15.01.2019

USA’s indflydelse er på retur – og en ny stormagtsrivalisering giver en række mellemstore aktører nyt handlerum. Det skaber foreløbig mere uro og nye konflikter.

Af Helle Malmvig

Året er 1993, og verdens ledere er samlet foran Det Hvide Hus i Washington, D.C. Under en langvarig og nøje iscenesat ceremoni underskriver palæstinenserne og israelerne – Arafat og Rabin – Oslo-aftalen. Den amerikanske præsident Clinton står i midten med armene bredt ud, mens han gelejder de to modvillige parter til at give hinanden hånden. Dengang beskrev den palæstinensiske filosof Edward Said meget rammende ceremonien som en romersk kejser værdig. Rabin og Arafat indtog rollerne som vasaller, der blev gennet gennem detailstyrede forsonings- og ærbødighedsritualer under instruks fra den eneste tilbageblevne supermagt, USA.

Vi spoler 25 år frem i tiden. Den nyvalgte amerikanske præsident ankommer til Riyadh på sin allerførste udlandsrejse. Her modtages Trump i det såkaldte Historiske Center af hundredvis af mænd fra det saudiske hof, der med lange dolke danser til traditionel musik. Men der bliver ikke bukket og skrabet. Præsident Trump har svært ved at bevæge sig igennem menneskemængden og paladsets udstrakte sale. På et tidspunkt forsøger den amerikanske præsident kejtet at deltage i dansen med dolkene, alt imens han smiler usikkert til kameraerne, måske i håb om at hive en milliardstor våbenhandel med det saudiske kongedømme i land.

Disse to billeder er symptomatiske for et større magtskifte i forholdet mellem USA og de mellemøstlige lande. I dag er USA’s magt på retur, og konkurrerende stormagter som Rusland og Kina og delvist EU indtager den mellemøstlige scene.

 

Udefrakommende magter gennem tiden har forsøgt at forhindre lokale regeringer i at forfølge alt for uafhængige udenrigspolitiske dagsordener og undgå dannelsen af rigtig stærke regionale organisationer eller mod-alliancer
_______

 

Denne artikel vil vise, hvordan de nye vilkår har givet disse mellemøstlige magter øget manøvrerum i udenrigspolitikken, de har fået lettere ved at inddrage globale magter i lokale konflikter og påvirke eksterne magters sikkerhedspolitiske opfattelser, og det har øget betydningen af de regionale sikkerhedspolitiske dynamikker sammenlignet med perioden efter Den Kolde Krig. Kort sagt: Det er blevet sværere for udenlandske magter at styre den sikkerhedspolitiske udvikling i verdens vigtigste brændpunkt, og af og til er det ligefrem halen, der logrer med hunden.

Den Kolde Krig og tiden derefter
Hvordan var det tidligere? Sammenlignet med andre regioner i verden har Mellemøsten historisk set været skydeskive for en ekstraordinær intens indblanding og intervention – på grund af regionens rigdom på naturlige ressourcer og centrale geopolitiske placering. Det har betydet, at udefrakommende magter gennem tiden har forsøgt at forhindre lokale regeringer i at forfølge alt for uafhængige udenrigspolitiske dagsordener og undgå dannelsen af rigtig stærke regionale organisationer eller mod-alliancer, der ville udfordre først de europæiske lande og senere supermagternes position.

Under Den Kolde Krig styrede Europa, USA og Sovjetunionen de mellemøstlige stater gennem våbenhandel, militærbaser og bistand, mens de ofte forstærkede regionale konflikter og modsætningsforhold. I 1953 stod USA og Storbritannien eksempelvis bag et berygtet militærkup, der væltede den demokratisk valgte premierminister Mossadeq i Iran og ledte til genindsættelse af shahen. De to magter frygtede, at Mossadeq var for socialistisk, og CIA og MI6 ville stikke en kæp i hjulet på hans nationalisering af den iranske olieindustri, der indtil da havde været på briternes hænder. I 1955 orkestrerede USA dannelsen af Baghdad-pagten, CENTO – en forsvarsalliance mellem Storbritannien og fire mellemøstlige stater, der skulle forhindre sovjetisk ekspansion i regionen. Dermed blev der drevet endnu en kile ind i Den Arabiske Liga. I 1956 var det Frankrig og Storbritannien, der hemmeligt samarbejdede med Israel om at generobre Suez-kanalen og omstyrte den egyptiske leder Gamal Nasser, som også havde nationaliseret den vigtige passage. Sovjetunionen infiltrerede på samme vis lokale bevægelser og antiimperialistiske regeringer og søgte at skubbe dem i sin retning. Fx den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, og de kurdiske grupper, ligesom USSR i perioder forsynede Irak, Syrien og Egypten med våben, soldater og bistand, så de kunne holde de amerikansk-allierede stater i skak.

Men de mellemøstlige stater var ikke blot marionetdukker: Den Kolde Krigs intense supermagtsrivalisering gav dem et vist spillerum. Mange regeringer var i stand til at opnå magt og indflydelse ved at spille de to supermagter ud mod hinanden og inddrage dem i lokale konflikter og stedfortræderkrige eller ved at true med at skifte side fra den ene supermagt til den anden. Egyptens magtfulde præsident Anwar Sadat endte således med at skifte alliance, da Sovjetunionen ikke ville makke ret og levere de offensive våbensystemer, som Sadat efterspurgte. Israel selv har sjældent taget hensyn til stormagternes ønsker, hvis de gik imod israelernes egen sikkerhedsdagsorden. Og under 1973-krigen mellem Israel, Syrien og Egypten brugte OPEC med Golf-landene i spidsen sin olie som nyt våben til at presse USA og Vesten til at opgive våbenleverancer til Israel. De indledte en olieembargo, og prisen på en tønde olie firdobledes i løbet af få måneder. Det sendte de vestlige økonomier, der dengang var stærkt afhængige af det sorte guld, i dyb økonomisk krise med skyhøj inflation og arbejdsløshed til følge. Oliepriserne har aldrig siden nået tilbage til tidligere lave niveau. Tidligere hemmeligholdte britiske regeringsdokumenter fra dengang beretter, at den amerikanske forsvarsminister James Schlesinger til sin britiske kollega udtalte, at det var utåleligt at ”industrialiserede nationer til stadighed bliver underkastet underbefolkede og underudviklede landes – især dem fra Mellemøsten – luner og ideer”. Efterfølgende indberettede den britiske ambassadør Lord Cromer, at han frygtede, at USA ville indlede en invasion og overtage Golfens oliefelter.

Sammenlignet med Europa under Den Kolde Krig har Mellemøstens sikkerhedsdynamikker også været mere autonome, og regionale ven- og fjendskaber har ofte trumfet de to supermagters rivalisering. Fx var Israel i mange arabiske regeringers øjne den egentlige sikkerhedspolitiske trussel snarere end Sovjetunionen, ligesom eksempelvis Iran-Irak-krigen eller den libanesiske borgerkrig ikke havde rod i Den Kolde Krigs supermagtsrivalisering, men udsprang af regionens egne spændinger.

 

I dag er USA’s unipolære storhedstid for længst ovre. […] Men det handler også om Ruslands villighed til at udfylde magttomrummet, Kinas økonomiske muskler og det faktum, at EU er Mellemøstens nabo. Tilsammen betyder forskydningerne, at USA ikke er alene om at svinge dirigentstokken i Mellemøsten
_______

 

Men ved afslutningen af Den Kolde Krig blev det manøvrerum betydeligt indsnævret. Sovjetunionens kollaps betød, at USA nu var verdens eneste supermagt. Golfkrigen i 1991 og den efterfølgende fredsproces i Madrid indvarslede en ny Pax Americana (en ’amerikansk fred’), hvor selv tidligere fjender af USA, såsom Syrien og PLO, så sig nødsaget til at tilnærme sig den amerikanske sikkerhedsdagsorden. Syrien indledte for første gang forhandlinger med Israel, PLO underskrev Oslo-aftalen, og Jordan indgik en bilateral fredsaftale med israelerne. Medlemsstaterne i GCC (Gulf Cooperation Council) blev betydeligt mere sikkerhedsmæssigt afhængige af USA’s militære tilstedeværelse og sikkerhedsgarantier. I forbindelse med Irakkrigen i 2003 endte George W. Bush med at annoncere, at demokrati og liberale værdier nu skulle udbredes til hele regionen startende med Irak. Mellemøsten skulle genskabes i supermagtens (selv)billede.

I dag er USA’s unipolære storhedstid for længst ovre. Det handler om Irakkrigens katastrofale følger, Obamas ønske om at ’styre fra bagsædet’ (’lead from behind’) og Trumps ’Amerika først’-doktrin. Men det handler også om Ruslands villighed til at udfylde magttomrummet, Kinas økonomiske muskler og det faktum, at EU er Mellemøstens nabo. Tilsammen betyder forskydningerne, at USA ikke er alene om at svinge dirigentstokken i Mellemøsten.

Nu rykker regionens magter
Tyrkiet er et godt eksempel på, hvordan større mellemøstlige magter i dag kan forfølge en udenrigspolitik, der er relativt uafhængig af Washington, til trods for at Tyrkiet siden Anden Verdenskrig har haft et tæt allianceforhold med USA og er medlem af NATO.

Ankara har de seneste år forfulgt sin egen sikkerhedspolitiske dagsorden, når det handler om Syrien, relationer til Iran og støtte til Qatar under den saudisk-ledede blokade. I Syrien har Tyrkiet været en tro væbner for den syriske opposition i langt højere grad, end Washington har brudt sig om, ligesom Tyrkiet først meget sent og modvilligt deltog i den USA-ledede kamp mod Islamisk Stat. Men først og fremmest har Ankara indædt arbejdet på at forhindre de amerikansk støttede kurdiske grupper YPG/YPJ i at tilegne sig et samlet kurdisk territorium i det nordlige Syrien.

Ankaras Syrien-politik har skabt adskillige højspændte konflikter, trusler om direkte militær konfrontation med det amerikanske militær i Manbij og i november 2015: nedskydningen af et russisk jagerfly. Året efter gik Tyrkiet ind i det nordlige Syrien for at fjerne, hvad Ankara kaldte terroristgrupper, og herefter fulgte Afrin-offensiven, der skulle ”udrydde de kurdiske militser”. Og selvom USA fulgte offensiven med såkaldt ”bekymring”, skred de ikke ind. I skrivende stund patruljerer USA og Tyrkiet sammen i området omkring Manbij, men samtidig har Erdogan indledt nye bombetogter mod kurderne i Syriens nordøstlige hjørne for at presse USA til yderligere indrømmelser.

 

Skønt både USA og til dels Rusland har tætte bånd til de syriske kurdere, synes begge magter altså stiltiende at have accepteret Ankaras sikkerhedsdagsorden, inklusive Tyrkiets militære tilstedeværelse i Syriens nordlige og nordvestlige regioner
_______

 

Skønt både USA og til dels Rusland har tætte bånd til de syriske kurdere, synes begge magter altså stiltiende at have accepteret Ankaras sikkerhedsdagsorden, inklusive Tyrkiets militære tilstedeværelse i Syriens nordlige og nordvestlige regioner. På de diplomatiske linjer har Tyrkiet endog formået at køre parløb med både USA, Europa og Rusland på samme tid. Selvom Tyrkiet er en del af Vestens såkaldte ’Friends of Syria Group’, spiller Ankara samtidig en afgørende rolle i Ruslands konkurrerende diplomatiske spor – forhandlingerne i Astana og Sochi – ligesom Ankara løbende har samarbejdet bilateralt med Moskva om deeskaleringsaftaler og senest om de demilitariserede sikkerhedszoner i Idlib. Derved har Tyrkiet sandsynligvis skaffet sig en permanent plads ved forhandlingsbordet og kan afgøre, hvad der skal ske med de nordlige områder. Det har Ankara opnået ved at involvere sig massivt militært, økonomisk og politisk i den syriske konflikt, men også ved at balancere og forhandle Rusland og USA dygtigt ud mod hinanden.

Egypten, Saudi-Arabien og nogle af de mindre Golfstater har ligeledes udvidet deres udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlerum. Obama-regeringen var ikke begejstret for den saudisk-ledede militære intervention i Yemen, men gav i praksis Muhammed bin Salman (MBS), som dengang var forsvarsminister, carte blanche til at indlede en brutal krig mod de houthi-dominerede oprørsgrupper, der i 2014 indtog hovedstaden Sanaa og sendte den saudisk-støttede præsident Masour Hadi på flugt. MBS mente angiveligt, at det ville blive en hurtigt overstået blitz-krig, der med et snuptag ville genindsætte Hadi og tage revanche per stedfortræder mod Iran. Sådan gik det som bekendt langtfra. Krigen fortsætter på fjerde år, den iranske støtte til houthierne er intensiveret, og houthierne sender nu missil- og droneangreb ind i Saudi-Arabien selv.

Amerikanernes stiltiende accept og indirekte støtte – fx gennem efterretningsdeling og re-fueling af kampfly – var efter al sandsynlighed et plaster på såret for atomaftalen med Iran, som Saudi-Arabien er arg modstander af. Trump har videreført Obamas linje og fortsætter med at vende det blinde øje til det, som FN’s generalsekretær har kaldt verdens største humanitære katastrofe, hvor over 7.000 civile er dræbt, mere end 8. millioner sulter, og en politisk løsning stadig har lange udsigter.

Også Egypten og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) har militært gået enegang. I 2014 indledte de to lande hemmelige luftangreb i Libyen mod Det Muslimske Broderskab og dets allierede styrker omkring hovedstaden Tripoli uden at informere eller få godkendelse fra Washington. Det ville have været utænkeligt for blot få år siden. Og da den libanesiske premierminister, Hariri, pludselig blev sat i husarrest i Riyadh i 2017, var Washington tilsyneladende heller ikke blevet orienteret [se artiklen af Lars Erslev Andersen i dette nummer af RÆSON, red.]. Vi kender endnu ikke alle de uhyrlige detaljer i mordet på den saudiske journalist Khashoggi på konsulatet i Istanbul, men meget tyder på at Riyadh også her handlede på egen hånd, og at den saudiske kronprins, MBS, følte sig sikker på, at han ikke behøvede at inddrage Washington. Efterfølgende har præsident Trump heller ikke lagt skjult på, at saudiske våbenkøb spiller en afgørende rolle for beslutningen om at holde hånden over kongedømmet efter Khashoggi-mordet.

Den saudiske økonomiske magt rækker dog langt videre end våbenimport. Eksempelvis har Riyadh opkøbt amerikanske statsobligationer i stor stil, og saudisk venturekapital er afgørende for den amerikanske økonomi, eksempelvis for tech-firmaer i Silicon Valley, hvor kongedømmet har investeret milliarder af dollars. Sammen med UAE bruger Saudi-Arabien ligeledes astronomiske beløb på politisk lobbyarbejde i Washington. Den udstrakte økonomiske magt gælder naturligvis også for mange af de øvrige ressourcerige Golfstater, såsom Qatar. Det lille emirat excellerer i ’blød magt’ og finansierer velrenommerede fodboldklubber, stormagasiner, medier, tanketænke og universiteter i USA og Europa. Heller ikke Qatar har altid spillet, som Washington gerne ville have det. I 00’erne var Bush-regeringen stærkt utilfreds med Al-Jazeeras kritiske dækning af Irak-krigen og senere af Qatars støtte til den palæstinensiske bevægelse Hamas, som i dag er på EU’s og USA’s terrorliste. Senest er det Qatars gode bånd til Iran, som er en kilde til frustration hos Trump-regeringen.

 

Overalt i Mellemøsten er de større magter ved at gøre sig mindre afhængige af Washington og spiller på flere heste. De rækker ud til Rusland – fx for at indgå samarbejdsaftaler eller købe våbensystemer– eller styrker de økonomiske bånd til Kina
_______

 

Billedet er klart: Overalt i Mellemøsten er de større magter ved at gøre sig mindre afhængige af Washington og spiller på flere heste. De rækker ud til Rusland – fx for at indgå samarbejdsaftaler eller købe våbensystemer– eller styrker de økonomiske bånd til Kina. USA er uden tvivl stadig den mest magtfulde spiller i regionen, men Egypten, Saudi-Arabien, Tyrkiet og selv Israel har i dag mulighed for at spille flere eksterne magter ud mod hinanden, og de konsulterer i stigende grad Moskva for derved at opnå indrømmelser og indflydelse. USA har ad flere omgange sat våbenleverancer til Egyptens Sisi på hold blandt andet på grund af Egyptens massive problemer med at respektere basale menneskerettigheder og Egyptens mangeårige samarbejde med Nordkorea om blandt andet videresalg af våben til resten af Mellemøsten via Kairo. Den egyptiske forbindelse har skaffet Nordkorea hårdt tiltrængt udenlandsk valuta på trods af internationale sanktioner. Men de amerikanske våbensystemer til Egypten blev hurtigt frigivet af USA, efter at Sisi holdt møder med Putin. Og i takt med at USA gradvist har trukket sig fra Syrien, mens Rusland har gjort det modsatte, har den israelske regering indgået aftaler med Rusland om luftrummet over Syrien for at sikre sig, at Israel fortsat kan ramme Hizbullah og Iran dér.

De stater i Mellemøsten, som ikke er allierede med USA, har også lettere ved at omgå amerikansk magtudøvelse. Iran og Syrien har delvist kunnet undgå amerikanske sanktioner og handelsrestriktioner gennem aftaler med Kina, Rusland og Indien, og i skrivende stund forsøger EU at udvikle en effektiv bankmekanisme (SPV) og finansiel hjælpepakke, der kan beskytte noget af handlen med Iran til trods for Trump-regeringens sanktioner. Selvom globale virksomhedsgiganter som Total, Siemens og Novo allerede har trukket sig fra det iranske marked af frygt for at miste det amerikanske, har bankmekanismen stor diplomatisk og symbolsk betydning. Kina, Rusland og Indien vil nemlig blive ved med at købe den iranske olie – trods USA’s sanktioner – og fortsætte deres øvrige handel. På den måde kan atomaftalen formentlig holdes i live på både kort og mellemlangt sigt, stik imod Trump-regeringens hensigter.

Følger Trump nu efter sine allierede?
Politologiens klassiske definition på udøvelse af direkte magt handler om, at A får B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort. Og de mellemøstlige regeringer har med jævne mellemrum formået at få både USA, Europa og Rusland til at gøre, hvad de nok ellers ikke ville have gjort.

Disse ’halen logrer med hunden’-dynamikker fungerer dog ofte på mere subtil vis, fx ved at USA – eller andre eksterne magter – helt overtager eller internaliserer den regionale allieredes sikkerhedsopfattelser.

I sommeren 2017 indledte en saudisk-ledet alliance en omfattende blokade mod Qatar og beskyldte landet for at støtte ekstremisme og terrorisme, have alt for varme relationer til Iran og propagandere for meget på tv-stationen Al-Jazeera. Få uger forinden havde præsident Trump under sit første besøg i det saudiske kongehus øjensynligt fået samme syn på Qatar. I Riyadh sikrede USA sig angiveligt våbenkontrakter for 110 milliarder dollars, og Trump deltog i et stort anlagt antiterrortopmøde, hvor kongedømmet iscenesatte sig selv som spydspids i bekæmpelsen af ekstremisme og terror i den muslimske verden! Efter topmødet tweetede præsident Trump:
”Det er slut med finansiering af radikale ideologier. De udenrigspolitiske ledere peger på Qatar – se selv”.

Trump havde, som den tidligere amerikanske Mellemøst-udsending Martin Indyk udtrykte det, ukritisk fulgt den saudiske drejebog. Præsidenten var tilsyneladende uvidende om den amerikanske luftbase Udeid, der ligger i Qatar, og som blandt andet bruges til bombemissioner mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. På de indre linjer skabte Trumps udmelding uro, og den daværende udenrigsminister, Rex Tillerson, kastede sig ud i et intenst penduldiplomati for at bevare de varme forbindelser til Qatar. I marts 2018 blev Tillerson fyret. Trumps svigersøn, Jared Kushner, som er en af Trumps tætteste rådgivere og gate-keepers og officielt Trumps Mellemøst-udsending, har bånd til den saudi-arabiske kronprins, Muhammed bin Salman, og Emiraternes kronprins, bin Zayed. De bånd er angiveligt intakte. De to kronprinser praler med at have Jared Kushner ”i deres hule hånd”, og krisen mellem Qatar og Saudi-Arabien står uløst hen.

Netop Jared Kushner spillede også en nøglerolle i Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i maj 2018. Det var en beslutning, som den israelske regering og Netanyahu selv længe havde arbejdet for, og som den amerikanske Kongres faktisk vedtog i 1995. Siden har skiftende amerikanske præsidenter undladt at implementere beslutningen af hensyn til den israelsk-palæstinensiske fredsproces og USA’s rolle som såkaldt ’honest broker’ i konflikten.

Når det gælder Iran, synes Trump også at have overtaget de saudiske og israelske trusselsopfattelser. I et lille års tid lykkedes det de såkaldte ’voksne’ i den amerikanske regering at forhindre Trump i at genindføre sanktioner mod Iran. En lind strøm af rapporter fra det internationale atomagentur IAEA meldte, at Iran overholdt aftalen (JCPOA). Men i maj trak USA sig i praksis fra atomaftalen. Få dage efter tog den israelske premierminister, Netanyahu, i avisen Jerusalem Post æren for at have fået Trump til at træffe den beslutning. Netanyahus påstand skal tages med et gran salt – for både den nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, og Trumps nye udenrigsminister, Mike Pompeo, har utvivlsomt skubbet Trump i den samme retning. Men det er iøjnefaldende, hvor få forskelle der er i det sikkerhedspolitiske sprogbrug mellem Washington, Riyadh og Tel Aviv, når det handler om Iran. Ifølge Trump-administrationen er Iran den største sikkerhedspolitiske trussel mod USA og den største sponsor af terrorisme i verden. Iranerne søger, ifølge Trump-regeringen, at dominere hele Mellemøsten gennem stedfortræderkrige og støtte til shia-militser i Irak, Syrien, Yemen og Libanon. Ved FN’s seneste Generalforsamling fyldte Iran det meste af Trumps tale. Her lovede præsidenten nye drakoniske sanktioner og straffe selv mod USA’s tætteste allierede i Europa, hvis de ikke afskar sig fra handel med Iran.

 

Ligesom USA’s regionale allierede ikke altid agerer, som USA gerne vil have dem til, så makker Ruslands allierede i Syrien heller ikke altid ret. […] I takt med at krigen mod de syriske oprørsgrupper rinder ud, vil konflikter og spændinger mellem Rusland, Iran og de mange shia-militser uden nogen tvivl vokse
_______

 

Den iranske trussel har endda fået Trump til at gå imod sine oprindelige instinkter om at holde sig ude af konflikter i Mellemøsten og trække de amerikanske tropper hjem. Præsidenten har flere gange officielt erklæret, at han ville trække sig fra Syrien – også i interne diskussioner i Det Hvide Hus ifølge Bob Woodwards seneste bog Fear – men er endt med at blive [efter artiklens udgivelse har Trump beordret amerikanske tropper ud af Syrien, red.]. Begrundelsen er bemærkelsesværdig. Det handler nemlig ikke om at bakke op om den syriske opposition, at arbejde for en reel politisk transition – ej heller om at beskytte de kurdiske allierede. Målet er derimod: at inddæmme Irans indflydelse, præcis som Israel og Saudi-Arabien længe har arbejdet for.

Men det er ikke kun USA, som regeringerne i Mellemøsten formår at påvirke.
Det var tilsyneladende den berygtede iranske general for Revolutionsgarden Qasem Soleimani, der under et møde i Moskva overtalte Rusland til at komme Assad til undsætning, da regimets styrker var pressede til det yderste på slagmarken i 2015.

Rusland har vundet international og regional indflydelse som følge af sin militære indgriben i Syrien. Men Moskva står i dag over for en kompleks stabiliserings- og postkonfliktsituation, der minder om den, vi kender fra Vestens kuldsejlede bestræbelser i Irak og Afghanistan. Læg dertil en genopbygningsopgave, der som minimum beløber sig til 400 milliarder dollars. Rusland har de seneste måneder arbejdet ivrigt for at kunne dele dén regning med Europa. Moskva forsøger at lokke europæerne med, at Rusland kan garantere syriske flygtninge, der vender tilbage til regeringskontrollerede områder, hvis EU skæpper i kassen, og i oktober holdt Putin, Merkel og Macron et fælles topmøde i Istanbul om Syriens fremtid. Måske i ren ønsketænkning har Moskva allerede erklæret to gange, at krigen stort set er vundet, og at de russiske tropper snart vil vende hjem. Det vækker minder om George W. Bush, der 1. maj 2003 – få uger efter Bagdads fald – fra dækket af det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln erklærede, at Irak-missionen var ”fuldført”.

Ligesom USA’s regionale allierede ikke altid agerer, som USA gerne vil have dem til, så makker Ruslands allierede i Syrien heller ikke altid ret. Moskva har blandt andet ønsket at indrullere de mange paramilitære grupper og halvcivile militser i Assads regulære syriske styrker, men Hizbullah og Iran har strittet imod. Moskva har også – på israelsk bud – forsøgt at holde Iran og Hizbullah på afstand fra grænsen til Golan (det bjergrige område, der grænser op til Israels nordlige grænse), men heller ikke her har Moskva kunnet levere. I takt med at krigen mod de syriske oprørsgrupper rinder ud, vil konflikter og spændinger mellem Rusland, Iran og de mange shia-militser uden nogen tvivl vokse.

Mellemøstens uafhængige sikkerhedsdynamikker
Mellemøsten har sine egne sikkerhedsdynamikker, der udspiller sig forholdsvis uafhængigt af de store globale magter og skillelinjer. De aktuelle spændinger bliver ofte beskrevet som en ’Ny arabisk Kold Krig’ med paralleller til 1950’erne og 60’ernes konflikter, hvor såkaldte ’revolutionære arabiske republikker’ – såsom Egypten, Syrien og Irak – satte sig op imod de mere konservative kongeriger som Saudi-Arabien, Jordan og Marokko. Dengang kæmpede de to sider i denne regionale ’Kolde Krig’ om, hvilken styreform og ideologi der var mest legitim. Selv de arabiske staters territorielle grænser var omdiskuterede, hvilket resulterede i stedfortræderkrige i både Yemen, Libanon og Jordan og i kortvarige statssammenslutninger og føderationer (Den arabiske føderati-on mellem Irak og Jordan i 1958, Den forenede arabiske Republik mellem Egypten og Syrien 1958-61 og Føderationen af arabiske republikker i 1972).

 

I dag splitter ideologiske konflikter og stedfortræderkrige ligeledes regionen. Det gælder for rivaliseringen mellem Saudi-Arabien og Iran, den dybe legitimitetskløft mellem de autoritære regimer og deres befolkninger, den arabisk-israelske konflikt, kampen om islams rolle i det politiske liv og de sekterisk-etniske skillelinjer
_______

 

I dag splitter ideologiske konflikter og stedfortræderkrige ligeledes regionen. Det gælder for rivaliseringen mellem Saudi-Arabien og Iran, den dybe legitimitetskløft mellem de autoritære regimer og deres befolkninger, den arabisk-israelske konflikt, kampen om islams rolle i det politiske liv og de sekterisk-etniske skillelinjer.

Konfliktlinjerne i dag er mere multipolære, flydende og tværgående end for 50 år siden. Eksempelvis forsøger Tyrkiet, Qatar og Oman at indtage en slags midterposition i konflikten mellem Saudi-Arabien og Iran. Det er Iran, der sammen med Syrien og Hizbullah står i spidsen for en såkaldt revisionistisk, antivestlig shia-alliance, der udfordrer en modstridende, status quo vestlig-allieret sunni-alliance med Saudi-Arabien i spidsen. På samme modstridende vis er den sunni-islamistiske bevægelse Hamas en del af den iransk-ledede revisionistiske alliance, ligesom det relativt sekulære Assad-regime længe har været det.

De mudrede ven-fjende-relationer gælder på flere områder. Det saudiske kongerige og Egyptens Sisi deler en fælles frygt for Det Muslimske Broderskab og for nye folkelige opstande, men de er samtidig stærkt uenige om Assad-regimets (manglende) legitimitet og forholdet til den syriske opposition.

På samme vis har Baghdad indtil nu mestret at fastholde to vanskelige alliancer – med både Teheran og Washington – på samme tid. På jorden i Irak har USA og Iran delvist koordineret kampen mod den fælles fjende: Islamisk Stat. Og selvom mange arabiske regeringer fortsat har anstrengte og tvetydige forhold til Israel, så samarbejder de – bag kulisserne – om at håndtere det, de ser som fælles trusler – først og fremmest: Iran og Det Muslimske Broderskab.

Saudi-Arabien og Israels varme bånd er i dag en offentlig hemmelighed, ligesom en række mindre Golf-stater er begyndt at række ud til Israel – endda i fuld åbenhed. Netanyahu var i november på officielt besøg i Oman for første gang og tog videre til UAE. Efterfølgende deltog Israel i en sportsturnering i Qatar. Den israelsk-arabiske konflikt er altså gledet i baggrunden, mens de andre aktørers forhold til Iran i stedet er blevet den nye altdominerende skillelinje.

I kølvandet på Det Arabiske Forår har vi også set et regulært autoritært tilbageslag. De autokratiske regimer benytter den såkaldte ’krig mod terror’ til at slå ned på al intern modstand og dissens [kritik, red.], og regimerne er mere bange for trusler mod dem selv end for trusler mod staten som helhed. Det er raîson de regime snarere end raîson d’etat. Samtidig har borgerkrige og statsfragmentering i en række lande åbnet for indblanding udefra og stedfortræderdynamikker – nemlig i Irak, Syrien, Libyen og, som altid, i Libanon. Det har alt sammen gjort regimerne endnu mere paranoide.

Men læg mærke til én ting: At det frem for alt er regionale – snarere end internationale – aktører, der dominerer og driver de interne krige og konflikter. Iran i Irak og Syrien, Saudi-Arabien og Iran i Yemen, Tyrkiet i Syrien og Egypten i Libyen. Ligesom det er regionalt-baserede ikkestatslige grupper som kurdiske YPG og libanesiske Hizbullah, der leverer boots on the ground [stiller med de soldater, der faktisk slås, red.].

Milliarder af dollars i overførsler, lån, våbeneksport og sikkerhedsgarantier giver stadig USA masser af gennemslagskraft i Mellemøsten. Men hverken Washington eller Moskva kan på lang afstand gennemtvinge deres egne dagsordner eller styre mellemøstlige stater som rene klienter. Rivaliseringen mellem USA, Rusland, Kina og Europa har givet de autokratiske regimer og regionale magter større udenrigspolitisk handlerum og bedre mulighed for at inddrage og manipulere stormagterne til egen fordel. Foreløbig har det gjort Mellemøsten til et endnu mere omskifteligt og konfliktfyldt sted. ■

 

Rivaliseringen mellem USA, Rusland, Kina og Europa har givet de autokratiske regimer og regionale magter større udenrigspolitisk handlerum og bedre mulighed for at inddrage og manipulere stormagterne til egen fordel. Foreløbig har det gjort Mellemøsten til et endnu mere omskifteligt og konfliktfyldt sted
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland