17.01.2019

Putin benytter aktivt Ruslands imperiske og sovjetiske fortid til at legitimere sin magt og politik. Fortidens ubekvemligheder, såsom revolutioner og brutalitet, forsøges gemt væk fra narrativet om et stærkt Rusland baseret på fortidens traditioner og successer.

International kommentar af Ida Alban Adler

Den 11. december 2018 ville den sovjetiske eksilforfatter Alexandr Solzjenitsin være blevet 100 år. I den forbindelse udtalte Putin, at Solzjenitsin ”selv i eksil aldrig tolererede, at nogen talte ondt eller hånligt om moderlandet og modsatte sig enhver manifestation af Russofobi” og tilføjede, at han ”tydeligt adskilte det autentiske, rigtige Rusland fra det totalitære systems særegenheder, der bragte lidelse og alvorlige prøvelser for millioner af mennesker”.

Putins udtalelse er opsigtsvækkende, for den gør Solzjenitsin til en patriotisk helt, der elsker Rusland. Hermed udelades forfatterens skarpe kritik af Sovjetunionen og gulagsystemet [Gulag var et system af tvungne arbejdslejre etableret under Lenin, som nåede sit højdepunkt under Stalin, red.] – en kritik, som endte med at sende ham i eksil.

Dermed får Putin spundet en grim historie om undertrykkelse til en historie om patriotisme, og hvordan Rusland står i et modsætningsforhold til Vesten. I den forbindelse adskiller Putin det, han kalder det autentiske Rusland, fra Sovjetunionens brutale styre. Det ”autentiske Rusland” skal i Putins optik forstås som et stærkt, sejrrigt Rusland med en lang succesfuld historie, der går tilbage til det russiske imperium, men som også trækker på Sovjetunionens successer. Fortidens fiaskoer og brutalitet ses der bort fra i narrativet om det autentiske Rusland. Netop denne adskillelse har Putin og hans kreds gjort en dyd ud af, siden han trådte til magten. Således forsøges magten legitimeret gennem erindringspolitikken, som den fremlægges af Kreml.

 

Med referencer til fortiden argumenterer Putin og hans kreds for, at der skal lægges stor vægt på en stærk stat og et centraliseret lederskab
_______

 

Putin klippe-klistrer i fortiden
I Rusland er det ikke historikerne, men Putin og den politiske elite, der står for at udarbejde den korrekte udlægning af historien. Således legitimerer den ledende magt dets politik med historiske referencer og hævder, at det bevarer Ruslands tusind år gamle historie. Der benyttes både referencer fra det russiske imperium og Sovjetunionen, og Putin sammenlignes med både succesfulde tsarer og succesfulder sovjetkommunister. Med referencer til fortiden argumenterer Putin og hans kreds for, at der skal lægges stor vægt på en stærk stat og et centraliseret lederskab. Dermed retfærdiggøres den førte politik med, at den overholder en gammel tradition, og at denne politik vil sikre Rusland dets overlevelse, ikke blot som en stærk og fremgangsrig stat, men også som en ledende verdensmagt.

Putin benytter dermed aktivt og strategisk erindringspolitik til at overbevise vælgerne om, at en stærk stat ikke blot er nødvendig, men at det også er traditionen for, hvordan Rusland er blevet regeret igennem historien. Hermed udlægges en stærk stat som den eneste måde, Rusland kan blive succesfuld i fremtiden. Denne stærke stat skal, akkurat som i fortiden, ledes af en stærk mand. Historien bruges ikke blot til at legitimere den førte politik den benyttes også til at skabe fællesskab og national stolthed. Således legitimerede Putin blandt andet annekteringen af Krim med henvisning til Vladimir Den Store og ”den åndelige oprindelse af dannelsen af den mangesidede, men monotolistiske russiske nation og den centraliserede russiske stat”.

Ideologien er bygget på ideen om Ruslands iboende storhed, der skal frygtes og respekteres. Putins Rusland fremlægges som en kombination af det bedste fra det gamle russiske imperium og fra Sovjetunionen. Brutaliteten og fiaskoerne gemmes væk eller forsøges adskilt fra det ”autentiske” Rusland. Adskilt i den forstand, at brutaliteten ikke kan ignoreres, men i stedet skal opfattes som en slags undtagelse i en ellers succesfuld fortid. En ubehagelighed, der ikke skal, kan eller må definere nutiden, men som ikke desto mindre er en fortid, der ikke fuldstændigt kan forties.

 

Trods ideen om et ensartet koncept af historien mangler det moderne Rusland et officielt fælles narrativ om Sovjetunionens rolle og i særdeleshed revolutionerne i 1917
_______

 

Historisk skizofreni
Her opstår problemet. For hvordan skal Ruslands politiske elite forholde sig til den sovjetiske fortid? Trods ideen om et ensartet koncept af historien mangler det moderne Rusland et officielt fælles narrativ om Sovjetunionens rolle og i særdeleshed revolutionerne i 1917.

Kreml kan hverken fuldt omfavne eller fornægte den sovjetiske fortid. Revolutionerne og Sovjetunionens brutalitet er ubekvemme i forhold til den selektive erindring, og dermed opstår retorikken om adskillelse af det autentiske Rusland fra brutaliteten.

Et eksempel på skizofrenien er Sovjetunionens sejr i 2. Verdenskrig [i Rusland kaldet Den Store Fædrelandskrig, red.], der årligt fejres med pomp og pragt, og hvor Stalins lederskab hyldes. På den anden side har Putin gentagne gange taget kraftig afstand fra sovjettidens terror.

Putin har berømt udtalt, at Sovjetunionens kollaps var en ”geopolitisk katastrofe”, mens han på den anden side gentagne gange har udtalt sig negativt om oktoberrevolutionen og beskrevet Lenin og hans politik som en ”tikkende bombe der detonerede i 1991”. Alligevel betragter mere end halvdelen af det russiske folk Lenin som en positiv figur, og Lenins mausoleum pryder stadig den Røde Plads, ligesom han har lagt navnt til adskillige af landets gader og torve. Den samme tendens til en positiv indstilling blandt befolkningen ses i det russiske folks holdning til Stalin. Trods en bevidsthed om Stalins Store Terror anses han som en stærk leder, der førte Rusland til sejren i Anden Verdenskrig. Stalin ses som et symbol på sejren i Anden Verdenskrig, og denne personficering af sejren har ført til en slags rehabilitering af Stalin, som giver sig til udtryk i den stadigt stigende positive holdning blandt befolkningen. Denne udvikling er kraftigt ledet af Putin, der har fordømt den ”overdrevne demonisering” af Stalin [som Putin sagde i et tv-interview med Oliver Stone i 2017, red.]. Men trods denne positive holdning til Stalin og sovjettiden, er fortiden en kompliceret og mudret affære for nutidens Rusland.

 

Putins problem er i bund og grund, at det ikke er muligt at spinne Sovjetunionens rolle til en rendyrket positiv myte. Putin ærer Sovjetunionen, men tager afstand fra måden den opstod, nemlig den folkelige opstand
_______

 

Putins problem er i bund og grund, at det ikke er muligt at spinne Sovjetunionens rolle til en rendyrket positiv myte. Putin ærer Sovjetunionen, men tager afstand fra måden den opstod, nemlig den folkelige opstand. Han omfavner Sovjetunionens succeser, men taget intet ansvar for dets fiaskoer. Putin er med andre ord bevidst om, at Sovjetunionens grusomheder ikke kan ignoreres, men han er ligeledes bevidst om, at en total afskrivelse af Sovjetunionen ikke er mulig.

Sovjetunionen hyldes, fordi Rusland er den legitime arvtager, og for sin rolle som stormagt i verdenssystemet. Dette hænger naturligt sammen med de russiske stormagtsambitioner i dag. Sovjetunionens fødsel er dog et kritisk punkt i Putins narrativ, idet folkelig opstand og kollaps af et imperium, som ifm. den russiske revolution, ikke kan hyldes i dagens Rusland. Forholdet til revolutioner er et ømt punkt; Rusland har agereret bastion mod revolutioner ikke blot på eget territorium, men også i blandt andet Syrien og Ukraine. I 2011-12 mærkede Putin spontane protester, da han – efter en periode som premierminister – vendte tilbage i sin tredje præsidentperiode. Med magt og (selektiv) afstraffelse af deltagerne samt nye love, der begrænser mulighederne for demonstrationer, satte Putin en stopper for disse demonstrationer og den frygtede russiske folkelige opstand. Det russiske folk får fortalt, at de ikke har brug for revolution, men stabilitet – en stabilitet, som kun en stærk stat styret af en stærk leder kan give.

Putins udlægning af Lenins rolle i Sovjetunionen og dennes betydning for nutidens Rusland bidrager ikke til den ensartede version af historien, som man ønsker. Den sætter derimod en tyk streg under den historiske skizofreni og det komplicerede forhold, den politiske elite har til Sovjetunionen. Udtalelserne om Solzjenitsin viser endnu engang, hvordan Putin klippe-klistrer i den sovjetiske fortid. ■

 

Det russiske folk får fortalt, at de ikke har brug for revolution, men stabilitet – en stabilitet, som kun en stærk stat styret af en stærk leder kan give
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt