23.09.2019

Ligesom ved valget i april er der heller ingen klar vinder efter det israelske omvalg 17. september. Meget tyder ikke desto mindre på, at det kommer til at stå som en markant milepæl i landets politiske historie. For det ser sort ud for Netanyahu.

Analyse af Hans Henrik Fafner

Når det officielle Israel i denne måned markerer sig ved FN’s generalforsamling i New York, vil det for første gang siden 2010 ikke være Benyamin Netanyahu, som holder talen. Den israelske premierminister har aflyst sin deltagelse og vil i stedet sende sin udenrigsminister Israel Katz. Dette er et af mange resultater af det israelske parlamentsvalg 17. september, som alle peger i retning af, at tiden med Netanyahu ved roret er ved at være endegyldigt slut.

Lige til det sidste var det usikkert, hvilket af de to store partier der ville komme ind på den førsteplads, som Netanyahu desperat havde håbet på. Men da det endelige resultat forelå et par dage senere, stod det klart, at hans Likud-parti må slå sig til tåls med 31 af de 120 pladser i landets parlament, Knesset. Rivalen, det nystiftede parti Kahol Lavan (Blå Hvid), høstede nemlig 33 mandater, og det giver god grund til at tro, at Likuds mangeårige dominans kan være brudt.

Den amerikanske præsident Trumps udmelding ovenpå valget var endnu en indikation af et kommende magtskifte i Israel. Trump har, lige siden han satte sig til rette i Det Hvide Hus, været betragtet som en solid politisk støtte til Netanyahu, men nu siger han, at hans loyalitet ikke ligger hos Netanyahu. Den ligger hos Israel.

 

Dette er på mange måder noget af en politisk revolution. Men det skal først og fremmest ses som et krav fra et stort antal israelere, der ønsker at se deres samfund bevæge sig i en anden retning
_______

 

Det tabte år
Dette er på mange måder noget af en politisk revolution. Men det skal først og fremmest ses som et krav fra et stort antal israelere, der ønsker at se deres samfund bevæge sig i en anden retning. Det opgivende mishag over Netanyahu har længe været mærkbart, men ubehaget over hans årelange afhængighed af de religiøse og højrekstreme partier har været endnu mere markant.

Her ligger kernen i den politiske krise, som Israel nu gennemlever – og som på ingen måde er slut med det dramatiske udfald af valget. Dette var som bekendt et omvalg. Israelerne gik til urnerne 9. april i år, og dengang regnede de fleste endnu med, at resultatet ville blive endnu en regering under Netanyahus ledelse. Det ville have været hans femte periode som premierminister. Men på trods af, at Kahol Lavan (Blå og Hvid) fik det samme antal mandater som Likud – og dermed havde vist sig som en reel trussel mod Netanyahus greb om magten – syntes kabalen i april alligevel at gå op for Netanyahu: Sammen med sine naturlige politiske partnere – højrefløjen og de religiøse partier – ville Netanyahu være i stand til at mobilisere de 61 mandater, der skal til for at etablere en flertalsregering. Men han havde gjort regning uden vært.

Den tidligere udenrigsminister Avigdor Lieberman, som står i spidsen for det lille stærkt højreorienterede parti Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), afviste at gå i regeringssamarbejde med Netanyahu, og det var netop de fem mandater, der forhindrede Netanyahus regnestykke i at gå op. På mange vigtige områder ligger Lieberman væsentligt til højre for Netanyahu, men han ønskede ikke at sidde i regering med de ultraortodokse partier, og dermed var sagen afgjort: Netanyahu havde ikke mandater nok bag sig.

Efter at Netanyahus bestræbelser dermed var stødt på grund, ville det have været naturligt, at præsidenten, Reuven Rivlin, gav Benny Gantz, stifteren af Kahol Lavan, muligheden for at sammensætte en regering. Men Netanyahu sørgede i stedet for at få opløst Knesset, hvilket betød udskrivelse af nyvalg til den 17. september. Dette har fået mange iagttagere til at betegne 2019 som ”det spildte år”. Det er således også kendetegnende, at valgdeltagelsen 9. april var lavere end normalt, og ved omvalget 17. september lå den – på trods af valgets store betydning – endnu lavere. I den israelske befolkning er der en mærkbar lede ved de mange politiske intriger.

 

Kritikere har ved flere lejligheder påpeget, at [Netanyahu] på kynisk vis har fjernet alle potentielle rivaler i partiet, hvilket nok er essensen af magtmennesket Netanyahus taktik
_______

 

Magien er brudt
Men først og fremmest har omvalget udstillet Netanyahus desperation. Politiet har gennem flere år kulegravet flere af hans forhold og er klar til at rejse tiltale mod ham i en række sager, der blandt andet omfatter korruptionsanklager. Det kan komme til at koste ham flere års fængsel, og det anses som en af grundene til, at han har klynget sig til magten med næb og klør. I det øjeblik han ikke længere er premierminister, vil det være enklere at fratage ham sin parlamentariske immunitet, og så er banen klargjort til retssagen.

Gennem hele forløbet har Netanyahu nydt godt af solid opbakning fra sit bagland i Likud-partiet. Kritikere har ved flere lejligheder påpeget, at han på kynisk vis har fjernet alle potentielle rivaler i partiet, hvilket nok er essensen af magtmennesket Netanyahus taktik. Og det er netop dette forhold, der – sammen med en enorm politisk erfaring – gang på gang har gjort ham i stand til at vende et truende nederlag til sejr. Ved Knesset-valget i 2015 så det på valgdagen skralt ud for partiet, hvorpå Netanyahu gik ud og sagde, at ”araberne strømmer til valgstederne”. Det fik tusinder af sofavælgere på benene og sikrede Likud valgsejren på målstregen. Denne choktaktik forsøgte Netanyahu sig også med denne gang, da han kort før valget bebudede, at han ville annektere Jordandalen på Vestbredden. Det skulle lokke højrefløjsvælgere til – men taktikken fungerede ikke, og som flere israelske analytikere har formuleret det, viser det, at Netanyahus magi er brudt.

Som resultat har de israelske vælgere stillet sig massivt bag Benny Gantz, selv om han i politisk forstand er et ubeskrevet blad og ikke har meldt klart ud om sin position i en række centrale politiske spørgsmål. Hans holdning til en fredsproces med palæstinenserne er lettere tåget, og man ved ikke med sikkerhed, hvordan han vil håndtere spørgsmålet om bosættelserne. Men han fremstår som et klart alternativ til Netanyahu, og det har været tilstrækkeligt for mange vælgere.

Man hører ham ofte sammenlignet med en af tidligere tiders store israelske ledere, Yitzhak Rabin, der også var eks-general. Han understregede sit engagement for landets sikkerhed ved at bemærke, at han som forsvarschef har ”bombet Gaza tilbage til stenalderen”.

 

Benny Gantz vil have relativt lettere ved at sammensætte en regering, men intet er givet på forhånd. Han vil skulle spænde meget vidt, og det kan blive en vanskelig kabale
_______

 

Sekularismen
Hvad kommer til at ske nu? Benny Gantz vil have relativt lettere ved at sammensætte en regering, men intet er givet på forhånd. Han vil skulle spænde meget vidt, og det kan blive en vanskelig kabale. Den Arabiske Fællesliste, som er et valgforbund bestående af flere små partier med særlig appel til landets arabiske befolkning, er blevet det tredjestørste parti med 13 mandater. De har aldrig siddet i regering. De definerer sig som ikke-zionistiske partier og har af den grund afvist regeringssamarbejde med resten af det politiske spektrum. Det vil de sandsynligvis også gøre denne gang, men det er bestemt tænkeligt, at de vil ende i rollen som støttepartier for en Gantz-regering, udelukkende for at holde Likud og højrefløjen borte fra magten.

Dette betinger dog også, at Gantz vil kunne indgå i konstruktiv dialog med Lieberman, der som bekendt befinder sig langt til højre. Privat bor Lieberman i Nokdim, en stærkt ideologisk bosættelse på Vestbredden, og han har ikke høje tanker om nogen form for fredsproces med palæstinenserne. At få forenet Lieberman og Den Arabiske Fællesliste vil derfor kræve imponerende politisk snilde.

Dette vil dog muligvis kunne lade sig gøre, fordi valgets hovedtema – udover modstanden mod Netanyahu – jo netop ikke var udenrigspolitik eller fredsprocessen. Det var modstanden mod den religiøse indflydelse, hvilket også blev grunden til, at Lieberman fik en betragtelig fremgang ved omvalget – og derfor også har fået større politisk vægt. Lieberman indvandrede i en ung alder til Israel fra Moldova, og han har alle dage haft stærk vælgeropbakning i den del af den israelske befolkning, der er indvandret til landet efter Sovjetunionens sammenbrud.

Det er en særdeles sekulær befolkning, der tager afstand fra den religiøse påvirkning af samfundet. Og eftersom netop sekularismen har været hovedemnet ved dette valg, har mange tilsvarende sekulære israelere, der ikke nødvendigvis har russisk baggrund, og som man normalt ville finde hos centrumpartierne, bidraget til at give Lieberman den markante fremgang. Af den grund kan han også forventes at være langt mere midtsøgende – og derfor: en mulig partner for Gantz.

 

Uanset hvordan man vender og drejer situationen, synes Israel derfor på vej til en regering uden religiøse partiers medvirken. Det vil være den første nogensinde
_______

 

Normaltilstand
Uanset hvordan man vender og drejer situationen, synes Israel derfor på vej til en regering uden religiøse partiers medvirken. Det vil være den første nogensinde. Men ikke desto mindre står meget fortsat åbent. For selvom Gantz er tættere på, kan heller ikke han uden videre samle de nødvendige 61 mandater bag sig.

Netanyahu har allerede inviteret Benny Gantz til en såkaldt national samlingsregering, bestående af Likud og Kahol Lavan, men Gantz har kategorisk afvist denne mulighed. Derfor samler opmærksomheden sig om Lieberman, der nu har stor magt med de otte mandater, som vælgerne tilkendte Yisrael Beiteinu. Sandsynligvis vil Netanyahu forsøge at finde en overensstemmelse med Lieberman, men denne vil umuligt kunne gå i samarbejde med Netanyahu. Desuden har Lieberman flere gange sagt, at han ikke er interesseret i at komme i regering – hvis der dannes en regering uden Netanyahu og de religiøse partier, er han tilfreds.

Det er derfor baglandet i Likud, vi nu primært skal holde øje med. Indtil videre støtter partiet Netanyahu, men hvis han ikke formår at samle en regering, lurer oprøret mod ham. Der vil blive stillet krav om hans tilbagetræden, og det kan åbne helt nye perspektiver. Der tænkes allerede i, at en ny, mere moderat Likud-leder vil kunne gå i samarbejde med Kahol Lavan, og så har vi den nationale samlingsregering – men uden Netanyahu.

Resultatet af en samlingsregering vil ikke være nogen progressiv israelsk regering, der straks sætter nyt liv i fredsprocessen med palæstinenserne. Men det vil være en regering uden den ekstreme højrefløj, hvilket vil betyde, at bosætterbevægelsen vil miste indflydelse. Herudover vil det naturligvis være en regering uden religiøs medvirken, hvilket nok er den egentlige omvæltning.

Det vil bane vejen for det mere retfærdige og pluralistiske samfund, som mange israelere ønsker sig, og hvis man på den måde får en tilstand, som ikke længere er så fokuseret på Netanyahu og hans politiske overlevelse, vil man i mange israeleres øjne også være nået til en art normaltilstand, hvor der vil være plads til at nytænke fredsprocessen. ■

 

Resultatet af en samlingsregering vil ikke være nogen progressiv israelsk regering, der straks sætter nyt liv i fredsprocessen med palæstinenserne. Men det vil være en regering uden den ekstreme højrefløj
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt