre flere af Ukraines vigtige vestlige partnere, blandt andet USA og Storbritannien.

 

Zelenskij står med et på alle måder nyt hold – aldrig er så mange parlamentarikere blevet udskiftet ved et ukrainsk parlamentsvalg – og risikerer ikke at tabe momentum til et fjendtligt indstillet parlament
_______

 

En ny situation
Valget skaber en unik situation i ukrainsk politik: Præsidenten kan sætte sit eget regeringshold (det er parlamentet, der udpeger premierministeren, ikke præsidenten). Normalt vil en ukrainsk præsident skulle samarbejde med en alliancepartner fra et eller flere andre partier, der typisk tildeles premierministerposten, og det har traditionelt ført til magtkampe mellem præsidenten og premierministeren, hvilket igen har ført til politisk handlingslammelse og skabt gode vilkår for den omfattende korruption. Derudover får Zelenskij ikke en periode som præsident, hvor han skal samarbejde med et ”gammelt” parlament – da Poroshenko eksempelvis blev valgt i 2014, havde daværende premierminister Jatsenjuk allerede siddet nogle måneder, og først sidst på året blev et nyt parlament valgt.

Zelenskij står med et på alle måder nyt hold – aldrig er så mange parlamentarikere blevet udskiftet ved et ukrainsk parlamentsvalg – og risikerer ikke at tabe momentum til et fjendtligt indstillet parlament. Det giver en potentiel reformkraft, man ikke før har set i Ukraine – og det har Zelenskij brug for. Hans indenrigspolitiske program er endnu ret ukonkret, og det drejer sig indtil videre mest om den generelle overskrift, at alle skal have et godt liv. Men ukrainerne – og Zelenskij – ved godt, hvor skoen trykker: En sundheds- og en medicinstøtteordning, der ikke giver ukrainerne, hvad de forfatningsmæssigt har krav på; et uddannelsessystem, der hænger i laser; og en socialøkonomisk omsorg for samfundets svageste, der er tæt på fraværende.

Selvom han har gode muligheder for at sætte gang i ukrainsk økonomi, så vil han aldrig kunne tilfredsstille alle de forskellige drømme, ukrainerne har til ham på sundhed, uddannelse og socialpolitik, på kort sigt. Zelenskij er meget inspireret af den franske præsident Macron, der også skabte sin egen bevægelse og omdannede den til et parti, men han har også de samme udfordringer: Han vil basalt set føre både højre- og venstrefløjs politik på samme tid – hvilket i Frankrig blandt andet fødte De Gule Veste.

Overfor internationale långivere står Zelenskij stærkt: Ukraine har siden Euro-Maidan-revolutionen fået tildelt en række internationale kreditter, hvoraf mange milliarder euro står ubrugte hen, fordi den tidligere regering ikke har kunnet honorere de reformer, som frigivelse af midlerne forudsætter – har Zelenskij den politiske vilje kan han ved at honorere de krav styrke både reformprogram og ukrainsk økonomi på kort sigt. Udfordringen her er, at nogle af de krav, der skal honoreres, har en pris for den enkelte ukrainer, som ikke vil være politisk populær.

Folkets Tjener har også ambitioner om at lave forfatningsmæssige ændringer – den ukrainske forfatning har bl.a. artikler med sovjetisk arv og garanterer befolkningen en række ydelser, som ingen ukrainsk regering har haft økonomi til at håndtere indenfor sundhed, uddannelse og socialpolitik. Disse og andre forhold ønsker Folkets Tjener at bringe i vatter med de realpolitiske og -økonomiske realiteter. Samtidig står forfatningen – ifølge Folkets Tjener – i vejen for substantielle reformer på disse områder. Her er et simpelt flertal i parlamentet ikke nok – det kræver to tredjedeles flertal og dermed et samarbejde med enten de gamle magtpartier – altså: Poroshenko og Timoshenko – eller den pro-russiske blok. Den opgave bliver til gengæld vanskelig, dels på grund af dybt antagonistiske relationer til oppositionen, dels fordi en inddragelse af enten den ene eller anden side af oppositionen vil kræve politisk indflydelse på andre områder end det forfatningsmæssige.

 

Zelenskij har lige nu en indenrigspolitisk styrkeposition, der matcher den, Putin har i Rusland, og det har man respekt for i Kreml
_______

 

I forhold til krigen i Østukraine og Ruslands annektering af Krim er parlamentsvalgresultatet også vigtigt. Zelenskij har lige nu en indenrigspolitisk styrkeposition, der matcher den, Putin har i Rusland, og det har man respekt for i Kreml – det gør ikke Ukraine stærkere end Rusland, men Zelenskij har en politisk kapital, som er betydelig lige nu. Det kan føre til ét af to spor: Enten vil Kreml indgå en mere seriøs dialog med Zelenskij og hans hold. Det forudsætter, at Kreml indser, at indflydelse i Ukraine ikke længere kan opnås via ”grå” magt, altså Ruslands indflydelse økonomisk via fx gasleverancer og politisk via omfattende netværk på politisk og embedsmandsniveau – den våbenhvile, der blev igangsat i Østukraine natten mellem søndag og mandag mellem separatister og den ukrainske hær, peger i den retning.

Er Kremls vurdering omvendt, at den ”grå” indflydelse i Ukraine kan reetableres, så vil vi over de næste år se massivt russisk pres med alle de redskaber, Kremls værktøjskasse rummer, på at underminere Zelenskijs præsidentskab, dvs. køb af politikere og embedsmænd, cyberangreb (som det, der utilsigtet også ramte det danske rederi Maersk i 2017) og informationskrig samt mulighed for eskalering i Østukraine og – yderligere – oprustning på Krim.

Hvad så nu?
Zelenskij har skabt en folkelige bevægelse og – som den franske præsident Macron – omdannet det til et præsidentembede og et dominerende parti. Han førte i præsidentvalgkampen kampagne via sociale medier og undgik presse og journalister som den amerikanske præsident Trump. Og han har, efter han blev indsat som præsident, fyret regionale ledere og bureaukrater for åben skærm som Ruslands præsident Putin. Så hvem er han? Tre scenarier er i spil:

Reformator og frelser. Da Sovjetunionen blev opløst, var den polske og den ukrainske økonomi stort set lige store – i dag er den polske 3-4 gange større end den ukrainske. Det siger alt om, hvilken ”bad governance” ukrainerne har været udsat for i mere end 25 år. Og det siger noget om det potentiale, veldesignede reformer kan udløse økonomisk og socialt. Zelenskij har den politiske magt til at reformere Ukraine og forløse potentialet – har han den politiske vilje og evne?

Generationsskifte. Putin, Poroshenko, Timoshenko stod magtmæssigt i anden række, da Sovjetunionen brød sammen, men efter årtusindskiftet bragte de sig frem i forreste række både magtmæssigt og økonomisk. Zelenskij repræsenterer den næste generation. Har vi basalt set at gøre med er generationsskifte i den politiske elite, og er de pæne ord blot fernis?

En fuser. Zelenskij er politisk uprøvet, og den ukrainske stat er magtmæssigt svag overfor Ukraines oligarkklasse. Han vandt absolut flertal ved parlamentsvalget, men det havde samtidig den laveste vælgerdeltagelse nogensinde, hvilket vidner om fortsat politisk apati i Ukraine. Sander han til i ukrainsk politik og bliver en ubetydelig politisk parentes?

Nu ligger bolden under alle omstændigheder hos Zelenskij. Han har bedre forudsætninger end mange af sine forgængere, men om han kan leve op til det, kan kun tiden vise. ■

 

Nu ligger bolden under alle omstændigheder hos Zelenskij. Han har bedre forudsætninger end mange af sine forgængere, men om han kan leve op til det, kan kun tiden vise
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne