10.06.2019

Liberalismen har spillet fallit, og der er god grund til at se nationalismen med andre briller, end vi gør i Europa. Den israelske tænker Yuli Tamir har erfaringer og holdninger, der også har relevans for den politiske debat i Danmark.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Liberalismen har slået fejl, og dens to store konkurrenter – nationalismen og religionen – er kommet stærkt igen, efter at man i mange år har betragtet dem begge som noget, der hører fortiden til.

Dette er hovedargumentet af forfatteren Yael Tamir, der har et afgjort førstehåndskendskab til tidens store omvæltninger og netop har skrevet en bog om emnet. Nationalismen og religionen er stærkt synlige i det Israel, hvor hun bor, mens liberalismen, som hun selv tilkender sig, er på tilbagetog i både Israel og Europa og andre steder i den vestlige verden.

Vi møder Yuli Tamir, som hun hedder i det daglige, midt i en travl hverdag. Hun er rektor for designskolen Shenkar i Tel Aviv, men hendes egentlige felt er idéhistorie. Det har hun arbejdet med som adjungeret professor i Oxford, og så trækker hun på de mange erfaringer, hun gjorde sig i årene omkring årtusindskiftet, hvor hun var integrationsminister under Arbejderpartiets Ehud Barak.

”Jeg er liberal og holder stærkt på mit liberale verdenssyn, men jeg tilslutter mig ikke den måde, den liberale tænkning beskriver mennesker, og hvordan mennesker interagerer,” siger hun, da vi har sat os. ”Hvis man vil bevare liberale idéer, må man reformere dem for at gøre dem relevante for flere mennesker.”

Det er her, hun mener, at både hendes eget hjemland og store dele af den vestlige verden har mistet pusten. Den liberale verden har en tendens til at overse det enkelte menneske, som dermed mister nogle holdepunkter i tilværelsen og giver plads til religion og nationalisme som attraktive alternativer. Og kører vi en smule videre ad det spor, ender vi – meget firkantet stillet op – enten i religiøs radikalisme og snæversyn eller i fremmedhad, mener hun. Dette er i hvert fald et par af tidens tydelige tendenser – noget af det så vi også i den danske valgkamp. Som modtræk foreslår Yuli Tamir, at vi styrker vores forståelse af, at nationalismen er et begreb med et dårligt rygte, men også en tanke med mange positive sider, der bare har det med at blive overset.

 

Som modtræk foreslår Yuli Tamir, at vi styrker vores forståelse af, at nationalismen er et begreb med et dårligt rygte, men også en tanke med mange positive sider
_______

 

Bauhaus, John Lennon og andre farlige utopier
Men vi starter med liberalismen; og dermed globalismen. Den er problematisk, fordi den sætter det universelle over det partikulære. Som et iøjnefaldende eksempel nævner hun arkitekturen fra designskolen Staatliches Bauhaus, der blev grundlagt i den tyske by Weimar i 1919. Normalt kender vi stilarten under navnet Bauhaus.

Bauhaus indgik i den filosofi, der opstod i tiden lige efter Første Verdenskrig, hvor mange talte om en ny internationalisme, som endegyldigt skulle forhindre fremtidige krige. Arkitekter med uddannelser fra Yale og Harvard ville bygge tidssvarende arbejderboliger med rene linjer og enkle rum, hvor alt blev holdt i hvidt og beige. Væk med alle ornamenter og stuk. Vi skulle frigøre os selv for blomstrede tapeter, frynser på lampeskærmene og tunge gulvtæpper. Radiatorer skulle stå nøgne som moderne skulpturer og repræsentere den universelle arkitektur. Men dén købte arbejderne ikke. De blev ved med at købe huse med spidse tage og krummelurer, ornamenterede postkasser og græske søjler, og dette blev forklaret ved manglende æstetisk sans.

”Men den virkelige forklaring ligger i, at de ønskede at give deres hjem personlighed frem for det universelle, og det er nøjagtig den samme grund til, at nationalismen er tilbage,” siger hun.

Yuli bruger også John Lennon som lærestykke. Han skrev ’Imagine’, som alle sang med på i 70’erne, og det var netop på den tid, at han og Yoko Ono etablerede Nutopia, den grænseløse stat, som alle kunne tilslutte sig. Det ville være en verden uden noget at dræbe eller dø for, en verden uden religion, hvor alle ville leve i fred med hinanden.

”Som alle utopiske fantasier er fantasien om Nutopia farlig,” forklarer Yuli Tamir. ”For en grænseløs verden er langt fra at være ideel, og frem for alt kan den hverken være demokratisk eller retfærdig.”

John Lennon skrev sangen, mens han var ved at søge permanent opholdstilladelse til USA, og han tog det for givet, at det blot var en formsag. Ansøgningen blev da også godkendt, for som alle andre medlemmer af eliten havde han midlerne til at slå sig ned, hvor han havde lyst. Set i det lys bliver Nutopia til en attraktiv idé for dem, der ikke er afhængige af et socialt netværk som grundlag for deres sikkerhed eller fysiske overlevelse. I sin sang fra 1991, ’The Other Side of Summer’, spørger Elvis Costello sarkastisk: ”Was it a millionaire who said: imagine no possessions?”.

Det er kun 3,3 procent af klodens befolkning, der bor i et andet land, end det de er født i, og hvis man ser på den vestlige verden, er store dele af den mobile befolkning også dem, der har mulighed for og råd til det. Tamir peger på Canada, der ofte betegnes som et af de mest åbne samfund i Vesten. Af de 300.000 mennesker, der hvert år lukkes ind, kan mere end halvdelen godtgøre, at de har faglig viden eller økonomisk formåen til at bidrage positivt til det canadiske samfund. Mindre end 20 procent er flygtninge. Man kan derfor godt konkludere, at de politiske realiteter hverken opfordrer til eller tillader den frie bevægelighed, som liberalismen ellers lover.

Selv de mest indvandringsvenlige samfund har derfor lukketheden indbygget som et grundlæggende princip. Der bliver ikke flyttet grænser, og det er til enhver tid medlemmerne, altså borgerne, der bestemmer, hvem og hvor mange der kan komme ind. Flygtninge og asylansøgere er undtagelsen fra reglen, og det hænger sammen med, at der er nogle andre humanitære hensyn at tage. Og selv her er det medlemmerne af nationalstatens fællesskab, der skaber reglerne og bestemmer, hvem der kan defineres som flygtning.

 

”Folk er ensomme i et liberalt demokrati, og derfor bliver det fremmede hurtigt oplevet som en trussel”
_______

 

Den tabte nationalisme
Der er her, nationalismen kommer ind i billedet.

”Folk er ensomme i et liberalt demokrati, og derfor bliver det fremmede hurtigt oplevet som en trussel,” forklarer Tamir. ”Det er muligvis en illusion, men nationalismen giver folk en følelse af samhørighed. Jeg bilder mig ikke ind, at alle er med i fællesskabet i et nationalistisk samfund – folk kan stadig være ensomme – men der ligger en trøst i, at vi står sammen. Det ser vi meget af i Israel, navnlig i hårde tider. Så ser man pludselig, at folk opfører sig mere høfligt i trafikken, de giver plads på motorvejen. Det er noget, folk begynder på, når der er en følelse af at stå sammen i en vis forstand.”

“For mig er nationalisme en fantastisk måde at gøre det på, navnlig når man kommer fra en lille nation. Det giver folk en kontekst.”

Så for Yuli Tamir er en national befrielsesbevægelse et smukt udtryk for menneskeligt fællesskab. Her ser vi en gruppe mennesker, der sætter sig et fælles mål, og derved får man nationalisme i en meget positiv forstand.

Alt dette har noget at gøre med at skabe en fælles national bevidsthed, og dette er noget, der foregår på det personlige plan. Nationen bliver en mental struktur, der eksisterer i bevidstheden hos medlemmerne af det nationale fællesskab. Men denne struktur er ikke statisk. Den er under konstant forandring, hvilket gør det muligt at tilpasse den efter skiftende forhold. Tamir bruger et historisk eksempel.

”Italiens samling i 1861 skabte en stat, der ikke var nogen nation,” forklarer hun. ”Kun 2,5 procent af befolkningen talte standard-italiensk, og mange så sig knyttet til andre nationer. De forskellige regioner havde vidt forskellige lingvistiske og kulturelle traditioner, der var endda store kulinariske forskelle. I dag, 150 år senere, er det lykkedes Italien at skabe en fælles identitet, men der er stadigvæk regionale identiteter, som trives, og som truer unionen ved at stille separatistiske krav. Efter min mening er dette et tegn på, at det fælles nationale narrativ konstant skal vedligeholdes.”

Behovet for at give individet en grund til at føle noget for det nationale fællesskab tvinger nationen til konstant at producere og reproducere det fælles narrativ. Den moderne nationalstat tilvejebragte mekanismerne til dette arbejde i form af skoler med det nationale sprog og den nationale kultur som fællesnævner, den skabte nationale monumenter og museer, støttede nationalteatre, nationale symfoniorkestre og nationale medier. Det fortsatte med nationale mærkedage, nationale ritualer og nationalsange. Det er alt dette, der gør, at folk fra fx det nordlige Italien og det sydlige Schweiz føler sig knyttet til to forskellige nationer, selvom de ligner hinanden kulturelt og på en række andre områder.

 

„Problemet er, at den liberale verden aldrig rigtig har talt åbent om indvandring og integration. […] Det er ikke naturligt for noget samfund at tage imod mennesker, som er meget anderledes
_______

 

”Det er denne form for nationalisme, der er gået tabt med globalismen og den demokratiske liberalisme,” siger Yuli Tamir. ”Det er grunden til, at flygtningekrisen i Europa har skabt en ny og usund nationalisme, hvor folk flytter tættere sammen og dyrker deres danskhed i modsætning til de fremmede.

Problemet er, at den liberale verden aldrig rigtig har talt åbent om indvandring og integration, sådan som man gjorde det i Italien for 150 år siden. Om hvordan man skal give plads til forskelligheden. Det er ikke naturligt for noget samfund at tage imod mennesker, som er meget anderledes. Tilpasning er noget, man må lære folk.”

Hun holder en kort pause og fortsætter så: ”Det har Europa aldrig gjort, for med deres liberale verdenssyn havde forskelle ingen som helst betydning. De indså aldrig, at forskelligheder virkelig har en betydning. På godt og på ondt, men det betyder noget. Det skal håndteres og tilses, og man skal spørge sig selv, hvordan det bliver gjort på den bedst mulige måde. Det rimer ikke med det virkelige livs realiteter blot at lade friheden råde og lade alle gøre, som de finder bedst. Hvis en stat åbner sine grænser, og jeg er fortaler for at lade indvandrere komme ind, så må man også understøtte og tilse processen, og det kan det frie marked ikke finde ud af. En stat er i stand til det, hvis den har en vision. Men på grund af den farveblinde liberalisme spurgte folk aldrig sig selv, hvordan de skulle tackle forskellighederne.”

Tamir sætter selv stor pris på det multikulturelle samfund, men advarer samtidig mod, at det multikulturelle kan blive en verbal sovepude, og da er det vigtigt at holde sig for øje, at der findes to former for multikulturalisme.

”Hvis du kan lide indisk mad, og jeg foretrækker kinesisk, og vi begge skriver under på den liberale livsstil, er det bare skægt. Men hvis jeg er jødisk fundamentalist, og du er lesbisk kristen, og vi lever dør om dør, så må vi begge tilpasse os. Og det skal nogen hjælpe os med. Vi kan ikke gå ud fra, at det vil ske naturligt. Jeg tror, liberalismens store fejl – som vi ser udstillet ved, at flere og flere søger til religionen – er, at den aldrig har taget stilling til, hvordan den skulle tackle forskelligheder. Man levede i forvisningen om, at alt det multikulturelle bare ville være et krydderi, og at alle ville tilpasse sig. Men sommetider er virkeligheden ikke så pæn, og det må man håndtere.”

 

„Jeg tror, liberalismens store fejl – som vi ser udstillet ved, at flere og flere søger til religionen – er, at den aldrig har taget stilling til, hvordan den skulle tackle forskelligheder‟
_______

 

Et undertrykt nationalt narrativ
Det gør man blandt andet ved at tænke aktivt over sit eget nationale narrativ – sin egen kultur – for kun ved at være sig den bevidst, vil man være i stand til at ændre den og gøre den rummelig nok til at inkludere folk fra andre kulturer.

Yuli Tamir mener, at mange europæere har sovet grundigt i timen.

”Som jødisk israeler har det altid undret mig, at mine europæiske forbindelser og venner ikke kan se, hvor kristent Europa faktisk er. Jeg kom til Oxford, og der var kors alle vegne. I spisesalen, i biblioteket, i samlingssalen, og da jeg sagde til dem, at alle de smukke glasvinduer havde motiver fra Det Nye Testamente, sagde de alle sammen, at det er helt neutralt. I mine øjne er det et meget tydeligt kulturelt udtryk, men ingen ser det længere. Når jeg kommer ind i et lokale, og der hænger et stort kors, ved jeg, at det betyder noget. Men hvis der er kors i alle lokaler, ser folk det ikke længere. Sådan er det med mennesker, der lever i gamle nationalstater – det bliver naturligt.”

”Og så kommer sådan en som mig og spørger, hvad folk føler ved det. Det har jo noget at gøre med sprog, kultur og historie, og det er noget af det, folk ikke forstår med indvandringen: At indvandrerne lægger mærke til alle disse små, usynlige tegn. Sådan er det sikkert også i Danmark. Derfor skal det være legitimt for en indvandrer at sige, at det her føler jeg mig ikke tryg ved, og det er en samtale, som Europa aldrig har haft. Den er blevet undertrykt af de liberale idéer. Og det er det, europæerne betaler prisen for nu.”

Derfor betyder nationalisme noget i Yuli Tamirs begrebsverden. Hun forklarer, at man i stort set hele det politiske spektrum i Israel betragter sig selv som nationalister. Det gælder selv den progressive zionistiske venstrefløj, og det opfatter Tamir ikke som selvmodsigende. Set i det lys er konflikten med palæstinenserne en helt anden sag, for her drejer det sig om et helt andet folk med et andet nationalt narrativ end det israelske. Hun tror fuldt og fast på to-statsløsningen, hvor palæstinenserne skal have deres egen stat side om side med Israel, og integrationsdebatten har derfor nogle helt andre elementer, hvad det angår.

”Men jeg er nationalist, ligesom det meste af den israelske venstrefløj er det, hvilket betyder, at jeg tager mit nationale narrativ alvorligt,” slutter hun. ”Men det betyder ikke, at jeg står i samme bås som de radikale bosættere på Vestbredden, og det er en sondring, der er vigtig for at forstå: Nationalisme rummer mange positive værdier. Og det mener jeg, mange europæere bør tænke over.” ■

 

„Nationalisme rummer mange positive værdier. Og det mener jeg, mange europæere bør tænke over‟
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne