12.05.2019

Når politikerne bruger kunstig intelligens på sociale medier til deres valgkampagne, bliver kampagnerne i stigende grad baseret på vælgerens data – ikke på politikerens vision. Mulighederne på medier som Facebook kan ændre de politiske kampagners logik.

Analyse af Helene Bagge Grimstrup

Der er nu mindre end en måned til, at danskerne skal til folketingsvalg. Valgkampen er gået i gang, og det kan man i allerhøjeste grad fornemme på de sociale medier. Den politiske valgkampagne oplever i disse år et brud med dens traditionelle metoder, hvor den klassiske valgplakat kombineres med strategiske indsatser på gaden, i avisspalterne og på de sociale medier. Særligt det sidste er i stigende grad blevet væsentligt. Som et eksempel har Det Konservative Folkepartis ansatte været på en ”SoMe-turné” for at sparre med partiets folketingskandidater om deres indsats på sociale medier. Og det er sigende for alle partierne, der øger deres ”SoMe”-fokus.

Du er sikkert allerede stødt på de første 10 Facebook-annoncer fra politikere, der er på valg. Og vi skal være yderst kritiske, når valgkampen rykker over på Facebook, der er danske politikeres foretrukne sociale medie. Politikerne udsender deres budskaber til bestemte brugere på mediet, der er inddelt efter Facebooks såkaldte ”annonceinteresser”, hvor kategorier som ”højreekstremisme” og ”socialdemokrat” optræder ifølge en undersøgelse lavet af P1 Orientering – og det er ikke nødvendigvis baseret på, hvad man formelt ”synes godt om”, men noget Facebooks algoritme regner ud på baggrund af både din aktivitet på Facebook, men også data fra andre sider, du besøger.

Valgkampagner på sociale medier skræddersyes til den enkelte vælger
Sociale medier giver derfor politikerne en helt ny måde at føre valgkamp på. Hvor en god kampagne førhen hvilede på politikernes intuition og instinkt, kan sociale medier med deres massive mængder data give politikerne en indsigt i vælgernes ønsker og holdninger, som er hidtil uset – og efterfølgende kan man lave kampagner, der er skræddersyet til den enkelte vælger. Denne nye måde at føre valgkamp på kaldes ”political micro-targeting”. Det er slut med at bejle til hele grupper som fx faglærte og bilejere. Nu kan politikerne bejle til dig.

Ifølge Gary Coby, leder for kampagner hos RNC [det republikanske partis nationale komité, red.], kørte Republikanerne under Donald Trumps præsidentkampagne hver eneste dag 40.000-50.000 variationer af kampagner på sociale medier og testede, hvordan de præsterede i forskellige formater: med billede eller video, med eller uden undertekster og utallige andre parametre. Ved den tredje præsidentdebat testede kampagnen 175.000 variationer af kampagner denne ene dag. Alt dette for at kunne ramme vælgerne så præcist som muligt. Disse utrolige tal viser, at den nye form for valgkampagne er afhængig af kunstig intelligens, fordi det simpelthen ikke er muligt for et menneske at arbejde med så enorme mængder data.

I en rapport udarbejdet i februar i år af SIRI Kommissionen advarer de om brugen af kunstig intelligens i dansk politik, da kunstig intelligens muliggør politisk manipulation og antidemokratisk strategisk kommunikation. Kommissionen påpeger ”den uigennemskuelige digitale valgmaskine” som en udfordring for vores demokrati, fordi kunstig intelligens kan undergrave fair valg ved at påvirke vælgere ud fra indsigter baseret på det data, vi danskere hver eneste dag afgiver til sociale medier.

 

Grunden til, at kunstig intelligens har nået dette stadie er, at mængden af data, vi – mere eller mindre vidende – afgiver om os selv, er i eksponentiel vækst
_______

 

Når computeren selv kan udregne den bedste løsning
Kunstig intelligens er kort sagt et produkt af, at vi nu kan bevæge os væk fra at give computeren et præcist sæt regler, men at computeren nu selv kan udregne den bedste løsning vha. en algoritme – der dog stadig skal konstrueres af mennesker.

Man kan inddele kunstig intelligens i tre lag: Der skal først og fremmest være et netværk, såsom internettet. Det er den arkitektur eller infrastruktur, man indsætter kunstig intelligens i. Det næste skridt er maskinlæring, hvor man træner computeren til at finde bestemte mønstre i massive mængder af data. Det sidste skridt er det såkaldte ”deep learning”, som først har vundet indpas i det sidste årti. Her udvikler computeren gradvist sig selv, indtil den kan forstå yderst komplekst data. Grunden til, at kunstig intelligens har nået dette stadie er, at mængden af data, vi – mere eller mindre vidende – afgiver om os selv, er i eksponentiel vækst. Computerne har simpelthen fået langt mere at arbejde med og kan derfor lave langt mere vidtrækkende analyser.

Altså er der tale om den læringsproces, computere udfører, der langsomt resulterer i, at de kan takle mere og mere komplekse scenarier. Microsoft har blandt andet lavet en app, der kan afkode dit humør ud fra et billede, fordi den kunstige intelligens hver dag afkoder flere billeder, end vi kan forestille os.

Der er dog stadig lange udsigter til, at kunstig intelligens kan beskæftige sig med abstrakte problematikker. Kunstig intelligens er nemlig udelukkende bygget op af en logisk forståelse af verden. Med andre ord: Kunstig intelligens har endnu ikke situationsfornemmelse eller fornemmelse for eksempelvis moralske vurderinger af rigtigt og forkert. Ydermere, kan kunstig intelligens aldrig lære mere, end den er programmeret til. Dette betyder, at hvis computeren er programmeret til at lede efter bestemte vælgertyper, vil den ikke også analysere historiske politiske figurer. Det skal et menneske programmere den til at medtage.

Dit digitale fodaftryk bestemmer, hvilke kampagner du eksponeres for
Den meget omtalte sag om Cambridge Analytica er med stor sandsynlighed et eksempel på en kunstig intelligens, der var en medvirkende faktor til, at Trump vandt præsidentvalget i 2016. Cambridge Analytica lavede en omfattende kampagne for Trump, der specifikt skulle nå ud til vælgere på sociale medier. Fælles for disse vælgere var, at de ikke var afvisende over for at stemme på Trump. Måden, man fandt frem til disse vælgere på, var ved at analysere deres psykologiske profil ud fra de data, vælgerne gav til Facebook – altså: Hvem de var som personer – hvorefter man baserede en antagelse om deres politiske holdninger på disse oplysninger. Forskning peger på, at Facebooks algoritme kan udregne dine personlige holdninger ud fra blot 10 ”synes godt om”-interaktioner på platformen.

Kunstig intelligens opererer ved brug af big data og deep learning til at lave yderst sofistikerede kampagner, hvor formålet er at påvirke vælgerens overbevisning i den ene eller anden politiske retning. Derfor er det nødvendigt at udsende forskellige budskaber til vælgerne for derved at kunne påvirke vælgernes opfattelser så effektivt som muligt. Analyserer den kunstige intelligens sig frem til en paranoid vælger, vil denne vælger modtage budskaber, der er baseret på frygt såsom klimaforandringer og massiv indvandring – er der derimod tale om en vælger med et konservativt udgangspunkt, vil den kunstige intelligens eksponere vælgeren for budskaber om traditionelle værdier såsom kernefamilie og værnepligt. En overvejende venstreorienteret vil blive præsenteret for budskaber om styrket kernevelfærd. Og sådan kan man blive ved i noget nær uendelige variationer.

 

Det er disse såkaldte ”digitale fodaftryk”, der bliver brugt til automatisk at bygge unikke adfærds- og psykologiske profiler på vælgerne
_______

 

Og alt dette sker i realtid: Den kunstige intelligens kan lynhurtigt indhente data på vælgernes adfærd, deres forbrugsmønstre og relationer. Det er disse såkaldte ”digitale fodaftryk”, der bliver brugt til automatisk at bygge unikke adfærds- og psykologiske profiler på vælgerne. På den måde bliver valgkampagnen til micro-targeting, hvor politikerne ved mere om den enkelte vælger og kan nå denne hurtigere og mere præcist end nogensinde før. Det er i sin grundessens ikke en dårlig ting, at politikerne kan komme tættere på borgerne på den måde – men det har også sine ulemper.

Facebook bliver den bedste og billigste kampagneleder i verden
Problemet opstår i og med, at brugen af kunstig intelligens til at komme tæt på vælgerne kræver en ekspertise, infrastruktur og mængde af data, som kun få besidder, før det er muligt at skabe skræddersyede kampagner, der rammer den helt rigtige vælger med det helt rigtige budskab. Derfor er der blevet skabt en forretning, hvor kommunikations- og reklamebureauer kan sælge deres ekspertise til en pris, som mange partier ikke kan betale.

Facebook stiller derimod redskaber til rådighed, der er billige – og ikke mindst nemme at bruge. I Holland er der ifølge et studie lavet på University of Amsterdam eksempler på, at Facebook aktivt henvender sig til politiske partier og giver dem råd og vejledning om, hvordan de mest effektivt udnytter Facebook til deres mikrovalgkampagner. Facebook har nemlig både enorm ekspertise, stærk infrastruktur og massive mængder data på potentielle vælgere. Selv hvis partier har råd til at købe ekspertise andetsteds, vil Facebook stadig kunne tilbyde den bedste service, endda til en lavere pris.

Derfor er det væsentligt at undersøge, hvilken type aktør Facebook egentlig er, når virksomheden indtræder som en central figur i vores demokrati. Når politikere vælger at bruge Facebook, skal de indordne sig den logik, platformen opererer med. Det omfatter bl.a. platformens design og den algoritme, der bestemmer, hvilket indhold den givne vælger eksponeres for. Samme tilpasning ser vi eksempelvis, når nyhedsmedierne benytter platforme som Facebook. Dette giver en asymmetri i magtforholdet. Især i Danmark, da vi ikke har mulighed for at regulere Facebook på samme måde som amerikanske politikere, der har Facebook under deres lovgivning.

 

Det foregår i det skjulte, i og med du ikke ved, om dit data er blevet brugt til at generere en kampagne, og vi risikerer kampagner, der ikke er et udtryk for politikerens holdning, men hvad en given vælgers data peger på, han eller hun ønsker at høre
_______

 

Politikere bør tydeliggøre, hvornår budskaber bygger på kunstig intelligens
På trods af Facebooks fremstilling af sig selv som en neutral aktør, kan tech-mastodonten ikke afskrive, at den omsætter mikrovalgkampene til (mange) penge, og at platformens design medfører, at de uundværligt vil tage redaktionelle beslutninger om det indhold, der når ud til vælgerne. Problemet er som så mange gange før ikke den kunstige intelligens, men måden den bliver brugt på – særligt i politisk valgkamp. Det foregår i det skjulte, i og med du ikke ved, om dit data er blevet brugt til at generere en kampagne, og vi risikerer kampagner, der ikke er et udtryk for politikerens holdning, men hvad en given vælgers data peger på, han eller hun ønsker at høre.

Der har selvfølgelig altid været grader af populisme i politiske kampagner. Vælgernes ønsker og behov har – med rette – altid påvirket politikerne. Men ved at kombinere denne uundgåelige konsekvens af den demokratiske styreform med kunstig intelligens, er der fare for, at mulighederne for at profitere på populistiske holdninger stiger i en hidtil uset grad, når de faciliteres af teknologi. Vi har allerede set, hvordan det i udlandet har tilgodeset valgkampagner baseret på kandidater med fleksible holdninger. Enhver vælger får sin egen skræddersyede kampagne – alle vælgere får hver sin Lars eller Mette.

Mikrovalgkampagnerne går i sin enkelhed ud på at finde den rigtige emotionelle trigger, hvilket i stigende grad kan præciseres i takt med mængden af data på vælgerne stiger, og det giver potentiale for at skubbe vælgeren i en bestemt retning. Derfor kan man med fordel skue mod influencer-branchen, der i de senere år er kommet i befolkningens og forretningsombudsmandens søgelys. Her skal afsenderen gøre opmærksom på, når der er tale om sponsoreret materiale. Det er med andre strafbart for en influencer at promovere en holdning, hvis det kan betvivles, at holdningen er udtryk for andet end oprigtighed.

Derfor ønsker jeg mig ligeledes, at valgkampagner skabt via kunstig intelligens bliver markeret som ”denne holdning er genereret ud fra dit data”. Når en vælger eksponeres for en kampagne på sociale medier, bør vælgeren kunne læse på opslaget, om budskabet personaliseres efter vælgerens digitale fodaftryk. Herefter bør det være muligt som borger at kunne vælge ikke at blive eksponeret for disse mikrokampagner, hvis de er imod denne type valgkampagne og den manipulation, der ofte følger med. Den førnævnte rapport fra SIRI Kommissionen anbefaler et lovpligt krav om åbenhed, hvor politikere skal offentliggøre, når de køber data af aktører såsom Facebook, og hvordan de anvender data til mikrokampagner.

Dét vil være en sund måde at gribe de nye teknologiske udfordringer for demokratiet an på. ■

 

Når en vælger eksponeres for en kampagne på sociale medier, bør vælgeren kunne læse på opslaget, om budskabet personaliseres efter vælgerens digitale fodaftryk
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland