20.02.2019

Unge israelske stenkastere går til nye yderligheder ved at betegne sig selv som anti-zionister. De er en del af en by bølge af radikaliserede bosættere på Israels højrefløj, som stiger i omfang og skaber voksende problemer for det politiske etablissement i landet.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – En ung jødisk israeler står tiltalt for drab. I oktober sidste år kastede han og fire andre unge sten mod forbipasserende biler på vej nummer 60, som er den nord-sydgående hovedvej på Vestbreddens højderyg. En stor sten gik gennem forruden på en bil og dræbte en 47-årig palæstinensisk kvinde. Foruden den dræbte sad i bilen hendes mand og to af parrets døtre, på vej hjem efter et familiebesøg i Hebron. Det var en sen fredag aften.

Situationen udspillede sig få hundrede meter før en stor militær vejspærring, hvor soldaterne rutinemæssigt tjekker palæstinensisk trafik. I nærheden ligger Kfar Tapuach, en bosættelse med stærkt ideologiske beboere. Der er altid stor militær tilstedeværelse i området, og derfor tvivlede de israelske myndigheder på, at palæstinensere stod bag. Mistanken faldt på radikale bosættere, og kort efter blev gerningsmændene lokaliseret i Rehelim, en anden stærkt ideologisk bosættelse på egnen. De fem unge var studerende på bosættelsens yeshiva: en institution for videregående religiøse studier.

På mange måder ligner episoden endnu en af voldsspiralens gentagelser. Lige siden begyndelsen af den første palæstinensiske intifada i december 1987 har stenkast været en del af Vestbreddens hverdag, og selv om fænomenet sædvanligvis forbindes med palæstinensere, har der også været talrige eksempler på jødiske stenkastere; om efteråret, når palæstinenserne høster deres oliven, bliver de sommetider bombarderet med sten fra radikale bosættere. Men sagen trådte ikke desto mindre voldsomt i karakter, da politiet under ransagningen af de unges værelser blandt andet fandt israelske flag, hvor den blå davidsstjerne var overmalet med hagekors. Under afhøringerne kom det frem, at de unge definerer sig selv som (radikale) anti-zionister, og det bidrager på mange måder til billedet af en ny og bekymrende jødisk radikalisme.

 

Lige siden begyndelsen af den første palæstinensiske intifada i december 1987 har stenkast været en del af Vestbreddens hverdag
_______

 

Bakketoppene
De stærkt højreradikale elementer findes flere steder i det israelske samfund, men de er mest synlige i Vestbreddens bosættelser, som på mange måder er konfliktens fikspunkt. Lad os derfor kaste et demografisk blik på området.

I dag bor der godt 600.000 israelere på Vestbredden. Heraf finder man omkring en tredjedel i de boligkvarterer, som siden 1967 er skudt op i og omkring det palæstinensiske Østjerusalem. Resten bor længere ude på Vestbredden. Dette er langt fra nogen homogen befolkning. Det kan ikke måles, hvor ideologisk motiverede de er, men normalt anslår man, at omkring 75 pct. af dem er, hvad man kunne kalde bekvemmelighedsbosættere. Det er mennesker, som har ladet sig lokke af billige boliger, gode børnepasningsordninger og en hel stribe andre grunde, som mere end noget andet bunder i et ønske om materiel livskvalitet. Det overvejende flertal af disse finder man i de såkaldte bosættelsesblokke, som typisk ligger tæt på den grønne linje, som er grænsen mellem Vestbredden og Israel, og altså i bekvem køreafstand fra arbejdspladser i selve Israel.

Det øvrige mindretal af bosætterbefolkningen har valgt livsstilen af ideologiske grunde – ofte med et religiøst motiv. De er dog heller ingen homogen befolkning, men typisk betragter man her Vestbredden som det bibelske kerneland og en umistelig del af det jødiske folks arv.

Det er her, hovedvej 60 kommer ind i billedet. Den løber langs Vestbreddens højderyg, og var allerede i oldtiden en af områdets vigtigste transportkorridorer. Fra de store palæstinensiske byer Jenin og Nablus fører 60’eren sydpå over Ramallah og Jerusalem og derfra videre til Betlehem og Hebron. Alle disse er byer med store palæstinensiske befolkninger, men også stednavne med stærke bibelske konnotationer, og derfor har den ideologiske del af bosætterbevægelsen fra starten haft som målsætning at slå sig ned netop her. Et godt eksempel er Kfar Tapuach, som ifølge Josvabogen [i Det Gamle Testamente, red.] var blandt de første 31 byer, israelitterne erobrede, da de på gammeltestamentlig tid udvandrede fra det egyptiske fangenskab.

Det var præcis i denne ånd, de første bosættere drog ind på Vestbredden for at tage landet i besiddelse, efter Israel havde besat området under Seksdageskrigen i 1967. At Israel var kommet sejrende ud af krigen mod alle menneskelige odds, blev i de kredse betragtet som et guddommeligt mirakel. Det var blevet muligt at vende tilbage til det bibelske hjemland, og derfor fik bosættelsesaktiviteten lige fra begyndelsen et tydeligt messiansk anstrøg. På det tidspunkt var det sekulære Arbejderparti regeringsbærende, og i partiet tænkte mange, at besættelsen af Vestbredden gav Israel strategisk dybde [udtryk for geografiske områder mellem mulige fjender og ens eget kerneland, red.], hvorfor nogle bosættelser som fremskudte poster ikke var nogen skade til.

Verdenssamfundet fik først for alvor øjnene op for den palæstinensiske sag og ønske om en selvstændig stat, da den første intifada brød ud i 1987. Det var tyve år efter Seksdageskrigen, og bosættelserne var blevet en veletableret kendsgerning. Og da Oslo-aftalerne i september 1993 lagde op til en to-statsløsning, og skiftende israelske regeringer efterhånden fandt det et nummer for kontroversielt at godkende nye bosættelser, var det for længst blevet endnu vanskeligere at rømme de allerede eksisterende. På den baggrund opstod det nye fænomen, der kendes som bosætterudposter. De bliver i princippet grundlagt på samme måde, som de oprindelige bosættelser blev det, men fordi de end ikke får de israelske myndigheders blåstempling, skelner man ved at kalde dem udposter.

 

De [unge ideologer] ønsker selv at opleve pionertilværelsen, som den udspillede sig før i tiden. Derfor tager de loven i egen hånd
_______

 

Det er ikke de såkaldte bekvemmelighedsbosættere, som befolker udposterne. Det er de unge ideologer, der ofte føler, at forældregenerationens bosættelser er blevet for bedsteborgerlige. De ønsker selv at opleve pionertilværelsen, som den udspillede sig før i tiden. Derfor tager de loven i egen hånd og drager, ofte i ly at nattemørket, ud for at skabe “nye kendsgerninger i landskabet”, som det hedder i deres jargon. Kendsgerningen består ofte blot af en skibscontainer eller en bræddehytte på en forblæst bakketop.

Fænomenet kendes som Bakketoppenes Unge. Den etablerede bosættergeneration kalder dem også ‘anarkisterne’, og ordet udtales tit med ikke så lidt respekt: De unge handler på kanten af loven, fuldstændig som de selv gjorde, men med den afgørende forskel, at initiativlysten i vore dage sjældent får regeringsgodkendelse med tilbagevirkende kraft. Dette begrænser helt naturligt fænomenet til en gruppe særligt dedikerede; den hårde kerne af aktivister fra bakketoppene anslås at omfatte 7-800 personer.

Der findes i dag godt hundrede bosætterudposter rundt om på Vestbredden. Flere af dem har så mange år på bagen, at de er begyndt at ligne de etablerede bosættelser, og med tiden sætter også en vis politisk moderation ind, i takt med at beboerne bliver ældre, stifter familie, og deres behov bliver mere materielle. Men der kommer hele tiden nye til, og ikke mindst har udposterne en stærkt afsmittende effekt, som fører til en generel radikalisering. Mange unge i de etablerede bosættelser sympatiserer med bakketoppenes aktivisme, og i visse miljøer er det ikke ualmindeligt at høre premierminister Benyamin Netanyahu omtalt som ‘forræder’. I deres øjne svigter han den nationale sag ved at tale om en to-statsløsning, hvilket ville indebære hel eller delvis afståelse af Vestbredden til palæstinenserne.

Bosættelsen Rehelim er et godt eksempel. Den blev grundlagt i 1991, og med sine hvide huse med røde tegltage ligner den en hvilken som helst etableret bosættelse. Men den stedlige yeshiva er et potentielt hotspot for radikalisme. Der er ingen kvindelige studerende i en ortodoks yeshiva, hvilket ofte gør den til et udpræget mandsmiljø. Den palæstinensiske psykolog Shafiq Massalha har i mange år arbejdet med radikaliserede unge i konflikten, og han er nået frem til en interessant forklaring på, hvorfor unge palæstinensere vælger at gå til knivangreb på tilfældige israelere. Naturligvis er det betinget af konflikten og har et vist mål af ideologisk glød, men Massalha ser det som den primære bevæggrund, at de unge har en naturlig trang til at prøve sig selv af. I Europa kan unge sætte livet på spil ved at snige sig ind på en byggeplads og kravle op i en kran ved nattetide, siger han, men den slags muligheder er færre i en konfliktzone, hvor der derimod byder sig andet til. I det lys er knivangreb også en manddomsprøve – Massalha mener, at det samme finder sted blandt unge bosættere.

 

Bosætterbevægelsens egne rabbinere bortforklarer angrebet som drengestreger, der er gået for vidt. Men i andre dele af den israelske debat lyder det, at dette er en gylden anledning til at kræve lighed for loven
_______

 

Drengestreger?
Den israelske offentlighed reagerede skarpt på drabet i oktober. Det blev fordømt i pressen, og Netanyahu lovede, at sagen vil blive undersøgt til bunds. Men samtidig følte man en vis berøringsangst.

Bosætterbevægelsens egne rabbinere bortforklarer angrebet som drengestreger, der er gået for vidt. Men i andre dele af den israelske debat lyder det, at dette er en gylden anledning til at kræve lighed for loven. Israel har nemlig meget strenge straffe for netop stenkast, hvilket blev indført i 2015, efter en række israelere var kommet alvorligt til skade som følge af unge palæstinenseres stenkast. Derfor kan det koste 10 års fængsel at kaste en sten, også selv om stenen er af så beskeden størrelse, at den højst kan give offeret en ubehagelig forskrækkelse. Og hvis det kan bevises, at hensigten er at anrette skade, er strafferammen 20 år – også selv om stenen rammer ved siden af sit mål.

Shmuel Eliahu, som er rabbiner i den nordisraelske by Safed og hører blandt de radikale elementers faste støtter, har beskyldt sikkerhedstjenesten Shabak for racisme. Han er utilfreds med den hårdhændede behandling, de fem unge efter forlydende har været udsat for, og med at de bliver fordømt i offentlighedens øjne, endnu inden de er fundet skyldige i drabet. Dette siger han på trods af, at man har fundet de unges dna på den dræbende sten, hvilket burde være fældende bevis. Fra den anden side af debatten argumenteres med, at hundredvis af palæstinensere regelmæssigt får en mindst lige så ublid behandling på nogenlunde samme grundlag.

Ikke desto mindre er hele sagen en bitter pille at sluge for store dele af den israelske offentlighed. Det er en udbredt opfattelse blandt israelere, at bosættelserne er en alvorlig hindring for fred med palæstinenserne. Men fordi sagen har fået et så voldsomt omfang, har mange også svært ved at tage klar afstand fra bosættelserne. Bosætterne er tæt på at udgøre 10 pct. af landets samlede jødiske befolkning, og de fleste har en fætter eller en arbejdskollega, som bor på Vestbredden. Det store antal bekvemmelighedsbosættere har bidraget til at gøre fænomenet mainstream, og fordi udsigterne til fred med palæstinenserne i øvrigt opleves som spinkle, ser kun få israelske borgere grund til at rømme bosættelserne.

 

Den ideologiske bosætterbevægelse er altså blevet stueren, og dermed har den fået politisk medvind. Og dette har igen givet de mere radikale strømninger ro til at vokse
_______

 

Hardal
Den ideologiske bosætterbevægelse er altså blevet stueren, og dermed har den fået politisk medvind. Og dette har igen givet de mere radikale strømninger ro til at vokse.

Den fremherskende teologi i bosætterbevægelsen kalder man ofte nationalreligiøs. Den hører dog ikke nødvendigvis til på højrefløjen. Op til skæbneåret 1967, hvor Israel blev besættelsesmagt, lagde Det Nationalreligiøse Parti – som blev opløst i 2008 og blev en del af partiet Det Jødiske Hjem – sig på den politiske midte og var i flere omgange i regeringskoalition med Arbejderpartiet. Men med besættelsen af navnlig Vestbredden og til en vis grad også Gazastriben i 1967 kom spørgsmålet om en tilbagevenden til det bibelske hjemland helt i front. Partiet og bevægelsen begyndte at tale om Storisrael. Det er ellers tankegods, som primært hørte til på den sekulære, nationalistiske højrefløj – det, som senere blev til Likud (som bl.a. premierminister Netanyahu tilhører). Og med dette begyndte den nationalreligiøse idé at bevæge sig skarpt til højre.

I de senere år er der kommet endnu et element til. Den nationalreligiøse bevægelse har altid været meget praktisk og jordnær i sin tankegang, hvilket gjorde det muligt at samarbejde med Arbejderpartiets sekulære politikere. Men den unge generation har i stigende grad taget kabbala (jødisk mysticisme) til sig, og det har ført dem i en mere fundamentalistisk retning. Ganske kendetegnende hedder fænomenet hardal, hvilket er et hebraisk akronym over ordene ’nationalreligiøs’ og ’ultraortodoks’.

De ultraortodokse kender vi blandt andet som de sortklædte mænd med ørelokker og brede pelshatte. De læser Bibelen på en helt anden måde end de nationalreligiøse, og de står i skarp modsætning til dem ved at være anti-zionister. De læser nemlig i Bibelen, at det er en forsyndelse mod Gud at grundlægge en jødisk stat, før Messias er kommet, og dette har skabt et dybt fjendskab mellem de ultraortodokse og de nationalreligiøse bosættere. Men de ultraortodokse grupper lægger også stor vægt på studiet af kabbala, og det er hér, den nationalreligiøse ungdom har været på strandhugst.

De har med andre ord nærmet sig fundamentalismen på en helt anden måde end forældregenerationen. Flere steder i miljøet møder man personer, der helt underkender demokratiet og i stedet ønsker sig et teokrati, hvor De Fem Mosebøger er den højeste lov. De er blevet mere kompromisløse i bestræbelserne for at nå deres politiske mål og vanskeligere at tale med for de sekulære politikere. Og nogle af dem tager skridtet fuldt ud og erklærer sig som anti-zionister. Et vigtigt vendepunkt i denne bevægelse kom i sensommeren 2005, da Israels daværende premierminister Ariel Sharon tog initiativ til at rømme de 21 bosættelser på Gazastriben. Det var for de unge radikalister det endelige svigt: At fjerne jøder med magt fra deres hjem svarede til, hvad nazisterne gjorde under Holocaust, sagde de. Efterfølgende så man en markant stigning i antallet af unge religiøse bosættere, som nægter af aftjene deres værnepligt.

Om de fem unge fra Rehelim falder ind i dette mønster, eller om deres handling “bare” er drengestreger, er det for tidligt at sige med sikkerhed. Men uanset hvordan man ser situationen, udspringer de af et fundamentalistisk miljø, som i voksende grad er en del af besættelsens virkelighed, og som har chokeret mange israelere. ■

 

Uanset hvordan man ser situationen, udspringer de [fem unge fra Rehelim] af et fundamentalistisk miljø, som i voksende grad er en del af besættelsens virkelighed, og som har chokeret mange israelere
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland