17.09.2019

Et tilsyneladende banalt problem fra den libanesiske hverdag har storpolitiske tråde. Dette er på mange måder typisk for regionen, men også ildevarslende. Libanon risikerer at bryde sammen, enten pga. interne kriser eller eksterne trusler.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Affaldet flyder i Beirut. Hen over den varme sommer har der konstant hængt en ram lugt af råd og fordærv i luften, og med jævne mellemrum stiger store røgsøjler til vejrs, når nogen prøver at komme affaldsdyngerne til livs ved illegal afbrænding. Den libanesiske hovedstad gik før i tiden under navnet Mellemøstens Paris, men denne glans er der ikke meget tilbage af.

Byen befinder sig i en akut affaldskrise, og i byen Tripoli (der er en smule mindre end Århus) i den nordlige del af landet er situationen endnu mere alvorlig. Ressourcerne til dagrenovation er ganske enkelt ikke til stede, og det er i sig selv et alvorligt problem. Men affaldskrisen forgrener sig hurtigt til landets mange øvrige problemer, så den pludselig får følger for nationens vanskelige etniske balancegang. Dermed kommer den også til at spøge i baggrunden for libanesernes frygt for, at et nyt militært opgør med nabolandet Israel kan være under opsejling – selvom der naturligvis ikke er nogen åbenbar forbindelse.

Økonomisk krise
Problemet går tilbage til afslutningen på den libanesiske borgerkrig i 1990. Den havde raset siden 1975, og var dybest set en blodig intern strid mellem landets etniske grupper; men udenlandske spillere som Syrien, USA og Israel blandede sig, og hele krigen udviklede sig til et kaotisk kludetæppe, hvor det ofte var uklart, hvem der holdt med hvem.

Efter afslutningen var det hensigten, at der skulle bringes orden i hele den civile sektor, men dette blev kun ført meget delvist ud i livet, fordi en række sager af større umiddelbar betydning pressede sig på; det var eksempelvis vigtigt at nå til fuld enighed om fordelingen af den politiske magt, hvilket naturligvis var en vigtig forudsætning for, at freden blev bevaret.

 

Næsten lige siden afslutningen på borgerkrigen i 1990 har Libanon været på økonomisk nedtur, og Libanon er i dag blandt de lande med verdens tungeste offentlige gældsbyrde
_______

 

Men prisen for dette var, at noget så vigtigt som dagrenovation blev henvist til en række midlertidige løsninger. For Beiruts vedkommende bestod den i, at der blev oprettet en gigantisk losseplads ved Naameh, som ligger nogle kilometer syd for byen. Det var meningen, at den skulle fungere, til der var fundet en permanent løsning, men det skete aldrig, og i 2015 måtte Naameh lukke, fordi der ikke var plads til mere affald.

Det førte til den første affaldskrise. Sukleen, det private selskab med ansvar for at tømme byens skraldespande, standsede aktiviteterne, fordi de ikke længere havde noget sted at tømme skraldebilerne. Kun langsomt kom det i gang igen, da fattige omegnskommuner og private jordejere meldte sig som modtagere af affaldet. En stærkt haltende løsning kom på benene, men den er nu også ved at grundstøde, hvilket har kastet landet ud i en ny krise.

Ud over manglende kapacitet er problemet i høj grad et spørgsmål om økonomi. Næsten lige siden afslutningen på borgerkrigen i 1990 har Libanon været på økonomisk nedtur, og Libanon er i dag blandt de lande med verdens tungeste offentlige gældsbyrde. I juli præsenterede ministerpræsident Saad Hariri en reformpakke, der mest af alt ligner en dramatisk hestekur. Den omfatter et totalt ansættelsesstop i den offentlige sektor i de næste tre år, og ikke mindst skal der store besparelser til. Det vil sige, at den kommunale budgettering i Beirut og landets øvrige byer må vinke farvel til en stor del af de statslige tilskud. På det nationale plan er målet at få nedbragt underskuddet på statsbudgettet til de 7,6 pct., som IMF anbefaler som første skridt på vejen til at komme ud af krisen. Men selv det kan vise sig vanskeligt, og i mellemtiden er der ikke håb om at se væsentlige forbedringer på affaldsområdet.

Hizbollah som magtfaktor
Her ligger grunden til, at affaldskrisen breder sig som ringe i vandet i Libanon. Krisen har ikke uventet ført til protester mod regeringen, og det har ført til bekymring for hele landets stabilitet. Der er nemlig udbredt enighed om, at underskuddet på statsbudgettet bunder i den florerende korruption, der igen hænger sammen med landets komplicerede etniske sammensætning.

Den libanesiske befolkning menes at tælle seks millioner borgere, hvoraf godt halvdelen er muslimer, og omkring 40 pct. er kristne. Lidt mere fintmasket består befolkningen af fire grupper: shiamuslimer, sunnimuslimer, kristne og drusere. Hertil kommer en halv million palæstinensiske flygtninge, som i denne forbindelse er uden for regnskab, fordi de fleste af dem ikke har indfødsret og kun borgerrettigheder i begrænset omfang. Men i forbindelse med borgerkrigens afslutning genbekræftede man gennem en fredsaftale et gammelt system, der fordeler magten nøje mellem de etniske grupper.

Af aftalen fremgår det således, at premierministeren til enhver tid skal være sunnimuslim, således som Hariri er det, mens parlamentsformanden er shiamuslim og præsidenten kristen. Dette er på mange måder en fornuftig ordning for at holde sammen på et splittet land – men det har også skabt en tendens til, at de forskellige politikere først og fremmest tilgodeser deres eget etniske bagland. Og her lurer korruptionen lige om hjørnet.

 

Med tiden har de usikre økonomiske vilkår skabt en lille klasse, som er uhyre velhavende, mens den brede befolkning har sværere og sværere ved at få økonomien til at hænge sammen
_______

 

Men hertil kommer de sociale forskelle, som vokser i disse år. Med tiden har de usikre økonomiske vilkår skabt en lille klasse, som er uhyre velhavende, mens den brede befolkning har sværere og sværere ved at få økonomien til at hænge sammen. Forskellene udspiller sig bredt i befolkningen, men der har også altid været socioøkonomiske forskelle på det etniske plan, og dette er blevet mere udpræget med den aktuelle krise. Det pæne Hamra i det centrale Beirut er en kristen bydel, mens de fattige kvarterer i byens sydlige dele er hjem for en stor shiamuslimsk befolkning.

Naameh, byen syd for Beirut med den store losseplads, er også shiamuslimsk, og også her får affaldskrisen en etnisk kant. For også de øvrige nødløsninger, som blev foranstaltet efter lukningen af Naameh, opstod overvejende i shiamuslimske områder. Derfor spørger mange medlemmer af netop den gruppe i dag, hvorfor de skal bære affaldsbyrden i højere grad end andre. For mange shiamuslimer er det derfor et logisk skridt at rykke tættere på Hizbollah, der i dag fungerer som humanitær hjælpeorganisation og politisk parti, men også fortsat spiller en betydelig rolle som shiamuslimsk protestbevægelse.

Netanyahu på spil
Hizbollah opstod helt tilbage i 1985, mens borgerkrigen rasede. Den fik først og fremmest fodfæste i Sydlibanon, som Israel på det tidspunkt holdt delvist besat efter at have invaderet landet i sommeren 1982. Da borgerkrigen sluttede i 1990, nægtede Hizbollah – som den eneste af de mange libanesiske militsgrupper – at lade sig afvæbne, idet de så det som en vigtig opgave at forsvare de sydlige dele af landet mod israelsk aggression. Dette er fortsat Hizbollahs begrundelse for at have en væbnet gren, og samtidig er Hizbollah gennem årene blevet en betydningsfuld politisk magtfaktor.

I forbindelse med den aktuelle krise har Hassan Nasrallah, generalsekretæren for Hizbollah, valgt at spille med bevægelsens muskler ved at omrokere nogle af de væbnede delinger langs grænsen til Israel. Der er bred enighed om, at Nasrallah ikke ønsker nogen militær konfrontation med naboen i syd, men den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu, kan have set trækket fra Hizbollah som en mulighed for at gå offensivt til værks. Israel og Hizbollah har i flere omgange været i åben væbnet konflikt, men selv om der gennem de seneste år har hersket relativ ro i regionen, er forholdet stadig stærkt anspændt.

 

Der er intet, der tyder på, at Israel ser nogen interesse i en ny krig mod Hizbollah, men en vis opblussen i situationen langs grænsen kan til en vis grad være til Netanyahus fordel
_______

 

Der er intet, der tyder på, at Israel ser nogen interesse i en ny krig mod Hizbollah, men en vis opblussen i situationen langs grænsen kan til en vis grad være til Netanyahus fordel. Det kan i hvert tilfælde tjene som forklaring på, at israelerne 1. september iværksatte tung artilleribeskydning af Hizbollah-stillinger i Libanon, hvilket beskrives som de voldsomste skudvekslinger over grænsen siden den sidste store krig i 2006.

Israelerne skal til stemmeurnerne i dag den 17. september. Det er et omvalg, efter at Netanyahu ikke var i stand til at sammensætte noget regeringsflertal på baggrund af resultatet fra Knesset-valget den 9. april i år. De seneste israelske meningsmålinger tegner ikke videre lyst for Netanyahus Likud-parti og dermed hans chancer for at danne en ny regering efter næste runde.

Imidlertid står meget på spil for Netanyahu, som har en række alvorlige anklager om korruption hængende over hovedet. Hvis Netanyahu ikke sikrer sig premierministerposten, vil han få vanskeligt ved at holde retssagen fra halsen. Det kunne derfor ligne en tanke, at Netanyahu – ved at give den i rollen som den stærke og handlekraftige leder – bevidst søger at spille med musklerne over for Hizbollah for at høste point i den hjemlige valgkamp.

Dette israelske spil holder formentlig kun, så længe situationen langs grænsen fortsat blot er en kontrolleret opblussen. En rigtig krig med store menneskelige og materielle tab kan få israelske vælgere til at forlade Likud, så det er en vanskelig balancegang. Men selv de afdæmpede angreb fik Hizbollah til at reagere: Umiddelbart efter den israelske artilleribeskydning trak Hizbollah store dele af sit tunge materiel tilbage til højborgen i Beiruts sydlige forstæder. Dette vakte straks den libanesiske befolknings bekymring og rejste kritik mod Hizbollah. Der var opstået frygt for, at Israel ville rette bombeangreb mod Beirut og dermed trække hele landet ind i konflikten.

Hele sagen er en opvisning i Mellemøstens komplekse forhold: På den ene side har vi en affaldskrise i Beirut og på den anden side en israelsk valgkamp. De to sager har intet med hinanden at gøre, og selvom der er mængder af andre faktorer i regnestykket, får den lokale dynamik det hele til at tørne sammen. ■

 

Hele sagen er en opvisning i Mellemøstens komplekse forhold: På den ene side har vi en affaldskrise i Beirut og på den anden side en israelsk valgkamp
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden