07.01.2019

Jordans kanalprojekt til Det Døde Hav skal redde landet fra vandmangel. Spørgsmålet er, om Israels udstrakte hånd til Jordan i virkeligheden er et forsøg på at genoprette et kuldsejlet naboskab, hvor miljøet igen bliver den store taber i mellemøstkonflikten?

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I november meddelte den israelske regering, at den gerne vil være med, hvis nabolandet Jordan om kort tid iværksætter et gigantisk kanalprojekt, der skal føre vand fra Det Røde Hav til Det Døde Hav. Dette er verdens dybest liggende sted og ligger på grænsen mellem Israel, Jordan og den palæstinensiske Vestbred, og fra Det Døde Hav danner en lang dal den israelsk-jordanske grænse ned til Det Røde Hav et par hundrede kilometer mod syd. Kanalen har i en årrække været skrinlagt af hensyn til miljøet, men ikke desto mindre står den højt på den jordanske ønskeseddel, fordi styret i Amman øjner en mulighed for at lindre landets kroniske vandmangel, som konstant bliver mere og mere udtalt. Jordan er et ørkenland, som er stort set uden vandressourcer, og vandet i Det Døde Hav er med et saltindhold på 33 procent helt udenfor regnskab.

Israel har også konstant underskud på vandregnskabet. Gennem de senere år har landet imidlertid løst dele af problemet ved at afsalte vand fra Middelhavet. Den pludselige israelske interesse for de jordanske planer lader derfor til at have mere realpolitisk karakter. De to lande indgik en fredsaftale i 1994, men navnlig i de mange år med Benyamin Netanyahu som Israels premierminister har tilliden mellem de to naboer været for nedadgående. Det søger israelerne nu at rette op på, og Israels udstrakte hånd til Jordan kan derfor ses som et forsøg på at genoprette et kuldsejlet naboskab.

 

Den pludselige israelske interesse for de jordanske planer lader derfor til at have mere realpolitisk karakter
_______

 

Fredens ø
Det anspændte forhold mellem naboerne nåede et foreløbigt højdepunkt, da den jordanske konge, Abdallah 2., i oktober meddelte, at Jordan agter at annullere en del af fredsaftalen.

Da fredsaftalen i sin tid blev indgået, aftalte man, at to små områder i grænseregionen skulle være en del af Jordan, men at Israel kunne lease dem i 25 år. Lejekontrakten udløber næste år, og Abdallah kundgjorde, at den ikke vil blive fornyet. Han gjorde det med et års varsel, sådan som det står i kontrakten.

Navnlig det ene af områderne har stor symbolbetydning for naboskabet. Det ligger, hvor Jordanfloden, som danner grænse mellem de to lande, deler sig i to over en kort strækning, og dermed danner en lille ø. Jordanerne kalder stedet Baqoura, mens israelere kender den som Naharayim. I forbindelse med fredsaftalen afstod Israel formelt øen til Jordan, som posterede soldater på stedet, mens en israelsk kibbutz fortsatte med at dyrke markerne på øen. Da en jordansk soldat i 1997 gik amok med sin riffel og dræbte syv israelske skoleelever, der besøgte øen sammen med deres klasse, aflagde den daværende kong Hussein officielt besøg i Israel. På den måde tjente den tragiske episode til at cementere det venskabelige forhold mellem de to naboer, og Naharayim har i mange år været kendt som fredens ø.

I mellemtiden har de politiske vinde skiftet retning. I 1994 blev fredsaftalen underskrevet af kong Hussein og Israels ministerpræsident Yitzhak Rabin. Rabin havde året forinden undertegnet Oslo-aftalerne, der skulle have bilagt den israelsk-palæstinensiske konflikt. De to ledere havde en helt speciel kemi, og i det hele taget talte de om fred på en anden måde, end man gør i dag. Ved officielle møder oplevede man flere gange, at de to tilsidesatte al etikette og gik i personlig dialog med hinanden.

Det samme kan man ikke sige om Netanyahu og kong Abdallah. Den israelske leder taler ikke om fredsløsninger i Mellemøsten på samme måde som sin forgænger, Rabin, og Abdallah har ikke den karisma og gennemslagskraft, der satte Hussein i stand til at slutte fred med Israel og dermed indtage et markant særstandpunkt i den arabiske verden. Ved flere lejligheder har forholdet mellem Israel og Jordan været i dyb krise, som da landene i juli 2017 hjemkaldte deres respektive ambassadører efter en skudepisode på den israelske ambassade i Amman.

 

Ved flere lejligheder har forholdet mellem Israel og Jordan været i dyb krise, som da landene i juli 2017 hjemkaldte deres respektive ambassadører efter en skudepisode på den israelske ambassade i Amman
_______

 

Vandmangel
Hvorfor så et kanalprojekt? Som udgangspunkt er de forhåndenværende vandressourcer i området små. Fra naturens side har Israel adgang til Genesaret Sø i den nordlige del af landet, og man kan også pumpe vand fra de vandbærende lag under kystsletten, hvor Tel Aviv og en række andre israelske byer ligger. Siden 1967, hvor Israel besatte Vestbredden, har man desuden kunnet udnytte de vandbærende lag under bjergene dér.

Israels befolkning nærmer sig imidlertid 9 mio., og der er ikke længere vand nok. Samtidig får palæstinenserne på Vestbredden kun tildelt omkring en tredjedel af den vandmængde, som hver israeler har til rådighed, og de gør naturligvis krav på mere.

En stor del af den aktuelle sag drejer sig om Genesaret Sø. I 1960’erne anlagde israelerne en stor ledning, der transporterer vand herfra til landbruget andre steder i landet. Dengang fremstod det som et projekt af stor national betydning, og det var en del af indsatsen for at få ørkenen til at blomstre, som man sagde. Men man havde ikke taget højde for de dramatiske konsekvenser: Vandet, som løb fra søen ud i Jordanfloden og videre sydpå til Det Døde Hav, blev afledt, og dermed skrumpede Jordanfloden voldsomt ind.

I Jordan er situationen anderledes desperat. Her er Jordanfloden og dens beskedne bifloder stort set den eneste kilde til vand, så derfor har jordanerne gennem årene også pumpet flittigt fra floden. Derfor fører Jordanfloden stort set intet vand til Det Døde Hav, der således betaler prisen. I årevis er vandspejlet faldet med omkring en meter om året, og det ligger nu mere end 40 meter under det punkt, hvor det befandt sig i 1970’erne. Følgerne er dramatiske. Langs bredderne har jordfaldshuller gjort store dele af området farligt at bevæge sig i, og det har negativ virkning på både landbruget og turismen i regionen. Samtidig er tilstanden i Det Døde Hav er ved at udvikle sig til en menneskeskabt katastrofe.

Miljøtrusler
Gennem årene har der været en hel stribe af løsningsforslag. Det mest nærliggende er at standse med at pumpe vand fra Genesaret Sø og Jordanfloden. Som tilstanden er lige nu, beregner eksperterne, at vandstanden derved vil finde tilbage til sit naturlige leje, men det vil tage omkring 70 år. Israelerne har allerede reduceret deres forbrug af vand fra søen, men eftersom jordanerne ikke har noget alternativ, er de tvunget til at fortsætte. Som udgangspunkt holder derfor hverken tidsrammen eller hele planen. Ovenikøbet har klimaforandringerne ført til stærkt reduceret nedbør i hele regionen de sidste fem vintre, så vandstanden i Genesaret Sø er kritisk lav, selv om der bliver pumpet mindre vand fra søen i dag. Samtidig stiger behovet for vand konstant, fordi befolkningerne vokser, og fordi den stigende velstand i sig selv fører til højere vandforbrug.

Derfor har den jordanske regering fattet ny interesse for kanalplanen.

 

Projektet går i korte træk ud på at føre vand fra Det Røde Hav til Det Døde Hav, hvilket umiddelbart indebærer en række fordele
_______

 

Projektet går i korte træk ud på at føre vand fra Det Røde Hav til Det Døde Hav, hvilket umiddelbart indebærer en række fordele. Afstanden mellem de to have er omkring 200 kilometer. På den første halvdel af strækningen vil vandet fra Det Røde Hav blive pumpet op til det højeste punkt, som er knap 200 meter over havets overflade. Derfra vil der være et fald – først ned til havets overflade og derfra videre ned til Det Døde Hav, som befinder sig godt 400 meter under havets overflade. Der er hermed et samlet fald på 600 meter, og hvis man fører dette vand gennem en række turbiner, vil man kunne udnytte faldet til at fremstille elektricitet. Ideen er herefter, at en del af vandet skal fortsætte ned til Det Døde Hav, hvor vandstanden i løbet af en overskuelig årrække kan finde tilbage til sit gamle niveau. Samtidig skal en stor del af elektriciteten drive anlæg, der sørger for at afsalte en del af vandet, til glæde for navnlig de jordanske forbrugere.

Det lyder som en besnærende løsning, men miljøorganisationer har påpeget en række problemer. EcoPeace, som arbejder i både Israel, Palæstina og Jordan, har en række velbegrundede indvendinger. Eksempelvis kender man ikke de fulde konsekvenser af at føre havvand til Det Døde Hav. Vandet har en helt anden mineralsammensætning end ferskvandet fra Jordanfloden, og det vil i et vist omfang forstyrre balancen i Det Døde Hav. Med en saltprocent på 33 vil det kun blande sig meget langsomt med havvandet, der derfor vil lægge sig på overfladen, og der er en betragtelig sandsynlighed for, at algevæksten vil eksplodere.

Også i den anden ende af kanalen forudser miljøeksperterne vanskeligheder. Den del af Det Døde Hav, som hedder Akababugten eller Eilatbugten, kendetegnes ved meget specielle strømforhold. Det indebærer blandt andet, at vandtemperaturen er temmelig konstant. Hvis man begynder at pumpe vand herfra, vil det sandsynligvis ændre strømforholdene, hvilket kan anrette alvorlige skader på de følsomme koralrev langs Sinaihalvøens kyster.

Endelig vil kanalen ligge i den lange dalstrækning, som er en del af den afro-syriske spalte. Spalten går fra Genesaret Sø og den libanesiske Bekaa-dal i nord, ned gennem Det Døde Hav og Det Røde Hav – i princippet hele vejen til Viktoriasøen i Afrika. Spalten er opstået, hvor to kontinentalplader mødes, og det er derfor en jordskælvszone. Der er langt mellem de store jordrystelser, men hvis de indtræffer, vil kanalens saltvand kunne anrette meget store skader på dalens yderst følsomme økosystem, da det er meget vanskeligt at bygge en jordskælvssikret kanal.

Vand og fred
Disse trusselsscenarier er hovedårsagen til, at den israelske regering for et par år siden valgte at skrinlægge kanalplanerne. Årsagen var dog også, at man var ved at få etableret en ny kilde til vand, der var langt mere attraktiv end vandet fra dødehavskanalen. Gennem de senere år har israelsk teknologi sat landet i en global førerposition, hvad angår afsaltning af havvand. Langs middelhavskysten har landet fem store vandkraftværker, og her bruges overskudsenergien til at drive afsaltningsanlæg. Allerede nu kommer alt drikkevand i Tel Aviv og storbyerne direkte fra Middelhavet, og det er målsætningen, at havvandet indenfor en kort årrække skal dække mindst 75 pct. af hele landets forbrug.

 

De virkelige muligheder ligger imidlertid i, at Israel ad denne vej kan afhjælpe vandmangel i regionen. Mest nærliggende er naturligvis palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben
_______

 

Udviklingen har betydet, at israelerne er holdt op med at pumpe vand fra Genesaret Sø og (delvist) kystslettens undergrund, hvor havvand allerede var begyndt at trænge ind og ødelægge grundvandet som følge af overudnyttelse. De virkelige muligheder ligger imidlertid i, at Israel ad denne vej kan afhjælpe vandmangel i regionen. Mest nærliggende er naturligvis palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben. I Gaza er man nået så vidt, at indtrængende havvand har ødelagt stort set alle grundvandsressourcer, så området er blevet afhængigt af tilførsel udefra, men også Vestbredden tørster. I den forbindelse er israelernes afsaltede havvand blevet en potentiel brik i en ny fredsdialog.

Jordan er allerede begyndt at modtage vand fra Israel i begrænset omfang. På officielt plan bliver dette af begge parter præsenteret som en aktivitet i fredens og naboskabets navn, men den jordanske folkestemning har reageret med skepsis. Her ser man vandaftalen med Israel i samme optik som fredsaftalen fra 1994. Selv om kong Hussein havde, og stadig har, en stor stjerne i den jordanske befolkning, betragter man ”afståelsen” af Baqoura og det andet landområde længere mod syd, som et knæfald for israelsk dominans. Ved at indgå en aftale om leverance af afsaltet havvand frygter mange jordanere derfor, at de gør sig unødigt afhængige af Israel, hvilket synes at være en nærliggende mulighed i en tid med Netanyahu ved roret.

Det er i denne sammenhæng, vi skal se kong Abdallahs beslutning om ikke at forlænge lejeaftalen, når den udløber i november 2019. Skridtet blev modtaget med stort folkelig begejstring, og begejstringen blev kun yderligere bekræftet, da den israelske landbrugsminister, Uri Ariel, i et interview på en israelsk tv-kanal truede med, at Israel ville ”straffe” Jordan ved at lukke af for vandforsyningen. Udtalelsen er dog senere blevet dementeret fra officielt israelsk hold, men sagen lever videre alligevel.

Den jordanske plan om at bygge kanalen fra Det Røde Hav er dermed også en opvisning i viljestyrke. Hermed frigør jordanerne sig fra den israelske indflydelse, og det sender nogle vigtige signaler til resten af den arabiske verden, som ofte har beskyldt Jordan for at sikre landets indre stabilitet ved at stille sig i et afhængighedsforhold til Israel. Skridtet åbner eksempelvis nye muligheder i en sag, som står højt på den jordanske dagsorden – nemlig en normalisering og genåbning af grænsen til nabolandet Syrien. Jordan vil gerne spille en rolle i den syriske genopbygning i tiden efter borgerkrigen, da Jordan især er interesseret i at finde en ordning for den knap en million syrere, der har fundet tilflugt i Jordan.

Om jordanerne vil lukke israelerne indenfor som partnere i kanalprojektet, er endnu uvist, men det er temmelig klart, at kong Abdallah med sine seneste initiativer sidder i førertrøjen, og lige nu overskygger det de mange miljømæssige problemer, som kanalen vil kunne føre med sig. ■

 

Om jordanerne vil lukke israelerne indenfor som partnere i kanalprojektet, er endnu uvist, men det er temmelig klart, at kong Abdallah med sine seneste initiativer sidder i førertrøjen
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland