10.07.2019

Netanyahu slås for sin politiske overlevelse og flere ser ham nu som en trussel mod Israels demokrati. En modreaktion er ved at indfinde sig, og det kan føre til et paradigmeskifte i israelsk politik ved nyvalget 17. september. Presset på premierministeren er dermed større end nogensinde.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Israel befinder sig midt i den nok mest absurde og langtrukne valgkamp i landets historie. Ved Knesset-valget 9. april tegnede Likud-partiet sig for en beskeden fremgang, og alt pegede i retning af en ny højrekoalition med Benyamin Netanyahu som premierminister.

Det ville have været hans femte periode på posten, men sådan skulle det ikke blive. I hvert fald ikke lige med det samme. Et af højrefløjens partier – Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), der er under ledelse af den kontroversielle, tidligere udenrigs- og forsvarsminister Avigdor Lieberman – stillede en række ultimative krav, der var i diametral modsætning til de ultraortodokse koalitionspartneres lige så ultimative ønsker, og da Netanyahu ikke formåede at mægle i sagen, havde han ikke det fornødne flertal til at danne regering. I stedet for at give Benny Gantz og hans nye centrumparti, Kahol Lavan (Blå Hvid), mulighed for at sammensætte en regering, som han efter sædvanlig logik burde have gjort, da Gantz’ parti opnåede lige så mange mandater som Likud, benyttede Netanyahu sig af en anden mulighed. Han skaffede flertal i Knesset for at udskrive nyvalg, der vil finde sted 17. september.

 

Andre anlægger dog en noget alvorligere tone: De påstår, at Israel nu befinder sig ved et dramatisk vendepunkt, hvor selve den demokratiske natur står på spil
_______

 

Højesteret
Mange iagttagere har allerede betegnet 2019 som ’det spildte år’ i israelsk politik. Andre anlægger dog en noget alvorligere tone: De påstår, at Israel nu befinder sig ved et dramatisk vendepunkt, hvor selve den demokratiske natur står på spil.

Denne tænkning bunder i, at landets politiske proces gennem de senere år er blevet stadig mere personfikseret. Det er ikke helt forkert at sige, at valget den 9. april kunne ligne en folkeafstemning om personen Netanyahu. Det er en kendt sag, at politiet gennem flere år har efterforsket en række sager med tilknytning til ham, og at den israelske statsadvokat nu er klar til at rejse tiltale for blandt andet mandatsvig og korruption. Netanyahu har gang på gang søgt at få sagen udsat. Han henviser til, at han som siddende premierminister har vigtigere ting at tage til, samtidig med at han fastholder, at det mest af alt ligner en politisk heksejagt at rejse anklage mod ham midt i en valgkamp.

Under alle omstændigheder ligner forløbet Netanyahus personlige kamp for at blive hængende ved magten og sikre sig immunitet mod retsforfølgelse. ”Netanyahu kæmper for sin overlevelse og skråt op med det israelske demokrati,” skrev kommentatoren Anshel Pfeffer således i dagbladet Haaretz (14. maj). På det tidspunkt havde han endnu ikke trukket i nødbremsen ved at udskrive nyvalg, og en del af regeringsforhandlingerne bestod i at få de kommende regeringspartnere til at gå med i et nyt lovforslag: Hensigten med dette var at fratage Højesteret en betragtelig del af sin indflydelse og mulighed for at fastholde retssikkerheden ved at sætte Knesset over retssystemet. Lige nu fungerer det, som det er tilfældet i alle fungerende demokratier: Højesteret er absolut øverste instans, hvis beslutninger skal respekteres af samtlige borgere, premierministeren inkluderet. Hvis den nye lov var blevet til virkelighed, ville dette forhold blive stillet på hovedet. Ergo ville retsvæsenet ikke længere kunne give ordre til, at sagen mod Netanyahu skulle fortsætte.

Dette er muligvis Avigdor Liebermans egentlige motiv for at stikke Netanyahu en kæp i hjulet. Lieberman giver den selv i rollen som den stærke mand, og han er næppe selv demokrat til fingerspidserne, men han har et personligt regnskab at gøre op med Netanyahu. Han har muligvis set dette som en kærkommen lejlighed til at slå igen, og derfor står han nu i mange israelske vælgeres øjne som demokratiets vogter.

 

Lieberman giver den selv i rollen som den stærke mand, og han er næppe selv demokrat til fingerspidserne, men han har et personligt regnskab at gøre op med Netanyahu
_______

 

Menneskeret
Men hvorfor er sagen så et dramatisk vendepunkt, som har fået flere iagttagere til at fremføre, at Israel er på vej til at forlade de liberale demokratiers gode selskab og sætte sig til bords med lande som Ungarn, Polen og Tyrkiet? Disse har længe bevæget sig i retning af autoritære styreformer, og det frygtes, at Israel kan være på samme kurs.

Det er nemlig ikke bare en sag om Netanyahus politiske overlevelse, selv om dette i sig selv er alvorligt nok. Hvis regeringen og Knesset skulle komme til at stå over Højesteret, vil det i princippet give den enkelte minister uindskrænket magt på sit ressortområde. Der vil ikke længere være nogen juridisk kontrolinstans af lovgivningen, og det vil således være lettere at gennemtrumfe politiske dagsordener, der ikke nødvendigvis tilgodeser de demokratiske værdier.

Mange israelere ser med bekymring på Netanyahus politiske samarbejdspartnere. I juni udnævnte han to ministre i den overgangsregering, som skal fungere frem til valget i september. Det er også navne, som kan forventes at befinde sig på ministerlisten, hvis det efterfølgende lykkes ham at sammensætte en ny højreregering. Det drejer sig om henholdsvis Rafi Peretz til undervisningsminister og Betzalel Smotrich til transportminister. Begge er fra forbundet af småpartier på den yderste højrefløj, og navnlig Smotrich er meget åben om sine politiske visioner. Han lægger ikke skjul på, at han finder demokratiet i sin nuværende form forkert og mener, at landets lovgivning skal hvile på de religiøse forskrifter. Han ønsker at omdanne Israel til et jødisk teokrati og har tidligere gjort sig bemærket som fortaler for adskillelse mellem jøder og arabere samt lovgivning mod homoseksuelle registrerede partnerskaber.

Uden Højesteret vil tanker som disse have langt lettere ved at blive til politisk virkelighed, lyder det advarende fra bla. Israel Democracy Institute i Jerusalem. Og der bliver allerede peget på en række tiltag, der gennem de seneste år har begrænset den demokratiske debat. Miri Regev, der har været kulturminister siden 2015, mødte således kritik af sin såkaldte loyalitetslov, der opsætter kriterier for, hvordan kunstnere skal forholde sig loyalt til staten og dens institutioner, hvis de skal gøre sig forhåbninger om offentlig støtte. På samme måde har myndighederne fået større indsigt i, hvilke donormidler organisationer og foreninger modtager fra udlandet, hvilket tydeligt retter sig mod menneskerettighedsgrupper som Btselem, der stiller sig kritisk over for besættelsen af de palæstinensiske områder og modtager midler fra flere europæiske regeringer. En anden gruppe, Breaking the Silence, bestående af tidligere soldater, der udtaler sig kritisk om besættelsen ved at fortælle om egne oplevelser, har fået begrænset sine muligheder for at holde offentlige møder.

Jødisk stat og demokrati
Det store og lysende eksempel er naturligvis den såkaldte nationalstatslov, som Knesset vedtog med snævert flertal sidste sommer. Den vakte opsigt ved at fastslå, at Israel er en jødisk stat. Dette har der som sådan aldrig været tvivl om, men eftersom Israel også definerer sig selv som et demokrati, lå der her en indbygget selvmodsigelse. For selve det at definere sig selv som jødisk stat tilsidesætter automatisk i et vist omfang landets ikke-jødiske borgere, som udgør omkring en femtedel af befolkningen. Dette er derimod ikke tilfældet i et fuldgyldigt demokrati, hvor alle borgere er lige for loven, uanset etnisk eller religiøs baggrund.

Den israelske uafhængighedserklæring, der blev oplæst som en slags politisk hensigtserklæring ved statens grundlæggelse 14. maj 1948, taler om Israel som en jødisk stat, der ”vil fastholde alle sine borgeres fulde sociale og politiske lighed uden skelen til religion, race eller køn”. Dette opsatte præmisserne for statens natur – men eftersom der var tale om en erklæring og ikke en lov, accepterede de fleste dengang skriftet som noget, man kunne leve med, trods den indbyggede selvmodsigelse.

I de første årtier af statens levetid kneb det imidlertid med ligheden for alle borgere. Det arabiske mindretal, som var blevet boende i stedet for at flygte under krigen i 1948-49, blev betragtet som en indre trussel og var derfor underlagt stramme nødretsbestemmelser. Deres borgerfriheder var stærkt begrænsede. Dette regime blev ophævet i 1966, og i dag har mindretallet på papiret fuld ligestilling, selv om der i det daglige fortsat finder diskrimination sted. Mindretallet har stemmeret, og de formelle krav til et demokrati har været overholdt i en lang årrække. Det er årsagen til, at nationalstatsloven var så kontroversiel, for selvom den i princippet ikke ændrede noget særligt i borgernes hverdag – men blot gjorde det usagte sagt – blev den det første stykke lovgivning til forskelsbehandling. For første gang tog mange ordet apartheid i munden.

 

(…) selvom nationalstatsloven i princippet ikke ændrede noget særligt i borgernes hverdag – men blot gjorde det usagte sagt – blev den det første stykke lovgivning til forskelsbehandling. For første gang tog mange ordet apartheid i munden

_______

 

Civil aktivisme
Dette har særlig relevans i forhold til besættelsen, som har været en del af den israelske virkelighed siden Seksdageskrigen i 1967. Her er der åbenlyst tale om klar forskelsbehandling, idet den palæstinensiske befolkning på Vestbredden ikke nyder den samme retsbeskyttelse og de samme borgerrettigheder som den israelske befolkning.

Dette har også gjort ordet apartheid til en fast del af debatten, hvilket dog næppe er helt retfærdigt; for så længe det israelske greb om Vestbredden defineres som en besættelse, kan det heller ikke forventes, at israelerne omfatter området af israelsk civillov. I henhold til reglerne for den slags skal den lokale lovgivning respekteres, og resten skal ordnes gennem militære direktiver.

Problemet er blot, at 600.000 israelere gennem årene har slået sig ned på Vestbredden som bosættere. Dette tager mere og mere karakter af en permanent tilstand, og det har fået flere stemmer på den israelske højrefløj til at tale om, at som minimum dele af Vestbredden bør annekteres og dermed underlægges israelsk lovgivning. Betzalel Smotrich – den nyudnævnte transportminister – placerer sig klart i denne gruppe. Hermed neddrosles tankerne om en tostatsløsning, og det skaber et nyt problem for Israels demokratiske natur. For hvad stiller man op med alle de palæstinensere, som dermed får bopæl indenfor staten Israels grænser?

Den kontroversielle og stærkt højreorienterede kommentator ved dagbladet Jerusalem Post, Caroline Glick, hører til dem, der nok mener, at man kan give samtlige palæstinensere på Vestbredden israelsk statsborgerskab uden at bringe det jødiske befolkningsflertal i fare, men dette synspunkt deles ikke af mange. Hovedparten af højrefløjen mener, at man højst kan give dem en form for autonomi, der ikke omfatter stemmeret til Knesset, og dette er jo en åbenlys tilsidesættelse af demokratiet.

Dermed har Netanyahus bestræbelser for sin egen politiske overlevelse nogle langt videre perspektiver – og det er hér, den israelske debat befinder sig lige nu. Det er imidlertid et absolut demokratisk sundhedstegn, at denne debat lever og har det godt.

Israel har en fri presse, og borgerne har rig lejlighed til at få afløb for frustrationerne ved at deltage i demonstrationer og anden civil aktivisme. Navnlig i Tel Aviv lever frisindet og modkulturerne, og at byen i dag er internationalt mødested for bøsser og lesbiske holdes op som eksempel på, at de almindelige borgerfriheder har plads til udfoldelse.

 

Derfor er det også endnu for tidligt at affærdige Israel som en autoritær bananrepublik, og der er endnu langt til ungarske, polske eller tyrkiske tilstande
_______

 

Derfor er det også endnu for tidligt at affærdige Israel som en autoritær bananrepublik, og der er endnu langt til ungarske, polske eller tyrkiske tilstande. På den led giver det derfor bedre mening at se Israels aktuelle vanskeligheder som udtryk for en global tendens, hvor demokratiet er under belejring mange steder – men samtidig viser stor modstandskraft.

Set i det lys er Avigdor Lieberman – lederen af partiet Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem) – interessant. Han er ideologisk bosætter og taler den nationalistiske højrefløjs tydelige sprog. Men med sin konfrontation med Netanyahu har han pludselig fået en ny rolle. Han er som nævnt kommet til at repræsentere opgøret med nepotisme og korruption, og det gør han ad indirekte vej. Liebermans formelle argument for at afvise samarbejdet med Netanyahu var nemlig, at denne – af hensyn til sin regeringskoalition – nægtede at tage opgøret med det ultraortodokse partier. Og de fastholder netop deres krav om, at unge ultraortodokse yeshivastuderende [jødisk institution, hvor man studerer de hellige skrifter, red.] fortsat skal kunne unddrage sig den militære værnepligt, hvilket Lieberman opfatter som en omgåelse af demokratiets pligt til at give sin skærv til fællesskabet.

I meningsmålingerne har Yisrael Beiteinu, Liebermans parti, næsten fordoblet mandattallet, og det er sket, fordi han er kommet til at stå som en – noget aparte og uventet – forsvarer for Israels demokratiske værdier. De samme meningsmålinger forudsiger en tilbagegang for Likud, og det har fået Netanyahu til at søsætte endnu et initiativ, der ligner en panikreaktion: Han taler nu om at få valget i september aflyst, så resultatet fra 9. april alligevel vil være det gældende. Ikke uventet har dette sået endnu mere tvivl om Netanyahus demokratiske sindelag.

Den mulighed, han nu jonglerer med, findes ganske vist, men der er så vidt skønnes kun lovhjemmel for at tage den i anvendelse i absolutte nødsituationer, såsom en krig. Hans krumspring vil sandsynligvis ikke lykkes, men under alle omstændigheder har dette bragt endnu en spiller på banen, nemlig Ehud Barak. Han stod i spidsen for Arbejderpartiet og var premierminister i 1999-2000, og nu er han på vej tilbage i den politiske arena. Fuldstændig som Benny Gantz lægger Barak ikke skjul på, at hovedsigtet er at få fjernet Netanyahu fra magten og få det israelske demokrati på ret kurs igen – og selv om hans nye parti end ikke har et navn, står det allerede til 8-9 mandater i meningsmålingerne.

Det israelske demokrati er ikke sådan at slå ud. ■

 

Det israelske demokrati er ikke sådan at slå ud
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt