15.12.2019

.

Politikerne holder befolkningen for nar. Danmark kan ikke stå alene i en usikker tid, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste betegner Rusland og cyberkriminalitet som to af de væsentligste udfordringer. Men hvad er så løsningerne på de forandrede vinde i verdenspolitikken?

Kommentar af Jakob Nordestgaard

SELVOM DANMARK siden afslutningen på Den Kolde Krig har udsendt soldater til Mellemøsten, oplevet terror og gennemlevet finanskriser, går livet i andedammen overordnet sin vante gang. Der er trygt og roligt på overfladen, og de største krusninger opstår tilsyneladende under diskussioner om medisterpølse, cirkuselefanter og broccoli. Hvad der sker under overfladen, bekymrer de færreste sig om.

Men drister man sig til at kigge over vildsvinehegnet, vil man snart opdage, at verden har ændret sig radikalt i de godt og vel 25 år, der er gået siden Maastricht-traktatens vedtagelse, der skabte det moderne EU. Nye trusler er dukket op, og gamle alliancer fremstår svækkede.

I 1990’erne, da Maastricht-traktaten blev vedtaget, og i rusen fra Berlinmurens fald, skar vi ned på forsvaret, vi så ikke mere til soldaterne, og der blev længere mellem brølene fra F-16 flyene på øvelse. Den nyvalgte russiske præsident Jeltsin lovede en reformvenlig samt vestligt inspireret politik, som skulle gøre Rusland til et markedsøkonomisk demokrati. Fremtiden så lys ud, og “aldrig-mere-optimismen” blomstrede.

MEN FRED I VERDEN kan langtfra tages som en selvfølge længere. Demokratiet fejlede i Rusland. I de sidste 20 år har Putin siddet solidt på magten i det, der kan betegnes som et korrupt og autoritært kleptokrati. Putins forhold til Vesten bærer præg af hans fortid som KBG-officer med mistro til og afstandtagen fra vestlige værdier. Ydermere er det lykkedes ham at skabe en fortælling i den russiske befolkning om, at Vesten er en fjende, man skal beskytte sig mod. Putin fremstår i den forbindelse som den stærke leder, som er i stand til at yde den beskyttelse.

Ifølge risikovurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste er Ruslands vigtigste udenrigspolitiske mål at blive en global stormagt på linje med USA. Det sker i høj grad gennem destabilisering af andre lande og organisationer. Landet har fx gentagne gange demonstreret sin overlegenhed på cyberområdet, hvor den foreløbige krone på værket var, da Rusland, gennem hacking og påvirkningskampagner, spillede en væsentlig rolle ved 2016 valget i USA, hvor målet var at få Donald Trump valgt til præsidentposten.

 

Med annekteringen af Krim viste Putin vilje til at bruge militær magt til at opnå sine mål
_______

 

Selvom vi foreløbigt primært forbinder cyberangreb med Rusland, er lande som Kina og Iran ligeledes aktive på dette område. Blandt andet tyder amerikanske efterretninger på, at samtlige disse lande udførte misinformationskampagner i forbindelse med midtvejsvalget sidste år. Det er en stor trussel mod den demokratiske verden, når autoritære og utilregnelige stater er i stand til at forvandle løgn til sandhed og sandhed til konspirationsteorier.

Cybertruslen inkluderer også ondsindede angreb på kritisk infrastruktur, cyberspionage og berigelseskriminalitet. Problemet med cyberangreb er dels, at de er forholdsvist enkle og billige at gennemføre, mens udgifterne til et effektivt forsvar kan være meget store – dels at det kan være særdeles vanskeligt at finde kilden til angrebet.

Mens kun 8 af NATO’s 29 medlemslande lever op til Wales-målsætningen om at bruge 2 pct. af BNP på forsvar, ligger Ruslands forsvarsbudget på næsten 4 pct., og med annekteringen af Krim viste Putin vilje til at bruge militær magt til at opnå sine mål. Rusland brød med INF-aftalen i 2018 og er angiveligt i gang med at udvikle en atomdreven raket med uendelig rækkevidde – selvom det er stærkt tvivlsomt, om Rusland i øjeblikket har ekspertisen til at udvikle et sådant system. Så sent som 22. november offentliggjorde Putin et nyt 14-årigt våbenprogram, som har til formål at styrke Ruslands militære magt i forhold til NATO.

KINA ER EN anden aktør i spillet om verdensmagten. Selv om landets militærbudget kun udgør knap 2 pct. af BNP, er det værd at bemærke Kinas eksplosive vækst i forhold til verdensgennemsnittet. I kroner og ører bruger Kina således næsten 2,5 gange mere på militæret i dag end for 10 år siden. Ifølge Newsweek er Kina desuden meget langt i udviklingen af hypersoniske missiler. Det er en situation, som i den grad har taget USA og dermed NATO på sengen, da eksisterende forsvarsværker er uanvendelige i forhold til denne missiltype. Ifølge Pentagon kan et effektivt forsvar mod hypersoniske missiler formentlig først forventes operativt i midten af næste årti.

 

Politikerne gør danskerne en bjørnetjeneste ved at fokusere på kortsigtede løsninger på problemer, som ofte lader til at være opfundet til lejligheden i et lukket spindoktorkontor
_______

 

Vores vigtigste allierede og beskytter har siden Anden Verdenskrig netop været USA, hvilket måske har virket som en sovepude. Hvis det er tilfældet, må Trump siges at have givet os en brat opvågning. I hvor høj grad Trump er under Putins indflydelse, er fortsat uvist, men hans ageren har uden tvivl bragt smilene frem i Kreml. Selv hvis samtlige NATO-lande levede op til 2 pct.-aftalen, vil det næppe tilfredsstille den amerikanske præsident, som flere gange har luftet ideen om amerikansk udmeldelse af alliancen. Hvis Trump bliver genvalgt i 2020, kan scenariet blive virkelighed.

I Danmark har politikere fra højre til venstre i en lang årrække regnet med USA’s uforbeholdne støtte. Samtidigt har de tilsyneladende stirret sig blinde på islamismen som den altdominerende fjende og tilsluttet sig fortællingen om, at vi bedst passer på Danmark ved at placere symbolske grænsevagter og hegn langs grænserne. Måske giver det stemmer ved næste valg, men politikerne gør danskerne en bjørnetjeneste ved at fokusere på kortsigtede løsninger på problemer, som ofte lader til at være opfundet til lejligheden i et lukket spindoktorkontor.

Det er at holde befolkningen for nar. Danmark kan ikke stå alene i en usikker tid, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste betegner Rusland og cyberkriminalitet som to af de væsentligste udfordringer. Men hvad er så løsningerne på de forandrede vinde i verdenspolitikken? Hvis livet i andedammen fortsat skal gå sin vante gang, kan vi ikke lade stå til. Derfor følger her tre forslag til en styrket dansk sikkerhedspolitik i det 21. århundrede.

FORSLAG 1: En rapport udarbejdet af TechRepublic.com konkluderer, at det i bedste fald vil tage 5-10 år at opbygge et effektivt forsvar mod cyberangreb. I 2015 erklærede Obama USA ”digital undtagelsestilstand” i landet. På trods af dette er det ikke lykkedes effektivt at dæmme op for hackerne.

Rapporten konkluderer, at der på nuværende tidspunkt er 2 muligheder for at bekæmpe cyberangreb: Den ene er at gøre det besværligt og dyrt for hackerne, i håbet om at det kan mindske mængden af angreb ud fra et cost/benefit-synspunkt. Men når det handler om statsfinansieret hacking, er denne model næppe effektiv – og har desuden vist sig at være særdeles vanskelig og omkostningstung at føre ud i livet. Den anden option er sanktioner mod kilden til angrebene, hvilket også er vanskeligt i praksis, da den egentlige kilde er stort set umulig at opspore, og bevisbyrden er tung at løfte.

 

Cyberområdet bør prioriteres på samme niveau som territorialt forsvar, og alvorlige, statsfinansierede hackerangreb bør betragtes som krigshandlinger
_______

 

Det efterlader os i en situation, hvor der ikke findes én løsning, hvilket i sig selv bør få alle røde lamper til at blinke. Det er ikke urealistisk, at man i fremtiden vil opleve hackerangreb, der koster menneskeliv. Cyberområdet bør derfor prioriteres på samme niveau som territorialt forsvar, og alvorlige, statsfinansierede hackerangreb bør betragtes som krigshandlinger med samme sanktionsmuligheder. Der bør uddannes ”cybersoldater” og oprettes et egentligt Cyberforsvar i EU-regi, som skal være i stand til både efterretningsarbejde, forsvar og angreb.

FORSLAG 2: Vi bør snarest øge forsvarsbudgettet til 2 pct. af BNP. Det vil være katastrofalt for Danmark, hvis NATO-samarbejdet bryder sammen, da det reelt vil betyde, at Danmark står uden forsvar. Det er vigtigt at understrege, at de 2 pct. ikke er grebet ud af den blå luft. Det er et løfte, man har givet. At bryde en aftale er selvsagt ikke noget, der fremmer et samarbejde og på dette område har Trump ret i sin kritik – og risikoen for at han vil tage konsekvensen og trække USA ud af samarbejdet, såfremt de øvrige lande ikke lever op til de aftalte kriterier, er stor.

FORSLAG 3: Danmark bør droppe forsvars- og retsforbeholdene og tilslutte os PESCO-samarbejdet [Permanent Structured Cooperation, red] i EU. Samarbejdet omfatter 25 af EU’s 28 lande, og formålet er at beskytte EU’s borgere, opbygge forsvarsmæssig kapacitet og kunne håndtere og reagere hurtigt på konflikter og kriser. På mange måder har EU de seneste år forsømt at agere, før skaden er sket – det kom for eksempel til udtryk ved flygtningekrisen, som efterlod EU-samarbejdet lammet. Der er ikke råd til den form for nølen, hvis vi en dag skulle komme under angreb fra fremmede magter.

Slutteligt bør vi oprette og deltage i en stærk EU-hær. Det skal naturligvis ske indenfor NATO-samarbejdet, men vil derudover fungere som et ekstra sikkerhedslag, hvis NATO bryder sammen.

Ovennævnte oplæg skal ikke opfattes som en aggressiv strategi – men som en nødvendig foranstaltning for at bevare freden i en tid, hvor vi ikke længere kan være sikre på gamle aftaler. Mens man i 1987 talte om nedrustning, ser vi i dag den modsatte situation, hvor landene omkring os opruster. Den situation bliver vi nødt til at tage alvorligt. ■

 

På mange måder har EU de seneste år forsømt at agere, før skaden er sket. Der er ikke råd til den form for nølen, hvis vi en dag skulle komme under angreb fra fremmede magter
_______

 

Jakob Nordestgaard Jensen (f. 1974) er iværksætter, blogger, debattør, hobbyfotograf og samfundspolitisk nørd. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen holder pressemøde efter regeringsseminar på Marienborg i Kongens Lyngby, 15. august 2019 (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)