17.11.2019

Den seneste konflikt på Gazastriben kan være nøglen til Benyamin Netanyahus politiske overlevelse som israelsk leder. Pludselig er der en ny national sikkerhedskrise, der kan få den israelske befolkning til at samle sig om den siddende leder.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Natten til tirsdag den 12. november foretog israelske jagerfly et præcisionsangreb på Gazastriben. De gik efter en bygning i den østlige udkant af Gaza By og sendte en fuldtræffer mod et specifikt værelse på næst øverste etage. Begge personer i værelset blev dræbt på stedet.

Ofrene var Baha Abu al Atta og dennes kone. Angrebet var israelernes første likvidering på Gazastriben siden 2014, og det var ikke noget tilfælde, at det skete lige nu. Baha Abu al Atta var kommandant for gruppen Islamisk Jihad, som ikke har noget med Hamas at gøre, på den nordlige del af Gazastriben, og ifølge israelske efterretningskilder kunne han stilles til ansvar for en lang række raketangreb på Israel. Han var derfor et oplagt mål.

Som forventet lovede Islamisk Jihad en dramatisk gengældelse. I de efterfølgende døgn blev der affyret et trecifret antal raketter mod israelske mål, og situationen begyndte at tage karakter af en ny gazakrig som i 2014. Helt op til Tel Aviv, som ligger knap 100 kilometer nord for Gazastriben, lukkede skolerne, jernbanedriften blev indstillet, og mange større virksomheder opfordrede medarbejderne til at holde sig hjemme. Imens rettede det israelske flyvevåben talrige angreb på Gazastriben, hvilket kostede 34 palæstinensere livet; hovedparten var medlemmer af Islamisk Jihad, som var i færd med at gøre raketter klar til affyring.

Og så kom våbenhvilen: Klokken 04:30 torsdag morgen – altså et par døgn efter at det hele var begyndt – blev parterne enige om at holde inde med skydningen. Selv om militante palæstinensere fortsat affyrede enkelte raketter, var der sat en stopper for de israelske angreb, og hele situationen var ved at falde tilbage til sin skrøbelige og dystre normalitet.

 

Det er, som om konflikterne følger en særlig drejebog, og denne gang fulgte udviklingen det vante mønster.
_______

 

En bevægelse mod højre?
Tilsyneladende har vi set det hele før: Med forholdsvis jævne mellemrum blusser konflikten på Gazastriben, som har været under israelsk blokade siden 2007. I sommeren 2014 udviklede det sig til en syv uger lang krig med mange dræbte og store ødelæggelser, men som oftest går urolighederne ikke så vidt. Det er, som om konflikterne følger en særlig drejebog, og denne gang fulgte udviklingen det vante mønster.

Imidlertid er der altid en forklaring – også denne gang. Den opdager man bedst ved at sætte begivenhederne i relation til den politiske krise, som Israel har befundet sig i gennem stort set hele 2019. Landet har haft hele to parlamentsvalg, som ikke har ført til nogen klar sejr for hverken premierminister Netanyahu og det regerende Likud-parti eller for rivalen: det nystiftede parti Kahol Lavan (Blå Hvid) med tidligere generalstabschef Benny Gantz i spidsen. Da jagerflyene slog til mod Baha Abu Atta, så det sort ud for Gantz og hans forsøg på at skabe parlamentarisk flertal bag en blå-hvid regering, og mange iagttagere gættede på at udviklingen bar mod endnu et udsigtsløst og opslidende valg til Knesset.

På den baggrund er det sandsynligt, at likvideringen af Abu Atta ville kunne bevæge den israelske vælgerbefolkning mod højre – og dermed: sikre Netanyahus fortsatte greb om magten. For at forstå den analyse må man have baggrunden med.

I opposition til Hamas
Gazastriben er et landområde på størrelse med Langeland. Hovedparten af de op mod to millioner indbyggere på den smalle stribe sandjord er flygtninge. Langt over halvdelen er uden arbejde, den sociale nød er stor, og godt 40 pct. – næsten en million mennesker – er afhængig af fødevarehjælp fra FN. De elendige forhold har i årtier givet forskellige islamiske bevægelser stor indflydelse, fordi de bruger socialt arbejde som middel til at skaffe sig proselytter. Modellen er blevet overtaget fra Det Muslimske Broderskab, der arbejder på samme måde i nabolandet Egypten.

 

Blokaden har ført til en drastisk forværring af manglen på alle mulige former for varer, og det har givet andre islamiske grupper på Gazastriben mulighed for at markere sig. En af dem er Islamisk Jihad, som står i stærk opposition til Hamas
_______

 

Ved starten af den første intifada i december 1987 tog den største af disse lokale bevægelser navneforandring til Hamas, og ved samme lejlighed knopskød den med en væbnet gruppe, Izz a Din al Qassam. Siden har Hamas haft en dominerende indflydelse på Gazastriben, både politisk og militært, og i 2006 tog Hamas magten på Gazastriben, efter at det rivaliserende Fatah på Vestbredden havde afvist at anerkende, at Hamas havde vundet et netop overståede palæstinensiske parlamentsvalg. Efterfølgende har forholdet mellem Hamas og Fatah været kriseramt, og året efter blev forholdene endnu vanskeligere, da Israel indledte sin blokade af Gazastriben.

Blokaden har ført til en drastisk forværring af manglen på alle mulige former for varer, og det har givet andre islamiske grupper på Gazastriben mulighed for at markere sig. En af dem er Islamisk Jihad, som står i stærk opposition til Hamas. De kritiserer Hamas for at være for eftergivende overfor både Israel og det Fatah-ledede palæstinensiske styre på Vestbredden. Det er hyppigt Islamisk Jihad, som har stået bag den sporadiske raketbeskydning af Israel, og dette har som regel tvunget Hamas til at følge trop i eskaleringen og selv at sende raketter afsted, fordi man ikke kan tillade sig at svigte den væbnede kamp.

Billedet var det samme denne gang: Islamisk Jihad optrappede beskydningen efter likvideringen af Baha Abu al Atta, og man havde nok forventet, at Hamas også ville tilslutte sig. Dette blev imidlertid ikke tilfældet. Meget atypisk holdt Hamas sig på sidelinjen, og det er en af grundene til, at konfrontationen denne gang blev så kort. For Islamisk Jihad indså hurtigt de tunge omkostninger ved at stå alene overfor den israelske militærmaskine, og gruppen accepterede således våbenhvilen, som blev forhandlet på plads af egyptiske udsendinge.

 

Mange analytikere har derfor set det som en mulighed, at Netanyahu bevidst ville søge en konfrontation på Gazastriben, og det er ikke urimeligt at tænke likvideringen af Baha Abu al Atta ind i den sammenhæng
_______

 

En bevidst konfrontation?
Man kan derfor konkludere, at den israelske leder, Benyamin Netanyahu, opnåede, hvad han ville. Han kunne naturligvis ikke have forudset, hvordan Hamas ville agere, men uanset hvad skaffede det ham gode kort på hånden i bestræbelserne på at komme sejrrigt ud af Israels politiske krise.

Det er en kendt sag, at den israelske befolkning rykker sammen om nationale dagsordener i krisesituationer. I den lange valgkamp, som mere eller mindre har stået på uafbrudt, siden det israelske parlament, Knesset, opløste sig selv i november 2018, da der første gang blev udskrevet valg, har en række sociale og samfundsmæssige spørgsmål fyldt den offentlige debat; en stor del af den israelske befolkning protesterer over den store indflydelse, de ultraortodokse grupper har fået, og ønsker et mere pluralistisk samfund, ligesom både landets skoler og sundhedsvæsen trænger til et kvalitativt løft. Det er disse problemstillinger, der har givet Benny Gantz og Kahol Lavan vind i sejlene, og imens har Netanyahu talt mere og mere for døve øren, når han insisterede på vigtigheden af de ydre trusselsbilleder. Han har – foruden faren fra palæstinensisk terror – i årevis talt om Iran som en reel trussel mod Israels sikkerhed.

Mange analytikere har derfor set det som en mulighed, at Netanyahu bevidst ville søge en konfrontation på Gazastriben, og det er ikke urimeligt at tænke likvideringen af Baha Abu al Atta ind i den sammenhæng. Islamisk Jihad modtager vidtstrakt økonomisk og militær støtte fra iranerne, ligesom Hamas gør det i et vist omfang. En konfrontation ville derfor kunne rette de israelske vælgeres fokus på den iranske trussel, hvilket naturligvis ville være opportunt i tilfælde af et tredje Knesset-valg.

Det passer ind i billedet, at Netanyahu få dage inden konfrontationen udnævnte Naftali Bennett til forsvarsminister. Bennett er en af nøglepersonerne i det højrenationale parti Yamina, der ved valget 17. september høstede syv af Knessets 120 mandater. Yamina blev betragtet som en vigtig komponent i Gantzs bestræbelser på at skabe et parlamentarisk flertal udenom Netanyahu, så med udnævnelsen fik Netanyahu dels Bennett over i sin lejr, og dels fik han en forsvarsminister, der deler hans fjendtlige opfattelse af Hamas.

 

At Hamas undlod at involvere sig i konfrontationen, kan muligvis være endnu en fordel for Netanyahu. På den måde blev forløbet meget kort, og det kostede ingen israelske menneskeliv
_______

 

Netanyahu står styrket tilbage
At Hamas undlod at involvere sig i konfrontationen, kan muligvis være endnu en fordel for Netanyahu. På den måde blev forløbet meget kort, og det kostede ingen israelske menneskeliv, hvilket kun kan underbygge befolkningens tillid til duoen Netanyahu og Bennett. Men herudover kan Netanyahu bruge den interne situation på Gazastriben til sin åbenlyse fordel.

Hamas har grund til at glæde sig over, at Islamisk Jihad har fået en hård medfart. Gruppens magt er efter de israelske angreb blevet kraftigt reduceret, og det samme er dens muligheder for at true Hamas’ greb om magten. Men overfor denne klare fordel står nu, at Hamas nu kan se frem til en tilsvarende forringelse af sit forhold til Iran. Det er meget tænkeligt, at styret i Teheran vil kritisere Hamas for ikke at have stillet sig side om side med Islamisk Jihad i den fælles kamp mod den zionistiske fjende – og derfor vil lægge Hamas på is.

Det lægger op til en række nye udfordringer for Hamas, og ikke mindst er dette i høj grad vand på Netanyahus mølle. Han kan nu stå frem og sige, at det israelske forsvar under hans ledelse har rettet et hårdt slag mod Islamisk Jihad, og herudover har konfrontationen muligvis ført til krise i forholdet mellem Hamas og Iran. I hans optik er den iranske trussel blevet reduceret, og det har længe været et af hovedargumenterne for hans fortsatte lederskab.

Det er derfor næppe tilfældigt, at der direkte i kølvandet på konfrontationen er opstået forlydender om, at Netanyahu og Gantz måske alligevel er tættere på hinanden end hidtil formodet. Gantz skabte for et år siden sit nye parti med det klare mål at vælte Netanyahu af pinden, så det har hele tiden været betragtet som en umulighed, at de to kunne gå i politisk samarbejde. Nu kan det ikke desto mindre blive et resultat af udviklingen.

Gantz har god grund til at føle sig truet af Netanyahu, der er kommet styrket ud af konfrontationen med Islamisk Jihad, og for at udgå et tredje valg indenfor et år kan han vælge at danne en samlingsregering sammen med Netanyahu og Likud. Det har i nogen tid stået klart, at Netanyahu satser på denne løsning for at redde sit eget politiske skind, så derfor kan resultatet af den senere konflikt på Gazastriben blive, at Netanyahu fortsat vil være at finde i Israels politiske ledelse – denne gang i et højst umage parløb med Benny Gantz. Dette kan umiddelbart ligne en politisk katastrofekurs for Gantz, fordi han dermed vil svigte et af sine helt centrale valgløfter. Men hvis han kan forklare det med, at han udelukkende er gået i samarbejde med ærkefjenden Netanyahu for at undgå endnu et parlamentsvalg, er det muligt, at befolkningen vil sluge kamelen. Indtil videre må vi vente og se. ■

 

Gantz har god grund til at føle sig truet af Netanyahu, der er kommet styrket ud af konfrontationen med Islamisk Jihad, og for at udgå et tredje valg indenfor et år kan han vælge at danne en samlingsregering sammen med Netanyahu og Likud
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne