25.06.2019

Når præsident Trumps svigersøn Jared Kushner i Bahrain i disse dage præsenterer de amerikanske visioner for fred i Mellemøsten, ligner det endnu en udsigtsløs ørkenvandring – et fatamorgana, som ingen tror på, og som aldrig bliver til virkelighed.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Det lyder besnærende og helt ligetil: Hvis folk bare får økonomisk tryghed, fast arbejde og mulighed for at sikre børnenes fremtid, holder de fred. Så er der ikke længere nogen grund til at kaste med sten og protestere mod politiske uretfærdigheder. Resultatet bliver, at der falder ro over situationen.

Dette synes at være den grundlæggende tænkning bag den fredsplan for Mellemøsten, som præsident Trump har talt om i et par år, og som nu langt om længe bliver præsenteret for verden. Det sker i dag og i morgen. Det er Jared Kushner, svigersøn til præsidenten – og parallelt med dette: særlig rådgiver i Det Hvide Hus – som har stået i spidsen for udarbejdelsen af planen, som omsider præsenteres ved et særligt møde i Manama, hovedstaden i golfstaten Bahrain. Det ser ud til at blive en snublende start på et projekt, hvor forventningerne i forvejen har været til at overse. Den meget lange ventetid har undret mange, og dertil kommer, at Trumps åbenlyse mangel på indsigt i andre globale spørgsmål – såsom hans håndtering af forholdet til Nordkorea – ikke just har underbygget tilliden til, at han og hans lige så uerfarne svigersøn kan levere Columbusægget i en så kompliceret sag som den mellemøstlige.

Planen er ikke desto mindre tydeligvis tænkt som en af de udenrigspolitiske hovedpiller i Trumps første periode som præsident, og det ligger i kortene, at den også skal bidrage til at give ham en periode mere på posten. Superlativerne fra præsidentens mund har i hvert tilfælde ikke manglet. Han har flere gange talt om ’Århundredets Plan’, men hele vejen igennem har projektet været holdt under slør. Først i løbet af de seneste dage her op til mødet i Bahrain fik vi konturerne, om end kun af planens første halvdel.

 

Kushner bebudede, at det er tanken at investere 50 mia. dollar i regionen over de næste ti år. […] Grundideen er at give hele regionen et samlet løft og dermed skabe en vilje til samarbejde henover grænserne
_______

 

Genbrug
Her skorter det ikke på store armbevægelser. Kushner bebudede, at det er tanken at investere 50 mia. dollar i regionen over de næste ti år. Det beløb lyder umiddelbart imponerende. Halvdelen skal gå til palæstinenserne, og den anden halvdel fordeles mellem nabolandene: Jordan, Libanon og Egypten. Grundideen er at give hele regionen et samlet løft og dermed skabe en vilje til samarbejde henover grænserne. Med dette følger naturligvis større bevægelsesfrihed for både mennesker og varer.

Blandt andet er det tanken at bygge en palæstinensisk transportkorridor mellem Vestbredden og Gazastriben. Afstanden mellem de to områder er omkring 40 kilometer, og fordi korridoren går tværs gennem Israel og derfor fordrer en del sikkerhedsforanstaltninger. Dette er i øvrigt forsøgt tidligere: Som en del af Oslo-processen åbnede man i oktober 1999 tre særlige transportkorridorer, hvor palæstinensiske konvojer ad det israelske vejnet havde ”fri passage” mellem de to landsdele, men denne ordning blev lukket ned mindre end et år senenere med begyndelsen på Al Aqsa Intifadaen i september 2000. Den nye plan er noget mere ambitiøs. Den tænker at realisere tidligere fremlagte forslag til anlæg af en tunnel eller en lavbro, så den palæstinensiske trafik kan føres frem uden at komme i kontakt med israelere, og det overvejes at supplere med en jernbanelinje. Dette bringer den samlede pris op på 5 mia. dollar. Men der er meget andet, og i alt lægger planen op til i alt lægges 179 infrastrukturprojekter, hvoraf nogle skal hjælpe den palæstinensiske turistsektor på Vestbredden på benene.

Navnlig denne del rejser en del tvivl om hele planens bæredygtighed, fordi den politiske situation i området er anspændt – og formentlig vil være det fremover – hvilket ikke synes at være det bedste udgangspunkt for at lokke turister til. Derimod rummer planen også forslag om at etablere fælles israelsk-palæstinensiske industriområder, og der lægges vægt på, at disse ikke skal forveksles med de allerede eksisterende industriområder, som er en del af de israelske bosættelser på Vestbredden.

Fælles industriområder har man set før i Israel/Palæstina. Erez er for mange synonymt med grænseovergangen mellem Israel of Gazastriben, men i mange år var det først og fremmest navnet på et stort industriområde, hvor tusinder af palæstinensere havde arbejde. Erez blev lukket i 2004 – forud for den israelske rømning af Gazastribens bosættelser i sensommeren 2005 – og selv om det var på tale, at Tyrkiet kunne træde ind og drive zonen videre, blev dette aldrig tilfældet.

Der er altså visse elementer af genbrug i den nye amerikanske fredsplan. Både de fælles industriområder og transportkorridoren var en del af tankegodset, da de retningsgivende Oslo-aftaler blev underskrevet i september 1993. Dette er ikke nødvendigvis et problem, men hvad for eksempel Gazastriben angår, er Kushners plan allerede blevet kritiseret for ikke at nævne nogen af de tiltag, man virkelig ville se som nyttige fremskridt i det forarmede område. Man kunne nævne en genåbning af Dahaniya-lufthavnen, der fungerede i den sydlige ende af Gazastriben fra november 1998, til israelerne bombede den til ubrugelighed et par år senere. Dette ville have stor symbolbetydning. Men i stedet ligger det i Kushners kort, at man skal satse på den egyptiske lufthavn ved El Arish i Sinai. Der er heller ikke tale om nogen dybvandshavn ved Gaza By, som kunne være et mægtigt boost for eksportvirksomheder på Gazastriben.

 

Den israelske premierminister Netanyahu har længe praktiseret såkaldt økonomisk fred på Vestbredden. Heri ligger, at Israel har sørget for at stive den palæstinensiske præsident af ved at bidrage til, at det palæstinensiske civilsamfund fungerer
_______

 

Økonomisk fred
En af veteranerne i det palæstinensiske forhandlingsteam, Hanan Ashrawi, sagde lørdag til Reuters, at hele planen bygger på intentioner og abstrakte løfter. Det fremgår af sammenhængen, at hun ikke mener gode intentioner. Dermed falder hun i tråd med den øvrige palæstinensiske ledelse, der tidligt besluttede at udeblive fra mødet i Bahrain.

Tanken bag dette er, at det hele minder lidt for meget om noget, palæstinenserne har set rigeligt til gennem de senere år: Den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu, har længe praktiseret såkaldt økonomisk fred på Vestbredden. Heri ligger, at Israel har sørget for at stive den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og hans styre af ved at bidrage til, at det palæstinensiske civilsamfund fungerer. Israel har givet grønt lys for udenlandske donormidler, der har sikret, at Vestbreddens offentlige institutioner har været i stand til at fungere. Skolevæsenet har således kørt nogenlunde normalt, og det samme har sundhedssektoren og samfundets øvrige funktioner – helt ned til dagrenovationen. Oven i det har man leveret våben og træning til de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, så roen i området har kunnet opretholdes.

Hele tiden har man kunnet holde tilstanden på Gazastriben op som skræmmeeksempel. Dér tog den islamiske Hamas-bevægelse magten i 2007, og umiddelbart herefter iværksatte Israel blokaden, som fortsat er i kraft. For almindelige palæstinensere på Vestbredden har dette tydeligvis været en god grund til stilfærdigt at passe deres hverdag og i øvrigt forholde sig i ro. De fleste husker stadig forholdene under de to intifadaer, som ikke førte til nogen afslutning på besættelsen, og blandt andet derfor foretrækker mange at holde fast ved den relative økonomiske sikkerhed, som de har fået de senere år.

Er det med andre ord denne virkelighed, som Jared Kushner – på vegne af Trump – nu inviterer palæstinenserne til? I den palæstinensiske optik er der meget, som tyder på det. Herudover sigter han på at udvide Netanyahus økonomiske fred fra ikke bare at angå forholdet mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, men til at være dagens orden i hele Mellemøsten.

Det er også dette, der har fået store dele af den arabiske verden til på forhånd at skyde planen ned. Fra oliestaterne langs Den Persiske Golf har det lydt, at man i det mindste bør give planen en chance, men fra andet hold møder den skarp kritik. I Sudan og Kuwait betegner man mødet i Bahrain som tidsspilde, mens en typisk holdning i den egyptiske debat er, at planen mest af alt tjener til at legitimere den israelske besættelse af palæstinensiske områder. En unavngiven saudisk diplomat udtalte til det israelske finansdagblad Globes (23.06.19), at han finder en del af planens elementer positive, og at det er på tide at skrinlægge konflikten med Israel. Men han understregede også, at især hans land, der betragter sig som en slags leder i den arabiske verden, heller ikke kan glemme sine forpligtelser overfor den palæstinensiske sag.

 

Mens der på nuværende tidspunkt er nogenlunde klarhed over de økonomiske aspekter, ligger planens politiske del fortsat i tæt tåge. Og uden en klar politisk plan er der ikke meget håb for, at den økonomiske gren vil føre til ret meget
_______

 

Den svære politiske del
Det er her, den nye amerikanske plan for alvor bliver problematisk. Når mødet i Bahrain begynder, vil det være uden officiel israelsk deltagelse. Israel var blevet inviteret, på lige fod med palæstinenserne, men israelerne sender ingen politiske repræsentanter. Der vil derimod være en israelsk handelsdelegation til stede, for på dét område øjner man nogle muligheder.

Dette er meget kendetegnende. For mens der på nuværende tidspunkt er nogenlunde klarhed over de økonomiske aspekter, ligger planens politiske del fortsat i tæt tåge. Og uden en klar politisk plan er der ikke meget håb for, at den økonomiske gren vil føre til ret meget, hvilket formentlig er, hvad palæstinenserne allerede tidligt indså.

Her er vi tilbage ved Netanyahus økonomiske fred som uheldig præcedens. Metoden fungerede i starten; der faldt ro over situationen på Vestbredden. Men efterhånden som hverdagen meldte sig, fik befolkningen alligevel smag for noget mere. Der meldte sig en forventning om, at udviklingen skulle munde ud i det egentlige mål, nemlig en selvstændig stat, og dette materialiserede sig aldrig. Derfor begyndte den økonomiske fred at knage i fugerne, og selv om udsigterne til en ny intifada på Vestbredden er beskedne, er der ingen tvivl om, at situationen er endt i et usikkert dødvande, som har potentiale til meget pludseligt at udvikle sig i den ene eller anden retning.

Det samme vil ske med Trumps plan, hvis der ikke kommer en troværdig politisk proces i hælene på den økonomiske. Og det lægger op til dyb skepsis. Sidste år tog Trump det kontroversielle skridt at anerkende Jerusalem som Israels udelelige hovedstad, og i dette forår anerkendte han Golanhøjderne, der var en del af Syrien, indtil Israel besatte det i 1967, som en del at staten Israel. Som for at bære ekstra ved til bålet udtalte David Friedman, den amerikanske ambassadør i Israel, at israelerne også er i deres fulde ret til at annektere dele af Vestbredden – og dette har han naturligvis næppe sagt uden godkendelse fra sin chef, præsident Trump.

Hermed kan man se for sig, hvad planen har til overs for to-statsløsningen: Den levner plads til en palæstinensisk stat bestående af en stribe løsrevne enklaver på Vestbredden samt Gazastriben. Det ligner mere en form for udvidet autonomi, som det er tilfældet i dag, end en egentlig stat, og det vil ingen palæstinensisk leder vove at skrive under på.

Selv dette vil i øvrigt også blive afvist på Israels indflydelsesrige nationale højrefløj. Det er de partier, Netanyahu har levet sammen med i en årrække, og som han også vil være tvunget til at invitere til samarbejde, hvis han da opnår mandater nok til at fortsætte som regeringsleder efter det israelske Knesset-valg 17. september. I det lys præsenterer planen altså et dilemma for Netanyahu, fordi han på den ene side gerne vil fremstå som lederen, der fortsat taler om to-statsløsningen, mens han på den anden side er nødt til at bevare sit gode forhold til landets yderste højrefløj. Og det dilemma vil fortsat sætte dagsordenen, selv om ’Århundredets Plan’ viser sig at være hverken det ene eller det andet.

Ikke mindst mangler der et svar på, hvor de mange penge skal komme fra. Ganske vist vil IMF være repræsenteret ved mødet i Bahrain, men dette rummer ikke i sig selv noget svar, og den amerikanske statskasse kan næppe forventes at stille med de mange midler på egen hånd. For at verdenssamfundet skal stille sig som økonomisk garant, vil der under alle omstændigheder blive stillet krav om gode argumenter for, at pengene også vil være godt givet ud – og dette synes at mangle. Derfor kan Trumps fredsplan meget hurtigt vise sig at være endnu et mellemøstligt fatamorgana. ■

 

For at verdenssamfundet skal stille sig som økonomisk garant, vil der under alle omstændigheder blive stillet krav om gode argumenter for, at pengene også vil være godt givet ud – og dette synes at mangle
_______

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig