17.02.2019

”Den gennemsnitlige koncentrationsevne er faldet til ca. 8 sekunder på grund af de digitale medier, og når følelser hjælper os med at kommunikere, bliver det nemt at få dømt andre rent følelsesmæssigt. Derfor er det langt nemmere for destruktive kommunikationsstrategier end konstruktive at få succes.”

Dette er anden del af en miniserie om russisk propaganda og misinformation. Første del var med Keir Giles. Jānis Sārts er direktør for NATO’s Center for Strategisk Kommunikation.

Interview af Christiern Santos Rasmussen

RÆSON: Jānis Sārts, du er direktør for NATO’s Strategic Communications Center. Hvad er centerets formål?
SÃRTS: Vi er et af de 24 NATO-forskningscentre, og vores opgave er at forske i strategisk kommunikation- og informationskonfrontation og udvikle metoder og kapabiliteter, så vi kan undervise NATO-medlemmernes militær og statsapparater i, hvordan man bedst håndterer disse problemer og trusler. Så vi har ikke nogen operationel rolle, men er mere forsknings- og udviklingsorienteret.

RÆSON: De russiske påvirkningskampagner bruger ofte agenter og aktører, som man forbinder med civilsamfundet, såsom NGO’er, medier og samfundskommentatorer. Hvilke muligheder ligger der i brugen af det?
SÃRTS: At bruge samfundsaktører som ens forlængede arm er ikke noget nyt. Under Den Kolde Krig udøvede Sovjetunionen også sin indflydelse i andre lande gennem samfundsaktører. Dengang ville det have været gennem det lokale kommunistparti, men også andre grupper, der enten blev tvunget til det eller som gjorde med glæde.

Disse aktører bruges på grund af den stærke effekt, de kan have på samfundet. Derudover er deres stemmer svære at adskille fra andre i samfundet, der også gentager russiske narrativer, men som derimod er legitime, og hvor folk faktisk har disse holdninger. Det, at man kan skjule sig blandt disse legitime stemmer, tillader aktørernes indflydelse at virke mere organisk og troværdig, fordi folk ofte stoler mere på budskaber, der kommer fra deres eget samfund. Men det er ekstremt vigtigt at skelne mellem det, der er en legitim holdning, hvilket er garanteret af ytringsfriheden, og så det, der er en orkestreret handling, som forsøger at påvirke et samfund eller sociale grupperinger.

RÆSON: Har de en effekt, og hvordan modvirker man dem?
SÃRTS: Ja, og de kommer både fra medielandskabet, men også det politiske, økonomiske og kriminelle miljø. Selve effekten varierer fra land til land og er afhængig af tilgængeligheden og muligheder som kan udnyttes, så som polariserende samfundsproblemer.

Det er vigtigt, når man skal modarbejde agenterne, at efterretningstjenesterne fra de respektive lande er mere åbne og gør den data tilgængelig, der faktisk beviser forbindelserne mellem agenterne og Rusland. Efterretningsmiljøet har et ansvar for at forklare offentligheden disse forbindelser grundet deres særlige adgang til specifikke oplysninger. Og vi ser dem også begynde at åbne mere op som i Storbritannien med Skripal-sagen. Også i fx Holland og Estland er man begyndt at åbne op.

 

Efterretningsmiljøet har et ansvar for at forklare offentligheden [forbindelserne mellem agenterne og Rusland] grundet deres særlige adgang til specifikke oplysninger. Og vi ser dem også begynde at åbne mere op
_______

 

RÆSON: Men er det ikke svært at skelne mellem aktørerne med de legitime holdninger og påvirkningskampagners agenter?
SÃRTS: Jo, det er rigtigt svært. Man skal kunne bevise økonomiske spor og kortlægge en kommandostruktur, der peger på, at handlinger og holdninger er mere end bare overbevisning. Det skal kunne bevises at det – på den ene eller anden måde – er gavnligt for agenterne at stå bag disse holdninger og handlinger – og det er utrolig svært. Derfor er jeg rigtig glad for, at fx dybdegravende journalister i Baltikum [det uafhængige medie Re:Baltika, red.] har formået at afsløre forbindelserne mellem mediet Baltnews, der længe har påstået, at de var uafhængige pro-russiske stemmer, og andre Kreml-kontrollerede nyhedstjenester.

Men her er det også vigtigt at vi skelner mellem disinformation og misinformation. Sidstnævnte sker hele tiden. Der findes statistikker, der siger, at folk i gennemsnit lyver fire gange om dagen – og det er de frie til. Folk har også ret til at sige, at de fx tror, at jorden er flad. Men disinformation, hvilket er at bruge falske fortolkninger og manipuleret information med det formål at have en specifik effekt på andre menneskers opfattelser af verden, er en kalkuleret handling. Ofte er der en serie af udtalelser, og hvis disinformation skal have en effekt, kræver det typisk koordination. Da man afslørede Baltnews, var det, fordi der var mere i deres handlinger end ytringsfrihed.

Fra vores perspektiv, hvor vi studerer påvirkningskampagnens agenter, så gælder det om at se på logistikken bag informationsoperationen og se på hvad og hvem, der er centrale for, at den ene eller anden historie fremmes. Eksempelvis kan man se på, hvilke af agenterne i dette netværk spreder konsekvent information, der er forbundet til eller gavner den relevante aktør, i dette tilfælde Rusland.

Det er en metode, der giver én en god fornemmelse, og som er tilgængelig for folk udenfor efterretningsmiljøet, men som også er langt fra tilstrækkelig i sig selv, hvilket er årsagen til, at efterretningstjenesterne skal være mere åbne.

RÆSON: Komplicerer skellet mellem dis- og misinformation ikke jeres arbejde?
SÃRTS: Jo, selvfølgelig. Dem, der spreder disinformation, kan jo gemme sig ved at sige: ”Det er bare min mening”. Men hvis du fx ser på det digitale aspekt, så begynder ikke-organiske adfærdsmønstre, dvs. ikke naturlig menneskelig adfærd, at dukke op, såsom at linke 1000 gange til Sputnik [russisk statsmedie, red.] om dagen. Når vi ser på disse mønstre, kan vi sige, at nogen opfører sig som en bot, men vi kan ikke gå så vidt som at sige, at de er en. Her har mulighederne i open source-efterforskning, altså indsamling af data fra åbne digitale platforme, der sammen med research og kritisk journalistik har givet os et magtfuldt redskab til at finde disse mønstre. Information om, hvem mulige agenter møder, eller hvor de har været, er alt sammen lovligt tilgængeligt. Men igen skal beviserne være tilgængelig, så andre kan krydstjekke det.

RÆSON: De britiske efterretningsmyndigheder reagerede hurtigt i Skripal-sagen og sagde hurtigt at Rusland stod bag mordet. Det blev brugt i russiske medier til at affeje anklagerne som ubegrundede og forhastede. Håndterede de britiske efterretningstjenesterne episoden rigtigt?
SÃRTS: Jeg synes helt klart, at Skripal-sagen var en klar sejr for Storbritannien og et nederlag for Rusland. Men det vigtige er ikke hastigheden af de britiske anklager, men at anklagerne blev fulgt op med fakta. Fakta, der var tilgængelig, så hvem som helst kunne tjekke det, såsom undergrundsvideoerne af de formodede gerningsmænd, der viste, at de var i Salisbury, og hvordan de flygtede direkte efter attentatet.

Det tillod nemlig Bellingcat [dybdegravende journalistisk NGO, red.] at undersøge og afsløre episoden og attentatmændene, hvilket bragte Rusland i en meget pinlig situation. Det betød, at selvom russerne forsøgte at mudre debatten i de første måneder efter angrebet, stod det klart for offentligheden i Vesten, hvordan begivenheden – og hvem der stod bag den – skule forstås. En forståelse, som det russiske folk måske også deler.

 

Med det nye informationsmiljø, som vi i dag befinder os i, er der en konstant tendens af faldende tillid til alle centrale institutioner såsom regeringer og medier
_______

 

RÆSON: Skyldes denne reaktion Vestens oplevelse med de små grønne mænd på Krim, hvor vestlige medier bidrog til at holde spekulationerne i live om, hvor de kom fra, trods efterretningstjenesternes gentagne konklusioner om at de var russiske soldater?
SÃRTS: Tjah, man siger, at man kan kun blive overrasket en gang af det samme trick, og vi ser de samme tricks blive brugt i hele Østukraine, Syrien, det amerikanske og franske valg. Så når Rusland ikke finder på noget nyt, bliver det jo lettere for politikere, medier og almindelige mennesker at regne tingene ud.

RÆSON: Det lader til, at behovet for transparens fører til, at det her bliver til et spil om tillid – både for dem, der fører påvirkningskampagnerne, og dem, der modvirker den. Er det rigtigt forstået?
SÃRTS: Ja, fordi den, der er pålidelig, har det ene øre hos dele af befolkningen. Med det nye informationsmiljø, som vi i dag befinder os i, er der en konstant tendens af faldende tillid til alle centrale institutioner såsom regeringer og medier. Det betyder, at færre og færre har den nødvendige tillid.

Selvom årsagen til denne krise ikke skyldes russisk propaganda alene, men også mange andre faktorer, gør krisen imidlertid tillid centralt for enhver, der beskæftiger sig med påvirkningskampagner. Russerne forsøger at underminere tilliden til vores budskaber og vinde tillid til sine egne – og det samme gælder for os. Det er derfor vigtigt, når vi arbejder med det her, at vi gør det med korrekt og velovervejet information. Den overordnede strategi må være at bevare den tillid, som dem, der lytter til én, har til én.

Derudover mener jeg, at tillid er vigtigt, fordi formålet med disse påvirkningskampagner er at opnå et stadie, hvor ingen i vores samfund stoler på hinanden.

RÆSON: Hvordan styrker man tilliden i en moderne digital tidsalder?
SÃRTS: I dag er det interessante, at der er sket et skift i vanerne i forhold til informationsforbrug forårsaget af sociale og digitale medier, hvor den gennemsnitlige koncentrationsevne er faldet til ca. 8 sekunder pr. ”genstand”. Så hvis du i dette informationsmiljø skal kommunikere på et faktuelt grundlag, og du har brug for mere end 8 sekunder, og så når du måske ikke ud til nogen. Og når følelser og instinkter hjælper os med at kommunikere, bliver det nemt at få andre dømt rent følelsesmæssigt. Derfor er det er langt nemmere for destruktive strategier at have succes end konstruktive strategier.

Men for os i Centret for Strategisk Kommunikation bliver planen nødt til at være langsigtet. Hvis man vælger at efterligne de udelukkende sensationelle nyheder, ender man med at tabe. Det gælder om at finde på en strategi, hvor du lyttes til, men også hvori du bevarer din integritet. Hvis du vil stoles på i dette informationsmiljø, så skal du være funderet i fakta og de rigtige værdier, eksempelvis de liberale demokratiske værdier. Men du skal huske, at i løbet af 8 sekunder vil hverken fakta eller sunde værdier få dig hørt, men det vil følelser og instinkter. Og det er den balance, som både regeringer og medier forsøger at finde i dag.

 

Hvis du vil stoles på i dette informationsmiljø, så skal du være funderet i fakta og de rigtige værdier, eksempelvis de liberale demokratiske værdier
_______

 

RÆSON: Er det ikke netop dette digitale miljø og problemerne forbundet derved, som disinformationskampagnerne udnytter?
SÃRTS: Det er præcis, hvad de gør. Problemet er folks måde at processere information i dag på og hastigheden, hvorpå information spredes. Under Den Kolde Krig forsøgte KGB at sprede en historie om, at det var CIA, som havde skabt AIDS-virussen, og det tog flere år at få den historie udviklet til en plausible konspirationsteori. I dag kan en eller anden sidde i sit kontor og finde på 10-20 scenarier, smide dem op online og se hvilke, der stadig lever to dage senere. Så kan vedkommende begynde med at forstærke dem, der gjorde, bruge falske personligheder og selv deep-fakes (hvor en video eller et lydklip er blevet manipuleret i en sådan grad, at selvom det er falsk, ser det fuldstændigt troværdigt ud, og man ikke kan se nogen forskel ift. virkeligheden) til at gøre det. Så disinformationskampagnerne har det meget nemmere i dag.

RÆSON: Både den slovakiske og ungarske regering har affærdiget truslerne fra russiske påvirkningskampagner som hysteri eller fake news. Hvordan påvirker det jeres arbejde med at oplyse om disinformationskampagnerne?
SÃRTS: Det er ikke noget nyt. Hvis nogen havde påstået, at disse operationer eksisterede for fem år siden, ville vedkommende have være stemplet som russofob. Så det er ikke kun de to lande. Det har omvæltningen i det euro- og transatlantiske landskab, imidlertid ændret på. Selv den danske regering, der var længe om at indse truslen, er nu i gang med at stille ressourcer til rådighed for at konfrontere kampagnerne. Men i de seneste år har både NATO og EU arbejdet på at beskytte medlemslandene mod hybridkrigsførelse. Derudover har mange lande, såsom Frankrig, Sverige og Tyskland, gennemført tiltag og oprettet enheder, der er under staten, og som er ansvarlige for sikkerheden i både cyber- og informationsdomænet.

Sagen er at, desto mindre du forbereder, desto større er chancen for, at disinformation vil have en effekt på samfundet. Det er det svar, vi får ud af de data, som vi har indsamlet de sidste fire år, og vi i Vesten har ikke svaret igen på samme markante måde, som vi gjorde under Den Kolde Krig. Derudover skal vi også huske på, at selvom Rusland er langt den største spiller på det her område, er de langt fra de eneste. Så hvis lande udviser uansvarlighed ved ikke at forberede sig imod disinformationskampagner, så giver det også disse andre aktører muligheder, såsom Kina.

RÆSON: Hvad skal man gøre for at beskytte demokratiske valg? Hvad med valget til Europa-Parlamentet?
SÃRTS: Når der er valg, er det særligt vigtigt at gøre noget. For det første gælder det om at oplyse og informere. Når disse emner bliver diskuteret offentligt, stiger modstandsdygtigheden. Så man skal oplyse om mulige bot-kampagner, reklamer, der rettes mod specifikke brugere, klik-farme osv., der er knyttet til valget. Hvem er målet for kampagnerne, og hvem betaler for dem?

Men det kræver koordination mellem aktører i staten, så man hurtigt kan få et komplet billede af situationen og koordinere et passende modsvar. Men centralt i den opgave er, at statens arbejde suppleres af grupper af uafhængige aktører, som kan få adgang til data og verificere statens udsagn. Det kræver imidlertid, at disse aktører har færdigheder og viden, som typisk ikke er blandt mainstream-mediers redskaber. Så det kræver altså et samarbejde mellem NGO’er og forskningsorganisationer, der i fællesskab kan undersøge både de små påvirkningsbegivenheder og holde styr på påvirkningskampagner i det store billede.

Når det kommer til valget til EU-Parlamentet, skal alt dette, dvs. oplysning, indsamling af data, verificering af data og modarbejdelse af kampagnerne, være koordineret på et europæisk plan, fordi nogle af disse påvirkningskampagner vil komme til at krydse grænser og ikke kun være afgrænset til nationale emner. ■

 

Når det kommer til valget til EU-Parlamentet, skal alt dette, dvs. oplysning, indsamling af data, verificering af data og modarbejdelse af kampagnerne, være koordineret på et europæisk plan
_______

Apropos denne artikel:

Peter Danholt: Trump har brudt vores internationale system ned og indvarslet en ny æra. Den slags er faktisk helt naturligt – og måske endda håbefuldt

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad om 'Sneskredsvalget' i Grønland: Jeg vil være forbeholden med at kalde det en jordskredssejr. Et jordskred plejer at starte ét sted og slutte et andet. Det, man ser her, er en polarisering

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland

Jens Worning om våbenhvileaftalen med Ukraine: Kreml er tavs for nu, men spørgsmålet presser sig på: Hvem styrer USA’s udenrigspolitik?