24.01.2019

Kemal Atatürk opfattes som manden, der gjorde Tyrkiet demokratisk og moderne, men i virkeligheden er det hans livsanskuelse, der i dag dominerer landets etniske modsætninger.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Præsident Trump gjorde ret i at trække de amerikanske tropper ud af Syrien. Det hele skal naturligvis gøre med omtanke, men verden kan trygt regne med, at Tyrkiet står klar til at holde situationen under kontrol, efter at amerikanerne er rejst hjem.

Sådan lyder hovedsynspunktet i det indlæg, Tyrkiets præsident Recip Tayyip Erdoğan havde i New York Times i begyndelsen af det nye år. Umiddelbart er det en direkte kommentar til Trumps overrumplende beslutning om at trække de 2000 soldater ud af Syrien, hvilket blandt andet førte til, at den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, tog sit gode tøj og gik. Og navnlig vakte det opsigt, da Trump sagde, at det ikke bekymrede ham så meget, hvem der kommer til at træde ind i det magtvakuum, som hans beslutning efterlader i Syrien. Siden har Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, forsøgt at udmelde det modsatte, men alligevel er amerikanske køretøjer begyndt at forlade Syrien.

Erdoğan har løsningen. I sit indlæg giver han Trump helt ret i, at Islamisk Stat ikke længere udgør nogen direkte militær trussel i Syrien, men han understreger samtidig vigtigheden af at holde skarpt øje med de elementer, som kan vække den militante islamisme til live igen. Tyrkiet har den næststørste stående hær i NATO og er dermed opgaven voksen, hævder Erdoğan, og det er noget af det, man navnlig i Europa finder dybt bekymrende ved udviklingen. For Erdoğan vil rette denne indsats mod en række grupper, der i hans optik er terrorister, og højt på denne liste rangerer kurderne. De lever i de nordlige dele af Syrien, op mod den tyrkiske grænse, og har været aktivt involveret i den lange borgerkrig; imidlertid har de rettet skytset mod Islamisk Stat i samme omfang, som de førte kampen mod Bashar al-Assads styre i Damaskus. Sagen er blot, at de helt naturligt står i tæt forbindelse med PKK, som er den kurdiske separatistbevægelse i Tyrkiet, og som Erdoğan betragter som en fjende. Derfor frygtes det, at han vil udnytte sin rolle som regional politibetjent til at pudse soldaterne på kurderne.

 

I særdeleshed efter at EU for nogle år siden sagde endegyldigt nej til Tyrkiets ønske om at blive en del af unionen, har landet rettet blikket den anden vej og søgt at etablere sin lederrolle i den østlige del af Middelhavet
_______

 

Den autoritære tradition
Tyrkiet har altid betragtet Syrien som sin egen baghave, og dette scenarie passer godt ind i Tyrkiets regionale ambitioner. I særdeleshed efter at EU for nogle år siden sagde endegyldigt nej til Tyrkiets ønske om at blive en del af unionen, har landet rettet blikket den anden vej og søgt at etablere sin lederrolle i den østlige del af Middelhavet.

Erdoğans aktuelle tilbud til aktørerne i Syrien kan ses som en del af denne plan, men bag de regionale aspirationer ligger der et andet element. Ved at sætte kurderne på sin personlige terrorliste og måske ovenikøbet få legitimitet til det gennem en indsats i Syrien, kan han nemlig få en god anledning til at slå til mod PKK og de genstridige kurdere indenfor sit eget lands grænser. Hermed berører vi en intern konflikt, der løber som en mere eller mindre konstant rød tråd gennem hele Tyrkiets moderne historie. Derudover bliver den aktuelle sag så også til endnu et stort spørgsmålstegn ved Erdoğans rolle som demokratisk – snarere end autokratisk – leder og hans respekt for landets etniske mindretal.

Ved en læsning af Halil Karaveli, som er analytiker ved den svensk-amerikanske tænketank Central Asia-Caucasus Institute, er dette i hvert tilfælde en klar konsekvens. Det er en tydelig demonstration af, at Erdoğan ikke er nogen demokratisk leder, selv om han pletvis søger at give os det indtryk. Karaveli mener, at Erdoğan i bund og grund er autoritær, og i sin seneste bog argumenterer han for, at Erdoğan blot er det senest tilkomne led i en autoritær tradition, der går helt tilbage til Kemal Atatürk.

I sine tidlige år ved magten, altså i store dele af 00’erne, præsenterede Erdoğan sig ganske rigtigt som en leder med demokratisk sindelag. Han tog forsigtige skridt til at anerkende den tyrkiske skyld for det armenske folkemord i begyndelsen af det 20. århundrede, og han talte vidt og bredt om et mere åbent samfund med en fri presse og demokratisk debat. Han var naturligvis helt på det rene med, at dette blev set som en vigtig forudsætning for tyrkisk medlemskab af EU, men verden lyttede. Præsident Obama gik så vidt, at han nævnte Erdoğan som en af de fem globale ledere, der fortjente hans særlige venskab og tillid.

Og så kom det tilsyneladende vendepunkt. I maj 2013 demonstrerede miljøforkæmpere mod statens byggeplaner i Gezi, et stort grønt åndehul i det centrale Istanbul. Myndighederne reagerede med uhørt brutalitet, men protesterne bredte sig til store dele af landet. Hurtigt kom det til at dreje sig om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og meget andet end et stykke lokal byplanlægning. I alt mistede 14 demonstranter livet, og det er påfaldende, at de alle kom fra landets alevittiske mindretal. Alevismen, som ikke skal forveksles med alawismen i Syrien, er en shiamuslimsk trosretning – modsat Erdoğan og majoritetsbefolkningens sunnimuslimske baggrund – tilsat præislamiske traditioner og anatolsk folketro. Den findes blandt både kurdere og etniske tyrkere og er landets næststørste trosretning med godt 10 pct. af befolkningen bag sig.

 

Gezi blev altså også til et anslag mod landets mindretal. Sådan er det i hvert tilfælde kommet til at stå i eftertiden. Grundelementerne er med andre ord nogenlunde det samme som i Tyrkiets problematiske forhold til kurderne
_______

 

Opgør med multietniciteten
Gezi blev altså også til et anslag mod landets mindretal. Sådan er det i hvert tilfælde kommet til at stå i eftertiden. Grundelementerne er med andre ord nogenlunde det samme som i Tyrkiets problematiske forhold til kurderne, eller for den sags skyld alle grupper, som ikke passer ind i den sunnimuslimske skabelon. Det kan vi sætte i et videre perspektiv ved at kigge tilbage i historien.

Det Osmanniske Rige, som bestod indtil 1923, var et multietnisk samfund. På en helt anden måde end i Europa blev der taget hensyn til minoriteterne, og det står umiddelbart som et positivt træk. Riget havde heller ikke noget omfattende proletariat, der var ikke nogen jordløs almue og livegne, som vi så det i store dele af Europa. Styret havde altid værnet om småbønderne og deres ret som jordejere og havde i lignende omfang forhindret, at en magtfuld godsejerklasse opstod.

Dette førte imidlertid til et problem. Hvor de europæiske godsejere i mange tilfælde ekspanderede til at blive driftige købmænd, fordi deres afgrøder jo skulle afsættes, manglede denne funktion i det osmanniske samfund. Her kommer det multietniske ind i billedet. For der opstod tidligt en tradition for, at kristne og jøder tog sig af varehandelen, og på den måde skabte man et velbjerget ikke-muslimsk handelsborgerskab. Da industrialiseringen greb om sig, førte det også til, at omkring 80 pct. af alle større virksomheder var på kristne eller jødiske hænder, ganske enkelt fordi det var i disse kredse, man havde midlerne til at investere.

Forholdet fik central betydning, da landet nåede frem til den ungtyrkiske revolution og Kemal Atatürk. Han sekulariserede Tyrkiet, indførte det latinske alfabet og foretog en hel stribe initiativer, der tilsyneladende førte Tyrkiet i retning af Europa og moderne demokrati. Men Karaveli argumenterer for, at revolutionen først og fremmest bundede i dyb nationalisme, og at opgøret mest af alt var af etnisk karakter.

Mange af de revolutionære følelser blev nemlig rettet mod det velbjergede ikke-muslimske borgerskab. Det er derfor en fejltagelse at beskrive revolutionen som socioøkonomisk. Den er blevet beskrevet som et udtryk for borgerlig radikalisme, hvilket betyder, at den var radikal i sit udtryk, men betragtede borgerskabet som sit grundlag. I modsætning til eksempelvis den russiske revolution i 1917 fokuserede den ikke på arbejderklassen eller proletariatet, men havde som central målsætning at skabe en velstående middelklasse, bestående af etniske tyrkere. Og dette var ensbetydende med muslimer, selv om vi normalt betragter den tyrkiske revolution som sekulær.

 

Man kan indvende, at Atatürk var kulturradikal, hvilket næppe kan siges om Erdoğans konservative verdenssyn. Men de er fælles om at forankre magten i en solid middelklasse og ikke mindst om at slå hårdt ned på enhver form for opposition
_______

 

Religiøs retorik
Man kan indvende, at Atatürk var kulturradikal, hvilket næppe kan siges om Erdoğans konservative verdenssyn. Men de er fælles om at forankre magten i en solid middelklasse og ikke mindst om at slå hårdt ned på enhver form for opposition. Atatürk satte 50.000 soldater – halvdelen af det daværende tyrkiske forsvar – ind for at knuse den første kurdiske revolte i 1925. Det blotlagde de indre etniske brudlinjer, som stadig er kendetegnende for Tyrkiet, når Erdoğan går til angreb på vore dages kurdiske bevægelse, PKK.

Eneste brud på denne kontinuitet blev Bülent Ecevit. Mellem 1974 og 2002 var denne premierminister hele fire gange og søgte blandt andet at skabe større social lighed gennem økonomiske reformer; tidligt i sin politiske karriere blev han manden, der sikrede tyrkiske industriarbejderes ret til at strejke, og som ideal havde han Oluf Palmes socialdemokratiske Sverige. I sidste ende måtte han dog vige pladsen for den konservative og autoritære Abdullah Gül, og efter ham Erdoğan.

Hvor er den røde tråd? Atatürk holdt meget af at sammenligne den tyrkiske revolution med den franske. I begge tilfælde var det gejstlige etablissement i starten at betragte som hovedfjenden, men hvor franskmændene sloges for proletariatet, betragtede Atatürk denne klasse som uoplyst. Derfor tog han religionens retorik i brug for at få deres sympati og opbakning. Det er nøjagtig de samme virkemidler, Erdoğan benytter sig af i dag, og helt i tråd med sin berømte forgænger gør han det ved udelukkende at acceptere etniske tyrkere, som vel at mærke er sunnimuslimer på den rigtige måde.

De 14 dødsofre fra Gezi i 2013 var tydeligt udtryk for dette, og i den aktuelle situation vil kurderne i den tyrkisk-syriske grænseregion hurtigt kunne blive udsat for det samme. Trump traf sin beslutning om tilbagetrækning fra Syrien efter en telefonsamtale med Erdoğan – på trods af forudgående advarsler fra forsvarsminister Jim Mattis. Som resultat fik Erdoğan frie hænder i Syrien, og han kan tænkes at benytte dén lejlighed til at slå ned på de kurdiske enheder i de dele af Syrien, som ligger øst for den strategisk centrale flod Eufrat. Derpå kan han tænkes at fortsætte hjemme i Tyrkiet, og det er nok navnlig det, der har fået amerikanerne til at modificere planen, så tilbagetrækningen af tropperne fra Syrien kommer til at foregå i etaper og over længere tid, end man i første omgang kunne forstå på Trump. ■

 

[Erdoğan] kan tænkes at benytte dén lejlighed til at slå ned på de kurdiske enheder i de dele af Syrien, som ligger øst for den strategisk centrale flod Eufrat. Derpå kan han tænkes at fortsætte hjemme i Tyrkiet
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt