06.08.2019

Theresa May har spildt tre år af alles tid uden at finde en løsning på Brexit. Men Boris Johnson konkluderer og sætter inden 31. oktober punktum – med et nyt kompromis, et hurtigt Brexit uden aftale eller et fortsat britisk EU-medlemskab.

Analyse af Jens-Peter Bonde

Der er skrevet mange dårlige ting om den nye britiske premierminister Boris Johnson: Han opdigtede et citat, mens han var ansat på The Times, og blev efterfølgende fyret herfor. Det forfølger ham stadig i dag, over 30 år senere, og står som beviset på, at han ikke var en engel. Men han er siden valgt adskillige gange og er altså den eneste britiske politiker, der kan skabe afklaring i briternes besværlige forhold til EU. Ingen af hans konkurrenter i det konservative parti når ham til sokkeholderne i folkelig yndest.

Johnson har nu skabt en regering, som kan afslutte Brexit-roderiet. Det kan ske ved at træde ud af EU uden aftale den 31. oktober eller ved – under den nu reelle trussel om no-deal-udtræden – at få EU til forhandlingsbordet og finde et kompromis, som også kan vedtages af et flertal i Westminster og/eller af et flertal i den britiske befolkning.

Det er besynderligt, at medierne fokuserer så meget på at nedgøre Boris Johnson i stedet for at behandle den mulige skilsmisse kompetent og nuanceret. Johnson var selv god til at stramme sine historier som journalist i sin tid. Men han overgås dog af førende danske medier, der skriver, at pundet ”rasler ned”, når det falder med én procent. Overdrivelserne om Johnsons overdrivelser er et større problem, nu hvor vi har brug for, at de gensidige interesser mødes i et kompromis.

Den nye regering har mange ministre, der er professionelle i kommunikation og kan vinde valg og folkeafstemninger. Johnson sigter åbenlyst på at bruge Brexit til at sikre sig et langt liv som premierminister i Storbritannien. Det kan bedst ske gennem et reelt kompromis med EU, som den hårde Brexitfløj accepterer. Hvis det lykkes at samle regeringen om et kompromis med hans ”krigskabinet”, er der ikke høge som Jacob Rees-Mogg uden for regeringen til at vælte det. Brexitfløjen er nu den dominerende del af regeringen, selvom der også sidder nogle ”remainers” med. Et nyvalg kan give de konservative absolut flertal i Westminster, medmindre Ja-partierne skaber en alliance som ved det nylige suppleringsvalg i Wales og trækker sig for den bedst placerede Ja-kandidat. Den populære Boris Johnson kan vinde over den nu knap så populære Nigel Farage og hans Brexit-parti. Måske kan han endda få Nigel Farage med hos de konservative igen. Det er jeg sikker på, at Farage drømmer om.

 

Den populære Boris Johnson kan vinde over den nu knap så populære Nigel Farage og hans Brexit-parti. Måske kan han endda få Nigel Farage med hos de konservative igen. Det er jeg sikker på, at Farage drømmer om
_______

 

Men der er også den mulighed, at Johnson ikke kan få flertal for en løsning i Westminster. Parlamentet kan vælge at forkaste en aftale eller true med at vedtage et mistillidsvotum. Det vil tvinge Johnson til at gå af eller udskrive valg. I det tilfælde får vi en folkeafstemning eller et parlamentsvalg – og en afklaring. Snart vil der være 4-5 årgange med stemmeret, som ikke stemte ved Brexit-afstemningen den 23. juni 2016. 75 pct. af dem er tilhængere af britisk EU-medlemskab. Ligeså mange årgange er faldet ud i den anden ende, og 65 pct. af dem ville – endnu en gang – have stemt for Brexit. Alt andet lige kan denne demografiske forandring ændre resultatet af den oprindelige afstemning.

Og Johnson er ikke så meget modstander, at det gør noget. Han kan snildt leve med et fortsat britisk EU-medlemskab, når briterne har afgjort det endeligt. Han kan blive en markant deltager i Det Europæiske Råd og være med til at sikre, at der kommer reformer til gavn for os alle i unionen. Derfor skal man ikke blive helt så overrasket, som nogle tror, hvis der kommer en ny folkeafstemning om Brexit. Johnson kan fint leve med begge udfald – han vil bare gerne have en afklaring, som kan samle briterne igen.

Flere muligheder for et kompromis
Jeg har kendt Boris Johnson, siden han startede som EU-korrespondent for Daily Telegraph i 1989. Vi samarbejdede i og uden for pressesalen. Han repræsenterede et EU-kritisk dagblad. Jeg skrev til EF-modstandernes avis, Notat, ved siden af mit job som medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF. Jeg havde et fremragende netværk og kunne også skaffe dokumenter til Johnson. Han kunne til gengæld skrive nogle af de historier, vi ikke kunne få anbragt i de danske medier op til folkeafstemningen om Maastricht-traktaten 2. juni 1992.

Johnson er klogere end sit ry i de danske og europæiske medier. Han går efter at forene briterne bag en løsning, uanset hvilken. Det var ikke Johnson, som førte an i kampagnen for at komme ud. Han var tøvende. Indtil kort før afstemningen vidste hans leave-partnere ikke, hvor de havde ham. Han valgte først Brexit, da han fornemmede, at det var den løsning, der bedst kunne få flertal ved en afstemning – og engang gøre ham til premierminister.

 

Johnson kan fint leve med begge udfald [af en ny Brexit-folkeafstemning] – han vil bare gerne have en afklaring, som kan samle briterne igen
_______

 

Leave-flertallet blev dog kun på 51,9 pct. Nej-kampagnen mistede pusten, da en modstander myrdede en kendt parlamentariker og EU-tilhænger, Jo Cox. Storbritannien blev splittet. De unge, Skotland, Nordirland, London og de største byer ville blive i EU. Pensionisterne, arbejderne og særligt Nordengland ville ud. En udmeldelse af EU kan dermed meget vel føre til en opløsning af den britiske union. Det vil skabe en situation, hvor irske Sinn Fein vil have en folkeafstemning om Irlands genforening, og Skotland vil have en folkeafstemning om udmeldelse af Storbritannien og indmeldelse eller fortsat medlemskab i EU.

Grænsen mellem Irland og Nordirland består i dag af kridtstreger på vejene. Hvordan kan Nordirland være uden for toldunionen og købe fx ananas og bananer 16 pct. billigere end syd for kridtstregerne? Smuglerne kan igen få gyldne dage, og det vil EU ikke acceptere. Modsat er der ingen juridiske muligheder for at holde Storbritannien i toldunionen imod beslutninger i det britiske parlament. Skulle EU sende militæret, hvis det britiske parlamentet dropper bagstopperen og melder sig ud af toldunionen? Den såkaldte bagstopper kan ikke opretholdes i et land, hvor enhver lov kan omgøres af det næste parlament. Så Johnson har en god sag, når han vil have bagstopperen til at udgå, blive midlertidig eller blive afløst af en endelig ordning om det fremtidige samarbejde.

Det er ikke svært at øjne kompromismuligheder. Storbritannien kan blive i Det Europæiske Økonomiske Samarbejde, EØS, hvor de som EU-land er medlemmer i dag. Norge, Island og Liechtenstein er der uden at være medlem af EU. De kopierer de fleste økonomiske love fra EU uden medindflydelse. Aftalen kan genforhandles, når den ikke længere sigter mod lande, der ville være med i EU. Man kunne give kopilandene indflydelse på de love, der i dag sendes til dem per e-mail. I forhold til de andre områder af en Brexit-aftale kunne man kigge i Mays forhandlinger og hente inspiration herfra. Den berygtede bagstopper kan så erstattes af en overgangsordning og en aftale om de fremtidige handelsvilkår. Så vil UK være ude og handelen og samarbejdet sikret.

En sådan aftale kan dog møde modstand i Westminster og føre til en folkeafstemning, hvor alternativet bliver fortsat EU-medlemskab. Det har Labours leder, Jeremy Corbyn, nu gjort til partiets politik, meget mod sin egen vilje. Corbyn er større modstander af det britiske medlemskab end Johnson. Og et parlamentsvalg mellem Corbyn og Johnson vil sandsynligvis ende med en sejr til Johnson, viser de seneste meningsmålinger. Det er her, Johnson gør den største forskel. De konservatives øvrige kandidater til premierministerposten ville have stor risiko for at tabe valget til Corbyn. Johnsons valg åbner derfor både for et reelt kompromis med EU-landene, fortsat EU-medlemskab og en øjeblikkelig udtræden per 31. oktober. Det er EU-landene, som skal vælge, hvad de foretrækker, nu hvor fronterne kridtes op.

 

Johnsons valg åbner derfor både for et reelt kompromis med EU-landene, fortsat EU-medlemskab og en øjeblikkelig udtræden per 31. oktober. Det er EU-landene, som skal vælge, hvad de foretrækker, nu hvor fronterne kridtes op
_______

 

EU-lande mister mest
Storbritannien sælger halvt så meget til UK, som EU sælger til UK. Dermed er det EU, der risikerer at miste mest ved en ”no-deal”. EU har skudt sig selv i begge fødder for at kunne skyde briterne i den ene fod. Motivet har været, at man for enhver skyld ville hindre andre i at få britiske ideer. Hertil kommer de 100 milliarder kroner, som briterne ikke længere vil skulle betale i nettobidrag til EU. Hvem der så skal betale dem, vil EU-landenes statsministre snart få lov til at slås om, hvis de ikke finder en løsning med UK. Så det gør de nok. Ellers risikerer vi, at finansiering af nye udgifter til fx klimaet kommer under kraftigt pres.

Johnsons forgænger som partileder, Theresa May, har spildt tre år af alles tid ved at forhandle med alle andre end det britiske parlament. May skulle have lagt ud med at skabe et flertal i Westminster for en løsningsmodel, før hun begyndte at forhandle med EU.

I stedet forhandlede May en løsning med EU, som ikke løser noget som helst. Jeg fulgte debatterne på BBC og brugte en dag på at læse aftalens 585 sider. Herefter konkluderede jeg, at det var spildt tid, for den aftale aldrig ville kunne vedtages i Storbritannien. Hvordan skulle verdens engang største kolonirige kunne stemme for at blive verdens største koloni? Sagt på en anden måde: Hvordan ville vælgerne reagere, når de opdagede, at de i stedet for at få ”kontrollen tilbage” ville forvandle Westminster til et kopicenter, hvor lovene ville komme med e-mail fra Bruxelles uden britisk indflydelse på deres udformning?

På nuværende tidspunkt er der 157.000 love, regler, standarder og domme, der regulerer EU-samarbejdet. Størstedelen af disse vil også komme til at gælde for et Storbritannien uden for EU. Det, som Storbritannien vil have meldt sig ud af, er medindflydelsen på lovene og deres mulige ændringer. Hvis de engang skulle fortryde en udmeldelse, tæller vi nedad. Man forlader EU ved at anvende artikel 50 i EU-traktaten. Man melder sig ind ved at anvende artikel 49 – men der skal samtlige eksisterende EU-lande være enige om vilkårene. En udmeldelse kan derfor let blive permanent. Storbritannien kan dog stadig nå at trække anmodningen om udmeldelse tilbage. Det bestemmer de helt selv ved et valg, en folkeafstemning eller en simpel flertalsbeslutning i Westminster.

Det skal ske inden 31. oktober ved midnatstid. Det er klokken 23 britisk tid. Klokken 23.01 er det for sent. Så kan vi blive vidne til århundredets største selvmål. Både for dem og os. Der er dog stadig tid til besindelse. ■

 

Man melder sig ind ved at anvende artikel 49 – men der skal samtlige eksisterende EU-lande være enige om vilkårene. En udmeldelse kan derfor let blive permanent
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden