10.04.2019

Der er en ny verden omkring Netanyahus Israel – og én, han selv meget aktivt prøver at forme

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV. Da Netanyahu sammensatte sin koalitionsregering efter valget i 2015, tildelte han sig selv udenrigsministerposten ved siden af rollen som regeringschef. Denne usædvanlige ordning blev forklaret med, at han dermed havde en tung ministerpost på hånden, hvis et andet parti skulle føle sig fristet til at slutte sig til hans regering. Men der viste sig aldrig nye deltagere i hans regeringssamarbejde, og efterhånden forstod analytikerne, at Netanyahu havde truffet beslutningen for permanent selv at kunne kontrollere landets udenrigspolitik.

Dele af den er nye variationer over klassiske temaer – herunder hans syn på Iran. Men meget er i forandring omkring Netanyahus Israel, der bag premierministerens beslutsomme stil udvikler nye forhold til en række af sine naboer.

Den truende verden
I midten af februar indgik Israel og Storbritannien en samhandelsaftale med ikrafttræden forud for Brexit. I den forbindelse talte premierminister Benjamin Netanyahu i telefon med den britiske minister for udenrigshandel, Liam Fox. Ifølge pressemeddelelsen forsømte den israelske leder ikke at nævne, hvor meget han værdsætter det gensidige venskab mellem de to nationer, og så forsømte han ikke lejligheden til at understrege vigtigheden af at lægge yderligere pres på Iran og bakke op om de amerikanske sanktioner mod landet.

For Netanyahu åbner stort set ikke munden ved nogen lejlighed uden også at indflette nogle bemærkninger om de iranske atomprogrammer og den deraf følgende trussel mod Israel. Iran har spillet en dominerende rolle i de senere års israelske udenrigspolitik, i en grad så sagen på mange måder også har overskygget indenrigspolitikken.

I april 2018 bad Netanyahu om plads i tv’s bedste sendetid for at fremlægge en omfattende dokumentation, som Israels efterretningstjenester havde smuglet ud af Iran. Man ville bevise, at de iranske atomprogrammer fortsat var i sving på trods af aftalen med USA om at stille dem i bero. For at resten af verden skulle forstå budskabet, henvendte han sig til den israelske offentlighed på engelsk. Efterfølgende blev der sat store spørgsmålstegn ved efterretningerne, som sandsynligvis bestod af forældede dokumenter uden relation til den aktuelle situation, men da havde budskabet allerede sat sig i både ind- og udland.

 

Faren fra de iranske atomprogrammer kan forekomme meget reel, hvis sagen bliver præsenteret på den rigtige måde. Og ved at høre emnet gentaget i mange forskellige sammenhænge vinder det troværdighed. I mange vælgeres øjne kommer Netanyahu derved til at fremstå som ’Mr. Security’
_______

 

Et af Netanyahus politiske virkemidler er at opstille trusselsscenarier på afgørende tidspunkter. Da valgdeltagelsen i 2015 tegnede til at blive usædvanligt lav, hvilket sandsynligvis ville have kostet Netanyahus Likud-parti mandater, gik Netanyahu til medierne og sagde, at ”araberne strømmer til valgstederne”. Intet tydede på, at de israelske arabere var på vej til urnerne i usædvanligt omfang, men knebet virkede. Likud sikrede sig ved manøvren et stort antal ekstra stemmer, og valgsejren var sikret.

Udenrigspolitikken former sig efter samme mønster. Faren fra de iranske atomprogrammer kan forekomme meget reel, hvis sagen bliver præsenteret på den rigtige måde. Og ved at høre emnet gentaget i mange forskellige sammenhænge vinder det troværdighed. I mange vælgeres øjne kommer Netanyahu derved til at fremstå som ’Mr. Security’, og det sikrer en vidtrækkende overbærenhed med eksempelvis de sager om korruption og nepotisme, som i de senere år har hobet sig op omkring den israelske leder. Da politiundersøgelserne resulterede i, at der blev rejst tiltale mod Netanyahu op til valget den 9. april, beskyldte han venstrefløjen for heksejagt og forsøgte at appellere til vælgernes gunst ved at give den i rollen som martyr.

Irans regionale drømme
Drømmer de iranske ledere faktisk om at bombe Tel Aviv og udslette Israel? Det virker ikke sandsynligt. Skulle iranerne på et tidspunkt komme i besiddelse af atommissiler, er det næppe sandsynligt, at de vil bruge dem. For selvom Israel aldrig har vedkendt det officielt, er ingen i tvivl om, at landet råder over et atomarsenal, der vil være i stand til at gengælde ethvert iransk angreb. Og fordi Iran med ayatollah Ali Khamenei som øverste leder er inde på en yderst pragmatisk kurs, giver et angreb – og den tilsvarende israelske gengældelse – ingen mening.

Iranerne har andre ambitioner, mener en række israelske analytikere. Landet har således en lang tradition for at se Saudi-Arabien som rival. Det handler om olie – kontrol med oliepriser og med Den Persiske Golf, som er farvandet mellem de to naboer. Ikke mindst hænger det sammen med det ældgamle religiøse modsætningsforhold mellem det shiamuslimske Iran og det overvejende sunnimuslimske Saudi-Arabien. Iran kan også tænkes at gøre sig gældende, hvis Saudi-Arabien, som nogle ser for sig, skulle gå i opløsning, idet flertallet af indbyggerne i de østlige saudiske provinser, hvor oliefelterne også primært befinder sig, er shiamuslimer og dermed har et vist fællesskab med den iranske befolkning.

Dette er indlysende grunde til, at Iran har ambitioner om at stå i rollen som regional stormagt og dermed også har en interesse i at opruste militært.

At de iranske ledere retter den aggressive retorik mod Israel, er derfor næppe mere end mundsvejr. Det er en videreførelse af en regional tradition, der går helt tilbage til Israels oprettelse i 1948 – for ved den lejlighed blev 700.000 palæstinensere flygtninge.

Spillet om Syrien
I de senere år er der imidlertid sket ting, som kan forstyrre magtbalancen. Her tænkes især på den otte år lange syriske borgerkrig, som er blevet en anden grundpille i Netanyahus israelske udenrigspolitik.

Naboskabet mellem Israel og Syrien har aldrig været godt. Syrien var blandt hovedaktørerne i krigene mod Israel i 1948-49, 1967 og 1973, og siden den israelske besættelse af de syriske Golanhøjder under Seksdageskrigen i 1967 har forholdet været endnu mere anstrengt. For Hafez al-Assad, der var syrisk leder fra 1971 og frem til sin død i 2000, var israelsk tilbagetrækning fra Golanhøjderne et ultimativt krav for overhovedet at starte en fredsdialog. Det skete aldrig, og da hans søn og landets nuværende leder, Bashar al-Assad, tog roret, blev sagen mere eller mindre henlagt. Den blev til endnu et af Mellemøstens uløselige problemer.

 

Netanyahu gjorde noget nyt: Han stod frem og talte åbent om de israelske operationer i syrisk luftrum, mens Israel fik en voksende rolle i den syriske borgerkrig
_______

 

Men med borgerkrigen, der brød ud i 2011, har tingene ændret sig. Islamisk Stat satte sig på store dele af det lovløse land, og en tid beherskede kalifatet et par lommer ganske tæt på grænsen til Israel. Men islamisterne havde hele tiden fokus på andre muslimske befolkninger, og uden for regionen rettede de deres angreb på mål i Europa og betragtede USA som hovedfjenden. Israel havde ikke deres primære interesse.

Israelerne var dog på vagt, hvilket ikke mindst hang sammen med, at en af landets traditionelle fjender, Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, gik aktivt ind allerede tidligt i borgerkrigen for at give Assads vaklende styre en hjælpende hånd. Og fordi Hizbollah i årevis har haft nære forbindelser til Teheran, kom Iran ad den vej ind i den syriske konflikt.

Dette var vand på Netanyahus mølle. Israel gjorde sig klar til at spille en mere aktiv rolle. Militært holdt man sig på sidelinjen, men gjorde sig synlig ved en række operationer, hvor man hentede sårede soldater ud fra den syriske kampplads til behandling på israelske hospitaler. Og da iranerne kom fysisk til stede i form af våbenleverancer og ekspertbistand for at stabilisere situationen for Assad-styret, rettede Israel en række flyangreb mod mål i Syrien. I januar blev 11 mennesker dræbt, da israelske fly bombede en lokalitet i nærheden af Damaskus. Ifølge organisationen Syrian Observatory for Human Rights var der flere iranere blandt de omkomne. Den slags plejer det israelske forsvar at ordne i stilhed og uden at sige for meget, men Netanyahu gjorde noget nyt: Han stod frem og talte åbent om de israelske operationer i syrisk luftrum, mens Israel fik en voksende rolle i den syriske borgerkrig.

Hjertet af den muslimske verden
I januar 2019 aflagde Netanyahu – som den første israelske leder nogensinde – et officielt visit i den nordafrikanske stat Tchad. Netanyahu lod da også verden vide, at det var en skelsættende begivenhed. Besøget mundede ud i etableringen af diplomatiske forbindelser mellem de to lande, og det blev optakten til en lignende proces i forhold til Mali.

Men hvorfor egentlig? Tchad kappede de diplomatiske forbindelser til Israel i 1972. På det tidspunkt tog 22 afrikanske stater det skridt, som i mange tilfælde var orkestreret af Libyens leder, Moammar Gaddafi. Denne havde forsøgt at skabe en panarabisk stat med deltagelse af Egypten og Syrien, men det var faldet til jorden, så nu prøvede han at stille sig i spidsen for Afrika, blandt andet ved dette initiativ. Indtil da havde israelerne ellers haft stærke forbindelser til store dele af kontinentet, bl.a. i kraft af udsendelse af landbrugseksperter – dog ikke i væsentligt omfang til Tchad. Den nye tilnærmelse forventes heller ikke at føre til nogen blomstrende samhandel. Det betydningsfulde ligger derimod i, at 55 procent af befolkningen i Tchad er muslimer, hvilket fik Netanyahu til at beskrive skridtet som ”et gennembrud ind i hjertet af den islamiske verden”.

Store ord, måske, men strategien er tydelig. Lejligheden byder sig til at skaffe oprejsning for 1970’ernes diplomatiske øretæve, hvilket både afstiver den israelske selvrespekt og øger vælgernes respekt for Netanyahu.

På lignende vis har premierministeren udstrakt sine udenrigspolitiske bestræbelser til andre steder, fx Brasilien, hvor han er kommet til at stå på god fod med den stærkt højreorienterede præsident, Jair Bolsonaro. Denne har kvitteret for venligheden ved at ytre ønske om at flytte den brasilianske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem – som præsident Trump gjorde på den israelske uafhængighedsdag i maj 2018. På denne måde giver Brasilien sin utvetydige anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, hvilket i Netanyahus optik er en betydelig gevinst.

 

Den Arabiske Liga […] har i dag store vanskeligheder med at finde fælles fodslag, og det har Netanyahu til fulde forstået at udnytte
_______

 

I den islamiske verden har Netanyahu også været på frierfødder over for oliestaten Oman, der hører til i en helt anden økonomisk vægtklasse end Tchad og Mali. Israel og Oman har i mange år haft uformelle relationer og diskret handelssamkvem, og planen er nu at udbygge dette med henblik på at udveksle ambassadører. Ved på denne måde at drive kiler ind i den islamiske verden og udbygge bilaterale relationer skaber man splittelse i den arabiske verden, der førhen stod som en næsten forenet front mod Israel. Den Arabiske Liga, der for blot ti år siden var en magtfuld organisation, har i dag store vanskeligheder med at finde fælles fodslag, og det moment har Netanyahu til fulde forstået at udnytte. Hertil kommer, at hver gang det lykkes at cementere endnu et diplomatisk venskab, sikrer man sig endnu en stemme i FN’s Generalforsamling, hvor der i visse sager har været massivt flertal imod Israel.

Alt dette har også en iransk vinkel. For store dele af Mellemøsten er involveret i deres egne opgør med Iran, hvilket tydeligst kommer til udtryk ved en større boykot blandt flere mellemøstlige lande af det lille, hovedrige emirat Qatar. Der er befolkningen overvejende shiamuslimsk, ligesom i Iran, og landet har i årevis kørt politisk parløb med styret i Teheran. Qatar har også længe ført en aktivistisk udenrigspolitik og – som Iran – givet omfattende økonomisk støtte til grupper som Hamas på Gazastriben og Hizbollah i Libanon. Dette fik i juni 2017 Saudi-Arabien til at lukke grænsen til Qatar og indlede en stram boykot, der fik tilslutning af bl.a. Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Jordan og Bahrain. Egypterne og jordanerne har allerede fredsaftaler og diplomatiske forbindelser med Israel. Der har aldrig været tale om ret meget andet end såkaldt kold fred, som gentagne gange har været ramt af krise med hjemkaldelse af ambassadører. Men ikke desto mindre har både jordanere og egyptere, samt ikke mindst israelere, forstået betydningen af disse aftaler og søgt at værne om dem. De øvrige stater står tøvende – og har formelt stadig ikke nogen forbindelse til den jødiske stat.

Her er det såkaldte saudiske fredsinitiativ interessant. Det er en plan, hvor styret i Riyadh i 2002 foreslog kollektiv arabisk anerkendelse af Israel mod komplet israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder, altså Vestbredden, Gazastriben og Golanhøjderne. Forslaget blev godkendt på Den Arabiske Ligas topmøde i Beirut samme år og var dermed et oplæg til dannelsen af en palæstinensisk stat. Det med staten er siden gledet i baggrunden, men planen står stadig som et fælles oplæg til en mindre fjendtlig holdning over for Israel, og den synes at have fået nyt indhold, fordi man også finder behov for en fælles holdning til ’den shiamuslimske halvmåne’ (dette er betegnelsen for landområdet med store shiamuslimske befolkninger – fra Libanon over Syrien og Irak til Iran, der jo er kilden til fælles bekymring i resten af den arabiske verden).

USA’s exit
De iranske ledere henviser fortsat til den palæstinensiske sag som årsagen til fjendskabet til Israel, og denne retorik har i årtier været et letgenkendeligt fællestræk for en stor del af den arabiske verdens ledere. Men i 2011 udbrød det såkaldte Arabiske Forår – der har vist sig at bringe alt andet end forårsstemning til regionen – og det har flyttet fokus mod andre konflikter. Mange har simpelthen mistet interessen for palæstinensernes krav og den fortsatte israelske besættelse.

Et godt eksempel er udviklingen i Egypten. I 29 år holdt den egyptiske leder, Hosni Mubarak, sin befolkning fanget i nødretslovgivning, og en af hans begrundelser var, at man ikke havde plads til almindelige borgerrettigheder i Egypten, før der var fundet en løsning på det palæstinensiske problem. Protesterne på Tahrir-pladsen i Kairo i begyndelsen af 2011 modsagde denne logik. Befolkningen havde indset, at man sagtens kunne kræve et anstændigt samfund alligevel – og det gjorde man. I dag har egypterne derfor opmærksomheden rettet mod landets mange indre konflikter samt landets rolle i resten af den arabiske verden. Samtidig opretholder styret blokaden af palæstinenserne på Gazastriben, uden at ret mange tager anstød af det. Hamas, som har magten i Gaza, har nemlig stærke ideologiske bånd til Egyptens Muslimske Broderskab, som blev valgt ved det første demokratiske valg efter den egyptiske revolution. Men Broderskabet formåede ikke at indfri egypternes forventninger til et bedre samfund og blev sat fra magten et lille år senere. I dag ledes Egypten af general Sisi, og selvom borgerrettighederne har det lige så skidt som i Mubarak-tiden, forbinder mange egyptere hans styre med en vis stabilitet.

Det er denne dynamik, Israel har udnyttet i sin udenrigspolitik. Ved at dyrke strategiske interesser længere ude i regionen har den israelske regering bevidst tilsidesat palæstinenserne. Det er fx sket i forhold til Jordan, som sluttede fred med Israel i 1994. Den jordanske kong Abdallah fører en vanskelig balancegang, og forholdet til Israel har sine op- og nedture, men i det store og hele er der tale om et konstruktivt samarbejde. Alt imens viser jordanerne ikke synderlig interesse for den palæstinensiske selvstyreregering i Ramallah på Vestbredden. Og i de rige golfstater er palæstinenserne stort set forsvundet fra den officielle retorik.

Situationen har været særligt opportun for Netanyahu, efter at Donald Trump satte sig til rette i Det Hvide Hus. Trump har, helt på samme måde som Netanyahu, identificeret Iran som kilden til konflikterne i Mellemøsten og var hurtig til at underkende og annullere sin forgænger, Barack Obamas, tilnærmelser til iranerne, først og sidst aftalen om at få stillet de iranske atomprogrammer i bero.

I lang tid så det ud til, at Trump og Netanyahu kørte parløb. Tilsyneladende var de enige om at sætte den palæstinensiske sag i skammekrogen og også i sync, når det gjaldt resten af det strategiske billede i Mellemøsten, herunder Iran, hvor Netanyahu naturligvis til fulde bakkede op om Trumps skærpelse af sanktionerne.

 

Ved at dyrke strategiske interesser længere ude i regionen har den israelske regering bevidst tilsidesat palæstinenserne. […] Og i de rige golfstater er palæstinenserne stort set forsvundet fra den officielle retorik
_______

 

Imens talte Trump videre om sin ’ultimative fredsplan’ for Mellemøsten. Denne er i skrivende stund fortsat en ukendt størrelse, selvom administrationen i Washington har mere end antydet, at den – i et vist omfang – kommer til at rumme en palæstinensisk stat på Vestbredden og samtidig vil definere Jerusalem som udelt israelsk hovedstad.

Blot konturerne af en plan stillede Netanyahu i et vanskeligt dilemma, fordi den vil vække modstand i bosætterbevægelsen, der stiller sig skarpt imod nogen form for territorielt kompromis med palæstinenserne. I årevis har Netanyahus skiftende regeringer været afhængige af politisk støtte fra netop denne fløj. Som følge heraf forsøgte Netanyahu at ignorere Trumps kommende fredsplan og fortsatte med at fokusere på sin egen udenrigspolitik, der i stigende grad blev synonym med udviklingerne i Syrien. Men netop der fulgte den næste grimme overraskelse, da Trump i december 2018 meddelte, at de 2.000 amerikanske soldater, der befandt sig i Syrien, skulle trækkes ud.

Den amerikanske tilbagetrækning kommer ikke til at ske med den hast, som Trump havde forestillet sig. Men for Netanyahu betyder beslutningen, at udenrigspolitikken pludselig må føres på helt andre vilkår, kort og godt uden USA i ryggen. Naturligvis bakker USA massivt op om Israels forsvarspolitik på andre områder, og det ikke mindst ved den årlige militærstøtte på et par milliarder dollars. Men i relation til Syrien har det amerikanske kontingent på et par tusinde mand haft stor symbolbetydning, og navnlig i diplomatiske sammenhænge.

Mod al forventning er det lykkedes Bashar al Assad – med den massive støtte fra eksterne parter – at holde sammen på landet og skabe en relativ ro i Syrien. Islamisk Stat er blevet reduceret til en ubetydelig enklave, og den møjsommelige genopbygning af det ødelagte land kan måske begynde. Men en af de kameler, Assad har måttet sluge, er Irans fortsatte tilstedeværelse i landet – og, ikke mindst, Ruslands. Som en del af sin aftale med Assad har Rusland erhvervet sig ret til at beholde sine baser i Syrien i de kommende 50 år, og på mange måder er det Moskva, der nu bestemmer, hvor skabet skal stå.

For Israel har det indlysende fordele, at Syrien ikke er faldet fra hinanden, som det ellers længe så ud til ville blive tilfældet. Syriens kollaps ville have banet vejen for Islamisk Stat og lignende grupper og på mange måder omdannet landet til det, Libanon var i 1970’erne og 1980’erne. Libanon er, på samme måde som Syrien, en uhomogen stat bestående af en række etniske og religiøse samfund; på grund af en manglende central ledelse blev landet kastet ud i blodig borgerkrig, og selvom der i dag formelt hersker fred, kan Libanon ikke betragtes som noget stabilt land.

Men USA’s exit og det syriske forsvars stærkt reducerede evne til at sætte sin magt igennem har altså efterladt et vakuum, som nu udfyldes af Iran og Rusland. I en tid gav Rusland israelerne nogenlunde frie hænder til at operere i syrisk luftrum, men efter at israelerne skød et russisk militærfly ned i september 2018, har man set en mærkbar stramning af kursen. Selvom Israel aldrig påtog sig det officielle ansvar for nedskydningen, reagerede Moskva ved at forbyde israelerne at bevæge sig ind i syrisk luftrum. Det israelske flyvevåben har stort set ikke været i Syrien siden da, samtidig med at russerne har udstyret det syriske forsvar med avancerede S300-missiler med kapacitet til at nedskyde fly. Desuden har russerne ignoreret det centrale israelske krav om, at den iranske tilstedeværelse skal holdes 60-80 kilometer fra grænsen til Golanhøjderne.

Så på sin vis har Netanyahus konstante fremhævelse af den iranske trussel vist sig ikke at være ren demagogi. Den er bare opstået på helt andre betingelser, end han havde i tankerne. Iranerne har formentlig stadig ingen interesse i at angribe Israel, hverken med atomvåben eller konventionelle midler. Men udviklingen har ført til, at Iran nu i fysisk forstand står meget tættere på Israels grænser, og at selv små misforståelser eller provokationer kan eskalere i et Syrien, hvor kaos og usikkerhed i lang tid fremover vil præge hverdagen. ■

 

Men udviklingen har ført til, at Iran nu i fysisk forstand står meget tættere på Israels grænser, og at selv små misforståelser eller provokationer kan eskalere i et Syrien, hvor kaos og usikkerhed i lang tid fremover vil præge hverdagen
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland