08.09.2019

De ideologiske strømninger, der har muliggjort Donald Trumps politiske succes og præsidentskab, har været undervejs i Det Republikanske Parti i flere årtier. Derfor er der heller ikke meget, der tyder på, at de vil ophøre, når Trump mister magten.

Analyse af Isak Erik Hüllert

Den demokratiske frontløber og tidligere vicepræsident Joe Biden indledte sin præsidentkampagne med en valgvideo, hvori han påstår, at et genvalg af Trump vil forandre USA’s karakter for bestandigt. Biden hævder, at Trump vil gøre uoprettelig skade på nationen, hvis han sidder i otte år. Hvis Trump derimod kun sidder i fire år, vil man se tilbage på hans embedsperiode som ”et afvigende øjeblik”.

Bidens primære mål er således at genetablere en ”normaltilstand” i Washington og stabilisere den føderale regering efter Trump-årenes splittelse. Han har tilsyneladende en stærk tro på, at det nuværende politiske system fungerer, og at han – med sine mangeårige relationer i Washington – vil kunne genstarte det tværpolitiske samarbejde, så snart Trump er borte.

Men Biden gør sig en fejlantagelse, for præsident Trump ikke er en anomali. Hans succes er ikke uforklarlig. Den er et naturligt biprodukt – og et udtryk for en ekstrem accelerering – af en mangeårig udvikling på den amerikanske højrefløj. Trumps valgsucces afspejler en gradvis radikalisering af det republikanske parti og den konservative bevægelse, som i flere årtier pustede til en eksisterende vrede i det amerikanske bagland og gav luft til skadelige konspirationsteorier. Det styrkede den voksende polarisering, vi ser i dagens Amerika. Han er det logiske udfald af en republikansk partiledelse, der i stigende grad – særligt under Newt Gingrichs lederskab i Repræsentanternes Hus 1990’erne – begyndte at praktisere en partikrigerisk politisk filosofi, hvor man dæmoniserede politiske modstandere og saboterede essentielle politiske normer i sin stræben på at vinde over oppositionen.

 

[Trump] er det logiske udfald af en republikansk partiledelse, der i stigende grad – særligt under Newt Gingrichs lederskab i Repræsentanternes Hus 1990’erne – begyndte at praktisere en partikrigerisk politisk filosofi
_______

 

Newt Gingrichs polarisering
I 1979 blev netop Newt Gingrich, der virkede som historieprofessor ved et universitet i Georgia, valgt ind i Repræsentanternes Hus som republikansk kongresmedlem. Han banede vejen for en ny politisk filosofi i partiet, der var ideologisk forankret i en krigerisk stammekultur, hvor man betragtede sine politiske modstandere som fjender fremfor værdige modstandere [læs mere i One Nation After Trump – E.J Dionne, Jr., Norman Ornstein & Thomas E. Mann, red.] Denne filosofi brød med en grundlæggende norm om en saglig demokratisk debat, hvor man behandlede sine opponenter med respekt og værdighed.

På kampagnesporet mødtes Gingrich med unge republikanere og oplærte dem i at føre en mere krigerisk og partisk tone. Han fortalte dem, at de kæmpede i en krig om magt. Med en gruppe loyale tilhængere begyndte Gingrich at udbrede ideen om at gå hårdere til værks i kampagnemetoderne til sine partikollegaer.

Han brugte fx de nye medieteknologier som tv-programmet C-SPAN, der viste liveoptagelser fra Kongressen, til at kritisere sine demokratiske kollegaer i Repræsentanternes Hus med fjendtlig retorik. Han beskrev Kongressen som ”syg” og ”korrupt” og såede tvivl om sine demokratiske kollegaers patriotisme, han sammenlignede demokratiske politikere med Mussolini, og han anklagede dem for at forsøge at ”ødelægge landet. Med sin Political Action Committee [en organiseret interessegruppe, som koordinerer indsamling af finansiel støtte til politiske formål såsom valgkampe, kampagner og lovforslag, red.], GOPAC, arbejdede Gingrich i starten af 90’erne på at få republikanske partikandidater til at bruge sin strategi ved at sende videooptagelser og memoer ud til kandidaterne med instrukser om at bruge bestemte negative ord som ”patetisk” og ”landsforræder” til at beskrive demokratiske modstandere.

Normnedbrydningen fandt også sted i den lovgivende forsamling under Gingrichs lederskab i 1995. Som Formand for Repræsentanternes Hus blev han en rollemodel for en hel generation af nye republikanske lovgivere, der blev valgt ind ved midtvejsvalget i 1994. Ved dette valg fik Republikanerne kontrol over Repræsentanternes Hus for første gang i 40 år. Det blev begyndelsen på en periode med intense kampe om kontrollen med Kongressens to kamre, og det intensiverede den partiske fjendtlighed, der var under opsejling.

Gingrichs konspiratoriske retorik og hans dæmonisering af politiske modstandere transformerede Det Republikanske Parti i Kongressen med de nyvalgte republikanske lovgiveres stærke tiltro til hans politiske filosofi. Han satte også sit præg på Senatet med nyvalgte ”Gingrich-senatorer”, der førte en ”ingen kompromis”-strategi, hvor de åbenlyst opgav at efterleve Senatets traditionelle procedurer i deres bestræbelser på at vinde og bibeholde magten. Til trods for at Gingrichs embedsperiode som Formand for Repræsentanternes Hus endte i 1998, levede det politiske miljø og de taktikker, han var med til at frembringe, videre.

Gingrichs politiske krigsførelse forsatte under Clinton-regeringerne med en dubiøs rigsretssag mod præsident Clinton, og det udmundede i konkret politisk handling, da Republikanerne i Repræsentanternes Hus nægtede at gå på kompromis om budgetforhandlinger med Clinton. Sammenbruddet i forhandlingerne førte til nedlukninger af den føderale regering i 1995 og 1996. Republikanernes fravalg af de essentielle procedurer, der understøtter den lovgivende forsamling, havde skabt tydelig dysfunktionalitet og en hårdknude i det politiske system.

Gingrich og hans allierede var på forkant med en ny bølge af utilfredshed i 1990’erne, der særligt var synlig blandt republikanske vælgere. De skabte ikke denne polarisering af sig selv; men de var nogle af de første til at udnytte det ryk mod højre, som var undervejs. Som MSNBC’s politiske analytiker, Steve Kornacki, fremlægger det i sin bog ”The Red and the Blue: The 1990’s and the Birth of Political Tribalism”: Gingrichs lederskab introducerede politisk krigsførelse som en dominerende strategi i Det Republikanske Parti.

 

Gingrich og hans allierede var på forkant med en ny bølge af utilfredshed i 1990’erne, der særligt var synlig blandt republikanske vælgere. De skabte ikke denne polarisering af sig selv; men de var nogle af de første til at udnytte det
_______

 

Eskaleringen af normnedbrydning
Den partifjendske retorik, der bidrog til at udvikle den trumpisme, vi oplever i dag, blev væsentligt forværret under præsidentvalgkampen i 2008 – og senere under Obamas præsidentperiode, som markerede en accelerering af den normnedbrydende politiske tone og ageren blandt Republikanerne. Det gjaldt i første omgang blandt andet konspiratoriske ideer på den yderste højrefløj, der betvivlede Obamas legitimitet. Men da Obama blev valgt, var de pludselig blevet til en etableret bevægelse: Tea Party-bevægelsen.

Bevægelsens primære fokus var kendetegnet af traditionelle konservative ideer, herunder mindre stat, lavere skat, offentlige nedskæringer og en udtalt afsky for ’ObamaCare’-sundhedsreformen. Bevægelsens modstand mod Obama var i det hele taget et tydeligt samlingsmærke. Tea Party-bevægelsen såede tvivl om præsidentens ret til overhovedet at være præsident, fordi man mente at have bevis for, at han ikke var en ”rigtig” amerikaner. Man omtalte ham som en ”trussel” mod det amerikanske demokrati. Bevægelsen bestod af en forening af græsrodshøjrefløjsaktivister i det republikanske kerneland samt velhavende konservative donorer, der anså Tea Party-mobiliseringen som en unik mulighed for at føre en hårdere linje mod Obama-regeringen, og derfor støttede den simrende vrede i baglandet.

Den republikanske base var allerede rasende over Obamas valgsejr og bekymret over den økonomiske nedgang, som USA befandt sig i pga. finanskrisen. De var overbevist om, at Bush var en mislykket præsident, fordi han regerede som en ”big government Republican”. Det var primært denne overbevisning, der resulterede i mobiliseringen Tea Party-bevægelsen. I 2010 opfordrede den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat fra 2008-valget, Sarah Palin, Republikanerne til at absorbere Tea Party-aktivismens retorik. Sproget fra partiets udkant blev herefter benyttet af republikanske politikere over et bredt spektrum – og det viste sig at være politisk gavnligt for dem ved midtvejsvalget i 2010. Det forøgede kun radikaliseringen af de republikanske vælgere og den fjendtlige politiske tone.

I 2014 kom der et tydeligt tegn på, hvor sårbare traditionelle republikanske politikere var, hvad angår udfordringerne indenfor egne rækker. Den daværende republikanske flertalsleder i Repræsentanternes hus, Eric Cantor, blev slået af en ukendt Tea Party-kandidat ved navn Dave Brat, som angreb Cantor for at være afhængig af partiets velhavende donorer og for at være for svag på immigrationspolitikken. Brats højre-populistiske kampagne var en prototype på, hvad der var på vej ind i hjertet af amerikansk politik, og det var en tidlig indikator på, at en større skare af det republikanske bagland ønskede en mere oprørsk tilgang fremfor den mere moderate traditionelle konservatisme, som Cantor repræsenterede. Trumpismen var – endnu uden Trump selv – i færd med at bevæge sig ind på den nationalpolitiske scene.

 

Det republikanske lederskabs foragt for de gængse normer i den lovgivende forsamling blev yderligere intensiveret under Obamas embedsperiode med deres målrettede obstruktionsstrategi mod Obamas politiske agenda
_______

 

Indfødsretsbevægelsen
Da den såkaldte ”birther movement” – en konspirationsteori, der promoverede tvivl om, hvorvidt præsident Obama var født i USA og derfor ikke kunne være en legitim præsident – for alvor fik tilslutning, fik konspiratoriske teorier om Obama endnu mere medvind på højrefløjen. Fremtrædende republikanske politikere nægtede at tage afstand fra og forkaste løgnen om, at den siddende præsident ikke var født i USA. Donald Trump, der dengang end ikke var valgt som republikansk præsidentkandidat, absorberede bevægelsen og gjorde den til sin egen politiske platform, hvilket katapulterede ham ind i en konservativ stjernestatus og uomtvisteligt bidrog til hans valgsejr i 2016.

Konspirationsteorier og angreb som disse har længe haft sin plads i amerikansk politik, men når man tager i betragtning, at ekstremismen ikke kun befandt sig i udkanten af partiets højrefløj, men var en bredt accepteret teori blandt republikanske vælgere, tegner der sig et mere kompliceret billede af, hvad teorierne om Obamas fødsel var et udtryk for. Ifølge en meningsmåling foretaget for Fox News i 2011, troede 37 pct. af de republikanske vælgere på, at Obama ikke var født i USA, og 63 pct. af de republikanske vælgere i undersøgelsen gav udtryk for, at de var i tvivl om hans fødested. Teorien fik også luft under vingerne i de øverste lag af den republikanske ledelse, og åbne angreb mod Obamas legitimitet blev udført af ledende nationale politikere, som fornemmede begejstringen blandt deres vælgere og udnyttede vreden som politisk kapital.

Det republikanske lederskabs foragt for de gængse normer i den lovgivende forsamling blev yderligere intensiveret under Obamas embedsperiode med deres målrettede obstruktionsstrategi mod Obamas politiske agenda. Republikanerne brugte alle tilgængelige værktøjer til at miskreditere, blokere for eller trække Obamas lovforslag i langdrag. Den republikanske leder i Senatet, Mitch McConnell, opsummerede strategien ganske klart, da han udtalte, at ”det vigtigste, Republikanerne vil opnå, er, at præsident Obama kun sidder i én periode”.

McConnell bøjede med hans brug og misbrug af den såkaldte ”filibuster” reglerne i Senatet i en grad, der aldrig er set før. En filibuster bliver brugt til at forhale eller helt forhindre flertalsvedtagelse af et lovforslag. Det er ofte en langvarig tale, som medlemmer i Senatet udfører for at stoppe lovforslag i den lovgivende forsamling. Kort sagt: tidsudtrækning. I 1970’erne blev filbusteren brugt færre end én gang om måneden. I Obama-årene indgav den demokratiske leder i Senatet, Harry Reid, derimod et ønske om lukning af en filibuster mere end én gang om ugen. Det politiske miljø var blevet så fjendtligt, at selve funktionen af det politiske system nærmest var blevet fastlåst af partimæssigt fjendskab.

Ved slutningen af Obamas embedsperiode var den politiske fjendtlighed blevet almindelig praksis, og mange republikanere betragtede deres demokratiske rivaler som anti-amerikanske og en decideret trussel mod landet. Med Republikanernes ekstremistiske lovgivningstaktikker og den stigende radikalisering blandt deres vælgere var amerikansk konservatisme ved at omforme sig til en slags antisystem-politik: Det handlede om at udnytte sine retsbeføjelser og anlægge en fjendtlig retorik til at bekrige sine politiske modstandere. Det var netop dette politiske miljø, som støt var vokset siden 80’erne, der skabte grobunden for en så radikal kandidat som Trump, der brugte intolerance og vrede som politisk ammunition.

 

Det var netop dette politiske miljø, som støt var vokset siden 80’erne, der skabte grobunden for en så radikal kandidat som Trump, der brugte intolerance og vrede som politisk ammunition
_______

 

Det politiske klima er transformeret for bestandigt
Ideen om, at Det Republikanske Parti vil blive sig selv igen, når Trumps embedsperiode er omme, stemmer derfor ikke overens med den historiske udvikling, som partiet har undergået de seneste årtier. Republikanske politikere, herunder Newt Gingrich, Tea Party-kandidaten Dave Brat og nu altså Donald Trump, udnyttede alle på samme måde det polariserede politiske miljø ved at appellere til vælgernes frygt og vrede, og de har portrætteret deres politiske modstandere som fjender, hvilket har formindsket kompromisviljen og dermed forringet funktionen af det amerikanske demokrati.

Trumps valgsejr repræsenterer kulminationen på Det Republikanske Partis krig mod politiske normer. I årtier indoktrinerede partiet sine vælgere til at nære dyb mistro til Washington og had til den føderale regering. Samtidig udnyttede de Tea Party-bevægelsens vrede som et politisk våben, og partiets fjendtlige retorik banede vejen for Trumps anti-establishment-linje og hans valgløfte om at rive det etablerede system ned. I dette lys er Trump ikke en ”outsider”-kandidat, som pludseligt overtog Det Republikanske Parti, men snarere partiets ideelle leder og et produkt af en mangeårig udvikling i amerikansk konservatisme

Selvom den partifjendske udvikling begyndte med radikalisering af Det Republikanske Parti, kan følgevirkningerne mærkes i hele det politiske system. USA befinder sig nu i en hyper-polariseret tilstand, hvor de to partier sjældent arbejder tværpolitisk, og den partifjendske tone har skabt færre incitamenter til at finde kompromiser og fælles politiske ståsteder. Nedlukninger af den føderale regering, fjendtlige politiske kampagner, lovgivningsmæssig gidseltagning i kongressen, blokeringer af præsidentens dommernomineringer, og partisk genoptegning af valgdistrikter er blevet normalen i amerikansk politik.

Overtrædelsen af de politiske normer har medført en kaskade af effekter i en ond spiral, hvilket har blusset normnedbrydningen op tværs over det politiske spektrum. Det giver sig selv: Når én person bryder med det konventionelle, kan det føre til, at upassende adfærd bliver normaliseret, fordi vedkommendes politiske modstandere ikke vil tabe politisk terræn på den bekostning. Det er således meget svært at se, hvordan udviklingen kan vendes, og det vil få store konsekvenser for det amerikanske demokrati og den demokratiske dialog.

Amerikansk politik har begivet sig ned ad en sti, som har transformeret det politiske klima for bestandigt. Hvis ikke de to partier får gjort op med de voldsomme politiske modsætninger, som polariserer landet, vil konflikten forsætte med at vokse og plage det amerikanske samfund. ■

 

Amerikansk politik har begivet sig ned ad en sti, som har transformeret det politiske klima for bestandigt
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden