20.06.2019

”Europæerne læner sig helt klassisk op ad den diplomatiske aftale, der er lavet, som de vil gå langt for at bevare. Netop derfor gisner man om, at det kunne være amerikanerne eller amerikanske allierede, der står bag: for at smide grus i maskineriet i forhold til forsøgene på at redde atomaftalen.”

Interview af Raurel Adams

RÆSON: Vi ved med sikkerhed, at to olietankere er blevet angrebet ud for Omans golf. Hvorvidt det faktisk var Iran der stod bag, er stadig tvivlsomt. Hvordan tolker du situationen?
MALMVIG: Jeg er enig i, at vi endnu ikke kan vide med sikkerhed, hvem der står bag angrebene. De eneste, som er meget faste i mæglet, er Trump-administrationen. Analyser foretaget af den grynede video, amerikanerne har lagt frem sår tvivl om, hvorvidt den beviser iranernes skyld, og derfor er usikkerheden begrundet. Mange husker Irak eller Vietnam krigen, hvor efterretninger blev manipuleret til at føre krig. Men det er bestemt en mulighed, at det er Iran, der står bag. I så fald er det et klassisk eksempel på en form for hybridkrig, hvor Iran angriber via stedfortrædere eller uden at melde kulør, og samtidig sår tvivl om hvem der står bag.

Hvis vi antager, at det er Iran, der står bag angrebet, kan det være et direkte svar på Det Hvide Hus’ seneste ophævelse af Oliewaivers, dvs. de tilladelser som Trump udstedte til Kina, Japan, Tyrkiet, så de fortsat kunne importere iransk olie. Angrebene gør livet svært for USA’s allierede og særlig Golfstaterne, der fragter olie og gas gennem Den Persiske Golf, og på den måde trækker iranerne en streg i sandet og siger: Sabelraslen, trusler og maksimalt økonomisk pres fra USA leder os ikke til forhandlingsbordet, men fører tværtimod til ustabilitet i hele Golfen. Vi kan også eskalere, hvis I gør.

Selve timingen for de seneste angreb trækker dog i den anden retning. Iran forsøger for øjeblikket at presse EU til at komme op med konkrete tiltag, der kan afbøde nogle af de økonomiske konsekvenser af de amerikanske sanktioner (såsom den europæiske bank- og handelsmekanisme INSTEX). Europæerne er ivrige efter at redde aftalen, ligesom den japanske premierminister var på besøg i Teheran, netop som angrebet fandt sted. Viser det sig, at Iran står bag, kan Teheran meget vel miste den goodwill, som de ellers har i Bruxelles og hos mange europæiske regeringer – og så vil atomaftalen være endnu sværere at redde.

Hvis det ikke er Iran, hvem kunne så stå bag? Det kunne dels være de regionale allierede, der har Iran som fjende nummer ét. De tæller Saudi Arabien, Emiraterne (UAE) og måske Israel, som kunne være interesserede i at fremprovokere en lavintensitetskrig med Iran og få Iran til at se ud som aggressoren. Det kan også være dele af Trump-administrationen selv – såsom den nationale sikkerhedsrådgiver Bolton eller udenrigsministeren Pompeo – som vil smide grus i maskineriet for alle de diplomatiske forsøg, der i øjeblikket er i gang for at redde atomaftalen og deeskalere konflikten.

RÆSON: Lad os starte med USA. Hvilke muligheder har de nu for at reagere på situationen?
MALMVIG: USA har flere muligheder for at svare igen, og der er allerede rygter om, at Det Hvide Hus planlægger taktiske angreb på Iran, fx på atom-installationer, ligesom de har sendt 1000 ekstra tropper til regionen i denne uge. USA kan også via stedfortrædere ramme Iran eller iranske allierede, fx i Irak, Syrien eller Yemen.

Nye angreb på skibstankere i golfen kan også lede til militære angreb på baser langs Irans kyst eller i området omkring golfen, hvor USA kan ramme iranske skibe som en form for advarsel og gengældelse. Det kan optrappe konflikten yderligere.

Der er også en stor risiko for, at den oppiskede stemning enten udløser angreb ved en fejltagelse eller skaber en militær konfrontation som en slags selvopfyldende profeti. Når hele verden taler om muligheden for krig og forbereder sig på den, så normaliserer vi krigen, og risikerer at gå Trump-administrationens ærinde. Trump administrationen har formået at skabe en højspændt situation, hvor alle er i alarmberedskab og ikke undrer sig, hvis der kommer en åben militær konflikt med Iran.

 

Der er også en stor risiko for, at den oppiskede stemning enten udløser angreb ved en fejltagelse eller skaber en militær konfrontation som en slags selvopfyldende profeti
_______

 

RÆSON: Hvor sandsynligt er det, at situationen ender der?
MALMVIG: For en måneds tid siden mente jeg, at den største risiko lå i, at der skete noget ved en fejltagelse, fx som i 1988 under Irak-Iran-krigen. Her ramte et amerikansk krigsskib, der lå i Golfen, et iransk passagerfly, fordi kaptajnen ombord troede, det var et militært fly, der var ved at angribe. 270 civile omkom. Spændingerne mellem Iran og USA var – ligesom i dag – intense, og ligesom i dag var der ingen direkte kanaler, Iran og USA kunne kontakte hinanden igennem.

I dag tænker jeg, der er en betydelig sandsynlighed for krig. Altså ikke i form af en invasion af Iran, men en lavintensitetskrig, som kan udspilles af stedfortrædere og langsomt optrappes eller med enkelte såkaldt taktiske angreb.

RÆSON: Betyder det, at konflikterne, som allerede udspiller sig mellem de arabiske allierede og iranerne, vil få en mærkbart højere intensitet?
MALMVIG: Det gør det helt sikkert. USA og Iran står bagved og fører krigen og kan trække den nye steder hen, fx ved at ramme Hizbollah i Libanon. De har mulighed for at eskalere til det næste niveau, hvor iranerne direkte rammer amerikanerne og omvendt.

RÆSON: Hvor omkostningsfuldt kunne det blive for USA?
MALMVIG: Allerede nu rammes oliepriserne, og hvis det bliver sværere at transportere skibe igennem Hormuzstrædet, som både amerikanerne og deres allierede er afhængige af, så vil det påvirke verdenshandlen. Derudover gør generel usikkerhed og følelsen af, at man er på randen af krig, normalt ikke noget godt for verdensøkonomien. Forsøgene på at redde stumperne af atomaftalen, indtil Trump måske bliver genvalgt, bliver også noget nær umulige, hvis konflikterne optrappes til et nyt niveau. Det kan få konsekvenser for os alle sammen. Det tog mange år overhovedet at få atomaftalen på plads, og alt det arbejde er nu kastet overbord. Det er ikke til at sige, om der kan laves en anden aftale, eller hvor mange årtier, det kan tage, før USA igen kan tilnærme sig Iran.

RÆSON: Den strategi, som Trump har ført over for Iran, har hidtil været informeret af blandt andet Bolton og Pompeo. De har ikke lagt skjul på deres ønske om en konfrontatorisk linje over for iranerne. Trump har for nyligt sagt, at det ikke er hans ønske – så hvad vil Trump egentlig med Iran?
MALMVIG: Det er der ingen, der kan læse, for i Washington har man omdøbt Trump-administrationens ’maksimum pres’-strategi til ”maksimum forvirring”. Signalerne stikker i alle mulige retninger, og det afspejler formentlig den interne uenighed. Lidt groft skåret op vil Trump måske i virkeligheden ”bare” have en bedre aftale end Obama – det var i hvert fald det, hans valgkamp gik ud på. Vi ved også fra andre kriser, at tanken bag at lave maksimalt pres med ’Fire and Fury’ i Trumps verden baserer sig på en ide om, at når alle er forvirrede og presset helt i bund, så kan han række en hånd ud og få landet en aftale. Ligesom Trump forsøgte på med Nordkorea. Så ligner det, at Trump er mesteren af internationale handler. Det er måske Trumps idé i forhold til Iran.

Samtidig fortæller europæiske diplomater, at Trump angiveligt flere gange skulle have spurgt, om ikke Teheran lige kunne ringe til ham, fordi han var interesseret i at få direkte forhandlinger. Men med den anden hånd har Trump tweetet, at USA kunne udradere Iran, hvis det skulle være. Det gør det svært at læse – også for Iran. Derfor øges chancerne for misforståelser, når parterne ikke aner, hvad den anden part vil eller har af interesser.

Bolton, Pompeo og alle de regionale magter (Saudi-Arabien, UAE, Israel), som har tråde godt ind i Trump-administrationen, vil gå et skridt længere – de tror ikke på, at der kan laves en aftale med Iran. De kan være interesserede i en form for militær konfrontation, hvor Iran vil komme til at fremstå som aggressoren med de onde hensigter, som man derfor ikke kan lave aftaler med – eller overhovedet indgå i en diplomatisk ramme med.

 

Hvis iranerne spiller klogt, hvilket de måske er i gang med, så kan de trække sig ud af dele af aftalen nu og henover de næste måneder. Det betyder, at de har noget at give i en eventuel kommende forhandling
_______

 

RÆSON: Er Trumps uforudsigelighed en strategi, der kunne virke mod iranerne, eller gør udelukkende et slemt forhold værre?
MALMVIG: Det gør det meget værre. Det gælder blandt andet, fordi, der er så mange brændpunkter i Mellemøsten, hvor iranske og amerikanske styrker er så tæt på hinanden. Det er de både i golfen med krigsskibe, men også i Syrien, i Irak og andre steder som Yemen og Libanon. Det betyder, at man øger niveauet for, hvad det kan få af konsekvenser at læse hinanden galt.

Iranerne er dygtige diplomater, og de har en stolthed, som i virkeligheden også handler om at være meget høflige, så hele Trumps stil går ikke hos iranerne. Spørgsmålet er nu, om Trump alligevel kan lave en eller anden Nordkorea-variant? Jeg kan godt forestille mig, at den amerikanske præsident svinger helt om og prøver noget andet, men jeg har svært ved at se det lykkes. USA har jo heller ikke fået en aftale med Nordkorea, men blot fået nogle håndtryk og fotos – og der skal meget mere til end det. Hvis iranerne spiller klogt, hvilket de måske er i gang med, så kan de trække sig ud af dele af aftalen nu og henover de næste måneder. Det betyder, at de har noget at give i en eventuel kommende forhandling. Selvom det, Iran så giver, vil være nogenlunde det, som allerede gav Obama i sin tid, vil det se ud som om, at de giver noget nyt. På den måde lander parterne nogenlunde det samme sted som atomaftalen, men Trump kan sige: ’Se, jeg fik en bedre aftale’.

RÆSON: Hvad kan iranerne gøre for at mindske de negative konsekvenser af angrebene?
MALMVIG: Det kommer meget an på, om det er Iran, der står bag dem. Hvis det er det, så er det en måde at presse USA og USA’s allierede på, hvor man så kan tage et skridt tilbage og håbe på, at Trump vil udstede endnu en omgang oliewaivers eller lignende. Det har jeg meget svært ved at se, men det kan ikke udelukkes. Hvis det ikke er Iran, der står bag angrebene, har Teheran al mulig interesse i at blive ved med at snakke med europæerne, Rusland og Kina for at vise, at de hverken ønsker krig eller vil lade atomaftalen falde fra hinanden.

RÆSON: Er det ikke en politisk desperat handling at angribe to olietankere? Det plejer ikke at være noget, som man forventer af en regional stormagt. Er det et tegn på, at Iran har forsvindende få kort at spille over for USA?
MALMVIG: Både ja og nej. Der er ingen tvivl om, at Iran er hårdt presset på grund af den amerikanske ’maksimalt pres’-strategi samt al den sabelraslen, der har været den sidste måneds tid. Derudover har europæerne, Rusland og Kina heller ikke fundet en måde, der kan afbøde de økonomiske slag. Iran har dermed ikke så mange kort at spille med; men de har lavet et ultimatum til de andre magter i atomaftalen, hvor de gradvist vil trække sig fra dele af den.

Man kan så spørge sig selv, om Teheran har mere i værktøjskassen. De kunne som nævnt godt øge engagementet i de brændpunkter, hvor de står tæt op ad amerikanerne. Iran har også en strategi, som de har brugt før, under Iran-Irak krigen, der omhandler brugen af hybridkrigsmidler. Man kan sige, at det er et af deres sidste midler, men den hybride krigsførelse er i virkeligheden meget smart, da det er en blød måde at starte en eskalering på, hvor man benægter sin egen involvering, samtidig med at man får efterretningstjenester til at påstå det modsatte.

 

Nu tror jeg, at der [i Iran] er bred enighed, også hos dem, som lavede atomaftalen – Rouhani og Zarif – bag det ultimatum, man har givet. Samtidig står man også samlet imod USA, hvilket er et klassisk tegn på, at når man virkelig bliver presset udadtil
_______

 

RÆSON: Er det her udtryk for, at den mere reaktionære og pro-voldelige fløj af styret har fået vind i sejlene?
MALMVIG: Der er ingen tvivl om, at siden Trump trak sig fra atomaftalen sidste år og pålagde de sekundære sanktioner, er europæernes økonomiske mekanisme, der skulle fortsætte handlen med humanitære varer, sat lidt ud af spil. Det har styrket den fløj i Iran, som man nogle gange kalder de konservative eller ’hardliners’, der har været imod atomaftalen fra start. De kan nu sige ”se, hvad sagde vi, man kan ikke lave aftaler med Vesten, for de holder dem ikke, selvom vi har holdt vores aftale til punkt og prikke. Selvom vi har udvist ’strategisk tålmodighed’ i et helt år, så har vi ikke fået noget ud af det”. Nu tror jeg, at der er bred enighed, også hos dem, som lavede atomaftalen – Rouhani og Zarif – bag det ultimatum, man har givet. Samtidig står man også samlet imod USA, hvilket er et klassisk tegn på, at når man virkelig bliver presset udadtil.

RÆSON: Hvad er de konservatives interesser på vegne af Iran?
MALMVIG: Der er to ting, de vil. Det ene er – hvis de står bag angrebene på de to tankskibe – at trække en rød linje i sandet og dermed sige ’nu ikke flere trusler, de her oilwaivers var dråben’. Det andet omhandler ultimatummet til europæerne, Kina og Rusland: De skal forsøge at gøre noget, der får EU’s handelsmekanisme til at virke, så der i hvert fald kommer nogle varer igennem til Iran. Det er heller ikke utænkeligt, at de kan få Kina, Rusland og måske nogle af de andre lande til at hjælpe med at få noget af oliehandlen igennem. Her er man ude i fiksfakserier, hvor man måske blander iransk olie med noget russisk, så man kan undgå de nye amerikanske sanktioner. Det behøver ikke være i stor skala, men bare så iranerne får noget konkret, så de kan se, at de andre parter også er interesserede i at give noget, hvor man har omkostninger for dem. Iran er stadigvæk enormt ramt af de amerikanske sanktioner, som stadig står ved magt, så det er kun små symbolske ting, som kan gøre, at Iran bliver i aftalen.

RÆSON: EU har trods USA’s udtræden af atomaftalen forsøgt at fastholde aftalen. Er det realistisk, at de bliver ved med at håbe på, at situationen lander et andet sted end der, hvor USA bestemmer?
MALMVIG: EU er meget interesseret i at holde atomaftalen sammen. Det har været EU’s politiske svendestykke. Federica Mogherini og alle dem, hun har omgivet sig med, har tætte forbindelser til Teheran, for europæerne læser Iran – og hvilke midler man bedst kan bruge for at undgå, at Iran udvikler atomvåben – helt anderledes end USA. Europæerne læner sig helt klassisk op ad den diplomatiske aftale, der er lavet, som de vil gå langt for at bevare. Når det er sagt, så vil man begynde at revurdere, hvis flere europæiske tankere bliver ramt. Det vil man gøre, selvom atomaftalen og angrebene ikke har noget med hinanden at gøre. Netop derfor gisner man om, at det kunne være amerikanerne eller amerikanske allierede, der står bag: for at smide grus i maskineriet i forhold til forsøgene på at redde atomaftalen. ■

 

EU er meget interesseret i at holde atomaftalen sammen. Det har været EU’s politiske svendestykke. […] Europæerne læner sig helt klassisk op ad den diplomatiske aftale, der er lavet, som de vil gå langt for at bevare
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister