31.05.2019

Den ultraortodokse indflydelse på den israelske hverdag er en stor del af grunden til, at højre-nationalisten Avigdor Lieberman besluttede at slå hånden af Netanyahu. Nu er spørgsmålet: Kan Lieberman gennemtvinge et opgør med det ultraortodokse Israel?

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Det lykkedes ikke Benyamin Netanyahu at sammensætte Israels kommende regering i denne omgang. Hans Likud-parti kom ellers godt gennem valget til det israelske parlament, Knesset, den 9. april. Det gik frem til 35 ud af Knessets 120 mandater, og idet 65 af medlemmerne af det nye parlament pegede på Netanyahu som manden, der skulle danne det nye kabinet, tegnede tingene lyst.

Først fik Netanyahu 28 dage til at klare opgaven, og da han havde brug for det, gav præsidenten, Reuven Rivlin, ham yderligere 14 dage, som valgreglerne foreskriver. Netanyahu syntes at være snublende tæt på. Han havde 60 mandater bag sig og manglede således kun et enkelt for at have det fornødne flertal i hus, og det lille parti Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), der betragtes som en naturlig del af Netanyahus højrefløj, kunne have fuldendt puslespillet med sine fem medlemmer af Knesset. Men partileder Avigdor Lieberman, der har siddet som forsvarsminister i den nu forhenværende Netanyahu-regering, veg ikke en tomme.

Nedbruddet i regeringsforhandlingerne 29. maj drejede sig om den obligatoriske værnepligt, som landets ultraortodokse befolkning i dag er fritaget for. Lieberman stillede et ultimativt krav om, at den skal udbredes til også at inkludere landets ultraortodokse befolkning, og dette var helt uspiseligt for to andre kommende koalitionspartnere, de ultraortodokse partier Shas og Forenet Torajødedom.

Mange havde ventet, at parterne ville indgå et kompromis. Den tidligere generalstabschef Benny Gantz var med sit nye parti Kahol Lavan (Blå Hvid, de nationale farver) stormet ind i Knesset med tilsvarende 35 mandater og var dermed valgets anden store vinder. For at undgå at præsidenten gav ham mulighed for at gøre forsøget, truede Netanyahu med at skaffe flertal for at opløse Knesset og dermed udskrive nyvalg, men heller ikke det kunne bevæge Lieberman. Han stod fast på sit, og derfor skal israelerne nu til valg – igen – den 17. september.

 

[Sagen om værnepligten] er kun toppen af det isbjerg af ultraortodoks indflydelse, som præger hele det israelske samfund. Det er en sag, som de fleste politikere i årevis har undgået som katten om den varme grød
_______

 

Værnepligten
Lieberman har sine motiver for at lade det hele falde sammen på en sag, der set udefra kan virke marginal. En del af det handler om et personligt opgør med Netanyahu. Lieberman vil utvivlsomt også gerne stå som manden, der trak tæppet væk under Netanyahu, til hele landets bedste. En række store korruptionssager trækker sammen omkring Netanyahu, der kæmper desperat for at undgå eller udskyde dette retslige efterspil ved at klynge sig til magten. Lieberman har selv været i politiets søgelys i en sag af lignende art og er bestemt ikke pletfri, men naturligvis skaffer det ham en vis vælgerpopularitet at gå i flæsket på Netanyahu netop nu.

Men den egentlige grund er sagen om værnepligten. Den er nemlig kun toppen af det isbjerg af ultraortodoks indflydelse, som præger hele det israelske samfund. Det er en sag, som de fleste politikere i årevis har undgået som katten om den varme grød. Lieberman har derfor set Netanyahus aktuelle vanskeligheder som den perfekte anledning til at åbne slaget på denne front, og allerede nu ser det ud til at kunne skaffe ham den helt store gevinst ved det nu snart kommende Knesset-valg.

Ganske vist bliver politikerne allerede kritiseret for at trække landet gennem endnu et valg, som vil koste statskassen omkring en milliard kroner, men denne kritik møntes primært på Netanyahu. Det var jo ham, der fik udskrevet valget i stedet for at lade Benny Gantz og Kahol Lavan få chancen for at danne den næste regering. Lieberman har naturligvis også sin del af skylden, men lige nu står han primært som manden, der langt om længe er trådt i karakter med et frontalangreb på Netanyahu, der har været premierminister siden 2009.

For at forstå sagens dybde krydsklipper vi til Yerocham. Det er en lille by dybt nede i den israelske Negevørken, hvor 240 arbejdere står i fare for at miste jobbet. Den lukningstruede virksomhed hedder Phoenicia, og den har lige siden 1968 produceret glasemballage. Sandet i denne del af ørkenen er nemlig ideelt til fremstilling af glas, og Yerocham har alle dage været velforsynet med ledige hænder.

Men nu banker krisen altså på døren, og det har intet at gøre med de almindelige markedskræfter. Sagen er den, at den hassidiske gruppe [hasidismen er en retning inden for ortodoks jødedom, red.] Gur har besluttet at boykotte fabrikkens produkter, og det har bragt virksomheden i knæ. Dele af produktionen pågår nemlig om lørdagen, altså på ugens jødiske hviledag, hvor der er religiøst forbud mod den slags, og dermed er det, som hældes på flaskerne, ikke længere kosher. Det er med andre ord ikke i overensstemmelse med de jødiske spiseregler, og derfor går ortodokse jøder i en stor bue udenom.

 

[Den ultraortodokse indflydelse] går igen i forskellige afspejlinger overalt i Israels ellers moderne hverdag, og det bringer med jævne mellemrum sindene i kog i den sekulære befolkning
_______

 

Virksomheden har forsøgt at komme overens med de vrede kunder, men som udgangspunkt kan man ikke uden videre lukke ned for glasproduktionen. Gur-hassiderne påbyder ganske enkelt deres folk at afholde sig fra produkter, hvis emballagen er fra Phoenicia, og det har en lammende effekt på virksomhedens drift.

Sagen er langt fra enestående. Den går igen i forskellige afspejlinger overalt i Israels ellers moderne hverdag, og det bringer med jævne mellemrum sindene i kog i den sekulære befolkning. For blot at nævne et par markante sager kører den offentlige tranport ikke om lørdagen, rabbinerne stiller sig i vejen for indførelse af borgerlig vielse, og det konstante kosher-tilsyn fordyrer varerne på supermarkedernes hylder.

I denne sammenhæng kan Avigdor Lieberman blive dagens mand. Han indvandrede til Israel fra Moldova, og en meget stor del af hans vælgere er stærkt sekulære og stammer fra de tidligere sovjetrepublikker. I dette miljø eksisterer der en udbredt harme over, at unge ultraortodokse mænd kan unddrage sig de i øvrigt obligatoriske tre år i uniform, så længe de bevisligt er studerende på fuld tid. Mange israelskfødte borgere tager afstand fra hans stærkt højreorienterede politiske synspunkter. Lieberman er bosætter på Vestbredden, og israelerne trækker på smilebåndet over hans tykke russiske accent, når han åbner munden på hebraisk. At han ikke desto mindre nyder respekt på venstrefløjen hænger sammen med hans fandenivoldske forsvar for sekularismen, og det er den side han sætter i spil nu.

53.000 ”parasitter”
Det er et meget gammelt hvepsebo, Lieberman stikker hænderne i. Sagen går faktisk helt tilbage til tiden omkring Israels grundlæggelse i 1948. På det tidspunkt var Arbejderpartiet den dominerende politiske faktor, men landets første premierminister, David Ben Gurion, havde ikke i sig selv mandater nok til at sikre sig det fornødne flertal. Han ønskede ikke at samarbejde med den nationale højrefløj, altså forløberen for Netanyahus Likud, og inviterede derfor de ultraortodokse politikere til at samarbejde. Dette kom i stand, men på tunge vilkår. Ifølge den såkaldte status quo-aftale skulle Israel defineres som jødisk stat, og 400 unge mænd skulle fritages fra militær værnepligt, så de kunne studere de hellige skrifter på fuld tid. Som en del af ordningen skulle disse studerende modtage et månedligt stipendium fra staten, så de kunne brødføde sig selv.

Ben Gurion begik efter manges opfattelse en fatal fejltagelse. Der foreligger ikke officielle tal, men ifølge professor Yedidia Stern, der forsker ved tænketanken Israel Democracy Institute i Jerusalem, er dette tal vokset med årene, så det i dag er 53.000 israelske mænd, der ad denne vej unddrager sig militærtjenesten og samtidig oppebærer det statslige stipendium.

 

Dele af det ultraortodokse samfund har undergået en radikalisering. Man isolerer sig mere og mere, og fordi børnetallet altid har været højt, vokser denne befolkning tilsvarende, mens fattigdommen bliver dybere
_______

 

Der er altså tale om unge mænd, hvoraf en stor del er i værnepligtsalderen, som er mellem 18 og 24. Disse mennesker hænger imidlertid fast i en fattigdomsklemme. For at modtage den månedlige statsstøtte skal de fortsat være fuldtidsstuderende, og kan derfor ikke tage erhvervsarbejde. Der er intet religiøst forbud mod at arbejde, og flere byer med store ultraortodokse befolkninger, såsom New York, London og Antwerpen, kombinerer mange studierne med indkomstgivende arbejde.

Det samme kunne i princippet sagtens lade sig gøre i Israel, men her ligger et problem: Hvis en ultraortodoks mand i Jerusalem tager arbejde, overtræder han status quo-aftalen, og så venter der ham en tur i trøjen. Og dette fører videre til et teologisk problem. Mange ultraortodokse definerer sig selv som anti-zionister, idet det er Messias og ikke mennesket, der skal oprette den jødiske stat, altså Israel. Så ved at trække i uniform forbryder de sig mod deres egen tro, idet uniformen er en anerkendelse af zionismen – idéen om den jødiske stat.

I mange år har de folkevalgte udvist tydelig berøringsangst i forhold til dette problem. Det er en gordisk knude, og ingen har vovet at skride ind. Imens har dele af det ultraortodokse samfund undergået en radikalisering. Man isolerer sig mere og mere, og fordi børnetallet altid har været højt, vokser denne befolkning tilsvarende, mens fattigdommen bliver dybere. I dag udgør de ultraortodokse 10-12 procent af Israels samlede befolkning, og hvor de 400 unge mænd i starten kunne betragtes som et uskyldigt kuriosum, er denne store og voksende befolkningsgruppe blevet til en stor social og økonomisk byrde. Mange sekulære israelere omtaler dem uden at blinke som ”parasitter”.

Vælgerdisciplin
Agudat Yisrael, der i sin tid indgik aftalen med Ben Gurion, eksisterer stadig. Det er i dag en del af partiet Forenet Torajødedom og er en uomgængelig magtfaktor i israelsk politik. De ultraortodokse politikere er på papiret anti-zionister og skulle i princippet slet ikke beskæftige sig med, hvad der foregår i Knesset, men de tager del i det politiske liv, fordi dette skaffer adgang til statslige bevillinger. Gennem hele sin politiske historie har Israel aldrig haft noget parti med absolut flertal i Knesset. Regeringskoalitioner har altid været normen, og i det spil har de ultraortodokse partier næsten uden undtagelse været tungen på vægtskålen, hvilket som bekendt er et godt udgangspunkt for at få mærkesager igennem.

 

Gennem sin politiske historie har Israel aldrig haft noget parti med absolut flertal. Regeringskoalitioner har altid været normen, og i det spil har de ultraortodokse partier næsten uden undtagelse været tungen på vægtskålen
_______

 

Her spiller sagen om værnepligten en central rolle. Gennem mange år er det lykkedes de ultraortodokse politikere at hæge over fritagelsen fra militærtjeneste, og de benyttede deres politiske magtposition til at skaffe bevillinger til deres vælgere. Som bagland har de en befolkning med enorm vælgerdisciplin, hvilket navnlig er kendetegnende for den hassidiske verden. Dette er en særlig strømning i ortodoks jødedom, der opstod i det 18. århundredes Østeuropa. Den består af en lang række grupper, der typisk er ekstremt topstyrede, og hvor den rabbinske ledelse går i arv fra far til søn. De forskellige familie-dynastier har et vist samarbejde, og i dette regi har man et ældreråd, der i alt væsentligt også bestemmer kursen for de ultraortodokse politikere i Knesset. Gur er en af de store og meget magtfulde grupper. Faktisk er Yaakov Litzman, en af de prominente Knesset-politikere fra Forenet Torajødedom, selv Gur-hassid.

Det sekulære Israel begyndte for alvor at vise åben opposition mod den ultraortodokse indflydelse i kølvandet på de sociale protester, der greb landet i sommeren 2011. Her blev der stillet krav om et mere retfærdigt samfund, og det mundede snart ud i parolen ’Vi skal alle bære byrden’ – det utvetydige budskab var, at alle skal tage deres del af tørnen med at forsvare landet.

Der har været flere forsøg på at bryde med tilstanden og hjælpe de ultraortodokse ud af klemmen. Det israelske forsvar har forsøgt at opbygge særlige enheder, der tilgodeser ultraortodokse soldaters behov, og der er blevet stillet forslag om at skabe en art samfundstjeneste, der synes knapt så ”zionistisk” som militærtjenesten. Intet af dette har ført til egentlige resultater.

På samme vis har man forsøgt at få flere ultraortodokse kvinder på arbejdsmarkedet, og flere virksomheder har åbnet særlige afdelinger med den type medarbejdere for øje. Men her påpeger kritikere, at mens kvinderne således sættes i stand til at tjene en rimelig løn og sørge for familien, virker det for manden kun som et yderligere incitament til at fortsætte med studierne, og så gør man kun ondt værre, hvad angår det oprindelige problem.

Det er særligt derfor, lovforslaget om obligatorisk værneligt for samtlige borgere er så kontroversielt. For det skærer dybt og lige igennem den personlige finfølelse ved at tvinge, i stedet for at lokke, de ultraortodokse mænd ud af deres selvvalgte isolation.

 

Lovforslaget om obligatorisk værneligt for samtlige borgere er så kontroversielt, fordi det skærer dybt og lige igennem den personlige finfølelse ved at tvinge, i stedet for at lokke, de ultraortodokse mænd ud af deres selvvalgte isolation
_______

 

The show must go on
Det har næppe forbigået nogens opmærksomhed, at årets Melodi Grand Prix for nylig blev afholdt i Tel Aviv. Som et naturligt element skulle det hele koordineres med, hvornår det globale tv-publikum sidder foran skærmene, og derfor skulle finalen finde sted lørdag aften. Dermed stod man overfor Israels ultraortodokse problem. På netop dén lørdag sluttede sabbatten klokken 20:14, og som følge heraf måtte forberedelserne til aftenens store musikfest begynde på helligdagen og dermed forbryde sig mod den.

Netop den del af sagen har længe været kernen i den ultraortodokse modstand mod, at Israel overhovedet skulle påtage sig værtskabet. Kampen blev tabt, og showet kørte over verdens tv-skærme, men en af Israels to overrabbinere, Israel Lau, kom alligevel med et modtræk. Han foreslog, at religiøse jøder for at forsone sig med Gud skulle forlænge sabbatten med 10 minutter i hver ende, så den i Tel Aviv ville slutte klokken 20:24.

Det vides ikke, hvor mange der efterlevede overrabbineren, men det syndige Tel Aviv fastholdt, at the show must go on! Men nu har Avigdor Lieberman sat så voldsom fokus på sagen, at den heller ikke kan undgå at blive en del af den kommende valgkamp.

Det er naturligvis vanskeligt at sige, hvad nyvalget vil føre til. Men ifølge de meningsmålinger, som allerede foreligger, vil det kun blive vanskeligere for Netanyahu at danne sin regering. Ganske vist bliver Likud ifølge målingerne stående på de samme 35 mandater, men det ultraortodokse Shas-parti mister et, og Det Forenede Højre, som er et samarbejde mellem tre partier på den yderste højrefløj, risikerer at falde under spærregrænsen. Lieberman står modsat til at blive valgets store vinder, idet Yisrael Beiteinu går frem fra de nuværende fem til ni mandater.

Holder dette stik, vil Netanyahu altså være endnu mere afhængig af Lieberman, og denne vil med stor sandsynlighed holde ligeså kompromisløst fast på sit krav om den generelle værnepligt. Slagsmålet vil med andre ord fortsætte med uformindsket styrke, og trætheden har allerede sat sig i befolkningen: Meningsmålingerne siger, at valgdeltagelsen 17. september bliver markant lavere end sidst. ■

 

Lieberman står til at blive valgets store vinder. Holder dette stik, vil Netanyahu være endnu mere afhængig af Lieberman, og denne vil sandsynligvis holde ligeså kompromisløst fast på sit krav om den generelle værnepligt. Slagsmålet vil med andre ord fortsætte
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne