17.10.2019

.

Flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet har givet Erdogan uanede afpresningsmuligheder. Han ved, at de europæiske ledere er skrækslagne ved tanken om en ny flygtningeinvasion, og at mange af dem i det stille beder til, at de tyrkiske planer om at deportere flygtninge i Tyrkiet til sikkerhedszonen lykkes. Alt i mens de verbalt kritiserer Tyrkiet.

Kommentar af Holger K. Nielsen, fhv. MF og udenrigsminister

TRUMPS BESLUTNING om at trække amerikanske soldater ud af det nordlige Syrien har skabt en kædereaktion, som endnu engang viser, at den syriske borgerkrig er en hvepserede af forskellige konflikter og udenlandske interesser, hvor aktørerne den ene dag kan være allierede og den næste dag fjender. Hvor en handling, som ellers anses for rigtig, kan få utilsigtede konsekvenser, der udvikler sig ukontrollabelt.

Den tyrkiske præsident Erdogan reagerede prompte. Det var ventet, for han har i årevis presset på for en militær operation i det nordlige Syrien. Kun tilstedeværelsen af amerikanske soldater har holdt ham tilbage. Men USA har haft fokus på at bekæmpe Islamisk Stat, hvilket i høj grad er lykkedes. Det var imidlertid ikke sket uden hjælp fra de kurdiske YPG-styrker, som har taget de hårde kampe på landjorden.

I kampen imod IS har Erdogan spillet et ekstremt dobbeltspil. Som NATO-medlem har han på den ene side været nødt til verbalt at give medløb til vigtigheden i at bekæmpe terrororganisationen. På den anden side har han anset kampen imod kurderne i det nordlige Syrien som langt vigtigere. Der er en velkendt forbindelse mellem det syriske PYD/YPG og det tyrkiske PKK, og en kurdisk enklave i Syrien under ledelse af PYD/YPG er for Erdogan en kræftbyld, som for enhver pris må fjernes. Han har derfor siden borgerkrigens begyndelse gjort alt, hvad han kan for at undergrave alliancen mellem USA og YPG.

 

[Erdogan] har siden 2015 måttet lide den tort, at det pro-kurdiske HDP-parti har haft succes ved de nationale valg. Hvilket bl.a. fik som konsekvens, at han samme år kortsluttede fredsforhandlingerne med PKK
_______

 

DET HANDLER i virkeligheden mest om tyrkisk indenrigspolitik, for Erdogan er presset på hjemmebanen. Han fik et katastrofalt lokalvalg tidligere på året, hvor AKP bl.a. tabte magten i Istanbul. Han har siden 2015 måttet lide den tort, at det pro-kurdiske HDP-parti har haft succes ved de nationale valg. Hvilket bl.a. fik som konsekvens, at han samme år kortsluttede fredsforhandlingerne med PKK. Og samtidig kører den tyrkiske økonomi i slæbegear.

Det er et velkendt politisk trick at afspore indenlandske problemer med opblæst nationalisme og skabelse af konflikter udadtil. Dertil kommer, at Tyrkiet er presset af et stort antal flygtninge: Ét af målene med den såkaldte ”sikkerhedszone” i Nordsyrien er, at man hertil kan deportere de flygtninge, der i dag sidder i Tyrkiet. Erdogan slår her to fluer med ét smæk: Han får et område, hvor der er en mere blandet befolkning med sandsynlige konflikter mellem kurdere og arabere. Og samtidig får han lettet den økonomiske byrde med de mange syriske flygtninge.

DEN TYRKISKE invasion har allerede haft gruopvækkende konsekvenser for civilbefolkningen med mange dræbte og endnu flere på flugt. Men den har også haft som konsekvens, at kurderne ikke længere har kapacitet til at holde opsyn med de mange IS-sympatisører, som sidder i deres fængsler. Flere hundrede IS-fanger meldes nu flygtet, og de må forventes at bidrage til den radikalisering af unge sunnimuslimer, som udgør fødekæden for terrorbevægelsen. Mange af dem er fra Europa, og de vil med stor sandsynlighed på et tidspunkt vende tilbage. Trump hævder, at IS er besejret. Det paradoksale er, at hans beslutning om amerikansk tilbagetrækning bidrager til det modsatte.

For et par dage siden kom Assad så kurderne til undsætning. Der har tidligere været en taktisk alliance mellem PYD og Assad – hvad kurderne ikke har talt særlig højt om. Det kan ikke forventes, at Assad vil give kurderne autonomi, men for dem er Erdogan en større trussel.

Det er selvsagt en fjer i hatten for Assad, at han overtager USA’s rolle som beskytter af de kurdere, der hjalp Vesten med at kæmpe imod Islamisk Stat. Han har i forvejen støtte fra Rusland samt Iran. Og med den seneste udvikling er det svært at se et fremtidigt Syrien, som ikke er domineret af Assad-regimet. Formelt skal der iværksættes en FN-proces, som skal drøfte Syriens fremtidige indretning, men den bliver næppe en realitet. Reelt har Assad vundet borgerkrigen, hvad Trumps beslutning om at trække USA-tropper ud af Syrien har bidraget til. Alle diskussioner om Syriens fremtid vil afspejle den realitet.

 

Putin har fermt udnyttet Vestens fejltagelser i Syrien-konflikten og har i dag fået et brohoved i Mellemøsten, som han naturligvis vil udnytte
_______

 

OGSÅ RUSLAND vinder på den amerikanske beslutning. Putin har fermt udnyttet Vestens fejltagelser i Syrien-konflikten og har i dag fået et brohoved i Mellemøsten, som han naturligvis vil udnytte. Sovjetunionen var i sin tid en særdeles aktiv aktør i Mellemøsten med militær og økonomisk støtte til befrielsesbevægelser og autoritære regimer, hvoraf flere kaldte sig socialistiske. Med afslutningen af Den Kolde Krig videreførte Rusland ikke den linje. Ikke før nu, hvor Rusland med Vestens fejltagelser er blevet regionens helt centrale aktør. Vesten er kørt ud over sidelinjen.

I det omfang, der bliver skabt fred i den syriske borgerkrig, vil det være en Putinsk fred. En ”pax Putin”. Det lyder særdeles ubehageligt, og det bliver ikke sjovt for de demokratiske kræfter, som måtte være tilbage. Problemet er imidlertid, at alternativet kan være værre.

Og Europa – hvor er Europa? Ingen steder. Flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet har givet Erdogan uanede afpresningsmuligheder. Han ved, at de europæiske ledere er skrækslagne ved tanken om en ny flygtningeinvasion, og at mange af dem i det stille beder til, at de tyrkiske planer om at deportere flygtninge i Tyrkiet til sikkerhedszonen lykkes. Alt i mens de verbalt kritiserer Tyrkiet.

Ikke mindst Europa har interesser i et stabilt Mellemøsten. Man skulle derfor tro, at der var optræk til blot et minimum af strategisk tænkning. Men nej – den slags overlader vi til russerne. ■

 

Ikke mindst Europa har interesser i et stabilt Mellemøsten. Man skulle derfor tro, at der var optræk til blot et minimum af strategisk tænkning. Men nej – den slags overlader vi til russerne
_______

 

Holger K. Nielsen (f. 1950) er fhv. udenrigsminister og MF for SF. ILLUSTRATION: Berlin, Tyskland: Merkel lytter til Erdogan under en fælles pressekonference 4. februar 2016 [foto: Axel Schmidt/AP/Polfoto]