10.10.2019

Den politiske krise, som Israel gennemlever i denne tid, udmønter sig i et opgør med korrupte politikere og religiøs indflydelse på samfundsudviklingen. I begge forhold bliver Netanyahu kendt skyldig. Derfor er han på vej ud.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Mange israelere synes at drage et lettelsens suk i disse tider. Det er endnu ikke officielt, og ingen siger det højt, men tiden med Netanyahu ved roret er ved at være slut. Sådan siger folkestemningen i hvert tilfælde, og det virker usandsynligt, at den ikke skulle tale sandt.

Israelerne er gået til valg hele to gange inden for det sidste halve år. Første gang var 9. april, hvor alle regnede med, at Benyamin Netanyahu efterfølgende ville samle endnu en højrenational regering med sig selv i rollen som premierminister. Men kabalen ville ikke gå op. Derfor sørgede Netanyahu i stedet for at få Knesset til at opløse sig selv, hvilket var ensbetydende med, at der skulle udskrives valg én gang til.

Det blev 17. september. Mange mente endnu, at Netanyahu mestrede det politiske spil og denne gang ville køre sejren hjem. Men resultatet blev ikke bare, at Netanyahus parti, Likud, mistede to mandater. Rivalen Kahol Lavan opnåede 33 pladser og er nu det største parti i Knesset – og den politiske kabale er kun blevet endnu vanskeligere. Siden valget har Netanyahu udfoldet alle sine talenter i forsøget på at skabe en ny regering, men intet synes at lykkes for ham. Det virker, som om magien er brudt, og det er i sig selv noget af en revolution.

Det større perspektiv er dog endnu vigtigere: Netanyahu har flere sigtelser for blandt andet korruption hængende over hovedet, og lige nu er både de israelske vælgere og det politiske etablissement ved at sætte ham stolen for døren. Dermed får Israels aktuelle politiske krise karakter af en oprydning og et vigtigt paradigmeskifte.

 

Op til valget 17. september fastholdt Lieberman sin stærkt sekulære linje, men nu kræver han også ordholdenhed fra politikerne, og ikke mindst en pletfri straffeattest
_______

 

Den ordholdende Lieberman
Hovedpersonen er i mere end én forstand Avigdor Lieberman. Han står i spidsen for det lille parti Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), der hører hjemme på den nationale højrefløj og i mange år har været en naturlig regeringspartner for Likud. I denne omgang havde man også regnet med at se partiet i sin vante rolle, men efter valget 9. april sagde Lieberman fra. Han indvandrede selv fra Moldova i en ung alder, og en overvejende del af hans vælgere er borgere fra de tidligere sovjetrepublikker, hvorfra de har en stærkt sekulær tilgang til livet.

Dette var den ydre årsag til Liebermans oprør mod Netanyahu. Israel har aldrig haft nogen regering uden deltagelse af de ortodokse jødiske partier. Men Lieberman erklærede nu, at han gerne så en nationalt indstillet regering, men at den under ingen omstændigheder kunne fungere på religiøse betingelser.

Siden har dette budskab fået endnu et element. Op til valget 17. september fastholdt Lieberman sin stærkt sekulære linje, men nu kræver han også ordholdenhed fra politikerne, og ikke mindst en pletfri straffeattest. Derfor hedder det sig nu, at han gerne sidder i regering med Likud, men under ingen omstændigheder så længe partiet ledes af Netanyahu.

Dette har givet pote. Ved omvalget gik Yisrael Beiteinu frem fra 5 til 9 mandater, og Lieberman sidder i en yderst magtfuld position. Men først og fremmest betragter mange ham næsten som en slags politisk trendsetter, hvilket understreges af hans mange nye vælgere.

Yisrael Beiteinu har altid været set som et udpræget nicheparti. Det var for ”russere”, som partiets vælgere kaldes under et. Men undersøgelser viser, at partiet i denne omgang har fået solid opbakning blandt de israelske drusere. De tilhører en etnisk gruppe, der lever i både Libanon, Syrien og det nordlige Israel. For omkring 800 år siden forlod de shiaislam for at gå deres egne veje, og et særkende ved den drusiske religion er, at man til enhver tid holder sig loyal overfor det styre, man lever under. De er derfor stærkt nationale og har i Israel ofte stemt på Likud. Lieberman står for de samme nationale idealer, og hans anden mærkesag ifm. dette valg – ordholdenhed – er også centralt i den drusiske tradition. Det er en udbredt opfattelse, at hos Lieberman er et ord et ord – og det gælder, hvad enten man bryder sig om hans ord eller ej. Her ligger forklaringen nok også på, at Yisrael Beiteinu noterede markant fremgang selv i Tel Aviv, som ellers plejer at stemme til venstre for midten.

 

Israelerne ønsker ændringer. Det er nok hovedbudskabet ved dette valg. De ønsker en ny gennemsigtighed og ikke mindst politikere, som man kan stole på
_______

 

Hytteostrevolutionen
Israelerne ønsker ændringer. Det er nok hovedbudskabet ved dette valg. De ønsker en ny gennemsigtighed og ikke mindst politikere, som man kan stole på. Med andre ord ligner dette et opgør med en tradition, som har været fremherskende lige siden statens grundlæggelse i 1948.

I den israelske selvforståelse var landet under belejring lige fra dag ét. Selvstændighedserklæringen 14. maj 1948 blev mødt med en krigserklæring fra de omkringliggende arabiske stater, og den unge stat overlevede kun på et hængende hår. I de første årtier var økonomien stram, og man havde en fornemmelse af at leve på en isoleret ø midt i et fjendtligt hav. Ideologien var socialistisk, og selv om Israel var et demokrati, var det stærkt topstyret. Dette skabte magtfulde og egenrådige ledere, og hensynet til etiske detaljer blev ofte tabt i svinget, fordi kampen for overlevelse havde en tendens til at overskygge alt. Det klassiske eksempel er generalen og krigshelten Moshe Dayan, der senere blev politiker. Han havde et udsvævende kærlighedsliv, og som amatørarkæolog benyttede han sin magtposition til at foretage egne udgravninger med soldater som arbejdskraft, og han opstillede en hel række af de værdifulde fund i sin egen baghave. Samfundet vidste godt, hvad der foregik, men så igennem fingre med det. Der var ikke nogen politisk vilje til at tage opgøret – og desuden havde Dayan jo gjort så meget andet til nationens bedste!

Kimen til et holdningsskifte kom ved valget i 1977. Da mistede Arbejderpartiet magten for første gang i landets historie. Den nye leder var Menachem Begin fra Likud-partiet, og han havde vundet vælgernes gunst ved at tordne mod den magtelite, som Moshe Dayan tilhørte. Om end han selv var af polsk afstamning, stillede Begin sig som talsmand for de sefardiske jøder, altså jøder med mellemøstlig og nordafrikansk baggrund, der i vid udstrækning var blevet tilsidesat under de hidtidige regeringer. Det er i den del af befolkningen, man fortsat finder Likud-partiets kernevælgere, men trods Begins høje idealer, har partiet vist sig at være lige så elitært og indspist som Arbejderpartiet. Det er i denne ånd, Netanyahu har haft sin politiske løbebane.

Den virkelige holdningsændring kom nok i sommeren 2011. Direkte inspireret af de sociale protester i Egypten tidligere det år, opstod noget tilsvarende i Israel. Det startede med en Facebook-gruppe, hvor borgere krævede billigere hytteost – israelernes foretrukne morgenmad – og da det lykkedes, blev det døbt hytteostrevolutionen. Denne bredte sig og blev til krav om billigere boliger, bedre uddannelsesmuligheder og et samfund med mindre sociale forskelle. Senere udviklede det sig til et krav om ordholdende politikere og protester mod den religiøse indflydelse på samfundsudviklingen – og hermed har vi konturerne af den aktuelle situation.

Denne har i øvrigt også en særlig israelsk drejning. Hvor man i sædvanlig vestlig optik ville forbinde den israelske revolution med en venstredrejning, har den ført til fænomenet Lieberman. Dette hænger sammen med, at fredsprocessen med palæstinenserne i flere år var været betragtet som død. Israelerne skuer indad, hvilket palæstinenserne i øvrigt også gør, og i den forbindelse har skillelinjen mellem højre og venstre på det politiske spektrum mistet en stor del af sin betydning.

Hvad angår de sociale mærkesager, står de ortodokse partier på mange områder som de mest progressive. Det, vi ser i Israel lige nu, er derfor et opgør, der kan ses som progressivt, idet kravet er retten til sekularisme. Men idet fredsprocessen – og dermed talen om en tostatsløsning – er mere eller mindre fraværende fra den politiske diskurs, falder disse synspunkter fint i hak med traditionelle højrefløjssynspunkter. Man kan beskrive det som en national sekularisme, og tværsummen af alt dette hedder Lieberman.

 

Gennem hele forløbet er det lykkedes [Netanyahu] at bevare den politiske opbakning internt i Likud-partiet, og det er udefra set stadig tilfældet. Det er almindeligt kendt, at han har gjort dette ved at spille politiske rivaler i partiet ud mod hinanden og ved at skabe en stemning af frygt og mistro i organisationen
_______

 

Arvefølgekrigen venter
Denne israelske variant af det såkaldte arabiske forår har allerede sat sig. Landets presse er blevet langt mere åbenmundet, og der er opstået en lang række organisationer, der kæmper for alt fra menneskerettigheder og borgerfrihed til ligestilling og miljø. Resultaterne har også vist sig. En tidligere præsident, Moshe Katzav, har allerede afsonet en fængselsstraf for voldtægt, og tidligere premierminister Ehud Olmert har siddet inde for korruption. Sager som disse var formentlig blevet fejet ind under gulvtæppet før i tiden, men Israel har ændret sig – og det er også her, fortiden er ved at indhente Netanyahu.

Han står anklaget for at have modtaget bestikkelse. En amerikansk milliardær har skaffet sig personlige fordele ved at holde familien Netanyahu rigeligt forsynet med cigarer og lyserød champagne, og ud over dette har Netanyahu angiveligt søgt at skaffe sig politiske fordele ved at manipulere med pressen. Dertil kommer en række andre forhold, der alt i alt kan give ham op til flere års fængsel.

Derfor ligner Netanyahus mange politiske manøvrer i forbindelse med årets to Knesset-valg mest af alt et forsøg på at holde sig ved magten. For så længe han bevarer sin parlamentariske immunitet, kan han holde retssagen fra livet. Gennem hele forløbet er det lykkedes ham at bevare den politiske opbakning internt i Likud-partiet, og det er udefra set stadig tilfældet. Det er almindeligt kendt, at han har gjort dette ved at spille politiske rivaler i partiet ud mod hinanden og ved at skabe en stemning af frygt og mistro i organisationen. Før det seneste valg fik han således samtlige Likud-parlamentarikere til at underskrive en troskabserklæring.

Men selv den interne magtposition er ved at smuldre. Undervejs har Netanyahu skaffet sig mange fjender, og de er klar til at slå igen. En af dem er præsidenten, Reuven Rivlin, der selv har en fortid som Likud-politiker. Udadtil hæger Rivlin over embedets upartiske værdighed, men der er ingen tvivl om hans antipati for Netanyahu, og han har tydeligvis en plan for at fælde Netanyahu.

Eftersom Kahol Lavan fik det højeste antal mandater ved valget 17. september, skulle Rivlin have givet partileder Benny Gantz det første skud til at danne en regering. Men det ligger i kortene, at dette ikke kan lade sig gøre, så derfor ligner det en klar strategi at lade buddet gå til Netanyahu. Dermed har man sprunget et led og 28 dages spildtid over. Netanyahu takkede ja, og allerede nu forekommer det usandsynligt, at det vil lykkes ham. Efterfølgende vil Gantz få chancen, og når vi kommer så vidt, vil arvefølgekrigen i Likud sandsynligvis være brudt ud. Der er allerede tiltagende murren i partiets kroge, og hvis Netanyahu må kaste håndklædet i ringen, vil der ifølge mange israelske iagttagere opstå et massivt krav om et lederskifte i partiet. Det vil muligvis kunne bane vejen for en samlingsregering bestående af Likud og Kahol Lavan – for Gantz har hele tiden sagt, at han gerne går i samarbejde med Likud, men under ingen omstændigheder så længe partibossen hedder Netanyahu.

Og hvad så med Avigdor Lieberman, der jo på mange måder er spillets hovedperson? Han har flere gange udtalt, at han ikke nødvendigvis stræber efter en ministerpost. I hans øjne vil den netop nævnte samlingsregering være et fornemt resultat, for den lever op til hans to hovedkrav, der udløste hele krisen: en regering uden religiøs indflydelse – og uden Netanyahu. ■

 

I [Liebermans] øjne vil den netop nævnte samlingsregering være et fornemt resultat, for den lever op til hans to hovedkrav, der udløste hele krisen: en regering uden religiøs indflydelse – og uden Netanyahu
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland