06.05.2019

.

Årene efter det kommende folketingsvalg kan meget vel blive centrum-venstres sidste chance for at vise resignerede vælgere, at højre-populismen ikke er det eneste alternativ til den altædende, globaliserede liberalisme. Det kræver en finansminister, hvis politiske langtidshukommelse er intakt, og som evner at lægge arm med finansministeriets liberale regnedrenge.

Kronik af Jakob Terp

Rundt om i Europa ligger det klassiske centrum-venstre i ruiner. I Frankrig kunne det engang så selvsikre socialistpartis præsidentkandidat kun opnå sølle syv procent af stemmerne i 2017, og det samme billede tegner sig over det meste af kontinentet.

Alt for sent er det gået op for de humanistisk orienterede centrum-venstre-partier i Europa, at immigrationen var langt mere afgørende for traditionelt fordelingsorienterede lønmodtagergrupper, end politisk bedrevidenhed kunne ignorere i længden. I flere lande er det i dag den højre-populistiske modstand mod migration, der tegner den reelle opposition til de liberalt-konservative regeringsblokke. Vælgernes resignation over centrum-venstre-partierne skyldes ikke alene migrationsproblemerne men i lige så høj grad den katastrofale ulighed, som politikerne har tilladt i kølvandet på finanskrisen. Dette tegner en alvorlig trussel mod den demokratimodel, som vi ellers har kendt siden Anden Verdenskrig. En model der kort fortalt baserede sig på en social kontrakt mellem markedskræfterne og lønmodtagerne, med en vis grad af social lighed som bindemiddel.

Socialdemokratiet skal turde tage magten over fordelingspolitikken
På de hjemlige breddegrader var Helle Thornings Schmidts regering en enorm skuffelse for de vælgere, der troede på, at der fra centrum-venstres side var vilje og forstand til at lægge kant til det liberale regime. Ridende på ryggen af et uregerligt, globaliseret finans- og markedsregime, lod både liberale og reguleringsforskrækkede socialdemokratiske regeringer fra 1990 og frem til finanskrisen stå til, og da korthuset brast, valgte man at løse finanskrisen på markedets egne betingelser. Med stigende ulighed som en naturlig og næsten ustoppelig konsekvens, har regeringer verden over sluppet de sidste tøjler, de havde, nemlig pengepolitikken. Reelt er hver af de såkaldt systemiske banker i dag udstyret med hver sin seddelpresse samt magten til at bestemme hvem midlerne skal tilgå – og til hvad. Distributionen af de mange gratis penge er desværre ikke nået længere end til finans- og boligsektoren, hvilket selvsagt har cementeret finanssektorens økonomiske magt – og gjort boligejeres ret til næsten rentefrie forbrugslån til eksempelvis dansk politiks rådne, urørlige æg.

 

Med stigende ulighed som en naturlig og næsten ustoppelig konsekvens, har regeringer verden over sluppet de sidste tøjler, de havde, nemlig pengepolitikken
_______

 

Resultatet har været at finans- og boligsektoren reelt har kuppet den politiske dagsorden. Hvilken politiker med respekt for egen karriere tør eksempelvis udfordre det åbenlyse misforhold mellem indkomst- og boligbeskatning? Og selvom Helle Thorning Schmidts retningsløse centrum-venstre-regering fylder uendelig lidt i nyere europæisk historie, var den et sørgeligt billede på, hvorfor mange europæiske centrum-venstre-vælgere har mistet troen på, at der findes andre alternativer til det globaliserede finansregime, end netop højre-populismens tilbud om let identificerbare fjendebilleder og en moderne, revanchistisk nationalisme.

Hvis de få europæiske centrum-venstre-regeringer, der i de kommende år måtte opstå af ruinerne af finanskrisen, den accelererende ulighed og den kuldsejlede integration, skal genvinde fordums troværdighed, skal de med andre ord vise vælgerne, at de evner og tør at tage magten over den økonomiske politik tilbage. At de evner at bringe samfundet og demokratiet tilbage i det ligevægtspunkt, hvor både staten, markedet og civilsamfundet indgår i et afbalanceret samspil, som den almindelige borger kan se en mening og en rimelighed i.

Bjarne Corydon var ikke en finansminister, der evnede den øvelse. Faktisk evnede han ikke engang at skabe dialog med den fagbevægelse, som hans parti i sin tid udsprang fra. Og Helle Thorning-Schmidt, der i et tv-interview afslørede, at hun ikke kendte forskel på stats- og udlandsgæld, havde i national- og fordelingsøkonomisk sammenhæng så mangelfuld en forståelse, at ingen kunne forvente nogen retning derfra. Derimod viste Margrethe Vestager sig som en yderst kompetent og manøvreringsdygtig politisk spiller, der lagde en neoliberal dagsorden for dagen – et payback for Sass-Larsens strategi om at ekskludere de Radikale, der gik forud for valget i 2011.

Nu er det så lykkedes selvsamme Sass Larsen at bringe partiets politik i overensstemmelse med den reaktion mod indvandringen og mangel på integration, som i årtier tappede socialdemokratiet for lavt uddannede kernevælgere. Metoden minder en del om forløbet forud for valget i 2011 – nemlig en markant bashing af de Radikale. Tilsyneladende synes Morten Østergaard ikke at udgøre så stærk en modstander som den yderst begavede Margrethe Vestager. Man kan forestille sig at flere af de kuldsejlede centrum-venstre-partier rundt om i Europa vågner op og opdager, at der i de danske socialdemokraters eksempel ligger en kim til overlevelsesmuligheder, hvis man altså allierer sig med folkestemningens dyb. Tiden må så vise, om det er for lidt og for sent.

Sass-Larsen er ikke den rette til at styre den økonomiske politik
Tilbage i Danmark tyder meget på, at Mette Frederiksen er lykkedes med at omklamre højre-populismens syn på migration, og at hun indenfor et par måneder kan danne regering. Alle rygter, analyser og prognoser går derudover i retning af, at strategen Sass Larsen bliver finansminister. Spørgsmålet er, om det et klogt valg?

I finansministeriet er det gennem to årtier lykkedes Venstre at opfostre et kuld af liberale økonomer, der – populært sagt – gør hvad far siger. Bjarne Corydons mærkværdige prioriteringer og manglende evne til at gøre op med regimet i finansministeriet fra 2001-11, tyder på, at der er tale om en i udgangspunktet uregerlig størrelse. Alternativet er, at Corydon – hvad meget tyder på – aldrig var mere socialdemokrat, end hvad det der kræves for at gøre politik til en karrierevej?

 

Sass vil givetvis evne at sætte embedsmændene på plads og på den måde skabe respekt for sin dagsorden. Men hvilken dagsorden?
_______

 

Hvad med Sass Larsen? Sass vil givetvis evne at sætte embedsmændene på plads og på den måde skabe respekt for sin dagsorden. Men hvilken dagsorden? Hans seneste udmelding angående mere lempelige låneregler for københavnske boligkøbere er et indlysende eksempel på, at hans fordelingspolitiske kompas ikke ligefrem ligger til højrebenet for en klassisk centrum-venstre-profil – og at han i værste fald også i den økonomiske politik vil falde for populistiske og ugennemtænkte løsninger.

Derudover må man også spørge sig selv, om Henrik Sass Larsen i almindelighed besidder den nationaløkonomiske indsigt, det kræver, hvis en socialdemokratisk finansminister skal modsætte sig ikke alene et liberalt embedsapparat, men også en global dagsorden, der har gjort klassisk socialdemokratisk interventionspolitik til noget, man beskæftiger sig med i historiebøgerne?

Vælg Lykketoft!
Umiddelbart kan man fristes til at mene, at der kun er én nulevende socialdemokrat, der synes at besidde den viden og politiske snilde, det vil kræve at sætte en markant fordelingspolitisk dagsorden og dermed sikre, at Socialdemokratiet ikke endnu en gang lader kernevælgerne i stikken, uden i det mindste at have gjort forsøget – nemlig Mogens Lykketoft.

Lykketoft kan ikke ændre den globale kontekst, vi som en af verdens mest åbne økonomier indgår i. Men måske er han den eneste danske socialdemokrat, der har indsigten og evnen til at italesætte og bidrage til en ny europæisk dagsorden. I modsætning til de fleste af hans statskundskabsuddannede partifæller, er han en af de få fagøkonomer, der fortsat har sin daglige gang på Christiansborg.

Man kan naturligvis indvende, at Lykketoft på linje med andre europæiske socialdemokrater lod sig forblænde af den såkaldt tredje vej i 1990´erne. Privatiseringen af TDC var én af flere liberalt inspirerede brølere, som Nyrup-regeringen stod fader til. Ligeledes vil mange kritikere mene, at opstramningen af dagpengesystemet og ikke mindst efterlønsreformen i 1998 var rendyrket neoliberalisme. En mere moderat tolkning er, at reformerne var udtryk for en ansvarlig fremsynethed, der med rettidig omhu imødegik den demografiske bombe som i disse år detonerer i armene på det politiske system.

Uanset halvfemsernes vildskud og enkelte meningsdanneres tro på, at man i al evighed kunne læsse betalingen for tidlig efterløn af på de yngre generationer, så besidder Lykketoft de to altafgørende egenskaber for en kommende socialdemokratisk finansminister: For det første besidder han evnen til at sætte en dagsorden i sit ministerium, der afspejler en socialdemokratisk regerings politiske mandat, og for det andet besidder han en politisk integritet og historik, der rækker længere tilbage end til neoliberalismens genkomst i 1980’erne. Med andre ord vil Mogens Lykketoft, i modsætning til de fleste af hans yngre partifæller, faktisk være i stand til at huske, hvad socialdemokratisk fordelingspolitik i sin tid handlede om. ■

 

Med andre ord vil Mogens Lykketoft, i modsætning til de fleste af hans yngre partifæller, faktisk være i stand til at huske, hvad socialdemokratisk fordelingspolitik i sin tid handlede om
_______

 

Jakob Terp, f. 1966 i København. Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og efteruddannet ved Danmarks Journalisthøjskole. Aktiv foredragsholder og debattør. Har bl.a. været højskolelærer, AOF-forstander og chefkonsulent indenfor det kommunale område. Arbejder i dag med procesfacilitering og projektudvikling og underviser på Aarhus Universitet, Business and Social Sciences. ILLUSTRATION: Mogens Lykketoft [foto: Uffe Weng / Ritzau Scanpix]