07.03.2019

.

Socialdemokratiets håbede, at man kunne charmere lønmodtagerne med pensionsudspillet for arbejdsmarkedets mest nedslidte lønarbejdere. Men forslaget kom tværtom til at afsløre, at S ikke har til sinds at rette op på det katastrofale velfærdsforlig, der har dømt lønmodtagerne til Europas højeste pensionsalder.

Kronik af Jan Hoby

Socialdemokratiet håbede, at man kunne lægge fortiden bag sig med et pensionsudspil for arbejdsmarkedets allermest nedslidte lønarbejdere. Det tog dog ikke mange uger, før det stod klart, at forslaget er oversolgt i sådan en grad, at det tangerer vælgerbedrag. Det stiller hundredtusindvis af nedslidte lønarbejdere noget i udsigt, som Socialdemokratiet aldrig har tænkt sig at levere.

Økonomien i forslaget er først og fremmest helt utilstrækkelig. Mette Fredriksen og co. vil afsætte tre milliarder kroner per år. Og kendsgerningerne er, at de penge vil forslå som en skrædder i helvede, medmindre kriterierne for ordningen bliver ekstremt stramme. Niels Storm Knigge fra den uafhængige tænketank Kraka siger i Berlingske 15. februar, at ”Der er et mismatch mellem, hvor mange Socialdemokratiet giver indtryk af, kan få gavn af rettigheden, og hvor mange der vil være råd til i praksis.” Jens Henrik Petersen, professor emeritus i økonomi ved Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, siger i samme artikel: ”Det virker, som om de tre mia., er et fuldstændig tilfældigt tal. […] Det er simpelthen meningsløst at sætte tal på et så diffust forslag.”

Det er ikke kun den økonomiske ramme, der kritiseres; det er også det urealistiske i at finde en fair og overskuelig måde at afgrænse gruppen af ”mest nedslidte”. Fagfolk fra det sociale område mindede Socialdemokratiet om seniorførtidspensionen, der blev indført i 2014 til samme formål, men som aldrig har fået et reelt liv ude i kommunerne.

 

Mette Frederiksen glemte behændigt i sin lancering af pensionsudspillet at nævne, at den unge fyr, der begynder sin karriere som murerarbejdsmand i dag, skal arbejde, til han bliver 72
_______

 

Murerarbejdsmanden skal arbejde, til han bliver 72
Kritikerne pegede desuden på, at Socialdemokratiet åbenbart ikke har tænkt sig at ophæve Velfærdsforliget fra 2006, som bærer ansvaret for, at slagteriarbejdere og sosu-assistenter i fremtiden skal arbejde, til de er oppe i 70’erne. Mette Frederiksen glemte behændigt i sin lancering af pensionsudspillet at nævne, at den unge fyr, der begynder sin karriere som murerarbejdsmand i dag, skal arbejde, til han bliver 72. Og skulle han være en af de få heldige, der kommer gennem nåleøjet og får glæde af pensionsudspillet, vil han alligevel tidligst kunne gå fra, når han er 69 eller 70.

Forslaget forsøger nemlig at maskere den kendsgerning, at hovedparten af alle lønmodtagere fremover skal arbejde, til de er i 70’erne. For hvis partierne bag Velfærdsforliget fra 2006 ikke vil opsige forliget, så skal håndværkerne, SOSU’erne og andre lønarbejdere, vores børn og børnebørn stadig skulle arbejde så længe. De børn, der startede i 1. klasse i 2018, og som starter på job som 20-årige, kan se frem til minimum 52 år på arbejdsmarkedet. Mon ikke langt, langt de fleste – uanset uddannelse i øvrigt – vil være slidt ned til sokkeholderne efter 50 år på arbejdsmarkedet?

De, der i fremtiden kommer til at få glæde af de offentlige pensionsordninger, bliver de klasser og samfundslag, der har råd til at lade sig ”selvpensionere”, når de er i starten og midten af 60’erne. Det vil være lønningslag såsom ledende bankfolk og tandlæger samt spekulanter og heldige (og/eller dygtige) selvstændige. Altså de samme grupper, som også i dag holder liv i landets golfklubber og har fået alle gevinsterne efter 16 års skattelettelser.

Socialdemokratiets forslag er som et plaster på en brækket ryg og giver falske forhåbninger til hundredtusindvis af nedslidte lønarbejdere i den offentlige og private sektor, som tror, der er lys for enden af tunnelen.

Pensionsudspillet skulle charmere lønmodtagerne
Baggrunden for det lidet gennemtænkte pensionsudspil er, at Socialdemokratiet befinder sig i en dyb ideologisk og politisk identitetskrise. Socialdemokratiet står stærkt i meningsmålingerne, fordi danskerne ønsker et regeringsskifte. Men partiet har brugt al sin energi på at tilfredsstille de vælgere, der er fristet af DF, og det står ganske uklart, hvad partiet vil gøre med regeringsmagten, hvis og når den indtræffer. Alt tyder dog på, at den rejse væk fra det idépolitiske fundament, som partiet påbegyndte i Poul Nyrup Rasmussens formandstid, vil fortsætte. Ambitionen om at forandre samfundet igennem reformer til gavn for de mange er blevet afløst af kontrareformer, der rammer de mange.

Partiet slikker stadig sårene fra deres seneste periode i regeringskontorerne, hvor Thorning, Corydon, Sass og Frederiksen understregede, at Socialdemokratiet kun af navn og ikke af gavn tilhører arbejderbevægelsen. For det var Mette Frederiksens drakoniske reformer af førtidspension og fleksjob, der sendte titusindvis af mennesker ud i et helvede af systematiske ydmygelser og økonomisk armod.

Socialdemokratiets håbede, at man kunne charmere lønmodtagerne med pensionsudspillet for arbejdsmarkedets allermest nedslidte lønarbejdere. Det startede også rigtig godt ved lanceringen i slutningen af januar; der var medvind på alle fronter: Fagbevægelsens top støttede helhjertet op om Socialdemokratiets udspil, og for en stund agerede fagtoppen nyttige idioter for et forslag, der hurtigt skulle vise sig at være både uambitiøst, utilstrækkeligt og ugennemtænkt.

 

Stråmænd, motivforskning og omvendt lommetyveri har haft travle dage. For nu gik det lige så godt. Socialdemokraterne følte, at de både havde ramt og set rigtigt og tilmed erobret den politiske dagsorden
_______

 

Overbudspolitik fra Socialdemokratiet
Kritikken af udspillet har medført en heftig aktivitet på de sociale medier fra socialdemokrater, der som et bedre vogternes råd har forsøgt at nedkæmpe enhver kritik, uanset hvor lille og rimelig den har været. Beskyldninger om, at kritikere går de borgerliges ærinde, eller at de er revolutionsromantikere, har floreret på de sociale medier. Stråmænd, motivforskning og omvendt lommetyveri har haft travle dage. For nu gik det lige så godt. Socialdemokraterne følte, at de både havde ramt og set rigtigt og tilmed erobret den politiske dagsorden. Socialdemokratiet ”classic” var genopstået som fuglen Fønix med Mette Frederiksen som formand.

Det samfundskritiske internetmedie Kritisk Debat var oppe på den helt store ideologiske klinge i kommentaren 25. januar, hvor Socialdemokratiets pensionsudspil beskrives som ”en udfordring af et neoliberalt dogme, som har domineret dansk og europæisk politik i en lang årrække”. Det er rødvaskning, der vil noget.

Reaktionerne på den konstruktive kritik fra Enhedslisten, faglige ledere og fagforeninger som LFS, udstiller, at Socialdemokratiet kæmper for overlevelse med en helt frisk grad af panik. Hvis Enhedslisten og lokale fagforeninger med de ressourcer, de råder over, kan udløse irritation hos Socialdemokratiets ledelse og redaktøren af PioPio, kan det kun være tegn på én ting: Socialdemokratiet befinder sig i en alvorlig krise.

Venstrefløjen skal presse socialdemokratiet til pensionsforbedringer
Det positive ved Socialdemokratiets pensionsudspil er, at folketingsvalget for alvor kommer til at handle om pensionsalder. Og med tiden kommer Socialdemokratiet til at blive udsat for et stort pres på den front – muligvis både før, under og efter valgkampen.

Et folketingsvalg om pension er godt, for meget er galt med arbejdslivet, arbejdsmiljøet og nedslidningen i Danmark. Ifølge Sundhedsstyrelsen er ni procent af alle danskere ofte stressede, mens 34 procent af og til er stressede. Psykisk arbejdsbelastning er årsag til tab i danskernes middellevetid på 6-7 måneder, en million fraværsdage om året og ca. 855 millioner kroner i merforbrug i sundhedsvæsenet på årsbasis.

Hvad har de gamle magtpartier gjort ved det? De har fjernet efterlønnen, så de fysisk og psykisk nedslidte mister muligheden for en værdig og tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. De har forringet dagpengesystemet. De har forringet fleksjobordningen, så det bliver vanskeligere at få arbejde, hvis du ikke kan klare de normale arbejdskrav. De har forringet førtidspensionsmulighederne, så de, der ikke kan klare sig på det normale arbejdsmarked, skal smides rundt i forskellige udsigtsløse ordninger eller ende på kontanthjælp. Og som rosinen i enden hævede de gamle partier med velfærdsforliget fra 2006 pensionsalderen, så flere ældre vil blive nedslidt på arbejdsmarkedet, fordi de fysisk eller psykisk ikke længere kan klare deres arbejde.

Så det er ikke uden grund, at en ny måling fra Megafon viser, at 91 procent af de adspurgte mener, at nedslidte bør kunne gå på pension før tid. Det betyder, at alle partierne er under maksimalt pres for at levere resultater lige efter folketingsvalget. Arbejdsrelateret fysisk og psykisk nedslidning koster kassen. Det tidligere LO (nu FH) regner med, at følgerne af det dårlige arbejdsmiljø årligt koster 65 milliarder kroner.

Kampen for retten til en værdig tredje alder som pensionist handler om det samme som kampen om den ugentlige arbejdstid, kampen om ret til ferie og kampen for barselsorlov. Det handler grundlæggende om social retfærdighed for de mange. Men det er meget længe siden, at lønmodtagere i Danmark har fået markante forbedringer, når det kommer til arbejdstid, ferie og pensionsalder.

 

Det er meget længe siden, at lønmodtagere i Danmark har fået markante forbedringer, når det kommer til arbejdstid, ferie og pensionsalder
_______

 

Solidarisk kamp blandt alle lønarbejdere
I Polen er pensionsalderen sat ned til 60 år for kvinder og 65 år for mænd. Selv med Socialdemokratiets udspil vil Danmark have Europas højeste pensionsalder. Er det et udtryk for værdigt arbejdsliv og seniorliv? Eller respekt for landets hårdt arbejdende lønarbejdere? Næppe! Og slet ikke for vores børn og børnebørn. De skal som sagt stadig arbejde til langt op i 70’erne.

Spørgsmålet er derfor meget enkelt til Socialdemokratiet og resten af partierne – Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre – bag velfærdsforliget fra 2006: Vil I opsige det eller ej? For med løftet om, at de vil rette op på uretfærdighed i seniorlivet mellem ”murerarbejdsmanden og advokaten”, vil de gamle magtpartier forsøge at dække over, at deres egne vildeste drømme om tilbagetrækningsordninger reelt kun skal tilbydes en lille brøkdel af befolkningen.

De lader, som om de vil løse problemerne for alle ”almindelige mennesker” – men i virkeligheden vil de lægge snittet et helt andet sted. Et snit, der ikke kommer de mange til gode. Tværtimod.

Under optakten til overenskomstforhandlingerne for det offentlige arbejdsmarked i foråret 2018 stod lønarbejdere fra forskellige brancher, faggrupper og uddannelser skulder ved skulder og krævede “En Løsning For Alle”. Når det kommer til at sikre alle nedslidte lønarbejdere et værdigt arbejdsliv og seniorliv, skal vi også stå skulder ved skulder og kræve en løsning for alle. Vi skal ikke acceptere splittelse mellem lønarbejdere, mellem faglærte og ufaglærte eller mellem bygningsarbejdere, pædagoger og akademikere. Langt de fleste arbejdspladser, for højtuddannede såvel som lavtuddannede, har i dag et arbejdspres og arbejdstempo, der gør den sene tilbagetrækning helt urealistisk. Det kan godt være, at skolelæreren ikke har fået ødelagt skuldre eller knæ. Men derfor kan hun sagtens være nedslidt efter at have styret et klasseværelse med 25 børn, heraf en flok inklusionsbørn, siden hun forlod læreruddannelsen som 25-årig. Psykisk nedslidning, som plager stadigt flere brancher, kan helt på linje med fysisk nedslidning gøre den stadigt stigende tilbagetrækningsalder utålelig.

Det er derfor nødvendigt at formulere krav, der tager højde for de grupper, som har en kortere eller længere uddannelse, og alle dem der af andre grunde ikke har så lang anciennitet på arbejdsmarkedet. Der er brug for en solidarisk kamp blandt alle 2,8 millioner lønarbejdere.

Både med Socialdemokratiets udspil og Dansk Folkepartis forslag om begrænsning af tidligere pension til bestemte brancher skal man i høj grad frygte, at forslagene først og fremmest vil appellere til splittelse og indbyrdes strid i fagbevægelsen, faggrupper, køn og lønarbejdere i al almindelighed. Meget lægger nemlig op til ordninger, der ikke vil sikre rettigheder til fx kvinder med et omskifteligt arbejdsliv (pga. børn), kvindedominerede brancher i det hele taget (der er mere præget af psykisk end fysisk nedslidning) og indvandrere og flygtninge (der af mange grunde ikke kan leve op til de høje anciennitetskrav).

Presset for at ophæve Velfærdsforliget og for at sikre ens og fair pensionsalder for alle skal først og fremmest lægges på Socialdemokratiet, for et pres på Socialdemokratiet er et pres på Dansk Folkeparti. Folketingsvalgets vigtigste krav bliver et stop for den automatisk stigende pensionsalder. Fagbevægelsen må kræve, at ingen over 67 år skal tvinges til at arbejde. Om det så bliver strået, der knækker Socialdemokratiets ryg. Vi har ikke råd til et uværdigt arbejds- og seniorliv. Men vi har mere end råd til et værdigt arbejds- og seniorliv for alle. ■

 

Presset for at ophæve Velfærdsforliget og for at sikre ens og fair pensionsalder for alle skal først og fremmest lægges på Socialdemokratiet, for et pres på Socialdemokratiet er et pres på Dansk Folkeparti
_______

 

Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen i Folketingssalen [foto: Jens Dresling / Scanpix]