21.12.2019

På både Vestbredden og Gazastriben buldrer valgtrommerne. Den ene kandidat efter den anden melder sig til kampen om pladserne i det palæstinensiske parlament, og der hersker stor spænding om, hvem der kommer til at afløse præsident Mahmoud Abbas. Men ingen kender endnu valgdatoen – hvis der overhovedet kommer et valg.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – For første gang i 23 år blev der i begyndelsen af december vist film i Amer-biografen i Gaza By. Det vil sige, filmen blev ikke vist inde i selve biografsalen, men på et lærred, som var hængt op på bygningens facade, så folk kunne følge med ude på gaden.

Det skete i forbindelse med afholdelsen af Ana Insan – der oversat fra arabisk betyder: Jeg er menneskelig – og som er navnet på en filmfestival for menneskerettigheder, som i mange år ikke har kunnet afvikles på Gazastriben. At det pludselig kan lade sig gøre, hænger sammen med, at den islamiske Hamas-bevægelse, som har siddet på magten i området siden 2007, synes at være slået ind på en mere liberal kurs med en friere debat og en vis lempelse af deres meget stramme regler for offentlige aktiviteter. Det har sandsynligvis en forbindelse til, at alle lige nu forbereder sig på, at palæstinenserne skal til valg for første gang i næsten 14 år.

Blokaden og Hamas’ nye linje
Både på Vestbredden og på Gazastriben tales der om valg. Den ene kandidat efter den anden melder sig til kampen om pladserne i det palæstinensiske parlament, og der hersker stor spænding om, hvem der kommer til at afløse den 84-årige og alderdomssvækkede Mahmoud Abbas, der har siddet på præsidentposten uafbrudt siden 2004.

Sagen er bare, at ingen kender valgdatoen. De fleste siger med overbevisning i stemmen, at det vil finde sted i løbet af 2020 – nogle peger på februar – men reelt er der ingen forsikring om, at det overhovedet bliver gennemført. Den megen spekulation og interesse viser dog med al tydelighed, at der er grøde i hele det palæstinensiske samfund, og at der er en bred og tiltagende vilje til at revurdere hele den politiske situation. Blandt andet har Hamas for første gang ladet vide, at man agter at stille med en præsidentkandidat, eller i det mindste bakke op om en konsensuskandidat. Dette er helt nye toner, idet Hamas i årevis har afvist at samarbejde med Fatah, som sidder på den politiske magt på Vestbredden.

 

Blandt andet har Hamas for første gang ladet vide, at man agter at stille med en præsidentkandidat, eller i det mindste bakke op om en konsensuskandidat. Dette er helt nye toner, idet Hamas i årevis har afvist at samarbejde med Fatah, som sidder på den politiske magt på Vestbredden
_______

 

Den palæstinensiske situation svarer lidt til den israelske: Den 2. marts går israelerne til valg for tredje gang, og selv om der er masser af opmærksomhed på premierminister Benyamin Netanyahu og dennes politiske fremtid, er der ingen tvivl om, at valgets centrale tema stikker langt dybere: Israelerne søger at finde frem til, hvordan deres samfund grundlæggende skal forme sig fremover.

Derfor er sagen om biografen og den genopstandne filmfestival i Gaza en god målestok, for den drejer sig dybest set om det samme. Ved starten af den første palæstinensiske intifada i december 1987 var der ti biografer på Gazastriben – ikke meget til en befolkning, der allerede dengang havde rundet halvanden million mennesker, men ikke desto mindre udtryk for et forholdsvis frit kulturliv. Hamas trådte i karakter som politisk toneangivende straks ved intifadaens begyndelse. Indtil da havde bevægelsen udført humanitært arbejde i Gazastribens flygtningelejre, mens Yasser Arafat og ledelsen af PLO sad i Tunesien og derfor var omkring et par uger om at forstå omfanget af begivenhederne på de besatte områder. Hamas havde derimod allerede et vidt forgrenet netværk af aktivister, og det benyttede organisationen til at tage ledelsen i intifadaen. Samtidig udbyggede man organisationen med en væbnet afdeling, Izz a Din al Qassam. Som noget af det første sørgede Hamas for at lukke biograferne, hvis repertoire de ikke mente, var i overensstemmelse med god islamisk livsførelse.

Gazastriben har efterfølgende gennemgået en lang og omtumlet udvikling. I 1993 skabte underskrivelsen af Oslo-aftalerne et vist fredshåb, som lokalt blev understøttet ved, at den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, efterfølgende opslog sit første nationale hovedkvarter i Gaza By. Ved valget i 2005 kørte det dog skævt: Nominelt vandt Hamas valget, men hovedfraktionen i PLO, Fatah, nægtede at anerkende resultatet og tog magten på Vestbredden. På Gazastriben gjorde Hamas det samme, og siden da har de to dele af den palæstinensiske nationalbevægelse været i konflikt med hinanden.

I 2007 indledte Israel sin blokade af Gazastriben. Blokaden har flere gange ført til åben konfrontation mellem Israel og Hamas. Men ved den seneste runde, som udspillede sig i et par døgn i dette efterår, holdt Hamas sig på sidelinjen og lod det rivaliserende Islamisk Jihad tage skraldet – dvs.: de israelske bombninger. Dette var ikke bare et pragmatisk træk, men kan også ses som udtryk for et politisk kursskifte. Det kan tolkes, som om Hamas ikke længere ser noget formål i yderligere konfrontationer med israelerne, men nu søger en linje, der måske ligger tættere på den forhandlingstaktik, Fatah på Vestbredden har lagt for dagen i mange år.

Og dette kan også ses som de første skridt mod en forbrødring mellem palæstinensernes to stridende fløje. Biografåbningen passer ind i dette billede: Filmen, der blev vist på facaden af Amer-biografen, var den irske dokumentar ’Gaza’, der skildrer hverdagen på Gazastriben i blokadens skygge, men som også kan vække debat lokalt, idet den kan ses som en implicit kritik af den måde, Hamas har håndteret situationen på.

 

Meget af den palæstinensiske snak om valg kan spores tilbage til september, hvor Mahmoud Abbas fra FN’s talerstol i New York sagde, at det var på høje tid at lade den palæstinensiske befolkning komme til orde
_______

 

Muhammed Dahlan – fremtidens mand?
Meget af den palæstinensiske snak om valg kan spores tilbage til september, hvor Mahmoud Abbas fra FN’s talerstol i New York sagde, at det var på høje tid at lade den palæstinensiske befolkning komme til orde. Udtalelsen kan ses som udtryk for et klart ønske om at træde tilbage, men den ikke blev fulgt op af et præsidentielt dekret, som er den juridiske betingelse for udskrivelse af valg. Det kan hænge sammen med, at Abbas i første omgang blot har ønsket at indlede den forberedende proces, som tilsyneladende nu er i gang.

Nabil Amr, som er medlem af Fatah og både har fungeret som informationsminister og palæstinensisk ambassadør i Moskva og Cairo, er blandt dem, som har taget handsken op. Han indledte sin personlige valgkampagne på Facebook i november ved at komme med et længere indlæg om amerikanernes forsøg på at legitimere de israelske bosættelser på Vestbredden. Få dage senere lagde han endnu en kommentar op, denne gang om Netanyahu, og hver gang akkumulerede det tusinder af kommentarer på hans profil.

Nogenlunde samtidig stod Khalil al Haya, som er medlem af politbureauet i Hamas, frem og sagde, at bevægelsen vil bakke op om valget – og at man tilmed vil støtte enhver kandidat, der går ind for en fortsættelse af kampen mod den israelske besættelse. Umiddelbart lyder dette ikke særligt forsonligt, men i betragtning af, at Hamas boykottede valgene i både 1996 og 2005, er det et meget stort skridt. Det nye ligger i, at Hamas enten vil stille med sin egen kandidat eller bakke op om en konsensuskandidat til præsidentposten.

Denne mand kunne være Muhammed Dahlan, der er medlem af Fatah og selv stammer fra Gazastriben, hvor han i den første tid var sikkerhedschef for daværende PLO-leder Yasser Arafat. Dahlan har i en årrække været ude i den politiske kulde, men er nu ved at relancere sig selv gennem sin Demokratiske Reformbevægelse. Han taler om palæstinensisk enhed og om en udbyggelse af de demokratiske institutioner.

 

Så mens det naturligvis skal hilses velkommen, at palæstinenserne nu taler om valg og demokrati, står det også klart, at det kan blive starten på en lang periode med politisk dødvande og uvished
_______

 

Er Palæstina klar?
Nogle palæstinensiske iagttagere ser dog på udviklingen med stor skepsis. Ghassan Khatib, der selv er forhenværende minister og nu underviser i filosofi ved Bir Zeit Universitetet på Vestbredden, mener slet ikke, at Fatah er klar til et valg. Bevægelsen har i årevis været splittet i sit syn på Mahmoud Abbas og hans samarbejde med israelerne, og denne debat skal føres til ende først, mener han. Før det sker, vil det heller ikke kunne lade sig gøre at overskride kløften til Hamas på Gazastriben.

Det er navnlig dette, der får palæstinensernes situation til at minde om det politiske dødvande i Israel. Dér er store dele af systemet lammet af indre stridigheder og uenighed om, hvilken vej samfundsudviklingen nu skal tage. Så mens det naturligvis skal hilses velkommen, at palæstinenserne nu taler om valg og demokrati, står det også klart, at det kan blive starten på en lang periode med politisk dødvande og uvished. Med tydelig reference til den islamiske Hamas-bevægelse er det blevet almindeligt at høre palæstinensere på Vestbredden sige, at nu kommer det til valg, inshallah! Til valg, med Guds hjælp!

Der ligger også nogle videre perspektiver i en eventuel forbrødring mellem Fatah og Hamas. I den lange årrække med Benyamin Netanyahu på premierministerposten har det været at ufravigeligt israelsk krav, at palæstinenserne stiller i forening, før en ny fredsdialog overhovedet kan komme på tale. Og i det lys er det tydeligt, at flere af Netanyahus højrenationale koalitionspartnere har set en fordel i at forhindre denne palæstinensiske samling for dermed at undgå at skulle stå overfor udsigten til en fredsdialog. Det kan være et af Hamas’ motiver for at søge ny kontakt til Fatah, at man ad den vej vil tvinge israelerne til forhandlingsbordet.

Om nogen i Hamas mener, at dette også vil føre til en fredsslutning, er dog yderst tvivlsomt, men det er faktisk heller ikke hovedsagen. Det vigtige for Hamas er at stå frem og vise overfor verdensopinionen, at det i hvert tilfælde ikke er dem, der stiller sig i vejen for freden – og dette er nok sagens virkelige perspektiv. ■

 

Det vigtige for Hamas er at stå frem og vise overfor verdensopinionen, at det i hvert tilfælde ikke er dem, der stiller sig i vejen for freden – og dette er nok sagens virkelige perspektiv
_______

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig